BREVE FRA RUSLAND
Del 1
Første gang Frelsens Hær officielt arbejdede i Rusland var i begyndelsen af 1900 tallet fra 1913, til den blev forbudt på grund af antisovjetisk virksomhed den 27. februar 1923. Det var ti år i en turbulent tid. I de ti sammenhængende år, Frelsens Hær havde i landet, udviklede arbejdet sig.
Tidligere i årene 1910-12 boede de danske officerer, oberstløjtnanterne Jens og Agnes Povlsen, i Sankt Petersborg i 18 måneder og formidlede evangeliet, så godt de kunne, besøgte folk i deres hjem samtidig med, at de arbejdede på at få en tilladelse til, at Frelsens Hær kunne arbejde i landet officielt. De havde tidligere fra 1898 til 1903 været ledere for Frelsens Hær i Finland, som var et storhertugdømme under den russiske zar, og derigennem fået indsigt i russisk styre og russiske forhold. William Booth besøgte Sankt Petersborg i 1909 og fik kontakt med folk fra regeringen. Her fik han indtrykket af, at det kunne lade sig gøre at påbegynde arbejdet i Rusland.
William Booth i Helsingfors 1909 før afrejsen til Skt Peterborg
Der var i Sankt Petersborg evangeliske strømninger hos dele af aristokratiet. De kendte Frelsens Hærs arbejde fra andre steder i Europa, enten selv eller gennem familiemedlemmer. De første kontakter blev med folk fra disse kredse. Agnes Povlsen skrev i en senere artikel om disse måneder:
” Vi blev inviteret til at lede Frelsens Hærs møder i adskillige lokaler, de havde gjort i stand. En prinsesse G. som plejede at spille pianoet for os, kaldte vi for vores musikmester, andre som hjalp med at tale og bede med folk, blev nomineret til ’bodsbænk sergenter’. De syntes tilfredse med deres titler. Vi kunne aldrig optræde offentligt som Frelsens Hær, men folk syntes grebet af Frelsens Hærs ånd og budskab og kom i stort tal: fattige og uvidende mænd og kvinder, ude af stand til at læse og skrive, unge, ivrige studenter, som var fortvivlede over deres land; reflekterede og stovte mennesker – men også så bedrøveligt; blege, tynde børn fra de fugtige, snuskede og mørke kældre i byens slumkvarterer. Deres ansigter ville lyse op og deres kroppe rokke fra side til side, når de deltog i de russiske oversættelser af kor som ’ Luk Gud varme solskin ind’ eller ’Nej, aldrig alene’. Efterhånden som vi var i stand til at snakke lidt med dem på deres eget sprog, blev de henrykte.
De besøg, vi gjorde fra dør til dør iblandt arbejderklassen og i slumkvartererne, gav os nogen indsigt i de forfærdelige vilkår, befolkningen levede under.”
Ministerpræsident Pjotr Stolypin var i gang med nogle reformer af det russiske samfund især en landbrugsreform fra 1906, men blev dræbt af en terrorist den 18. september i Kiev 1912. Det var arbejdet med samfundsreformer og den støre åbenhed, der gav grund til optimisme for en mulige åbning for Frelsens Hær, men det blev et nej til at åbne Frelsens Hærs arbejde i foråret 1912.
Året efter at Povlsens havde måttet forlade Rusland, kom der i juni 1913 en ny mulighed på grund af en stor udstilling angående sundhed i Petrograd (Sankt Petersborg), hvor Finland, som var del af det russiske rige, naturligvis havde en pavillon. I udstillingen kunne Frelsens Hær vise noget af sit sociale arbejde. Herfra udviklede ideerne sig til, hvordan man kunne få fodfæste i byen. Oberst Karl Larsson, som var leder i Finland, var ledende i den proces. Først fik man tilladelse til at udgive bladet ’Frelsesbudskabet’, og bladsælgere kunne få tilladelse til at være i landet. Først var der to finske officerer, kaptajn Elsa Olsoni og løjtnant Henny Granström, derefter gradvist flere op til ti. Bladsalget førte til samtaler med folk og husbesøg. Folk kom også, hvor de boede, og her blev afholdt stuemøder – officielt te selskaber eftersom offentlige møder ikke var tilladt. Samovaren var altid på bordet. Der blev indviet soldater, som blev opført som soldater i et Helsingfors korps.
Oberst Carl Larsson og frue omgivet af officerer og kadetter samlet til kongress i Rusland
Stor var glæden i 1917 og 18, da der blev frihed til at samles, endog på åben gade. Der blev åbnet en kadetskole med 18 kadetter, og der blev afholdt kongres. På det tidspunkt var der flere korps i både Moskva og Sankt Petersborg plus to børnehjem og en slumstation. Men allerede sidst på året kom der forfølgelser, arrestationer, kolera, sult, sygdom, mangel på varme – mangel på alt. Man kæmpede sig igennem de følgende år, børnehjemmene blev overtaget af det lokale styre eller lukket, nogle af børnene blev hos officererne. Officererne måtte prøve at få arbejde på hospitaler, postvæsen, og en del af de russiske officerer måtte tage hjem til deres hjemstavn. De svenske officerer blev udvist. Myndighedernes linje var svingende, så ting blev lukket, hvorefter man alligevel gerne måtte holde møder. I 1920 var der 15 officerer tilbage. Der var arrestationer af officerer og underofficerer i første del af 1921 og 1922, men de kom ud af fængslerne igen efter nogle uger eller måneder, en af dem efter 8 måneder. Fra april til november 22 var der pludselig arbejdsro og en følelse af frihed, men så i november blev lokalet i Moskva lukket og i begyndelsen af december det i Petrograd. De sidste officerer fik mulighed for at rejse ud, også 5 russiske, som fortsatte arbejdet som officerer i Finland eller andre lande. Den 27. februar 1923 kom den endelige officielle nedlukning af Frelsens Hær. Den blev likvideret for antisovjetisk virksomhed. I løbet af foråret forlod major Elsa Olsoni landet. Hun havde de sidste par år arbejdet ved den finske evakueringskommission. Den første officer blev også den sidste.
Uddrag fra Centralkomiteen protokol af 27. februar 1923 under punkt 7 står der om sekten ARMIYA SPASENIYA (Frelsens Hær) forbudt på grund af antisovjetisk virksomhed
Her er nogle uddrag af breve fra officerer sendt til Finland. Det her er fra Løjtnant Klara Becker[1] fra 16. september 1920:
”Det er midnat, og luften er tung på grund af et tordenvejr, der nærmer sig, og enhver tanke om søvn er umulig. Jeg spørger mig selv, hvad vil resultatet af det alt sammen blive. Men medens jeg stiller spørgsmålet, kommer svaret.: ’Min nåde er dig nok’. Jeg stoler på Herren og ved, at det vil være sådan. Når dette brev når jer, må I ikke desto mindre bede for os og specielt for hende, som er vores leder her – for hendes værelse synes i øjeblikket at være stedet, hvor lynene kan ramme. ……. I løbet af de følgende dage pakkede vi og tog af sted til Petrograd. Major Hacklin var allerede ankommet. Her boede vi den vinter syv voksne og fem børn (resten af børnene fra vores børnehjem) i en seks-værelses lejlighed. Kaptajn Granström og jeg delte et værelse. Hun havde arbejde på et hospital. Kaptajn Korhonen arbejdede på et andet hospital med ansvar for instrumenterne på operations stuen. Kaptajn Beleffsky og hans kone bor også sammen med os. De tager jævnligt ud på landet for at få fat i madvarer og lede møder.”
Et andet brev fra Moskva den 14. februar 1921 fra kaptajn Konstantinoff fortæller om møder hver aften og to om søndagen med lokalet fyld de fleste gange: ”Vi har nu 21 soldater og 5 underofficerer, desuden har vi 20 rekrutter, som snart vil blive indviet til soldater, medens der ud af de 350 nyomvendte, vil et antal blive rekrutter. Af og til tager vi ud på landet. Kammeraterne er inspirerede og fulde af iver. Vi føler, at vi lever på en vulkan, men med det ukendte foran os er vi i stand til at holde ud. (Vulkanen kom i udbrud, og officerer og soldater i Moskva og Petrograd blev sendt i fængsel).
Fra 1917 og de følgende år begyndte rigtig mange russere at forlade landet. Det var folk med ejendomme, uddannelser, kort sagt adelen, borgerskabet eller civilsamfundet. Nogle af deres bygninger eller penge blev givet til Frelsens Hær. Når de var ude af Rusland gav Det internationale Hovedkvarter i London penge til nogle af disse folk i bytte for de russiske penge, de havde efterladt hos Frelsens Hær.
Et nyt kapitel for Frelsens Hær i Rusland
Del 2
68 år senere blev Frelsens Hærs arbejde i Rusland igen begyndt. Det skete den 1. juni 1991 i Sankt Petersborg. Hurtigt spredte det sig til Moskva og rundt om i landet til levende og engagerede korps og sociale projekter. Både i Sankt Petersborg og Moskva kom der flere korps i forskellige bydele. I Sankt Petersborg sponsorerede Frelsens Hær i Norge et stort socialt center med arbejde for hjemløse både børn og voksne med læger, korps aktiviteter og sociale tiltag ude i byen.
I de 35 år, der er gået siden da, har arbejdet spredt sig til Ukraine (1993), Georgien (1993), Moldova (1994), Rumænien (1999) og senest Bulgarien (2021). Her er en levende Frelsens Hær, der i 2001 organisatorisk blev skilt fra Rusland og dannede Østeuropa Command og videreudviklet som Østeuropa territorium i 2005.
Rusland, hvor Frelsens Hær for godt 100 år siden blev lukket og forbudt, er i dag et helt andet land. Der har været 70 års sovjetstyre, som blev afsluttet for 35 år siden. Meget skete efter sovjetstyrets opløsning med frihed og demokrati og ikke mindst de forskellige uafhængige stater, som genopstod. De sidste tyve år har tingene imidlertid langsomt ændret sig med stadig mindre frihed. Siden den 24. februar 2022, hvor Ruslands fuldskala krig i Ukraine begyndte, har landet levet i krigstilstand. I forbindelse med dette er der sket en hjerneflugt – journalister, forfattere og unge mennesker har forladt landet på grund af voksende undertrykkelse, arrestationer og vold, enten frivilligt eller af nødvendighed.
Der er gået 100 år, og det er forskellige situationer, men det er tankevækkende, at der også er ligheder især med de mange resursestærke mennesker, der har forladt landet og fået asyl i andre lande ligesom efter revolutionen i 1917. Den stigende kontrol og undertrykkelse af befolkningens frihed er også at ligne med sovjetstyret.
Flertallet af russere, nok også Frelsens Hærs medlemmer lever i dag i et propagandarum med alternative fortællinger, der er blevet skabt, og uden ret megen kendskab til de faktiske forhold, der udfolder sig. En viden det er blevet stadig vanskeligere at finde. Jeg ved ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe, når det gælder Frelsens Hærs medlemmer i Rusland, når krigen en dag slutter. Nu samles de til gudstjenester som et russisk netværk eller trossamfund under andet navn og uden international forbindelse. Denne gang har Frelsens Hær som del af den internationale Hær været 35 år i landet.
Vi var i ledelsen af Frelsens Hær i årene 1997 -1999 og skrev en del breve og artikler om arbejdet i Rusland, Ukraine, Moldova og Georgien. Dette materiale giver et godt indblik i forholdene i disse væsentlige år, hvor Frelsens Hærs tilstedeværelse blev konsolideret efter de første seks års pioner arbejde.
Uddrag fra en artikel[2], jeg skrev: ”Frelsens Hær var som meget andet med til at udfylde det tomrum, der opstod efter kommunismens fald. Frelsens Hær blev på ny inviteret ind i landet af myndigheder og forskellige grupper efter næsten 70 års ufrivilligt fravær. Den søgte fra første færd god kontakt med allerede eksisterende kirker og med besøg i den ortodokse kirkes hierarki. Opgaverne syntes overvældende, og der var brug for alle gode kræfter.
Folk fik kontakt med Frelsens Hær gennem friluftsmøder, ved at se uniformen på gaden, ved at høre om arrangementer via annoncer og opslagstavler. Adskillige kom til vore gudstjenester og arrangementer. Der var mange bevæggrunde til dette, nysgerrighed var en af dem. Her var noget nyt og fremmed, der var folk fra udlandet, så der var mulighed for at høre og tale engelsk, og der var anderledes musik. Alle ting blev afholdt i kendte bygninger, kulturpaladser, skoler, biblioteker og så videre. Den kristne tro blev forkyndt på en enkel og ligetil måde, og Bibelen stod centralt i billedet. Nødhjælpen og engagement i de sociale problemer fra begyndelsen af spillede også en rolle. Mange ville gerne være med i dette arbejde og udtrykke deres ofte nyvundne tro på en praktisk måde.
Nogle tilsluttede sig hæren efter at have været ansatte som tolke, sekretærer eller nødhjælpsarbejdere. Andre fik kontakt gennem familie, venner og arbejdskammerater. Det er spændende at høre om, hvordan folk kom til tro, og hvorfor de valgte at udøve deres tro indenfor Frelsens Hærs rammer.
Det er en oplevelse at høre folk, der blev ansat som tolke og sekretærer uden nogen form for kristen baggrund fortælle, hvordan det var at skulle tolke prædikener, læse Bibelen og være til stede, når der blev bedt en bøn med folk eller oversætte et ’Gud velsigne dig’. Det blev et personligt kald til omvendelse.
Hovedparten af de mennesker, man fik kontakt med, havde en total ateistisk baggrund uden nogen kirketilknytning. Andre med forskellige kirkebaggrund både ortodokse, baptister og folk fra pinsekirker valgte at tilslutte sig Frelsenspå alle niveauer, musikken eller kort sagt lægfolkets centrale placering. Dette syntes at have vejet stærkere end dybtgående teologiske overvejelser
1997 blev “genåbningen” af Frelsens Hær fejret ved en velbesøgt kongres i Moskva
I dag er nyhedens interesse ovre og det udenlandske islæt ikke så overvældende og heller ikke tiltrækkende. Det er et langt stykke af vejen en russisk Frelsens Hær, der er i en stabiliserings- og omformningsproces og med en ganske solid indflydelse i de byer, hvor den er til stede. Mange genkender uniformen, når de ser den på gaden, og væksten sker stille og roligt ud fra det arbejde, der foregår.”
Religionsloven fra 1997
26. september 1997 kom der i Rusland en ny religionslov, Loven om samvittighedsfrihed og religiøse sammenslutninger underskrevet af Boris Jeltsin, Ruslands daværende præsident. Han prøvede at nedlægge veto imod den en gang, men måtte underskrive den anden gang, Loven var en reaktion mod en lov af 25. oktober 1990 underskrevet af Mikhail Gorbatjov, der gav udstrakt frihed til forskellige former for gudstjeneste liv.
Den nye lov indførte strengere kontrol og favoriserede den Russisk- Ortodokse kirke. Den satte store begrænsninger for arbejdet, men blev samtidig tolket rimelig frit. Den var som en elastik, der åbnede op for både meget restriktive tolkninger som nu eller mere liberale som i årerne, vi arbejdede der.
Loven af 1997 er blevet strammet markant gennem adskillige lovændringer (2016 Yarovaya-lovpakken, 2017 Forbud mod ”ekstremistiske” grupper, 2021 Stramninger for ledere og udenlandske bånd). Der er et øget pres på protestantiske kirker med overvågning, ransagninger, og retslige forbud under påskud af forbud mod missionsvirksomhed. Den oprindelige lovgivning er blevet omdannet fra en regulering af trossamfund til et stramt kontrolværktøj, der reelt undertrykker religiøse mindretal.
Breve angående religionsloven
Dette brev fra 22. september 1997 angående korpsene i Sankt Petersborg beskriver den usikre situation: Begge steder var man noget forvirrede. Søndag morgen havde byens myndigheder meddelt, at nu da loven om begrænsning af religionsfriheden var vedtaget, så ville man ikke have Hæren til at holde møder i de lejede lokaler længere. Beskeden var, at næste søndag blev sidste gang på trods af lejeaftaler om året ud.
Det var godt jeg (Carl) var i byen til at berolige officererne og soldaterne. Loven blev vedtaget i underhuset, hvor kun 6 stemte imod. Den skal behandles i Dumaens overhus, 2. kammer, i løbet af denne uge, og vil blive vedtaget med overvældende majoritet. Men den træder først i kraft med udgangen til 1999 og er gældende fra år 2000. At Sankt Petersborg handler sådan er ikke overraskende, da bureaukratiet er som under kommunismen, og vi har besværet andre steder. Jeg ringede til Moskva og fik sat advokaterne på sagen med det samme.
Det var ikke kun i Sankt Petersborg, at loven blev sat i værk med det samme. Det skete faktisk overalt, så vi måtte begynde at indrette os efter loven meget hurtigt.
Den 27.oktober 1997: I onsdags havde vi samlet alle officerer fra Rusland til et møde om den nye lov, hvor også vore advokater var med til den sidste del. Der var spørgetid, så officererne kunne stille advokaterne deres spørgsmål. Det var helt klart for dem, at det overordnede mål med loven er at sætte en stopper for proselytisme, så skønt den enkelte russer har ret til at tro, hvad han ønsker, er der ikke frit slag til at propagandere for sin tro.
Børne-og ungdomsarbejdet bliver nok ramt voldsomt hen af vejen, hvis sagførerne har ret i deres fortolkning, at ikke engang forældrenes samtykke vil være nok, for staten ser det som sin opgave at beskytte børnene også mod forældrenes ønske…..Vi må prøve os frem, for ingen kender fortolkningen af loven.
Krigsråbet og alle andre udgivelser er stoppet. Vi vil prøve at producere på anden vis måske via Finland.
Alt arbejdet i fængslerne og hospitalerne må stoppe, også selv om hospitalsledelsen ønsker arbejdet, men vi kan måske få nogle aftaler, der kan komme til at fungere. ..der er mange grupper, der ikke ønsker at følge loven. Vi føler ikke vi kan tage den risiko, for vi ønsker jo at blive i landet….en retsag er næsten umulig at vinde i de her spørgsmål, for dommeren har altid ret uanset, hvad vi synes der står i loven. En sådan sag vil kunne føre til forbud mod hæren i hele landet, som skal undgås, derfor forsigtigheden. Mange regner med, at lovens hårde linje først kommer til udtryk omkring 1. januar 2000, som er sidste frist for at indsende ansøgninger om registrering efter den nye lovs retningslinjer. Andre at det måske sker tidligere, eller lige så snart sagen er væk fra de vestlige mediers forsider. Vi må se tiden an. Et er sikkert, den kommer til at blive administreret meget forskelligt i de forskellige dele af landet. Sådan har det vist altid været med russisk lov.
Vi lærte at leve med loven og tolkede den så frit vi kunne i forhold til de lokale myndigheder. Der kom til at forgå et stort arbejdede med registrering og med at få anerkendt de ti års arbejde i Rusland før forbuddet i 1923. Dette skete i arkiver i Sankt Petersborg og Moskva. Brev fra 21. januar 1998: Arbejdet i KGB arkiverne her i Moskva har virkelig nyttet noget. Der er fundet mange dokumenter, og det allervigtigste blev fundet i sidste uge, det der lukkede Frelsens Hær. Det blev udstedt den 27. februar 1923, og der står: ”Sekten Frelsens Hær likvideres for antisovjetisk virksomhed.” Det er stemplet med alt hvad der er nødvendigt. Det er et væsentligt bevismateriale for, at Frelsens Hær var til stede i landet og ikke forlod landet frivilligt. De andre mange dokumenter viser, at myndighederne har holdt meget nøje øje med arbejdet både i Moskva og i Sankt Petersborg. Det er en lang og sej vej til måske at få en registrering, der giver os de fulde rettigheder som religiøs organisation, der har været i landet i mindst 15 år. Alle kirker udenfor Den Ortodokse Kirke er benævnt som religiøs organisation.
Jeg (Gudrun) tog til Helsingfors og arbejdede med de arkiver, der lå på Hovedkvarteret angående de ti år fra 1913 – 23. Det var breve, regnskaber og bilag. Jeg fandt et bilag angående et bidrag til Frelsens Hær i Sankt Petersborg fra en hertuginde i Zarfamilien. Det kom til at spille en rolle i registrerringsprocessen. For at få en ordentlig registrering skulle Frelsens Hær have været 15 år i landet. Arbejdet lykkedes. Her er et brev fra 1. marts 1999:
Ugens store nyhed var, at vi i onsdags fik meddelelse om, at Frelsens Hær er registreret i Sankt Petersborg med fulde rettigheder som kirke. De har accepteret alle årene før og efter revolutionen og lagt dem til de år, vi nu har været her. Det vil sige i Sankt Petersborg kan vi nu publicere og gøre alt det andet, vi ikke kunne under den nye lov. Vi har haft store vanskeligheder her i Moskva, de vil ikke anerkende vores ansøgning om registrering, der også prøver at inkludere revolutionsårene, hvor vi var i Moskva. Der foregår en stramning her og chikane overfor forskellige religiøse grupper.
Arbejdet med registrering lykkedes i de følgende måneder, så Frelsens Hær fik en ’all Russia registration’ – tilladelse til at arbejde over hele landet. Der var stadig det forbehold, at loven blev fortolket forskelligt i de forskellige byer. At registreringen kom på plads betød, at arbejdet kunne vokse og udvikle sig de følgende år.
Det pæne antal russiske officerer, der blev uddannet sammen med officerer fra Ukraine, Moldova og Georgien en årrække i Finland og senere i Moldova, har gjort et meget stort arbejde i de år, det har været muligt, før loven begyndte at strammes yderligere. De sidste år har været meget vanskelige. Resultatet er som nævnt tidligere, at en gruppe soldater og officerer samles til gudstjenester og de aktiviteter, der er mulige, som et trossamfund med andet navn uden international tilknytning.
Det pæne antal russiske kadetter blev, sammen med kommende officerer fra Ukraine, Moldova og Georgien, i en årrække uddannet i Finland hvortil officersskolen for EEC blev flyttet. Det skete bl.a. på grund af religionsloven.
Arbejdet udviklede sig imidlertid hurtigere og bredere i det, der blev Østeuropas territorium end det gjorde i Rusland, men i de lande var og er der også større frihed og åbenhed uden en restriktiv religionslov, der kunne strammes efter behov eller lokale forhold.
Indtryk og glimt fra arbejdet i årene 1997-99
Brevene, vi skrev fra Moskva giver indblik i arbejdet, som det udfoldede sig i årene 1997-99. De er blot glimt og ikke omfattende beskrivelser. Ikke alle korps og sociale tiltag er omfattet, men de giver alligevel et overordnet billede af situationen og arbejdet.
Uddrag af første brev fra Moskva den 21. august 1997 en måned efter vores ankomst: I sidste weekend var vi sydpå små 600 kilometer fra Moskva til Voronez. Vi skulle tale og undervise på en ungdomsweekend. Det foregik på et feriested i et skovområde udenfor byen. Området var dejligt, men bygningen og de andre bygninger af samme art i skoven var ualmindelig grimme og nedkørte betonklodser i flere etager. Det er et utroligt forfald, der finder sted. Ingen kerer sig om at vedligeholde eller renholde noget. Naturen bliver brugt som en slags losseplads. Det er frygtelig at se, for der er så mange muligheder og rigdomme, der bare får lov til at svinde hen.
Selve ungdomsweekenden var en rigtig god oplevelse. Der var 92 unge i alderen 13 til 30 år med hovedvægten på cirka 20 år. For os er det usædvanligt at se så mange unge fuldstændig koncentreret om, hvad man siger, medens de tager noter, og bagefter kommer hen og stiller spørgsmål.
Om aftenen var der underholdning, som var en blanding af sjov og alvor. Der er et utroligt talent, der er veludviklet: flotte musikpræstationer, god skuespiltalent og en åbenhed og tillid til hinanden. Ingen var bange for at blive til grin, og ingen blev til grin. Der var en vældig alvor og inderlighed i bøn ved gudstjeneste og andagter, en ægthed der var dejlig at møde.
Vi kørte i bil frem og tilbage. Det var cirka ti timer hver vej. Det var malerisk at se landskabet med de mange små træhuse i landsbyerne og alle konerne langs vejen, der solgte frugt og grøntsager fra deres haver. De fleste huse var meget nedkørte, en hel del faldefærdige, så tilværelsen må være hård. Alle kirker, vi kom forbi, var enten under renovation eller lige renoveret. For mig var alt det guld og glimmer på kirkerne næsten vulgært i forhold til trøstesløsheden i landsbyerne omkring.
Senere fra samme brev: I går tog jeg (Gudrun) med ud til en af de store stationer og en park, hvor vi har maduddeling til hjemløse. De ser sølle ud, og de er jaget vildt for militsiaen i øjeblikket. Vi har et samarbejde med ’Læger uden grænser’, der har deres vogn ved siden af vores ved maduddelingsstedet, så vi hver kan gøre, hvad vi har mulighed for og henvise til hinanden. Det er frygteligt at se børnene, der møder op. Der var syv i går, tre af dem med deres bedstemor. De ser ud som om, de alle bor på gaden, utrolig snavsede. Den yngste var en dreng på fire år. Han drak sin suppe med et begær, der viste, at han ikke havde fået mad, siden vi var der dagen forinden. Han fik ekstra og al det brød, han ville. Han strålede, som om det var et kæmpe party. Man prøver altid at have frugt med til børnene, som de kan få efter suppen. Midlerne er små og maden dyr, så der er ikke råd til tallerkener og skeer. De kommer med overskårne plastik colaflasker ( de store) og drikker af dem. Vi har altid enkelte plastikbeholdere, hvis flaskerne, de kommer med, ser sundhedsfarlige ud, så kan de få den. Der er maduddeling to steder hver dag midt på eftermiddagen. Man gør meget ud af at rydde op efter måltidet, så der ikke ligger flasker og flyder, før vognen kører, for ikke at komme i konflikt med ’byen’. Moskva vil ikke vedkende sig de hjemløse og prøver at få dem ud af byen ( med ret brutale midler), især her op til 850 års jubilæet om to uger.
Fra brev den 8. oktober 1997: Vi har lige fået en ansat, der udelukkende arbejder med at skaffe identifikationspairer til de hjemløse, så de kan få lidt hjælp og blive i byen. Alene sådan noget som at skaffe et foto af dem, er vanskeligt. Han er blevet udstyret med kamera, så han kan tage fotos til papirerne. Mange af dem mistede forskellige lemmer, mest ben og fødder på grund af frosten sidste år, og de er fuldstændig hjælpeløse uden papirer. De kan ikke komme ind på hospitalerne, og hvis de er uden papirer, bliver de samlet op af militsiaen og sat af ude i skovene udenfor Moskva.
Forholdene for de hjemløse forblev vanskelige, men nogle blev det muligt at hjælpe til få bevis på deres identitet og dermed hjælp på hospitalerne til operationer, sårheling mm. Det var et arbejde der fortsatte både bespisningen og hjælp til at få identitetspapirer.
Påskefejring
Påsken blev betragtet som den største højtid og med mange traditioner. Der er påskebrødet – et sødt brød med rosiner. De blev solgt på gaden og ved Metrostationer, hvor bedstemødrene stod og solgte dem. Her er brev fra 21. april 1998 angående påsken:
Den største tradition er de farvede æg. Man forærer dem til hinanden, og man gør sig stor umage med at farve og dekorere dem. Man koger æggene i løgskaller for at få en dyb brun farve, og man samler skallerne over nogle uger for at have nok til at give farven. Rødbedesaft bliver brugt til en dyb rød farve osv. Man kan også købe farver til at dekorere med. Mange af æggene er utrolig flotte.
Påskelørdag tog vi ud til et kloster, der ligger i Moskva. På klosterområdet stod folk opstillede ved borde, hvor de havde stillet deres påskekager og æg frem. I kagerne var det stukket to lys, som de købte i kiosken på klosterområdet, og de gjorde alt for at holde liv i lysene. Rundt om kagen lå der æg i alle farver, nogle af dem rene kunstværker. Der var hundredvis af mennesker. Da vi havde været der lidt og gået rundt og set på de flotte opstillinger, kom en præst og to nonner ud, og velsignelsen af æg og kager begyndte. Først blev der bedt bønner over vandet, der var i en stor plastikspand, derefter blev det hældt i en mindre beholder, som præsten gik rundt med. I hånden havde han noget, der kunne minde om en bøjet malerkost. Den blev dyppet ned i vandet samtidig med, at han messede velsignelser og sprøjtede vandet ud over de fine sager og over folk. Bagved ham gik de to nonner med hvert sit plastik babybadekar, hvori folk kom kager, æg og penge. De sang/messede også. Lige så snart præsten havde været forbi med sin vandkost, pakkede folk tingene sammen, og nye stillede op, og præsten og nonnerne tog turen en gang til. Vi var der en times tid, men det varede vist flere timer, for folk blev ved med at komme og stille deres ting op. Der var et vældigt liv, og det var en oplevelse at se de mange flotte æg og kager stillet op.
Søndag morgen var vi i Lublino korps her i Moskva i en bydel, der er ramt af stor arbejdsløshed. Det var dejligt at komme til mødet denne påskemorgen. Alle hilste hinanden med :”Kristus er opstanden!” og andre svarede: ”Sandelig han er opstanden!”. Bagefter giver man hinanden tre kys, på den ene kind, på den anden og tilbage til den første. Jeg er ved at lære det. Mødet begyndte med den samme hilsen sagt tre gange og det var et brus af stemmer, der lød ved svaret.
Her var der også masser af farvede æg og kager til den fælles frokost bagefter plus til at lægge ned i en smukt dekoreret kurv, der senere blev bragt hen til et invalidehjem, så der var påskehilsen til dem også.
Det var et dejligt møde med masser af børn, unge og ældre, vel en hundrede stykker. Korpset lejer lokale på en skole midt i et boligkvarter, og her har man også kontoret. Korpset har været her i 4-5 år og har en meget god kontakt til skolen. Alle børnene og lærerne er vant til at se officererne og andre hjælpere hver dag på skolen, så de kender uniformen. Lejeindtægten, der er meget rimelig, betyder vist meget for skolen, for ind imellem kommer inspektøren for at spørge, om lejen kan betales et par dage før tiden, for de mangler penge til at reparere kopimaskine eller lignende. Det betyder også, at der er en stor fleksibilitet med hensyn til brug af lokaler. Der er i det hele taget et godt samarbejde og hjælpsomhed overfor hinanden.
Et sådant arrangement kunne godt være blevet ramt af den nye religionslov, men det er ikke tilfældet her.
Arbejdet i Sankt Petersborg
I Sankt Petersborg blev et stort socialcenter åbnet i august 1997 finansieret af Frelsens Hær i Norge med midler fra en TV indsamling. Det henvendte sig især til hjemløse, både voksne og børn, med mad, tøj, lægehjælp og aktiviteter. I et brev fra 19. maj 1998 beskriver jeg et søndagsmøde i korpset:
Det var specielt søndag eftermiddag i Mayak korpset i Sankt Petersborg, der blev uforglemmelig. Det er et korps for hjemløse, som åbnede i februar i forbindelse med vores socialcenter der. (Centeret blev åbnet i august og blev giver og er fortsat støttet økonomisk af Frelsens Hær i Norge med penge fra TV indsamlingen der). Lokalet var overfyldt, godt og vel hundrede mennesker, de fleste hjemløse i alle aldre fra 8-10 år til omkring de halvtreds. Der blev indviet en soldat, en af medarbejderne, som har ansvar for arbejdet på stationerne med maduddeling til de hjemløse. Der var sytten, som blev civile medlemmer, femten unge mænd og to kvinder, alle hjemløse. De var kommet tre timer før mødet for at vaske sig og tage rent tøj på, og de så nydelige ud. De opførte mime til en russisk sang. Det handlede om forvandlingen i Jesus Kristus i en nutidig tilværelse. Det var meget talende og forbløffende at se deres frimodighed og udtryksfulde mime. De er kommet til tro og gav udtryk for fremtidshåb, men deres daglige omstændigheder er stadig gaden med de barske vilkår, hjemløse har. De kan komme på vores center og tage del i mange aktiviteter der. Der er en læge ansat, og der er muligheder for måltider, men nætterne må stadig tilbringes under broer, ved fabriksbygninger, i nedlagte ruiner af bygninger osv. Det var en dejlig gudstjeneste. Det var svært at se de hjemløse børn, og jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for dem. Hele kælderen af centeret har de indrettet selv med værksteder og andre aktivitetsrum, men det er dagtimerne, resten af døgnet tilbringes som det nu bedst kan.
General Eva Burrows havde som verdenschef visionen for at genåbne Frelsens Hær i Rusland. Efter sin pensionering besøgte hun Mayak korps, officersskolen, og andre Armiya Spaseniya aktiviteter og centre
Ud fra centeret var der også besøg til et hospital for Aids smittede småbørn (fra få måneder til et par år) udenfor Sankt Petersborg i nogle skovområder. Hospitalet skulle vist helst være hemmeligt, da der officielt ikke var Aids smittede i Rusland. Forholdene var ubeskrivelige, men med hjælp fra Frelsens Hær i Norge blev der købt senge til alle børnene og ansat to unge piger med lidt viden om pasning af børn. Hospitalet modtog dette med glæde, da der manglede både senge og ansatte. Nogle unge studerende fra Sankt Petersborg blev frivillige legeonkler/tanter og besøgte hospitalet et par gange om ugen for at lege med børnene. Der blev også købt legetøj og andet nødvendigt. Når børnene var halvandet år, kunne blodprøver vise om de fortsat var smittede. Nogle af dem, der var uden smitte, blev adopteret til russiske familier eller udlændinge, der var i landet. Det officerspar, der var ledere for arbejdet i byen, adopterede en lille pige, de havde besøgt og taget sig af, siden hun kom på hospitalet. Det blev muligt med adoptionen, da hun var hen imod to år. De var engelske statsborgere, så Natasja er vokset op i England, bortset fra de første år på hospitalet og i Sankt Petersborg.
Krisetider set fra Moskva
I et brev fra 21. september 1998 beskriver jeg rublens frie fald og den politiske uro, der opstod først på efteråret:
Det er nok den mest kritiske periode siden Sovjetunionens ophør i 1991, og folk har været nervøse for tanks i gaderne og for fremtiden. De giver udtryk for det, når man snakker med dem, men det daglige liv fortsætter jo uanset det politiske spil. For mange russere er det politiske liv, og hvad der foregår der, en slags absurd teater, der ikke rigtig har noget med deres tilværelse at gøre. De sætter ikke deres lid til landets magthavere uanset hvem de er. Historien har været en hård læremester, og desværre har lektien været at vende rygge til den del af samfundslivet, og så ellers leve sit eget lille liv og bygge netværk omkring sig for at leve og overleve. Euforien over friheden var jo for længst ovre, da vi flyttede hertil (i 1997); men den spæde begyndelse til et civilt samfund til en middelklasse så vi meget tydeligt her i Moskva området, hvor den er stærkest. Folk, der kunne og som havde overskud, arbejdede i døgndrift med flere job, fordi de følte, at det nyttede, og at de kunne give deres børn en bedre fremtid. De arbejder stadig, men sammenbruddet af bankerne har ramt dem hårdt. De, der havde en dollaropsparing, har fået at vide, at de kan få deres penge engang i november, men kun i rubler til kurs 9.5. I går var kursen 16, og inden vi når november, er jeg bange for, at den ligger er helt andet sted, så værdien af deres penge er totalt udhulet, hvis de får dem. Andre, som havde lønninger i banken og havde lagt lidt til side til tøj og sko til børnenes skolestart, har ikke fået dem udbetalt. Skoler og universiteter fik ikke deres materialer, fordi deres bank ikke udbetalte noget, så de kunne ikke betale for materialerne. Problemet er, at en del mennesker var begyndt at få tillid til bankverdenen og havde oprettet bankkonti og andre konti, og nu har de endnu engang mistet alt, hvad de havde. De mere skeptiske, som lærte af 1993 og 94, hvor folk mistede alt, hvad de havde, har i det mindste haft rubler at købe ind for til vinteren.
Udenfor Moskva og de store byer lever folk en naturalieøkonomi, så der har rublens fald ikke så stor indvirkning. Det er op imod 80% af befolkningen. De har alligevel ikke fået løn eller pension i umindelige tider. Her er kartoflen valutaen, og det er den, de lever på. Kartofler, hvidkål, rødbeder og æbler, små agurker og tomater. Mælk og æg bytter de sig til eller producerer selv. Kød er der ikke meget af i den daglige kost. Det er nærmest rent fedt, der spises, det, de skal bruge penge til, er sukker, som bruges til syltning. De samler bær og svampe i skovene. Svampene tørres, og bærrene syltes. Grøntsagerne syltes også undtagen kartoflerne, så langs vejkanten kan man købe syltet kål, agurker, tomater og rødbeder. Det, der kan blive meget alvorligt til vinter, er, at kartoffelhøsten ser ud til at have slået fejl i en del områder. Folk dyrker kartofler allevegne, og det er dem, de lever af. Selv de værnepligtige på kasernerne dyrker kartofler, og fra militærledelsen er der kommet brev til de forskellige belægninger rundt om i landet om at sende soldaterne ud at samle bær og svampe, så de har noget at spise til vinter. Penge har de ingen af.
Vi er selv ved at udvikle nye evner. Vi har aldrig været ude at ’søge’ efter penge. Vi har sørget for hele tiden at have en dollar ’opsparing’ til en situation som den her, men vi kan ikke købe for dollars. Der skal rubler til, og mange steder er de udgået for rubler. Så vi har snuset byen rundt for at finde steder, hvor vi kunne veksle. Vi har sågar vekslet ’sort’ på gaden. Vores rubelmånedsløn forsvandt som dug for solen, da vi skyndte os at gøre nødvendige indkøb af mel, ris, pasta og forskellige udenlandske produkter, der nok ikke viser sig her foreløbig. Det var også en helt ny fornemmelse at prøve at tænke langsigtet og købe det mest nødvendige, da oplagringspladsen ikke er for stor. Stemningen, da vi var ude at købe ind for cirka tre uger siden, var næsten som jul. Folk købte alt muligt, og der var trængsel i butikker. Folk handlede ud fra den filosofi, at varer var bedre end rubler. Dem kunne de eventuelt sælge videre eller få noget, de havde ønsket sig eller sparet op til, nu rublen stadig var købekraftig.
Nå, det var et situationsbillede fra Moskva.
Den 7. oktober er der annonceret landsdækkende demonstrationer. Man regner med 30 millioner mennesker i demonstration, men den nye regeringsdannelse, som kommunisterne anser for en sejr for dem, kan nok betyde, at de ikke gejler demonstranterne så højt op, at det bliver til optøjer. Det bliver også spændende at se, om de tager fat på at regere landet eller skuespillet fortsætter.
Der blev ikke optøjer, men det var krisetider både økonomisk og menneskeligt. Regeringen ’humpede’ videre med skiftende persongalleri.
Besøg til Petrozavodsk
I brev fra 21. september 1998 er der en kort beskrivelse af besøg til Petrozavodsk:
I juli måned besøgte vi Petrozavodsk, der ligger ca. 8 timers kørsel nord for Sankt Petersborg, Vi kørte i tog direkte fra Moskva. Det tog cirka 18 timer. Det var en interessant tur, og vi iagttog landskabet og folk, der stod på perronerne for at sælge bær og svampe, drikkevarer og brød. Når man ser det, er det tydeligt, at der er langt til Moskva d.v.s levestandarden er langt højere i Moskva, selv om der er slemme ting at se der også. Vi har to korps i Petrozavodsk, og de er levende fyldt med børn og unge.
Borgmesteren i Petrozavodsk reagerede i øvrigt afslappet på religionsloven og gav besked til lederne i byen om, at lejemål og alt kunne fortsætte frem til januar 2000, hvor loven trådte i kraft. Derefter ville man se på forholdene.
Videre fra samme brev:
Den russiske løjtnant, Julia, som ledte det ene korps, er nu sendt til Viborg på det karelske næs for at åbne Frelsens Hær der. Det tilhørte Finland indtil 1944, og man havde en stærk Frelsens Hær der. På et tidspunkt var der 4 korps og 5 sociale institutioner i byen, hvor der var divisionshovedkvarter for Karelen.
Det var en finsk befolkning, der boede der, da sovjettropperne kom i 1944, og de blev drevet på flugt over den nye grænse til Finland. Nu var det en russisk befolkning, men vi mente, det ville være godt at prøve at åbne Frelsens Hær der i byen og se, om den kunne slå rod, og om de russiske myndigheder ville godtage Frelsens Hærs tilstedeværelse i byen før 1944 som led i arbejdet med registrering. Der blev dannet et godt korps i et boligområde. Vi besøgte korpset ved den officielle åbning efter godt og vel et års pionerarbejde. På det tidspunkt var vi ledere i Finland. Vi kørte i bus dertil sammen med en gruppe finske officerer, hvor flere havde familiebaggrund i Karelen blandt andet den sidste soldat, der var blevet indviet i Viborg korps før invasionen. Hun var på det tidspunkt 14 år. Da vi kom der i begyndelsen af år 2000, var hun en moden dame, men meget aktiv i Helsingfors korpset. Vi bragte også den gamle korpsfane fra Viborg med som en gave til det nye korps.
Volgograd
I brev af 21. september 1998 nævnes planen for besøg til Volgograd:
På fredag tager vi til Volgograd for at have møder og seminarer. Vi har ikke været der før, men byen har cirka en million indbyggere, og den er vist hårdt ramt af arbejdsløshed og med industrier, der er gået fallit, og som ikke kunne klare omstillingen. Vi må se, hvordan det står til i den her krisesituation. Vi tager fly derned med et af de ’spændende’ indenrigsfly med plads til cirka 20 mennesker.
I brev af den 21. oktober 1998 er besøget beskrevet:
Den sidste weekend i september var vi i Volgograd. Det var første gang, vi besøgte byen. Vores arbejde der var vi ret imponerede over; men byen er simpelthen grim og nedslidt, den mangler enhver charme. Det er det gamle Stalingrad, der blev totalt udslettet i vinteren 1942. Den strækker sig over 97 km langs Volgaflodens bred og består hovedsageligt af tre parallelle hovedveje i den længde med forbindelsesveje. Alt byggeriet er betonslum, og vejene består af flere huller end vej. Gas-og olieledninger ligger åbne og ubeskyttede langs vejene, og hvor der skulle vokse græs, er der nedtrampet jord, enkelte træer, der ser ud til at have overlevet et bombeangreb mm.
Vi har to korpsafdelinger i byen, der begge har store sociale programmer. Nordkorpset er beliggende i en tidligere børnehave, hvor vi i løbet af de år, vi har været der, har investeret, så det er i meget flot stand (efter russisk standard). Det er en stor bygning i to etager. Her er der hver dag børne/ungdomscenter med alle mulige aktiviteter inklusive sport, da der er en stor gymnastiksal med alt til faget hørende. Vi har en bus, der henter handikappede børn til centeret, hvor de får genoptræning og beskæftigelse. Der er et ældrecenter og almindelige korpsaktiviteter som studiegrupper, musikgrupper og gudstjenester. Der er et stort køkken og 2 spisesale, hvor der hver dag serveres varm mad til 100 mennesker udvalgt efter deres økonomiske situation. Der er både ældre og børnefamilier.
Sydkorpset har også gode forhold i et plan. Det ligner en tidligere restaurant eller folkekøkken med gode køkkenfaciliteter, Det er blevet indrettet rigtig godt, også her er der børne-og ungdomscenter. For at udnytter skolerne helt ud, går børnene i skole som skiftehold, nogle i formiddagsskole og andre i eftermiddagsskole. Børnecenteret har åbent både formiddag og eftermiddag for at kunne modtage begge grupper af børn. Der er lektiehjælp og kreative beskæftigelser. Centeret er lukket mellem kl. 12 og 14, for da er der som i det andet korps bespisning (varm mad) for 100 mennesker, her næsten udelukkende børnefamilier. Her er der også mange korpsarrangementer med musikgrupper, studiegrupper og gudstjenester.
Vi oplevede et stort engagement fra officerer og soldater og et meget godt fælleskirkeligt arbejde. Man hjælper og støtter hinanden.
Beskrivelsen af arbejdet og situationen i Rusland er blot udpluk fra brevene, vi sendte hjem til Danmark til venner og kolleger. Der var mange flere korps, alene i Moskva var der fire. For eksempel er arbejdet i Rostov on Don ikke beskrevet i nogle breve, men der var et levende korps med mange unge og et omfattende socialt arbejde. De eksempler, der er beskrevet, giver et indtryk af Frelsens Hærs engagement i Rusland i de to år, vi arbejdede der.
I de følgende år skete der både en udvidelse af arbejdet nogen steder og en indskrænkning og lukning andre steder, for eksempel fik Frelsens Hær ejerskab over flere bygninger og tjenesteboliger, så man ikke alle steder var afhængige af lejemål.
Sammenfatning
Del I med den historiske oversigt giver et lille indblik i den russiske historie, som har haft indflydelse på Frelsens Hærs muligheder i landet, og som til dels giver nogen baggrundsforståelse for situationen i dag, i al fald er der lighedspunkter.
Del II giver nogen glimt fra arbejdet de to år min mand og jeg var del af ledelsen af Frelsens Hær i Rusland og SNG landene. I de henved tredive år, der er gået siden da, har Frelsens Hærs slået rod i landet, men religionsloven med alle følgende stramninger og fortolkninger har lagt hindringer i vejen for arbejdet, især har årene fra 2022 betydet øget kontrol og stramninger, der til sidst umuliggjorde, at Frelsens Hær som international kirke og organisation kunne fortsætte sit virke. De grupper, der stadig samles til gudstjenester og forskellige aktiviteter, er organiseret som et russisk trossamfund uden Frelsens Hærs karakteristika og uden international tilknytning.
[1] Hendes fulde navn er Charlotta Mary Klara Becker. Hun blev født den 25.4.1892 i Petrograd, hvor hun blev adopteret af sagfører Hr. og fru Becker. Hun kom på kadetskolen den 2. juni 1917 i Finland og efter uddannelsen fik hun sin første opgave i Petrograd den 4. 9.1917. Hun vendte tilbage til Finland 12.4.1922. Hun er en af de få russiske officerer, vi kender til efter de forlod Rusland. Hun kom til at arbejde på Det internationale Hovedkvarter i London som tolk og oversætter. Hun havde som det var vanligt for kvinder fra samfundets øvre lag lært flere forskellige sprog, udover russisk kom fransk, tysk og engelsk. Hun blev kaldt ’Translator extraordinary’, som er titlen på en bog om hende.
De andre russiske officerer, som nævnes, har jeg ikke kilder, der fortæller, hvad der videre skete eller deres baggrund.
[2] Lydholm, Gudrun: Nordisk Missionstidskrift april 1998 s.9-10
