Det trosmæssige grundlag for Frelsens Hærs sociale arbejde

 Der er altid anledning til at se tilbage og til at stille nogle spørgsmål, blandt disse det helt enkle: hvorfor har man socialt arbejde i Frelsens Hær? Hvad er grundlaget for det? Er der en dybere årsag end almindelig medmenneskelighed? Er der en trosmæssig sammenhæng der giver sig udslag i, at socialt engagement og social tjeneste øjensynligt bliver ved med at udvikle sig under forskellige rammer som svar på signalerne fra nogle af samfundets nye sociale udfordringer.

Det helt centrale svar ligger i navnet Frelsens Hær. Det er ordet frelse. Det er forståelsen af dette ord, der er den trosmæssige sammenhæng. Frelse forstås som det, der bringer helse og genoprettelse – fysisk, mentalt og åndeligt – til mennesker. Der er en forståelse af, at frelsen gælder hele menneskets eksistens, og at den er for alle mennesker. Der er ikke nogen begrænsning, der er ikke nogen, der er specielt udvalgte til at modtage denne gave. Frelsen er universel.

Denne forståelse af frelse, som omfatter hele mennesket og dets vilkår, er grundlaget for såvel det åndelige som det sociale arbejde

I dag, hvor skabelsesberetningen er den store inspirationskilde til forståelse af menneskets grundvilkår, er det også der, man i hæren tager sit udgangspunkt. En fastholden ved mennesket som skabt i Guds billede, som mand og kvinde, skabt med værdighed, værdi og ligeværd, skabt som en helhed af legeme og sjæl og skabt til fællesskab. En værdighed og værdi, der er den samme for alle mennesker, og derfor er det en universel værdi. 

Op imod mennesket som skabt i Guds billede står syndefaldet og det faktum, at det er en falden menneskehed, vi tilhører, en menneskehed som er i behov af frelse. Der er ondskab og livsødelæggende kræfter til stede i os og omkring os.  Det var til den situation, Jesus Kristus kom for at bringe frelse og genoprettelse til mennesker.  Forkyndelsen om den frelse og kaldet til efterfølgelse af Jesus Kristus er grundlæggende for al hærens arbejde. 

I Frelsens Hær bruger man ofte billedet af en fugl, der flyver på to vinger, som udtryk for de to væsentligste udtryk for armeens virksomhed, det evangeliske og det sociale. Et andet billede, som er nærmere os, er af menneskets to arme, der skal koordineres indbyrdes og arbejde sammen for at få helhed og balance. 

Den militære metafor, som er en del af Frelsens Hærs ’DNA’, er en drivkraft og inspirationskilde, og det sprog der afspejler dette har fokus på såvel ’angrebskamp’ som ’forsvarskamp’ imod denne ’fjende’, ondskaben og de livsødelæggende kræfter i mennesket og udenfor mennesket i samfundet.

Udviklingen fra ensidigt fokus på menneskets personlige frelse til et bredere fokus 

Omkring den tid, hvor Frelsens Hær begyndte sin virksomhed i Danmark, 1887, skete der en ændring med hæren internationalt. Det var Frelsens Hærs grundlægger, William Booth, der oplevede en slags ’anden’ omvendelse, en bredere forståelse af hvad frelse betyder.

Hæren begyndte som Østlondons mission i 1865, der efterhånden som den bredte sig geografisk blev til Den kristne Mission for så i 1878 at tage navnet Frelsens Hær og ændre strukturen til at omfatte en militær opbygning. Det var som Frelsens Hær, den krydsede landegrænserne og blev oprette i andre lande. William Booth og hans medgrundlægger og ægtefælle Catherine Booth havde et stort hjerte for mennesker i åndelig og timelig nød, og det afspejlede sig i deres virksomhed; men det var den åndelige nød, der optog dem, og som arbejdet havde fokus på. Det var evangeliske møder og kampagner, der rettede sig mod den fattige og udstødte del af befolkningen. Det var et ønske om at rive disse mennesker ud fra ondskabens magt og frelse dem fra en evig fortabelse, der var drivkraften. 

Der blev oprettet suppekøkken i London med billige måltider fra 1870 -74 i forbindelse med missionens mødelokale, men det var ikke en integreret del af arbejdet. Der blev udvist medmenneskelighed på forskellig vis både fra Booth familiens side og fra deres officerer og soldater, men som nævnt ikke noget organiseret.

Det blev sociale aktioner, der var de første tegn på den ændring, der senere kom. Den første var i 1884 -85 og havde som udgangspunkt den menneskehandel, der foregik med unge piger til prostitution både i England og til kontinentet^[1]. Den seksuelle lavalder var 13 år. Bramwell Booth, William Booths søn og hærens næstleder,  arrangerede sammen med redaktør af dagbladet Pall Mall Gazette W.T. Stead og Josephine Butler, der var gift med en anglikansk præst og som havde engageret sig i kampen imod menneskehandelen en ’handel’ med en ung pige for at vise, hvor nemt det var, og hvordan det foregik. Gennem en tidligere prostitueret og bordelindehaver, Rebecca Jarrett, der var blevet hjulpet af Frelsens Hær, kom de i kontakt med en kvinde, der solgte sin 13 årige datter, Eliza Armstrong. Forskellige af hærens venner og officerer blev involveret i pigens videre færd, hvor hun af forskellige kanaler blev bragt til Frankrig, hvor hun blev taget godt hånd om, før hun kom tilbage til England. Alt det blev offentliggjort i daglige artikler i Pall Mall Gazette under overskrifterne the Maiden Tribute of Modern Babylon og gav genlyd i hele landet, ikke mindst i parlamentet. Resultatet blev en lovændring, hvor den seksuelle lavalder blev hævet til 16 år. Hæren havde arbejdet for at få den til 18 år. Under hele forløbet var Catherine Booth^[2] meget aktiv med at skrive til politikere og andre indflydelsesrige mennesker, blandt andet også kongehuset for at få sagen frem i parlamentet og få en lovændring.

 Der kom også et retsligt efterspil, da konkurrerende aviser fandt frem til en mand, der muligvis var pigens far. Gennem ham blev der rejst sag. Han havde ikke givet sit samtykke til handelen (han havde ikke ellers haft nogen omsorg for pigen og senere kom det frem – længe efter retssagens afslutning –  at han ikke var faderen ). Tre af aktørerne blev dømt for ulovlig bortførelse.

Baggrunden for det hele var de prostituerede, som dukkede op ved hærens møder og som oplevede en omvendelse der. Hæren tog deres beretninger alvorligt og begyndte at tage hånd om disse piger, i al fald sørgede man for, at de ikke blev sendt tilbage til gaden. En soldat, fru Cottrill åbnede sit eget hjem. Senere udviklede det sig til en institution for disse piger. Det første åbnede i maj 1884 i Whitechapel, London på initiativ af fru Cottrill.

Rundt omkring i landet havde officerer og soldater hele tiden været med til at hjælpe folk på forskellig vis med sociale tiltag ud fra ren medmenneskelighed, ud fra forståelsen af at være en Kristi efterfølger og på grund af de forfærdelige forhold, mange levede under. Op igennem 1880’erne kom der imidlertid forskelligt socialt arbejde i større skala i Australien, i Canada og i England og det var også i dette tidsrum, at slumstationerne udviklede sig i London og andre steder. Alt dette gjorde indtryk på William Booth, der selv havde et stort hjerte for mennesker i nød.  Han var øjensynlig glad for disse initiativer, men han kom ikke med nogen offentlige udtalelser om dette, og han gav stadig udtryk for en teologi, der reflekterede et eneste formål med hans Frelsens Hær – det at vinde sjæle for Gud^[3].

 I januar 1889 offentliggjorde bladet All the World den første artikel, der viste William Booths ændrede fokus og udvidede forståelse af frelse. Artiklen hed ’Salvation for both Worlds’ (Frelse for begge verdner). Artiklen har en undertitel ’A Retrospect’ (et tilbageblik). Han ser tilbage på sine 44 års tjeneste for Gud, skriver om sin voksende opmærksomhed overfor menneskers ulykke – de sultne, berusede, der var underlagt al slags fordærv. Disse års arbejde blandt de fattige fik ham til at gennemtænke frelsens omfang og mulighed, at frelsen var så vel social som personlig. Han beskriver sin oplevelse på en måde, der godt kunne ligne beskrivelsen af en omvendelse:

Nu råbte jeg, ”jeg har virkelig fundet kuren!”Nu så jeg, at dette var det arbejde Jesus Kristus kom for at fuldføre – at han var klar til at fordrive alle disse ondskabens djævle fra menneskers sjæle, at ødelægge den ondes værk i den nuværende tid og opbygge himlens rige i sjælen.

Og jeg sagde til mig selv, og jeg har siden sagt det til andre, ”Kristus er den, der frigør såvel i tid som for evigheden… Han er en Josva, som leder mennesker i vor tid ud af ødemarken ind i det forjættede land, som han forgænger gjorde med Israels børn for tusinder af år siden. Han er Messias, som bringer glædens budskab! Han er kommet for at åbne fængsels døre. Han er kommet for at sætte mennesker fri af deres lænker. Han er i sandhed verdens frelser! Mennesker kan få frihed, glæde her og nu gennem ham, og jeg vil indvie mit liv til at få dem til at vende sig til ham for at opleve den befrielse, som Han kom for at bringe.^[4]

Booth indrømmede at han i begyndelse af sin tjeneste ikke så nogen mulighed for at udfri mennesker fra deres fattigdom og ulykke, men at han i al fald kunne lede dem til en frelse for evigheden. Tiden lærte ham noget andet gennem hans erfaring: at den elendighed jeg forsøgte at frelse mennesker fra i den kommende verden, grundlæggende var den samme som det, jeg så dem lide under overalt i denne (verden).^[5]

Gennem sin erfaring var han nået til den konklusion, at helvede ikke blot var stedet for de ugudeliges evige straf, men at der her fandtes et helvede af fattigdom, drukkenskab, kriminalitet, slaveri, krig og mange andre former for elendighed. 

Han var overbevist om at skulle prædike to evangelier, et om frelse fra den personlige synd og et om frelse fra sociale onder. Booth skriver videre i artiklen: 

Med denne opdagelse, kom der også noget andet, som har vokset og vokset i klarhed og intensitet fra den time til nu; dette at jeg har to evangelier om udfrielse at prædike – et for hver verden, eller rettere, et evangelium som gælder i lige høj grad for begge. Jeg så, at når Bibelen siger: ’Den, som tror, skal blive frelst’, så betød det ikke blot at blive frelst fra den kommende verdens ulykker, men også fra denne verdens ulykke. At det blev fulgt af et løfte om frelse her og nu; fra helvede og synd og fordærv, kriminalitet, lediggang, ekstravagance, og endelig stort set frelse fra fattigdom og sygdom, og mange lignende ulykker.^[6]

Artiklen var helt klar en forberedelse for Frelsens Hærs folk til en personlig og organisatorisk forpligtelse til en dobbelt opgave, til at være frelsens tjenere både for denne tilværelse og for den kommende.

I mørkeste England og vejen ud

Ti måneder efter at denne artikel blev offentliggjort påbegyndte Booth sit arbejde med at skrive det grundlæggende manifest for Frelsens Hærs arbejde, ”I mørkeste England og vejen ud”. Den udkom den 20. oktober 1890. Den fik en kolossal gennemslagskraft i offentligheden med 5 oplag og 200.000 bøger det første år i England og debatter i pressen for og imod den sociale plan, bogen beskriver, og den bagvedliggende tankegang og tro, kørte i månedsvis. Indenfor Frelsens Hær fik den langtrækkende virkning, der også gælder vor tid. Den kom i separate udgivelser på engelsk i Australien, Canada og USA og i oversættelser til flere europæiske sprog blandt andet dansk i løbet af det første år.

Det var en bog, hvor den ene halvdel er fyldt med statistik og eksempler på menneskers fortvivlede situation i slumområderne, og den anden halvdel er en løsningsmodel, der berører næsten alle livets forhold. Alt hvad er skal til for at udfri mennesker fra deres ulykke. Han har forskellige teoretiske overvejelser og meget klart forståelige modeller for de nødvendige grundvilkår for et menneske.

Den dobbelte frelse kommer til orde, men med en tydelig understregning af, at den sociale genopretning ikke er et mål i sig selv:

Hvis disse mennesker skal komme til tro på Jesus Kristus, blive Guds tjenere og undfly den kommende vrede, må de hjælpes ud af deres nuværende sociale elendighed.^[7]

Disse fattige mennesker er til fulde omfattet af den guddommelige frelses plan. Da frelseren var på jorden, var det specielt til deres klasse, han rettede sin opmærksomhed, og det var helt sikkert for dem, han døde på korset.^[8]

 Indenfor Frelsens Hærs verden var der nu sat ord og tanker bag det sociale arbejde og de sociale tiltag, der var startet næsten alle vegne ud fra de konkrete behov. Der blev skabt et trosmæssigt grundlag, som er blevet en del af Frelsens Hærs væsen uanset i hvilken som helst del af verden den arbejder. Hæren blev udfordret til at se sig selv som engageret i en krig på to fronter – ’krigen’ for sjæle og ’krigen’ for et ordentligt samfund.^[9]

 William Booth blev senere spurgt om den ’rigtige Frelsens Hær’ ikke havde lidt under konkurrencen fra de sociale tiltag. Hans svar var et udtryk for enheden imellem Hærens evangeliske og sociale arbejde:

Jeg ved hvad du mener; men i min opfattelse er det alt sammen ’den rigtige Frelsens Hær’. Vi ønsker at ophæve disse skillelinjer, og gøre det lige så religiøst at sælge en trøje eller give et sultent menneske mad som det er at samle en kollekt ind i møderne. Det er alt sammen en del af vort virke, som er at frelse verden legeme og sjæl, for tid og for evighed.^[10]

Så langt William Booth og det historiske grundlag. Et sådant grundlag skal der bygges videre på, så man til enhver tid nytolker denne dobbeltsidige opgave. Enhver tid har sine egne udfordringer og må finde svar til at møde disse.

En vedvarende refleksion og tolkning af grundlaget for Hærens arbejde

Det er klart at William Booths manifest har haft en afgørende indflydelse også for dem, der ikke har læst det. Det er blevet inkorporeret i Hærens natur. Men den største inspiration for enhver tid er Jesu eget liv og eksempel, evangeliernes beretninger og enkelte andre skriftsteder, som bliver omdrejningspunkter.

Et skriftsted, der er grundlæggende for den fortsatte inspiration for at nå ud til mennesker, der på forskellig måde er udstødte eller lever på ydersiden af samfundet er Hebræerbrevet 13. 12 -13:

Derfor var det også udenfor byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ”udenfor lejren” og bære hans forhånelse.

En anden beretning, som er en konstant udfordring til refleksion over troens gerninger er Mattæus 25. 31 – 46 der fortæller om dommens dag og om hvad der er, der skiller de retfærdige fra de uretfærdige, hvad der er væsentligt i Guds øjne. Her er det at give den sultne at spise og den tørstige at drikke, at klæde den nøgne og at tilbyde fællesskab til den fremmede, den fængslede og den syge. Efter hver af de to domsafgørelser kommer ordene i versene 40 og 45:

Alt hvad I har gjort mod en af disse minde mindste brødre, det har I gjort imod mig…………….Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.

For en Frelsens Hær, der ønsker at tage Jesu kald: Følg mig! alvorligt er disse ord en stadig kilde til overvejelse over liv og gerning.

 I Indledningen skrev jeg, at skabelsesberetningen i dag ofte tages frem til inspiration. Det at vi er skabt i Guds billede. Det betyder blandt andet, at vi er skabt til fællesskab. Gud i sig selv er et fællesskab, Fader, Søn og Helligånd. Det inspirerer til at skabe fællesskaber, der hvor de er ødelagte og nedbrudte, og få mennesker, der lever i isolation til at genopdage denne væsentlige del af deres skabelse.

Opgaven med at forkynde det dobbelte frelses budskab er også en opgave med at bringe håb, ikke alene et håb om et liv der overskrider dødens grænse, et håb om en ny jord og en ny himmel; men også et håb om et liv her og nu med værdighed og værdi. 

---

^[1] Coutts,Frederick: Bread for my Neighbour s. 45 – 62,London 1978

^[2] Catherine Booth havde under hele armeens opbygningstid haft megen kontakt med samfundets indflydelsesrige mennesker. Hendes taler, skrifter og prædikener var meget kendte hos den del af befolkningen 

^[3] Green, Roger: A Historical Salvation Army perspective i   Creed and Deed s. 45 – 81 Redaktør John D. Wahldron, Canada 1986

^[4] Salvation for both Worlds s. 2 -3, som trykt i Green, Roger: War on two fronts s.89, Atlanta 1989 (egen oversættelse)  

^[5] Salvation for both Worlds s. 2 som trykt I Green, Roger: War on two fronts s. 90, Atlanta 1989 (Egen oversættelse)

^[6] Salvation for both Worlds s.2. som trykt I Green, Roger: War on two Fronts s. 90, Atlanta 1989  (Egen oversættelse)  

^[7] Booth, William: In Darkest England and the Way Out, s. 257, London 1890 (Egen oversættelse

^[8] Booth, William: In Darkest England and the Way Out .s. 268, London 1890 8Egen oversættelse)

^[9] Green, Roger: A Historical Salvation Army perspective s. 72, trykt i Deed and Creed edited by John D. Waldron, Canada 1986

^[10] The War Cry, 14 January 1893 s.9, citeret I Jenty Fairbank, Booth’s Boots: The beginnings of Salvation Army social Work. (London SA 1983) s. 15 (egen oversættelse)