Frelsens Hærs engagement i ’Den sorte Firkant’ på Nørrebro

Gartnergade 16 – Arbejdermenighed i arbejderkvarter

Denne artikel er den første i en serie om Frelsens Hærs engagement i Den sorte Firkant på Nørrebro i perioden fra 1894 til 1981gennem afdelingen i Gartnergade 16. Den vil blive efterfulgt af en række andre artikler, der fra forskellige vinkler vil belyse medlemmernes dybe rødder i og tilhørsforhold til området, deres engagement, aktiviteter, mission, gudstjenesteliv og ganske omfattende musikliv. Medlemmerne var en del af områdets befolkning og delte samme livsvilkår, senere fulgte de samme forandringer som den øvrige befolkning, når det for eksempel gjaldt uddannelse og udflytning til forstæderne. Områdets befolkningssammensætning ændrede sig markant fra sidst 1970’erne og ind i 1980’erne og det samme gjorde bebyggelsen igennem nedrivninger, rydning af baggårdene, renovering og nybyggeri. Da Gartnergade afdelingen lå i baggården til Gartnergade 16, var denne ændring årsag til flytningen til Valby i 1983.

Nørrebros udvikling

Nørrebro har en spændende historie, hvor der er sket store forandringer igennem tiderne. Området lå udenfor voldene og  var et landdistrikt, der med landsbyen Serritslev allerede i år 1500 kom under Københavns jorde. Der var en bro mellem Sortedamssøen og Peblingesøen, som forbandt byen med Nørre landevej, det nuværende Nørrebrogade. I 1527 blev nogle jorde fra landsbyen givet til rådmændene på Københavns  Rådhus som belønning for deres arbejde. I 1616 flyttede byens teglværk til det senere Blågårdskvarter. Der blev bygget en række møller ved Nørre Landevej og et udskænkningssted i 1661. Blegemændene fik i 1670 hver en strimmel jord mellem søerne og nuværende Blegdamsvej til lærredsblegning. I 1694 blev Mosaisk begravelsesplads anlagt ved den senere Møllegade. Tre år senere blev en sommerbolig opført til Københavns statholder, Christoffer Gabel. Den blev allerede i 1706 overtaget af prins Carl, Frederiks d. 4. bror, som opførte en ny hovedbygning med tagbelægning af blåsorte glaserede teglsten, hvorfra kommer navnet Blågård. Det inderste stykke af Nørre Alle blev brolagt i 1760 og kaldtes herefter Nørrebro. Assistens Kirkegaard blev anlagt samme år som fattigkirkegård, men allerede i 1785 blev etatsråd Augustin begravet her efter eget ønske, hvorefter det blev mondænt at blive begravet på kirkegården. Den blev allerede udvidet tyve år senere, hvor porten ud til Nørrebros Runddel opførtes. I 1820 blev Blågårdsvejen (nuværende Blågårdsgade) og Korsgade anlagt som enkle jordveje og otte år senere blev Blågårds hovedbygning indrettet til teater og jorden blev solgt fra blandt andet til Heegaards Jernstøberi, der hvor Blågårds Plads ligger i dag. I 1852 blev demarkationslinjen, der i 1682 var blevet flyttet til Jagtvej-Falkoner Alle af militære grunde, ophævet og byggeriet frigivet. Den egentlige bebyggelse kunne begynde og indbyggertallet voksede de følgende fem år fra 7.000 til 10.000. Koleraepidemien i København brød ud året efter, og det resulterede i en debat om det indeklemte og usunde miljø i byen indenfor voldene. Man begyndte herefter at anlægge sidegader på Nørrebro med  Tømrergade og Smedegade som de første og lejekasserne begyndte at blive opført. Allerede fjorten år efter dette kom den første sporvognslinje fra Nørrebro ad Nørrebrogade til Kongens Nytorv.  I 1870 blev landstedet Solitudes jorde udstykket. De havde hovedsagelig være udlagt til rabarbermarker, og områdets bebyggelse kunne begynde og fik navnet Rabarberkvarteret.

Herefter blev Nørrebro tæt befolket helt ind i 1900 tallet. Man kan se det i befolkningstallene, hvor der i 1857 var 10.000 mennesker, som voksede til 52.000 i 1880 og til 105.000 i 1901 for til sidst at toppe i 1950 med 132.5000. Bygningerne stod tæt, var dårligt byggede med små lejligheder i både første, anden og tredje baggård samt side- og baghuse nogle af stederne. En stor arbejderbefolkning var rykket ind i de små lejligheder, hvor forældre og til tider en anseelig børneflok boede. Pengene var små og arbejdsdagene lange. Der var industri i området, og den sorte firkant fik sit navn fra forureningen fra Heerups Jernstøberi, som dog blev nedlagt i 1898 og købt af kommunen, der anlagde Blågårds Plads i stedet for.  

Arbejderbevægelsen

Omkring 1870 begyndte arbejderne at organisere sig efter inspiration fra udviklingen i andre lande. I 1871 udgav journalisten Louis Pio pjecerne Socialistiske blade og banede dermed vejen for den socialistiske bevægelse i Danmark. Sammen med sin fætter Harald Brix og journalisten og skolelæreren Povl Geleff skabte Pio opmærksomhed om arbejdernes vilkår og stiftede en dansk afdeling af Internationale (Den internationale Arbejderforening for Danmark) den 15.oktober 1871. Den fik på rekordtid et stort antal medlemmer, så den i maj 1872 nåede op på 8000 medlemmer, hvoraf 5000 var københavnske arbejdere. Den hurtige vækst skyldtes i høj grad de stigende leveomkostninger, der ikke blev fulgt op med stigende lønninger. Arbejdsdagen var lang, den lå på 10-11 timer for de fleste og det var 6 af ugens dage, men for kuske og selvstændige var den op til 16 timer. Murersvendene forsøgte sig i 1872 med en arbejdskamp for at få arbejdsdagen ned til 10 timer. De tabte kampen og frustrationerne førte til det, der er blevet kaldt ’Slaget på Fælleden’ den 5. maj. Louis Pio havde indkaldt til et massemøde i avisen Socialisten, og indkaldelsen var fulgt op af en artikel med et opråb ’Maalet er fuldt!’. Regering og politi opfattede dette som en opfordring til revolution[1], og mødet blev forbudt. På trods af dette mødte en stor mængde arbejdere op på fælleden, hvor husarer og politi slog løs på folkemængden. Der var tilskadekomne på begge sider, men ingen blev dræbt. Det blev det eneste voldsomme opgør mellem myndigheder og arbejdere.

I 1876 blev Det Socialdemokratiske Arbejderparti startet officielt med love og partiprogram og gradvist skete der ændringer af arbejdernes forhold. Omkring århundredeskiftet havde næsten 80 procent af arbejderne en 10 timers dag, men i 1918 startede en stor kampagne for at indførelsens af 8 timers arbejdsdag fem dage om ugen, og at arbejdet skulle ophøre kl. 12 om lørdagen. Det lykkedes endeligt i januar 1919.

Arbejderbevægelsen var aktiv i arbejderkvarterene og fik gradvist mere indflydelse. Det skete gennem fagforeningerne og andre foreninger, hvor der var tilbud om undervisning og sociale samlinger. I forbindelse med stiftelsen af de første fagforeninger op igennem 1870’erne blev der også oprettet en række sangforeninger og kor.

Kirkernes tilstedeværelse i den Sorte Firkan

Det var imidlertid ikke blot arbejderbevægelsen med fagforeninger og andre foreninger, der satte sit præg på tilværelsen. Kirker og foreninger blev efterhånden meget aktive i området, og deres antal voksede. Det er interessant at studere et lille udsnit af ’Den sorte Firkant’, en endnu mindre firkant, på en radius af 1 til 11/2 km, der omkranses af Åboulevarden, Kapelvej, Nørrebrogade og Peblinge Dosseringen. Indenfor denne forholdsvis lille firkant, kommer der endnu en med Gartnergade, Korsgade, Stengade, Baggesensgade og Blågårdsgade.

Når man gik rundt her fandt man i Griffenfeltsgade Sankt Josefs Hospital, der var blevet oprettet i 1875. Femten år senere i 1890 stod Hellig Kors kirke i Korsgade klar[2], og et halv århundrede senere kom også i Korsgade settlementet Askovgården[3], der åbnede i 1943. Kirkens Korshær, der blev oprettet i 1912, fik også plads på Nørrebro og arbejdede gennem frivillige med besøg i hjemmene, gårdmøder og friludtsmøder uden fast adresse, dog blev et husvildekorps åbnet i 1920 i Brohusgade 7. Fra 1928 havde man en lejlighed i Rantzausgade 21A. Desuden var præsten i Hellig Kors Kirke fra 1930 en korshærspræst. Blågårdskirke ved Blågårds Plads åbnede i 1925/26, men før det havde der været en baggårdskirke i Blågårdsgade 40, som blev opført i 1878/79, men som den tidligste repræsentant for kristne kirker i netop dette kvarter stod Kristuskirken allerede klar i 1867 som samlingssted for den første Baptistmenighed. Frelsens Hær begyndte sit arbejde i landet i 1887 og åbnede en afdeling i Gartnergade i 1894.

Det er Frelsens Hær i Gartnergade 16 denne artikel handler om. Alle kirker og organisationer arbejdede selvstændigt, men der var respekt for hinandens arbejde. Ud fra korpsets dagbøger og korpshistoriebøger er det tydeligt, at Frelsens Hær havde et godt fælleskab med de andre kristne kirker og organisationer, såvel som arbejderbevægelsen især de forskellige fagforeninger og deres musikgrupper, orkestre og kor.

Frelsens Hærs tilstedeværelse  i Den sorte Firkant

Frelsens Hærs korps (menighed) i Gartnergade 16  begyndte sin aktiviteter den 3.maj 1894. Samtidig flyttede Frelsens Hærs vuggestue, der havde været i Jægergade 12 i godt et årstid til samme adresse.  Det var lejede lokaler, og vuggestuen lå i sidebygningen i gården. En af officererne, Kaptajn Anna Hansen, beskrev forholdende: ”De mindste børn bragte vi hen på vuggestuen i Gartnergade, hvor de blev passet for 10 øre om dagen. Tænk sødmælk, mad og renlighed for 10 øre om dagen. Det var i 1895. Fattige folks rigdom i de dage var mange børn – men ak de arme børn. Gaden var ofte deres hjem”[4] Vuggestuen var åben fra kl. 6 om morgenen til kl.7 om aftenen. På månedsbasis var der 300 børn indskrevet. Vuggestuen havde adresse her frem til 1913, hvor ejeren ville have hestestald i den sidebygning, hvor den var. Herefter flyttede vuggestuen til Thorsgade 50, altså en anden del af Nørrebro.

I Jægergade 12 havde Frelsens Hær oprettet en slumstation i 1891, der fungerede frem til 1899, hvor den lukkede, men allerede i 1901/02 åbnede slumstationen i Korsgade og havde til huse her frem til 1911. Slumsøstrene besøgte de fattige hjem under sygdom og andre vanskeligheder såvel som ved dødsfald. Ofte vågede de ved sygesengen, især når livet var ved at ebbe ud. I arbejdet og i samværet med de sårbare mennesker blev de sjælesørgere, trøstere og formidlere af Guds kærlighed, der også blev udtrykt praktisk med mad, skrubbe, spand og kost.

Korpset beholdt kun sit lejemål frem til 1906 og havde så et lejemål på hjørnet af Griffenfeltsgade og Åboulevarden i to år og herefter fem år i Murergade 3 frem til 1913, hvor korpset kunne vende tilbage til Gartnergade 16. Frelsens Hærs tilstedeværelse i det lille område frem til 1911/1913 var altså både slumstation, vuggestue og menighed. Den sociale indsats i området viste sig på en anden måde omkring 1917, hvor Frelsens Hærs arbejde for døvstumme tog sin begyndelse i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, men meget snart flyttede til Gartnergade 16 i en af lejlighederne i hovedbygningen. Arbejdet bestod blandt andet i at besøge de døve og blinde i deres hjem samt at ledsage dem og være tolke for dem på offentlige kontorer, hos lægen, på sygehuset og lignende steder. I Gartnergade korps havde man regelmæssige møder/gudstjenester for døve i København. Der var også mindre samlinger eller stuemøder hos officererne, der arbejdede med døve og blinde i deres lejlighed i Gartnergade. Det blev et omfattende arbejde, og allerede efter fire års forløb var der seks kvindelige officerer og en assistent tilknyttet arbejdet. Senere i århundredet var der to officerer, som arbejdede indenfor dette område. Det var Grethe Danielsen, som begyndte i dette arbejde omkring midten af 1930’erne og så Petra Brønden, der kom til i slutningen af 1930’erne. De bar og ledte dette arbejde i over 30 år. Arbejdet fortsatte ud fra Gartnergade 16 frem til sidst i 1960’erne.

Gartnergade korps

Medlemmerne (soldaterne) i Gartnergade korps boede i området og deres arbejdspladser var ikke langt derfra. I kvarteret delte de vilkår med de andre arbejdere, som var deres naboer og arbejdskammerater. De erhverv, der kendetegnede de mandlige soldater ud fra de optegnelser, jeg har fundet[5], var: smed, stenhugger, maler, murersvend, blikkenslager, skræddermester, lagerarbejder, specialarbejder, pølseforhandler, chauffør, arbejdsmand og postbud. For de unges vedkommende var mange lærlinge. Når det gælder de kvindelige soldater var der rigtig mange husmødre, dertil kom husmoderafløser, medhjælperske, sygeplejerske, ekspeditrice, husassistent, hospitalsmedhjælper, væverske, kontorassistent, pakkerske, fabriksarbejderske[6]. De unge piger var elever enten på kontor, butik, barnepleje eller sygepleje. Det med at være i huset begyndte at glide ud i 1930’erne – 40’erne , men der var fortsat nogle unge piger, der var i huset forskellige steder. Dette lille udsnit giver et billede af et korps med rødder i området, både erhversmæssigt så vel som boligmæssigt.

Medlemsrullen fra 1951, der rummer 305 soldater, viser tydeligt, at soldaterne var rodfæstede i det lokale område, da 2/3 boede på Nørrebro, dertil kom 1/10 på Frederiksberg på grænsen til Nørrebro, nogle på Østerbro ved grænsen til Nørrebro og det samme med København K, hvor adresserne også er på grænsen til Nørrebro. Det var muligt at komme til korpset på gåben, selv om sporvogne og cykler nok også blev brugt. Resten omkring 10-12% boede på Vesterbro, Valby eller spredt over forstæder som f.eks. Husum. En del af soldaterne fra den første tid var meget gamle og boede på det her tidspunkt i De gamles By på Nørre Allé eller andre ældreboliger. Der foreligger en omskrevet medlemsrulle fra sidst i 1950’erne, der har 277 navne. Den viser, at 128 boede på Nørrebro, 26 på Frederiksberg, 10 på Østerbro og 11 i København K, alle disse adresser var tæt på grænsen til Nørrebro. De største andre grupper var 19 i Valby og 31 på Vesterbro, resten fordeler sig ud over forstæderne f. eks. 5 i Gentofte,  5 i Hvidovre og 12 på Amager, i alle de tre områder havde Frelsens Hær forskellige institutioner så som vuggestuer, børnehaver, mødrehjem og herberg.

I 50’erne var der 43 lokale ledere, kaldet underofficerer, med forskellige ansvar i korpset. Deres bopæl fordelte sig på næsten samme måde, da 25 boede på Nørrebro, 6 på Frederiksberg, 3 i København K, 2 på Vesterbro, 3 i Valby, 1 i Vanløse og 1 i Hvidovre.

Soldaterne fulgte samme mønster som den øvrige arbejderbefolkning på Nørrebro med udflytning til forstæderne op igennem 1960’erne og ind i 1970’erne. Adresserne viser nu forstæder som Hvidovre, hvor et pænt antal soldater flyttede hen, og så ellers Rødovre, Kastrup, Hedehusene, Husum, Herlev, Amager, Brønshøj, Avedøre, Vanløse, Glostrup. Greve Strand, Albertslund, Ishøj, Søborg, Ballerup, Hellerup og Gentofte. En stor del boede dog stadig med postnumrene N, NV, Ø, V, Frederiksberg og Valby. Der skete også en ændring i erhverv, da nogle kom ind i den offentlige sektor  med jobs i Skatteforvaltningen, Socialforvaltningen, andre i kommunale kontorer, i børneinstitutioner og banker. Der var enkelte akademikere, som var på lederposter indenfor deres område. Dog var der stadig en god grupper håndværkere tilbage i korpset og andre af de tidligere nævnte erhverv så som postbude.

Korpsets sociale engagement iblandt småbørnene

Det var ikke blot de sociale institutioner og selvstændige tiltag, der udgjorde Frelsens Hærs sociale engagement i området. Korpset havde også et stor engagement af mere social art. Et sjovt eksempel på dette er en udflugt til Dragør med 1000 småbørn fra distriktet, der fandt sted den 5. august 1924. Man havde fokus på børnene i alderen 3-7 år, da man kunne se, at børn under skolealderen var forsømte og ikke fik mange oplevelser, men ofte var overladt til sig selv.

Det var ikke blot på Nørrebro dette problem eksisterede, Frelsens Hær på landsplan havde allerede i 1919 købt nogle barakker udenfor Store Magleby af Krigsministeriet og renoveret det hele til feriekoloni for mindre børn, Baggersmindelejren. Den åbnede 3. august 1920 og lejrene fandt sted de følgende år fra midten af maj til begyndelsen af september for 300 småbørn, med 100 på hver lejr, der varede 4 uger[7]

Nu var det korpsets forsøg på at gøre noget for småbørnene i området og ideen om en dagsudflugt til Dragør meldte sig. Hele korpset blev involveret, også i at rejse penge til en sådan udflugt. Her fortæller Agnes Schrøder, der var sekretær i korpset om alle forberedelserne og selve udflugten i korpsets historiebog[8]:

” Det var et meget stort arbejde, der var gaaet forud. Vi tog ud pr. Bil om Aftenen med Strengemusikken og Sangkoret og sang og spillede paa flere aabne Pladser f.eks. Søtorvet, Kultorvet, Vester Boulevard ved Landsoldaten, ja helt ud til Badeanstalten Helgoland, tog vi og sang og spillede for Badegæsterne…….Tilhørerne blev revet med og den ene Kroneseddel efter den anden kom ind i Kollekten. Vi havde cirka 100 Kroner paa en enkelt aften. Saa maatte vi se at faa fat i børnene. Flere Kammerater gik omkring i de fattigste Gader fra Kælder til Kvist for at invitere Børnene. Glæden var stor baade hos disse og Forældrene. Dog var der den Vanskelighed, at nogle af de smaa kun maatte tage med hvis en lidt større Broder eller Søster kunne følge med. Vi maatte saa se lidt igennem Fingre med Alderen. Nu havde vi saa faaet de 1000 børn. Saa gjaldt det om at faa passet paa dem.

Der blev da udnævnt 10 Chefer, som hver havde 10 Hjælpere, disse skulde igen have Ansvaret for 10 Børn, der blev saaledes 100 Hjælpere, hver af disse bar på Brystet et Nummer og et tilsvarende Nummer fik hver af de 10 Børn paa, som de havde Ansvaret for, saaledes at vi straks kunde se, hvor hvert enkelt Barn hørte til. Endelig oprandt selve Dagen den 5. August med herligt straalende Solskin. Børnene skulde møde Kl. 7 om Morgenen i Gartnergade, og nu saa man et ganske enestaaende Syn, myldrende frem kom alle Børnene fulgt af Forældre og Søskende, som vilde se dem tage af sted, hele Gartnergade var sort af Mennesker. Nu maatte vi se at faa Børnene stillet i Nummerorden, og snart fandt de forskellige Hjælpere deres 10 Børn. Saa gik det hen til de tomme Sporvogne, som var reserveret til os, og nu stoppede vi Børnene ind lige saa mange der paa nogen Maade kunne være i hver vogn. Da vi saa kom til Amagerbrogade og skulde af Sporvognene standsede vi hele Trafikken, det tog jo nogen Tid at faa de 1000 Børn, hvoraf mange var smaa ført over Gaden til Amagerbanen, det gik godt, og nu kom vi ind i Toget, som førte os til Dragør. Ankommen stillede vi atter op i Nummerorden og marcherede saa igennem Dragør ud til Strandhotellet, hvor vi skulde tilbringe Dagen. Hvert Barn havde medbragt en Kop og en Ske. Under Dagens løb blev Børnene beværtede med Risengrød med Saft, samt Chokolade med Wienerbrød og Kage til. Der blev leget og tumlet og soppet, saa det var en Lyst at se paa, men vi maatte jo tænke paa at komme hjem igen. Kl. 6 skulde Toget gaa fra Dragør, vi fik saa samlet børnene, men hvor saa mange af dem ud efter at have spist Risengrød, drukket Chokolade, leget og tumlet den hele Dag, ja det kan lettere tænkes end beskrives, men glade og fornøjede var de, og det var et dejligt Syn, at se alle disse, hvoraf mange som var blegere om Morgenen nu efter den herlige Dag var rødmossede og helt solbrændte. Vi naaede saa til København, kom godt op i Sporvognene, under megen opmærksomhed fra Publikum, som interesseret saa til, og snart var vi hjemme i Gartnergade, hvor de forskellige Forældre var mødt for at hente de smaa, som ikke selv kunde finde hjem. Gensynets glæde var stor og det kan nok være der blev spurgt og fortalt. Det maa ogsaa bemærkes, at der under hele Turen ikke var indtruffet et eneste Uheld. Vi skiltes nu trætte, men med Tak til Gud for denne herlige og interessante Dag.”

Krigsraabet havde ugen efter en stor artikel med fotos om udflugten, her nævner de den støtte arrangementet fik: ”Saa at sige enhver, som blev anmodet om en venlig Haandsrækning i Forbindelse med dette Arrangement, viste sin store Sympati imod det og Beredvillighed til at yde al mulig Bistand. Rørende var det at se ældre Damer tilbyde sig at passe paa de smaa. Jærnbane-Sporvejs- og Politidirektionerne sammen med mange af Byens Handlende, ydede Foretagenet storartet Støtte.”

Fester og arrangementer for kvarterets beboere

Det var ikke blot småbørnene man i korpset forsøgte at arrangere noget for, så der kom nogle oplevelser og lyspunkter i tilværelsen. For nogle var dagligdagen præget af fattigdom, til tider dyb fattigdom. Der var blandt andet en årlig bespisning for gamle i begyndelsen af januar. Ofte var det korpsets spejdere, der arrangerede fest med hjælp fra korpsets soldater. Menuen stod hvert år på flæskesteg, dessert, kaffebord og juletræ. I løbet af vinteren var der i 1930’erne og 40’erne fester for arbejdsløse med kaffebord og underholdning.

De mange arrangementer, der skulle rejse penge til det omfattende arbejde blandt kvarterets børn og unge såvel som de mere udsatte grupper såsom arbejdsløse og ældre borgere, var underholdnings-og festdage/aftener. Forårsbasarer over fire dage, sommerfester over et par dage, høstfester igen over fire dage såvel som julemarkeder over tre til fire dage. Kvarterets handlende gav gevinster, hjemforbundet (kvindekredsen) og korpsets kvindelige soldater forarbejdede gevinster og lavede desserter og kager i massevis, som de gav til festerne. Der blev også doneret kasser med sodavand og hvidtøl med mere, så det ofte var rene indtægter, der gik til korpsets arbejde.

Underholdningen kom forskellige steder fra med tilknytning til arbejderbevægelsen eller fagforeningerne, såvel som områdets kirker. Et eksempel fra efterårsfesterne 9.- 12. oktober 1940  ser sådan her ud: der blev der solgt 4500 billetter til arrangementerne. Den første aften blev Kongefilmen vist, den anden aften var det Sporvejsfuntionærernes sangkor, den tredje aften Brandmændenes Mandolin orkester og endelig den fjerde aften Postbudenes Hornorkester. Andre gange var det Jernbanefunktionærerenes Sangforening, der både havde oplæsning og sang, FDFs hornmusikkorps, der også viste film plus spillede, Valby Socialdemokratiske Sangforening såvel som Metodisternes og Baptisternes sangkor. Præsterne fra Blågårdskirke og Hellig Korskirke var også hyppige gæster ved disse arrangementer til at holde en andagt. Med både forårsbasarer, sommerfester, efterårsbasarer og julemarked kom rigtig mange orkestre og kor ind og støttede dermed arbejdet. En del af deres familier kom så også og deltog i festerne.  Korpsets egne musikkræfter deltog naturligvis også. Disse fester og basarer var meget populære blandt områdets beboere.

Kvindekredsen, Hjemforbundet

Korpsets kvindekreds, Hjemforbundet, blev et sikkert bindeled til kvarterets kvinde, hvoraf en del blev medlemmer. Møderne foregik en gang om ugen, mandag aften, og man samledes omkring forskellige emner, et kaffebord såvel som en andagt. Man sang og hyggede sig med hinanden, desuden kunne man over kaffen dele hverdagens udfordringer og strikkepindene var også ofte fremme under møderne. Da Hjemforbundet[9] begyndte i 1920 lød beskrivelsen: ”Hensigten med Hjemforbundet er at yde støtte og opmuntring i de mangesidige og ofte krævende opgaver, som foreligger i et hjem”[10] Efterhånden formulerede man et motto for Hjemforbundet: Gudsfrygt, Undervisning, Fællesskab, Tjeneste.

Et par uddrag fra programmet fra februar 1940 kan tjene som eksempel. Mandag den 12. februar var aftenens emne de 10 sundhedsbud under overskriften ”En sund sjæl i et sundt legeme” med fru overlæge Ottesen. ’Det vigtigste var frisk luft, rent vand til at drikke og rent vand til at vaske sig i hver dag, god mad, sund bolig, sunde klæder, søvn og hvile. Sjæl og legeme hører sammen, derfor vær glad, vær ikke bekymret, se opad, vær god, vær frimodig, vær ydmyg, vær taknemmelig, vær frejdig, vær tryg (thi hernede er de evige arme).’ Mandag den 19. februar var der besøg af en fru Nyström fra Finland, der fortalte om situationen der, at hun havde måtte forlade sin mand og sit hjem, og nu ikke vidste om hun kunne vende tilbage og hvornår. Der står ikke noget om, hvorfor hun havde måttet flygte. Vinterkrigen begyndte i 1939.  I al fald fik medlemmerne i Hjemforbundet også et indblik i krigssituationen i Finland og de vanskelige forhold finnerne levede under i den forbindelse. Det var altså ikke blot det nære, der var i fokus, men også den store verden. Der var også udflugter, juletræsfester mm. Et fast indslag i hjemforbundets møder var oplæsning af journal fra det forrige møde. Der var udnævnt en journalfører, der refererede hvert enkelt møde. Det betød at alle fik et indblik i, hvad programmet havde været, også hvis man havde være borte en mandag.

Konklusion

Korpset i Gartnergade var ikke et fremmedelement i kvarteret. Det hørte til og kvarterets beboere var fortrolige med det igennem de mange festarrangementer, desuden kendte man jo soldaterne, da mange af dem var naboer eller arbejdskammerater. Kontakten til arbejderbevægelsen ser også ud til at have været venskabelig. Man kendte fagforeningerne og deres kor og orkestre, en del soldater var sikkert medlemmer af de forskellige fagforbund. Der var gensidig respekt. Arbejderkulturen som den gav sig udtryk med sang-og musikgrupper, mødeaktivitet, foreninger og storsamlinger i det fri, var meget lig den måde Frelsens Hær udtrykte sig på. Korpsets soldater følte sig ikke fremmed nogen af stederne, og det samme gjaldt kvarterets beboere.

Der var også godt naboskab til kirkerne i kvarteret, så man besøgte hinanden. Hellig Kors kirke blev flere gange åbnet for korpsets orkestre og kor, så der var bedre plads til korpsets koncerter.

Næste artikel om Gartnergade korps kommer om nogle uger under overskriften Gadens og gårdenes kirke. Den kommer til at omhandle gårdmøder, friluftsmøder, marcher, besøg og sang på kvarterets værtshuse, virksomheder og institutioner, såvel som det omfattende arbejde blandt kvarterets børn og unge.  

Kilder:

Gartnergade Korpshistoriebog bind I

Gartnergades Soldaterrulle 1951, 1959

Krigsråbet 1924

Dahl, Bent ed., Suppe, sæbe, frelse i 125 år, København: Frelsens Hærs 2012

The Salvation Army Year Book 2017, London: The General of The Salvation Army 2016

Internettet: Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv>> Tidstavl. Arbejdermuseets Bibliotek, arkiv og museumssamlinger>>>Arbejderbevægelsen, 1872-1940, Det Socialdemokratiske Arbejderpartis 1888 program, Slaget på Fælleden den 5. maj 1872, Danske arbejder-og protestsange, 1870-. Dengang>>Kirker og mennesker på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening>>Et sted i Rabarberland. Wikipedia>>Nørrebro

---

[1] Opstanden under Pariser kommunen i 1871 var årsagen til myndighedernes fremfærd, da de frygtede en dansk arbejderopstand. Det var egentlig grundlovsstridigt at forbyde og hindre demonstrationen.

[2] De først år i kirken var ikke lette, da arbejderne i området mente, at præsterne var en del af kapitalismen, og de blev mødt med mistro. Det ændrede sig efterhånden som præsterne fik større social forståelse og f.eks. holdt specielle meget velbesøgte arbejdergudstjenester.

[3] Den blev åbnet af elever fra Askov højskole med det håb, at uddannede overskudsmennesker ville slå sig ned (settle)  i ’Den sorte Firkant’, så de følte solidaritet med beboerne i området. ”De kender ikke af selvoplevelse, hvad det betyder for en families trivsel aldrig at have solskin i sin stue, ikke at have varmt vand og badeværelse, i mange tilfælde end ikke eget wc….De ved ikke hvor deprimerende det virker altid at have en trist og snavset mur som eneste udsigt fra sine vinduer, en snæver gård og en trafikfarlig gade som eneste legeplads for børnene.” Weekendavisen 25.10.2019, Kultursektion s. 4-5 ”Lad os mødes” af Pernille Stensgaard. 

[4] Dahl, Suppe, sæbe, frelse i 125 år s. 126

[5] Jeg har ikke fundet en samlet optegnelse, men nogle soldatercertifikater og så det der fremkommer i Korpsets historiebog i fortællingerne og optegnelserne der.

[6] Det er blot et fåtal af de 305 soldater, der var opført i 1951, jeg har erhvervet på. Desværre er de gamle optegnelser fra begyndelsen bortkommet. Der er stadig en del af de første soldater fra slutningen af 1800 tallet i live, men de bor på det her tidspunkt ofte i De Gamles By, på Nørre Allé,  så hvor de boede tidligere og hvad de beskæftigede sig med, er der ingen fortegnelse over.

[7] Til at finansiere lejren og andet forsorgsarbejde for børn søgte man om tilladelse til at afholde en landsdækkende ”Småbørnsdag”, hvor man solgte et lille mærke. Den første Småbørnsdag blev afholdt 27. maj 1920. Dahl, Suppe, sæbe, frelse i 125 år s. 138-39

[8] Agnes Schrøder førte Korpsets historiebog, der med hende som skribent dækkede perioden 1900- 1948, hvor hun døde. Den er naturligvis håndskrevet med en meget smuk og tydelig håndskrift og giver et stort indblik i korpsets liv og engagement.

[9] Internationalt begyndte Hjemforbundet, Home League i 1907 og spredte sig over hele verden i alle de lande Frelsens Hær, The Salvation Army, arbejdede i. Der er forskellige kvindeforeninger internationalt, der er samlet under Women’s Ministries. Medlemstallet i dag for disse foreninger på verdensplan er på 855.200. the Salvation Army Year Book 2017 s.32,38

[10] Dahl Suppe, sæbe, frelse i 125 år s. 62