Den nordeuropæiske stabskongres i København den 14. – 16. april 1893 

Gudrun Lydholm, Kommandør, DTh.

George Scott Railton skrev en lang artikel i All the World, hvor han i afslutningen kaldte Københavner kongressen for den meste betydningsfulde begivenhed i Armeens historie til dato. 

I begyndelsen af sidste år fandt jeg et interessant foto i vores arkiver. Jeg genkendte nogle af de officerer, der var på billedet. De var alle i uniform, men ingen bonetter, og de sad forholdsvis afslappet som et hyggeligt venne- eller familie foto. Jeg kunne genkende Kommandør George Scott Railton, som sad i midten på forreste række og major Hedvig von Haartman i samme række. Major Jens A.H. Povlsen stod på rækken bagved. Der var skriblet nogle navne på kanten af fotoet, som jeg nogenlunde fik tydet. Det var navne som Clibborn, Oliphant og mrs. Oliphant, Lagercrantz og de tre jeg havde genkendt. Bag på billedet stod  Copenhagen. Jeg undredes over, hvad disse tidlige Arme ledere lavede i København. Nogle var engelske, kunne jeg se og så en dansk og en finsk af dem, jeg genkendte. Jeg prøvede historiebøgerne for at se, om der havde været en begivenhed, der ville hente disse officerer til København. Der fandt jeg ikke noget. Da der ingen dato var på billedet, prøvede jeg ud fra de ansigter, jeg genkendte at prøve at datere dette. Det var ikke let og gav ikke noget fast. Jeg kunne se, at Hedvig von Haartman så ung ud som ved hærens begyndelse i Finland, men det kunne også være ti år senere. En datering ville være nødvendig for at kunne finde noget i Krigsråbet. 

Jeg fik så den ide at lede i biografien om Railton, Soldier Saint, og her var der bid. Der stod noget om en kongres i København, medens han var TC i Tyskland. Her var der reference til hans begejstring for Københavner kongressen, der samlede de kontinentale ledere under General William Booths og stabschefen Bramwell Booths ledelse.. Ud fra dette kunne det se ud som om kongressen var i foråret 1893.  Kongressen repræsenterede 1800 officerer og 896 korps. 

Heritage center i London hjalp mig og fandt materiale i All the World, så datoen efterhånden kom frem. Nu var der så materiale at finde i det danske Krigsråb, i det finske og norske og endeligt i det svenske. Det svenske tog tid, fordi man her ikke har bevaret de gamle Stridsrop på hovedkvarteret, men har givet alt til det, der svarer til det kongelige bibliotek. De ligger i nogle arkivet et eller andet sted i Sverige. Efter forespørgsel om materiale i Sverige med negative resultater var jeg så heldig, at Norge havde nogle årgange af Stridsropet og til al held årgang 1893, så hjælpen kom herfra. I England skrev både The War Cry og All the World om begivenheden. Det var spændende læsning alt sammen. 

Jeg var også så heldig at der på forsiden af Krigsråbet var det foto, jeg havde. Her var alle navnene: 

Fra venstre til højre på sidste række: Oberst Herman Lagercrantz (Sverige), Major  

Jens A.H. Povlsen (Danmark), Oberst Charles Sowton (Danmark), Oberst R.W. Wilson (Norge), Oberst Emmanuel Hellberg (Sverige), Major Johan Ögrim (Sverige), Oberst Edward Oliphant (Holland/Belgien), Major Walter Powell (Holland/Belgien) 

Fra venstre mød højre på forreste række: Fru Hedvig Lagerkrantz (Sverige), Kommandør William Ridsdel (Sverige), Kommandør George Scott Railton (Tyskland), Kommandør Arthur Booth-Clibborn (Frankrig/Schweitz), Fru Celestine Oliphant (Holland/Belgien), Major Hedvig von Haartman (Finland). 

Her var fjorten europæiske ledere, men ikke kongressens hovedpersoner – General William Booth og stabschefen Bramwell Booth, heller ikke obersterne Pollard, Nicol og John Lawley fra England. Det understregede, at fotoet ikke var så vældig officielt, men blev dog brugt i det danske Krigsråb.   

Hvem var disse fjorten ledere? 

En ting er at kende navnene på disse ledere og hvilket stilling, de havde, da fotoet blev taget, noget andet er at finde ud af deres baggrund og indflydelse i den tidlige Frelsens Hær. Nogle af lederne har været lettere at finde materiale om end andre, derfor er præsentationen af dem meget forskellig.  

Major Herman Lagercrantz havde været officer i det svenske militær og tjent som løjtnant i Svea Artilleri Regiment. Som officer i Frelsens Hær havde han haft forskellige stillinger både i England og Sverige på hovedkvartererne med ansvar for personale og organisation og med at udvikle det sociale arbejde. Under kongressen blev han udnævnt til CS (chefsekretær) for Frälsningsarmeen i Sverige. Han fik senere tuberkulose og var på sygeorlov nogen tid, men blev erklæret rask. Derefter blev  han leder for det sociale arbejde i Indien, men hans helbred forværredes, og familien vendte tilbage til Sverige. De forlod tjenesten som officerer, og han kom ind i diplomatiet i Sverige. I den kapacitet var han nogle år i Washington. Familien har bibeholdt kontakten til Frälsningsarmeen igennem årene. 

Ved siden af Lagercrantz står den danske chefsekretær Jens A.H. Povlsen. Han mødte Frelsens Hær i dets første år som ung filosofistuderende. Han blev grebet af både budskab og selve bevægelsen. Han blev soldat og hurtigt efter officer. Under kongressen lå et stort ansvar på ham for hele organiseringen af den store begivenhed, men udover det var han også tolk for General William Booth, et hverv han ofte måtte påtage sig også senere, hvor han havde ansvar i andre lande. For eksempel som landsleder i Finland måtte han rejse til forskellige europæiske lande for at tolke for Generalen. Hans kone Agnes Povlsen klarede så hans ledelsesopgaver, medens han var væk. Han kunne arbejde på syv forskellige sprog. Han gjorde tjeneste i Danmark, Sverige, Finland (TC), Hærens første forsøg på pionerarbejde i Rusland (1910-12), Norge (TC) og endelig som TC i Holland, hvor han døde på sin 57. fødselsdag. Han kone Agnes Povlsen fortsatte sin tjeneste i lederpositioner i Sverige og England. I sin pensionering boede hun i København, men rejste over hele Europa og ledte mødekampagner og løste opgaver for IHK blandt andet som repræsentant ved Folkeforbundet i Geneve. 

Den næste i rækken er oberst Charles Sowton, der var TC i Danmark. Han var engelsk og havde forskellige poster i England, før han blev sendt til det nyligt åbnede arbejde i Norge som leder. Fra Danmark blev han CS i Sverige, derefter blev han sendt til USA for at tage del i det skandinaviske arbejde i syv år, hvorefter han vendte tilbage til Danmark som TC for anden gang. Herfra gik turen til Canada som CS efterfulgt af stillinger i Indien og Ceylon, for at afslutte sin aktive tjeneste som TC i Canada. 

Ved siden af ham står oberst Richard W. Wilson en af pionererne i Den Kristne Mission (forgængeren for Frelsens Hær). Han blev officer fra Barnsley, England i 1881. Ved kongressen var han TC i Norge  og havde tidligere været TC i Danmark. Han blev kommandør, men jeg har ikke fundet en oversigt over hans tjeneste. 

Videre i rækken står oberst Emmanuel Hellberg, som på dette tidspunkt var CS i Sverige. Under kongressen fik han ordre til London for at gøre tjeneste ved kontoret for arbejdet i andre lande. Året efter giftede han sig med  Lucy Booth, en af Generalens døtre, og de tog navnet Booth-Hellberg. Lige efter brylluppet sejlede de til Indien, hvor Lucy blev TC og Emmanuel CS. Det var altså hende, der fik den øverste lederpost. Det var ikke almindelig praksis, men Booth døtrenes stillinger var centrale. I 1896 blev Booth-Hellbergs sendt til Frankrig som ledere og forblev her i otte år. De mistede fire børn, et i Indien og tre i Frankrig. Efter en periode med sygeorlov døde Emmanuel i 1909. Lucy Booth-Hellberg fortsatte på lederposter først som TC i Danmark i ni år, efterfulgt af andre ni år som TC i Norge og blev pensioneret fra aktiv tjeneste i 1934 i Sydamerika efter seks år som TC der. 

Major Johan Ôgrim var svensk officer, som på tidspunktet for kongressen var redaktør for det svenske Stridsropet.  I 1896 blev han CS i Norge i to år efterfulgt af andre to år som TC i Danmark. Dernæst gik turen til England som divisionschef (DC) i alt fem år fordelt med Nord Englands division, efterfulgt af Syd Londons division og til sidst Syd Englands division. I 1903 blev han TC i Finland frem til 1906, derefter TC i Norge fra 1906-12 og i Sverige fra 1912-19. Han afsluttede sin aktive tjeneste som TC i Tyskland fra 1919-25. 

Kommandør William Elwin Oliphant var engelsk officer og på dette tidspunkt TC i Holland/Belgien. Han havde været præst i den anglikanske kirke ved Sankt Paul’s Onslow Square i 1883-84, hvor han i 1884 tilslutter sig Frelsens Hær, blev uddannet som kadet og udnævnt til officer. Efter sin tid som TC i Holland/Belgien blev han TC i Sverige, dernæst TC i Tyskland og til sidst TC i Schweiz/ Italien. 

Major Walter Mason Powell  var engelsk officer og står som den sidste i rækken. Han var CS i Holland/Belgien på dette tidspunkt. Han havde været lokal prædikant i metodistkirken, da han mødte Frelsens Hær og blev officer i 1888. Efter sin tjeneste i Holland/Belgien gjorde han tjeneste i Norge, Japan, Nordlige Indien og Danmark. Resten af hans aktive tjeneste var på Det internationale Hovedkvarter (IHK) i London.  

Fru major Hedvig Lagercrantz, som sidder i første række fra venstre, var svensk officer og gjorde tjeneste sammen med sin mand i England for en kort tid frem til 1889 efterfulgt af forskelligt arbejde i Sverige. Hun var leder for Kvinders Sociale arbejde fra 1891-93 og fulgte herfra sin mand til Indien, hvor hans helbred tvang dem til at returnere til Sverige. Parret havde fem børn. 

Kommandør William Ridsdel var engelsk officer, født i Catton, Yorkshire, og på dette tidspunkt TC i Sverige. Han tilsluttede sig Den Kristne Mission i 1873 som evangelist, og før det havde han været prædikant for De primitive Metodister i York. Han forblev som TC i Sverige frem til1896 og blev derefter leder i Sydafrika, Norge og Holland. 

Han og Catherine Booth var meget tætte på hinanden i den teologiske tænkning. Alt tyder på, at Railton skabte udtrykket forfremmet til herligheden, som første gang blev brugt i the War Cry 14. december 1882. Han var fungerende redaktør, efter at han i 1881 var blevet kaldt hjem fra USA efter sit pionerarbejde med at begynde Frelsens Hær i New York i 1880, hvor han også etablerede et hovedkvarter i Filadelfia og senere i St. Louis. Han var fungerende redaktør et par år. Han rejste over hele verden og ledte vækkelsesmøder i Sydafrika, Holland, Sydamerika, Vestindien, Det fjerne Østen, Vest Afrika, Kina, Rusland og Tyrkiet. I 1901-02 var han TC i Frankrig. 

Kommandør Arthur Sidney Booth-Clibborn var engelsk officer og på tidspunktet for kongressen TC i Frankrig og Schweitz. Han voksede op i en kvækerfamilie i Bessbrook, Nordirland, men fik sin uddannelse i Frankrig og Schweitz med sin afsluttende eksamen fra Lausanne Universitet. Da han mødte Frelsens Hær i sin hjemby, tilbød han at hjælpe Frelsens Hær i Frankrig. Han blev officer og kom til Paris i 1881 som redaktør for den franske Frelsens Hærs blad En Avant. I 1887 giftede han sig med Booth datteren Catherine Booth, der havde begyndt arbejdet i Frankrig, og de tog navnet Booth-Clibborn. Sammen skabte de den franske Frelsens Hærs sangbog i 1892. De gjorde tjeneste i Frankrig og Schweitz indtil 1896, hvorefter de blev ledere i Holland /Belgien. I 1901 tilsluttede han sig en amerikansk missionsbevægelse, og begge afsluttede deres tjeneste som officerer. Han skrev over 300 salmer og sange. 

Fru kommandør Celestine Oliphant, født Schoch i Holland, gjorde tjeneste sammen med sin mand  i lederskabet af Holland/Belgien. Derefter i Sverige, Tyskland, Schweitz og Italien, hvor ægteparret blev pensionerede og slog sig ned. I Wikipedia bliver hun kaldt komponist og sangskriver. Der var en af hendes sange  i den danske sangbog fra 1921 og 1948 :Så træt af synden med koret: 

(Da Finland blev del af Det Storrussiske Rige forsatte Den lutherske Statskirke, men med den russiske, ortodokse zar som overhoved). Hedvig von Haartman blev del af dette fællesskab. Gruppen hørte om Frelsens Hær og undersøgte denne nye bevægelse med besøg i Europæiske lande og gennem personlige kontakter. En af lederne Louise af Forselles havde en søster, grevinde Ouchtomsky i Schweitz. Som enke var hun blevet officer i Frelsens Hær i Schweitz. Andre af lederne Constantin Boije og hans kone, Maria, blev også tiltrukket af Frelsens Hærs virke. Hedvig von Haartman boede hos familien Boije i nogen tid. Gruppen besluttede at kontakte William Booth i London, og Louise af Forselles skrev og tilbød, at Frelsens Hær kunne overtage deres bevægelse og foreslog, at Constantin Boije, Hedvig von Haartman og Alva Forsenius skulle komme til London for at blive uddannede til officerer. Dette blev godt modtaget og accepteret, og den 9. april 1889 rejste de tre til London. Sidst på efteråret  blev de udnævnt til officerer, Constantin Boije som kaptajn og leder, de to andre som løjtnanter. En del af Constantin Boijes uddannelse i London var på Hovedkvarteret for at lære Hærens administration at kende. Åbningsmødet i Helsingfors var den 8. november 1889. Kaptajn Boije arbejdede med de finske (russiske) myndigheder for at finde en organisationsmodel, indenfor finsk (russisk) lovgivning, som Frelsens Hær kunne arbejde under. Det var meget vanskeligt og var årsag til uenighed indenfor gruppen af medarbejdere. Constantin Boijes tid som leder blev kort, og han vendte hjem til sit gods, men forblev en god ven og støtte for Frelsens Hær. William Booth boede altid i hans hjem ved besøg i Finland. I løbet af foråret 1890 blev Hedvig von Haartman bedt om at overtage ledelsen og i september blev hun udnævnt til adjudant og officielt leder for Frelsens Hær i Finland. Hun forblev som leder i Finland indtil 1898, hvor hun blev sendt til Schweitz som leder for det tysksprogede arbejde. I år 1900 giftede hun sig med Stabskaptajn Franz Rudolf von Tavel, der var professor ved Zürich universitet, da han tilsluttede sig Frelsens Hær. Deres tjeneste sammen blev kort, da Hedvig von Haartman døde den 15. oktober 1902.   

Gruppefotoet synes at være det eneste foto fra kongressen. Som nævnt blev det vist på forsiden af Krigsråbet, men ikke brugt af de andre landes Krigsråb, som ellers skrev meget om kongressen. I stedet for foto bragte man et billede af ledernes underskrifter, men igen var det ikke underskrifter fra alle lederne. Generalens og Stabschefens underskrifter manglede blandt andre. Fotografiet og underskrifterne giver et indtryk af rigtig godt fællesskab og en afslappet atmosfære mellem lederne næsten som en slags familiesammenkomst.  

Lederskabet i de europæiske lande afspejlede stadig den engelske Salvation Army, da alle territoriallederne bortset fra Hedvig von Haartman var engelske, men nye ledere fra de skandinaviske lande var på vej, som det fremgår af præsentationen af lederne på fotoet. 

Praktiske ting i forbindelse med kongressen 

Frelsens Hær i Danmark var kun 6 år gammel, så det var forbløffende, at den magtede at afholde så stort et arrangement, også at den havde fået så meget goodwill, at Statsbanerne gav rabat til soldater, officerer og venner, der rejste ind fra provinsen. Rabatten bestod i, at de kunne bruge deres enkeltbillet som returbillet. Der skulle sendes lister med navne ind til Hovedkvarteret, og hver fik tilsendt et brev med godkendelse af rabatten  til fremvisning på hjemrejsen. De skulle også bestille billetter til de offentlige møder på HK. 

Det var nok det mindste arbejde i forbindelse med kongressen. Noget af det tungere må have været at finde logi til alle de tilrejsende gæster fra England og de andre europæiske lande. Der var mange opråb til folk om at tilbyde logi i Krigsråbet, men udover det må der have været mange personlige kontakter. De europæiske ledere ser ud til at have fået logi hos Københavns bedre borgerskab, medens soldater og officerer fra provinsen og fra Sverige har fået logi hos de københavnske salvationister eller folk, der kom til Frelsens Hærs møder og andre aktiviteter. Der er nok blevet stillet sofaer til rådighed eller madrasser i de små hjem ud fra devisen ’Hvor der er hjerterum, er der husrum’. 

Rejser til kongressen 

Da jeg læste flere af referaterne af kongressen i det norske Krigsropet, ville jeg finde ud af, hvem redaktøren var. Det var personlige, sjove indlæg om begivenhederne, menneskene og Frelsens Hær i Danmark… og der blev ikke sparet på pladsen. Et eksempel er hans beskrivelse af rejsen med tog fra Århus til København, redaktøren steg på i Århus sammen med distriktsofficeren, major Fahleson og officerer på en ti timers rejse. Ved hver by kom der flere på toget. Der blev fortalt vidt og bredt om alle sejrene i arbejdet, der var begejstring og meget store planer for fremtiden. I Odense steg adjudant Maidment, den fynske distriktsofficer på toget sammen med fynske officerer, kaptajner, åbenbart ikke løjtnanter. Over Sjælland var der en god ven af Armeen, en folketingsmand med i toget, og han blev inkluderet, da togkontrolløren spurgte, om alle var fra Frelsens Hær, og svaret var ja. Da han nu var blevet inkluderet, blev der ’fyret af’ for ham. Adjudant Breien, som må have været distriktsofficer på Sjælland, lærte dem en ny sang. Under turen sang, spillede og talte man. De blev modtaget på banegården af major Povlsen, ” den danske chefsekretær, hvis intelligente ansigt trods dets ejers beskedne tilbageholdenhed straks gjorde sig gældende”, adjudant Boisen ”med den bredskuldrede skikkelse og det mægtige skæg,” adjudant Markussen ” vor gamle kadetfader og kollega” og adjudant Nielsen. ”den lille mand med sit hjertelige ’halleluja’ og ’ære være Gud’. Der var mange kammerater til stede. De skulle til deres logier her sent på aftenen. 

Med hjælp fra arkivet i Norge fik jeg en farvelkommentar fra redaktionen i Oslo, hvor man fortalte om ham. Han hed adjudant Carl Hyllested, og han var faktisk dansk. Han gik på Fredericia Latin- og Realskole og var nr. 1 i klassen i lang tid ellers blandt de første. Det hindrede dog ikke, at der var mange bemærkninger i karakterbogen. Han var urolig, havde væltet blækhuset og smurt blæk i hovedet på sidemanden og var uopmærksom. Et andet sted ’Hyllested optræder som en bajads’. Tilknytningen til Frelsens Hær var, at han på et af de første møder, han kom til, bad til Gud om frelse. Han blev indviet til soldat i Århus korps. Som kadet kom han til Odense, og derefter til Rudkøbing. Politiet her forbød Frelsens Hær at optage kollekt, men folk gav så som i kirken, men ikke på en alterdug, men på gamle Krigsråb, der blev lagt på gulvet. Indtægten blev større end ved kollekter. Korpset gik frem, og restriktionerne forsvandt. Derefter var det Roskilde korps, indtil man manglede en redaktør på HK. Oberst Wilson fik ordre til Norge som TC og skulle forlade Danmark. På dagen for afrejsen var der farvel te på HK, og 2 timer før færgen gik, meddelte Wilson, at Hyllested skulle med til Norge. Det vidste hverken Hyllested eller officererne på HK, men man kan åbenbart klare forberedelserne på 2 timer. 

Her blev han trommeslager i Stabsmusikkorpset og hjalp Østby. Ved juletid blev han redaktør af Krigsropet. Han blev forflyttet fra Norge den 26. november 1896 for at overføres til tjeneste i andet land via IHK. Det blev USA, og i slutningen af 1900 tallet var han assisterende redaktør for det amerikanske Krigsråb. Ifølge New York Times blev han gift med kaptajn Louise Yost den 11. 5. 1899. Han forblev assisterende redaktør for alle Frelsens Hærs publikationer.   

Hyllested fik en ti timers togrejse sammen med de danske officerer. Det var ikke nogen lang rejse i sammenligning med Generalens og hans stabs rejse. De forlod London den 10. sent om aftenen lige fra et offentligt møde. Det var Generalens 64 års fødselsdag, og den var blevet fejret med offentlige møder i løbet af dagen. Det lille selskab tog ruten over Vlissingen (Færge) til Hamborg, Kiel, Korsør og så tog derfra til København. Det må have været en rejse på 36 timer. I hele marts måned havde Generalen ledt møder overalt i England, hvor resultatet havde været det bedste nogen sinde, når man så på hvor mange mennesker, der søgte forbøn og frelse. 

En lignende mødekampagne havde der også været i Danmark i marts måned, og ifølge Krigsråbet havde 1003 mennesker søgt frelse. 

Ankomsten  

Onsdag den 12. april kl. 10 ankom Generalen, Stabschefen og obersterne Pollard, Nicol og John Lawley til Københavns hovedbanegård. Det var en kæmpe begivenhed. Soldater og officerer tog opstilling på perronen med stabsmusikkorpset på højre side  og officerer og soldater til den anden side. Stabsmusikkorpset begyndte at spille noget tidligere, så der var en lille øvelse. Arrangementet tiltrak de rejsende og hvem der ellers måtte være i nærheden. Det blev en rigtig københavnerbegivenhed. Alt var arrangeret, også med at følge gæsterne ud til de ventende vogne.  

Krigsropet fra Norge havde adskillige siders referat af kongressen, redaktøren var rigtig i sit es, så her er uddrag af referatet fra velkomsten på Hovedbanegården: ”der var liv på banegården ved 10-tiden onsdag morgen. Skarer af officerer og soldater, det danske stabsmusikkorps, en mængde nysgerrige og de uundgåelige journalister med notesbogen i hånden – alle var vi nede for at give generalen et mere eller mindre hjerteligt velkommen. Officererne blev opstillet i to rækker på platformen, soldaterne dannede espalier fra udgangen til vognen. Foruden den fuldtallige danske stab sås kommandør Railton med sine tyskere, oberst og fru Olifant med en del hollændere, og oberst Wilson med sin norske stab. Der var mange store mænd til stede, og vi følte alle det højtidelige i øjeblikket. Utvivltsomt gjorde journalisterne det samme at dømme efter den iver, hvormed de informerede sig om de ledende officerers navne….. 

Billedet: William Booth ankommer til København ved en anden anledning tidligt ca. år 1900. Det er vinter men generalen taler tolket af major Jens A.H. Povlsen

Kl. 10.10 rullede toget ind på banegården. Alles øjne spejdede mod kupédørerne. I hvilken kupé var han? Hvem var med ham? Det var vanskeligt at holde geledderne lige. Endelig åbnedes en dør langt nede i toget, og Oberst Nicols kendte skikkelse står et øjeblik efter på platformen. Der må han være. Alles øjne retter sig mod kupeen, og ud kommer efterhånden oberst Lawley, let kendelig på sit mægtige skæg, oberst Pollard, vor gamle bekendte, kommandør Booth-Clibborn, den franske leder og generalens svigersøn; derefter en høj, rank og destingveret skikkelse med et ædel og næsten forklaret ansigt, i hvem vi genkender stabschefen og endelig vor gamle elskede General. Det er unødvendigt at ’fyre’ af for ham, salverne runger allerede fra hundreder af struber, der viftes med huer og lommetørklæder, og under endeløs begejstring, og medens musikken bruser under de mægtige hvælvinger, går vor General gennem rækkerne af sine krigere og børn ud til den ventende vogn. Hans skikkelse er den samme imponerende som tidligere, hans ansigt – så kært for os- er også næsten uforandret. Måske hans skæg er blevet lidt mere hvidt, men det er også alt. De store anstrengelser han den sidste måned har gennemgået, synes ikke at have nedbrudt ham så meget, som vi havde frygtet. O, Gud, bevar ham for verdens skyld! 

Ja, lad salverne runge! Lad musikken lyde! Lad lommetørklæderne vifte! Lad enhver vide, at vor leder er i København! 

Det var naturligvis et fuldstændig upartisk referat! Det giver et glimt af begejstringen!  

Efter modtagelsen på banegården var der officersmøde i Helgesensgade kl. 14.00. Nu var også Hedvig von Hartmann fra Finland ankommet og kommandør Ridslel fra Sverige sammen med 20 svenske stabsofficerer og en del feltofficerer. 

Det offentlige møde i koncertpalæet 

Onsdag aften var det første offentlige møde med Generalen og alle stabsofficererne fra Europa. Temaet, som var blevet annonceret var : ”Er Jesus Kristus Verdens frelser” 

Koncertpalæet er det nu værende Odd Fellow palæ. Det blev bygget i 1755 og hed det Berckentinske palæ. Grev Berckentin nåede kun at bo i palæet i tre år før han døde. Derefter blev det solgt til grev Heinrich Schimmelmann. Det blev brugt af både kongelige og adelige. Det blev i denne slægt frem til 1884, hvor det blev solgt til aktieselskabet Concertpalæet og fik en meget stor ombygning og renovering. Koncertsalen blev opført i den tidligere have. I år 1900 blev det købt af Odd Fellow Ordenen. 

Da det var blevet ombygget af konsortiet, blev det betragtet som et af de fornemste koncerthuse i Europa. Det blev bemærket, at det var det flotteste lokal, Generalen havde talt i. 

Fra de forskellige referater i England, Norge, Sverige og Finland bliver det understreget, hvor fornemt palæet var, og hvor kendt det var. 

Referaterne fra mødet er ganske morsomme. Det ser ud som om, at borgerskabet i København kom i stort antal. Derfor var der vældig mange fornemme vogne, der satte gæsterne af. De var i deres fineste teaterskrud med teaterkikkerter mm. De sad på balkonen og alle de fine pladser. Dertil kom naturligvis , hvad der kunne kravle og gå af salvationister, alle stabsofficererne fra Europa, mange officerer og soldater fra Danmark og Sverige. Dertil hele det københavnske pressekorps. Især det engelske War Cry  beskrev hele borgerskabet: 2 fra hoffet, officerer fra  både søværn og hær, læger, advokater, ministre fra regeringen, missionærer mm. Damerne i aftenkjoler mm. Der blev refereret til, at pressekorpset morede sig højlydt. Det har de sikkert gjort, jeg synes egentlig ikke det kommer frem af Politikens referat i avisen dagen efter. Det er rimeligt neutralt, hvis der har været morskab eller latterliggørelse, kommer det ikke frem i referatet. 

Borgerskabet, der var forsamlet, så noget forvirrede ud, men der er en beskrivelse af den stilhed, der sænkede sig, da en ung kvindelig officer sang soloen: Det var for mig, at Jesus led på sit kors på Golgata. Udover Generalen gav major Lagerkranz fra Sverige, kommandør Booth-Clibborn og Hedvig von Hartmann fra Finland deres vidnesbyrd. I referaterne bliver major Lagercrantz vidnesbyrd kaldt et rigtigt frelses vidnesbyrd, der fangede forsamlingens interesse. Kommandør Booth-Clibborn talte om sejr og kraft og brugte eksempler fra Dublin og Paris, hvor forretningsmænd omtalte den kraft, der var i mekaniske opfindelser eller i heste, men for Booth-Clibborn var det kraften i Golgatha, der var det væsentligste. Generalen introducerede Hedvig von Haartman med en lille tale om, hvor vigtige og centrale kvindelige ledere var i Frelsens Hær. Vidnesbyrd fra Hedvig von Hartmann var meget sjovt, men også dybt alvorligt. Kongressen skulle have været afholdt i februar måned, men der lagde sig en voldsom koldfront med ekstrem kulde, frost og sne over Europa, så man flyttede den til april måned. Denne koldfront tog Hedvig von Hartmann som udgangspunkt for sin fortælling fra Finland. Hun så den som Guds indgriben. Den finske bugt frøs til, så ingen skibe eller færger kunne forlade Finland. Det betød, at de to engelske og elleve svenske officerer, der var blevet udvist af Finland fra myndighedernes side ikke kunne rejse, så de var endnu i landet. Frelsens Hær i Finland var kun fire år gammel på det her tidspunkt, så udvisningen var en stor åreladning for arbejdet. De kom til at rejse senere på året, men de havde kunne arbejde nogle ekstra måneder, Finland var under det Storrussiske rige, direkte under den russiske zar som et Storhertugdømme. Man forsøgte at skærme landet for udenlandsk indflydelse i russificeringsprocessen. Nogle af de svenske officerer havde boet i Finland, fra før Armeen begyndte sit arbejde.  Det var et levende vidnesbyrd om Guds hjælp og indgriben, som hun og de finske salvationister oplevede det. Hun fangede forsamlings interesse med sin henvisning til kuldefronten, som alle havde oplevet.  

Generalens tale så ud til at fænge forsamlingens opmærksomhed, men invitationen til bodsbænken blev ikke så nem. Folk begyndte at gå, men man holdt ud med bønnemøde, og til sidst var der 10,  der kom frem til forbøn.  

Forhandlinger og officersmøde fortsatte de følgende dage, desuden holdt de tilrejsende officerer offentlige møder i fire københavner korps: Helgesensgade, Store Kongensgade, Zinnsgade og Christianshavn. Kongressen afsluttedes med endnu et offentligt møde i koncertpalæet søndag aften. Igen var hele palæet fyldt. Temaet er det samme som ved det første møde Er Jesus Kristus verdens frelser?. Der er ingen af referaterne, der henviser til pressefolk ved dette møde. På  afslutningsmødet var det kommandør Railton, der gav sit vidnesbyrd, hvor han fortalte om et stort socialistmøde, han havde overværet i Berlin for nylig. Han sendte sit visitkort op til mødelederne med en forespørgsel om, han kunne mødes med dem bagefter. Det blev misforstået, så han blev kaldt op og annonceret som taler. Den forrige taler havde koncentreret sig om den håbløshed og umulige situation, arbejderne levede i. Derfor tog han temaet håb op og fortalte om det håb, han levede med, og som han mente kunne give mennesker håb – Jesus Kristus og hans kors. Med dette eksempel gav kommandør Railton sit svar på kongressens tema. Ved dette afsluttende møde kom 25 frem til forbøn efter Generalens tale. 

Nu var kongressen forbi. Jeg har ikke fundet referater fra hjemrejserne til de forskellige lande og byer, men jeg er ret sikker på, at folk havde fået oplevelser, de kunne leve videre på og dele med alle salvationisterne derhjemme. 

Den mest betydningsfulde begivenhed 

George Scott Railton skrev en lang artikel i All the World, hvor han i afslutningen kaldte Københavner kongressen for den meste betydningsfulde begivenhed i Armeens historie til dato. 

Det, at man var på kontinentet, var en stor ting. Frelsens Hær i Danmark blev også rost i høje toner, at et af de mindste territorier med et meget lille hovedkvarter kunne arrangere en sådan kongres uden nogen som helst fejltrin, viste Armeens udvikling. Han havde aldrig i London set en stabskongres, der var arrangeret og gennemført mere tilfredsstillende.  

Armeen var uden tvivl blevet så perfekt organiseret, at den fungerede som en pakkeløsning til evangeliets udbredelse, som Gud ønskede. Denne kongres vækkede større håb om, at alle nationer kunne tændes med Frelserens kærlighed. Frelsende kærlighed  var den altoverskyggende ånd, der markerede denne kongres.  Et udtryk for denne ånd var for Railton, at hans kære tyske kammerater blev så flot modtager i København af soldater og officerer på trods af historien (Krigen i 1864, hvor Danmark mistede en tredjedel af sit territorium- grænsen kom til at gå ved Kongeåen og ikke Ejderen). At de blev vist stor omsorg og varme var nok svært for uindviede at forstå. (En triumf for Hæren som ingen engelsk læser fuldt ud kan forstå)  ’Alene denne vor Hær kan afslutte krig!’ 

Også følgende kommentar er interessant: Når det gjaldt møderne var det fortryllende for Railton, at den ægte John Lawleys havde en fremtrædende rolle. I Europa var det almindeligt at høre store, kendte prædikanter, men at en frelst maskinarbejder kunne læne sig opad den dug, der blev brugt af Danmarks konge, medens han ledte et enkelt og ordentligt Frelsens Hærs bønnemøde i en af de største og mest fashionable  koncertsale i verden med en række af åbenlyst hånende reportere, der noterede sig femogtyve angrende på knæ – det var Generalens og Hærens største triumf til dato. ’Vi skal se større ting, når vi fortsætter med det sjælefrelsende arbejde.’ 

Det var blot små glimt fra kongressen. I de forskellige Krigsråb er der småartikler om arbejdet i Danmark, ligesom der er småinterviews med de tilrejsende ledere, der fortalte om arbejdet i deres lande. Noget af dette kom også frem i vidnesbyrdene på møderne.  

Endnu en Stabskongres i København i år 1900 

I April 1900 blev der afholdt en anden stabskongres i København. General William Booth, Stabschefen Bramwell Booth ledte kongressen for stabsofficerer fra Finland, Norge, Sverige og Denmark. På det her tidspunkt var kommandør Hanna Ouchterlony TC i Norge og oberst Jens A.H. Poulsen TC i Finland. Koncertpalæet var også i brug denne gang ved et møde den 26. april