”Når vi samles i himlen….”

Af Gudrun Lydholm

Det har været nogle interessante måneder, jeg har tilbragt med spørgsmålene: Hvad tror vi egentlig angående døden og det evige liv? Hvordan udtrykker vi vores tro om overgangen fra liv til død igennem sproget og nok endnu vigtigere fra død til nyt liv hos Gud. Hvilke talemåder går igen hos salvationister både officielt og mere privat? Hvad fortæller de forskellige udtryk om os og vores tro? Jeg vil prøve her i artiklen at give svar på disse spørgsmål.

En ting er, hvad der står i vore læresætninger eller i begravelsesritualet, og som vi som salvationister tilslutter os gennem soldaterindvielsen, og når vi deltager i begravelser eller selv foretager dem. Noget andet er, hvordan vi udtrykker os i vore sange, i gudstjenester og møder. Her er det spændende at se, hvor kraftigt sangen mon stadig klinger, når det gælder evighedshåbet. Sangbøgerne har ændret sig igennem tiden. Jeg har gennemgået de danske sangbøger fra 1898, 1907, 1921, 1948, 1969 og den sidste fra år 2000. Der er stor forskel på antallet af sange om evighedshåbet, og jeg tror også, at der er forskel på, hvor meget de sange, der er, bliver brugt ved møderne. Udover disse sangbøger fandt jeg også en ungdomssangbog fra 1898, og den var en øjenåbner. En tredjedel af sangene handlede om døden, himlen og evigheden. Jeg spekulerede på, hvorfor der var dette store fokus på evighedshåbet og kom til den konklusion, at børnedødeligheden på det tidspunkt var relativ høj, og det samme gjaldt for kvinder, der døde i barselssengen. Børnene oplevede, at små søskende døde, og nogle havde mistet deres mødre under fødsel, derfor var disse sange om himlen og evigheden meget relevante for deres liv og deres tro. Min teori understøttes af Horatius Bonars^[1] sang; Der hvor ingen rose visner, som stod i denne ungdomssangbog.  Det fjerde vers adresserer netop tab af mødre og børn:

Familien Øgrim 1897 7. august: Moderen efter død i barsel

Hver af sangbøgerne afspejler den tid, de repræsenterer. Der har været store medicinske fremskridt i de godt hundrede år, bøgerne dækker, samtidig med at levestandarden er blevet væsentligt forbedret for alle samfundslag, derfor er levealderen vokset betydeligt igennem perioden. Opdagelsen og brugen af penicillin betød, at infektionssygdomme og betændelser som for eksempel lungebetændelse ikke længere havde dødelig udgang for ret mange. Døden er ikke helt så tæt på i dag som for hundrede år siden for de fleste mennesker. Der er ikke så mange af de yngre generationer, der i dag har overværet at se en af deres kære dø eller har set et dødt menneske i det hele taget. Det er sjældent, at kisten står i stuen derhjemme, og den døde bliver ’sunget ud’ af familie og venner som et farvel til hjemmet. Der er en afstand til døden, og derfor føles sangene om død og evigt liv måske knap så relevante. Fokus er et andet sted, det er livet her og nu, vi synger om og koncentrerer os om. 

Det kan dog ikke stå alene, måtte jeg erkende, da jeg hørte ’Outpost’, en gospel/praise gruppe fra Valby/Templets korps synge for fuld udblæsning: When we all go to heaven… Den gamle kendte sang af  Eliza E. Hewitt^[2]: Når vi samles i himlen fyldt af glæde vi for Guds trone står. Når vi møder Jesus vi sejerskronen får. Den blev sunget på engelsk, instrumenterne fik fuld styrke, og sangen lød med rytme og glæde. Valby ungdomsgospel synger med lige stor kraft: Himlen er et underfuldt sted, fyldt med glæde og fred. Der skal vi bo i evighed. Himlen er et underfuldt sted. Sange om himlen synges altså af ungdomsgrupper, i al fald de her to grupper, så sangen om himlen er der endnu. 

Med alderen er der en større bevidsthed om egen dødelighed, og derfor bliver hele spørgsmålet mere nærværende for de fleste af os i den ældre aldersgruppe, men de unge synger altså også med uanset om emnet synes nærværende eller ej. Påskedag, alle påskesalmerne, opstandelsesbudskabet og med det troen på Jesus opstandelse tror jeg fylder meget for alle generationer af kristne.

Også hos os i Frelsens Hær er påskedag en fest, der bliver fejret med fælles påskebord i korpsene påskemorgen, med opstandelsessalmer og påskeevangeliet. Opstandelsesbudskabet fra evangelierne og alle de smukke påskesalmer er grundlaget for vort evighedshåb. Det afspejler sig naturligvis i de forestillinger, vi gør os, og som vi udtrykker i vore sange, troslære og ceremonier. 

Forfremmet til herligheden

Som salvationister bruger vi udtrykket ”forfremmet til Herligheden”, et ganske markant udtryk, som andre kristne stiller sig spørgende overfor og gerne vil have en forklaring på. Den kan vi så prøve at komme med ud fra, hvordan vi måske selv oplever det. Det ville være interessant, hvis det var muligt at finde ud af, hvorfor og hvornår udtrykket begyndte at blive brugt. Det er muligt at finde hvornår, men viste sig noget vanskeligere at svare på hvorfor. Der ligger ingen skriftlige kilder i arkiverne i London, der giver en forklaring på, hvorfor dette nye udtryk begyndte at blive brugt. Det har krævet en del gravearbejde at finde en mulig ophavsmand eller kvinde til udtrykket. Det dukkede pludselig op første gang i The War Cry den 14. december 1882, og det næste indlæg med udtrykket kom den 15. januar 1883. Siden da er udtrykket blevet brugt i den engelsktalende verden, men ikke som det eneste udtryk i en del år, førend det blev dominerende.

Catherine Booth omgivet af familien på hendes dødsleje

Catherine Booth kunne muligvis have været skaberen af udtrykket, i al fald skriver Roger Green i sin biografi om Catherine Booth angående hendes begravelse: ”The funeral – or the promotion to Glory service as Catherine would have it -..” Udtrykket var gennemgående ved hendes begravelsen, der fandt sted 13. og 14. oktober 1890. Den 13. oktober blev hendes kiste ført fra hjemmet til Olympia, et stort udstillingscenter i London. Kl 18.00 begyndte det store mindemøde, der sluttede med indbydelse til bodsbænken, hvilket hundredevis af mennesker tog imod. Næste formiddag den 14. oktober blev kisten ført fra Hovedkvarteret til Abbey kirkegård. Blot 5000 officerer fik lov at være med i den lange procession, der vandrede de seks kilometer til kirkegården og ’kun’ 10.000 mennesker blev indbudt til at være med på kirkegården^[3]. Herbert Booth havde lovet at skrive et stykke musik til processionen, men havde ikke nået det. Det gjorde han først om natten op til den 13. oktober. Den blev spillet under processionen og hed: Promoted to Glory (forfremmet til herligheden). Den sang, melodien blev knyttet til, skrev han senere: Summoned home! The call has sounded. ^[4]

I opslagsværket A to Z of the Salvation Army^[5] står der, at The War Cry havde skabt udtrykket ’coined the expression’. Det var ikke muligt ved almindelig søgning at finde ud af hvem, der var redaktør i 1882. Udtrykket fik mig til at tænke på Georg Scott Railton, som sammen med Catherine og William Booth var skaberen af hele den militære metafor, muligvis mere skaber, end medskaber. Han var meget tæt på familien  og boede hos dem i 11 år fra 1872/73 til 1884 og var desuden sammen med Catherine den, der også udtrykte og gennemtænkte hele spørgsmålet om sakramenterne. Ved at gå ind i Watsons biografi om Railton^[6] fandt jeg, at han blev fungerende chefredaktør i 1881, efter at være blevet kaldt hjem fra sit pionerarbejde i USA. Ud fra den kan jeg se, at han også var redaktør i 1882 og muligvis helt frem til 1884. Det er et rigtig Railton udtryk, så at han som redaktør skabte udtrykket, finder jeg sandsynligt.

Det var også Railton, der blev kaldt hjem til England for at lede Catherines begravelse. Catherine Bramwell Booth skriver i sin biografi^[7] om Catherine Booth indgående om begravelsen. Ordene Railton brugte ved graven er næsten ord til anden som ceremonien er i dag: ”As it has pleased the Almighty God to promote our dear Mother from her place in The Salvation Army to the Mansion prepared for her above we now commit her body to this grave ….” Her er ordet ’forfremmet’ brugt, ikke til herligheden  men til den bolig,  der var forberedt for hende histoppe. Ved omtalen af hendes død og begravelse i det norske Krigsropet fra den 25. oktober 1890 bliver udtrykket ’forfremmet til Herligheden’ ikke brugt, ”Fru Booth trådt over tærsklen ind i den himmelske bolig” med underteksten ”Kampen udkæmpet – Sejren vunden – Døden opslugt til sejr”. I det danske Krigsråb er der brev fra Generalen (William Booth) angående Catherine Booths død på forsiden med stor overskrift ’Forfremmet til Herligheden’ med et flot grafisk billede tryk af hende. Det udkom allerede lørdag den 18. oktober, altså fire dage efter begravelsen. Inde i bladet er der fokus på hendes liv, død og begravelse. I artiklen bliver udtrykket ’forflyttet til herligheden’ også brugt. Udtrykket har altså været brugt i Danmark siden omtalen af Catherine Booths død og begravelse. Da var Frelsens Hær tre et halvt år gammel. 

Den første nekrolog fra et dansk korps kom halvandet år før Catherine Booths død. Det stod i Krigsråbet  30. marts 1889 angående en broder i Nakskov, han blev ’forflyttet til Herligheden’. Der var dog allerede den 7. januar 1888 en lille nekrolog taget fra det svenske Krigsråb om soldat Karl Erik Öhman, der blev ’befordret til Herligheden’. Den 18. august 1888 var der omtale af en engelsk missionsofficer, der blev ’forflyttet til Herligheden’. Det er forflyttet og ikke forfremmet, der bliver brugt, men det er tydelige udtryk for den militære metafor. Frelsens Hær tiltrak rigtig mange unge og yngre mennesker overalt i de lande, den slog rod, så det er ikke underligt at der er så få nekrologer de første år.

I dag bliver det fortsat brugt i The War Cry, selv om også ’nedlagde sit sværd’  har været brugt op igennem årene. De to beskrivelser for, at døden har indtruffet fra henholdsvis Catherines and Williams begravelser, er del af den militære metafor. Det andet udtryk ’forflyttet til Herligheden’ som også blev brugt i artiklen om Catherine Booths begravelse og for øvrigt i det danske Krigsråb tidligere hører også hjemme i dette sproglige univers. 

Da Den kristne Mission blev til Frelsens Hær i 1878 blev hele organiseringen ændret i militær retning. Der kom soldater og officerer, der kom udnævnelser til forskellige ansvarsområder, og der kom et rangsystem for officerer. Med alt dette fulgte de sproglige udtryk, der ikke blot beskrev de nye organisatoriske forhold med militære termer, men også troslivet blev iklædt sprog, der afspejlede hele den militære metafor. Kamp, strid og sejer blev naturlige beskrivelser for vores trosrejse, naturligvis også nederlag, skønt det ikke så ofte blev og bliver brugt. Ind i denne ændrede sprogbrug kom så også fire år senere udtrykket forfremmet til herligheden. En forfremmelse beskriver en ændring fra en status til en anden som oftest i forbindelse med arbejdsforhold. Når det gælder døden er der virkelig tale om ændring fra en status til en anden, fra at være levende til at være død. Ved Guds nåde bliver vi løftet fra vort jordiske liv til et liv i hans nærhed. Gennem Jesus Kristus bliver vi genfødt til et levende håb ved hans opstandelse,  medens vi er her i live, og gennem ham ved Guds nåde dør vi indtil Guds nærvær, vi går fra død til evigt liv- vi ’bliver forfremmet til herligheden’. 

Under arbejdet med at finde frem til kilden for udtrykket har jeg set på Krigsråb op igennem historien, og jeg kan jeg se, at også andre udtryk har været brugt for eksempel ’kaldt hjem til Gud’. I forskellige Krigsråb i 1912 er en rekrut i Rønne den 21. september ’hjemkaldt til Gud’, medens en soldat i Svaneke er ’forfremmet til Herligheden’, en anden soldat i Rønne er ’gået hjem til Gud’. En gennemgang af Krigsråb fra 1927 viser, at udtrykkene ’ kaldt hjem til Gud’ eller blot ’hjem til Gud’ og ’forfremmet til Herligheden’ bliver brugt.  Når jeg går frem til 1976 og 1979 viser der sig et muligt system, sådan at soldater bliver ’kaldt hjem til Gud’ og officerer bliver ’forfremmet til Herligheden’. De to Krigsråb fra henholdsvis 6. november 1976 og 17. februar 1979, har jeg valgt, fordi de begge har to nekrologer, en for en underofficer (sergentmajor) og en for en officer. Det er to forskellige redaktører, hvor dog redaktøren i 1979 havde arbejdet på redaktionen også i 1976. Der har åbenbart været en periode, hvor  udtrykket ’forfremmet til Herligheden’ var forbeholdt officerer. Da jeg selv blev redaktør i 1988 og i de ni år, jeg sad på den post, var ’traditionen’ blevet, at det kun var officerers nekrologer, der blev skrevet og offentliggjort.   

I Norge var det først i 1911, at udtrykket ’forfremmet til Herligheden’ kom i brug, men også her stod det ikke alene. Der var andre udtryk så som udtrykket ’nedlagde sit sværd’.

Jeg har spurgt et par officerer fra Østeuropa, hvilket udtryk de bruger ved død og begravelse, og begge sagde samstemmende, at de bruger ’forfremmet til Herligheden’. De satte pris på det udtryk og følte det helt specielt at bruge det ved de begravelser, de havde haft. Den ene Olena fra Moldavien havde oplevet den sorg at miste sin mand til covid 19 og havde været i den uvirkelige situation, at hans bisættelse måtte være online. For hende var udtrykket meget stærkt i denne situation. Udtrykket føles altså relevant også i de lande, hvor Frelsens Hær ikke har så lang en historie.

Som allerede nævnt er det for mennesker udenfor Hæren et fremmedartet udtryk, men som salvationister eller venner af Frelsens Hær er vi blevet så vant til mange særlige udtryk, der er del af den militære metafor, at vi ikke selv lægger mærke til det. Udtrykket er blot helt naturligt. Om det så er et udtryk, der i dag giver mening også for de yngre generationer, kan der muligvis stilles spørgsmålstegn ved. Det vil jeg ikke gøre her, men til gengæld se på den sproglige rigdom, der ligger i mange af vore sange angående evighedshåbet. 

Evighedshåbet i vore sange

Der er mange forskellige billeder for ’herligheden’, vi bliver forfremmet til. Det, der er altdominerende i samtlige sangbøger, er billedet af sangen, den nye lovsang, som vi skal deltage i, harpernes klang og musikken der vælder frem. som i Joel Blomquists sang: Herligt sangen der skal bruse stærk som lyden af en mægtig flod. Den himmelske sang er altomfattende, får alt til at genlyde af sang, og toneregistret bruges fuldt ud. Sangen her på jorden er kun en bleg afglans af den overjordiske, himmelske sang. Den har fuldere toner, som det udtrykkes i J.R. Murrays^[8] sang ”Den himmelske lovsang”, der første gang kom i den danske sangbog i 1907 og stadig er med i udgaven fra år 2000:

En anden sang, der har været gennemgående fra sangbogen i 1898 til 2000 er Richard Slaters^[9] ” Fra Himlen og fra jorden klinger en og samme sang”:

Fra 1921 sangbogen og videre frem står Johan Appelbergs^[10] sang ”Hvilken sang, hvilken jubel i Guds stad”, der ligesom Richard Slaters sang forbinder den himmelske lovsang med den jordiske. Det himmelske og det jordiske er forbundet gennem sangen, så vi i glæden over sangen her kan fornemme den fuldendte sang i himlen. Der er et ekko fra den sang allerede her i det jordiske liv. Der er en helhed, som den lovsang vi synger her bliver en del af. :

I de to første sange er der tale om at passere dødens flod eller at gå over ’dødsnattens flod’, et billede, der findes i rigtig mange andre sange. Billedet ser  livet her på den ene strand og himlen på den anden side, den himmelske strand. Tanken om døden som en dødsflod findes også i den græske mytologi med blandt andre floden, Styx ( der var fem floder), hvis bred var Hades, dødsriget – et trist skyggerige. I de kristne sange er bredden himlen, Guds stad, hvor Gud er, og vi evigt skal være hos ham. Her er glæde, fuldtonende sang, lyden af musik, alt er godt og ånder af fred og Guds nærvær. 

Floden som billede er ikke kun for at betegne overgangen fra liv til død, men floden som metafor er i lige høj grad betegnelsen for frelsen. ”Om den flod der flyder fra vor Frelsers sår”.  I Frelsens Hærs internationale ’nationalsang’ O, bundløse frelse er temaet helt gennemgående i alle syv vers. Her begynder vandets symbolik som kærligheds hav, der bliver til purpurstrøm, bølgen, der bliver  til flod så mægtig for endelig at blive til livsfloden eller nådens livgivende flod.Billedet med floden med livets vand eller livsfloden kommer fra Johannes Åbenbaring 22. 1-2. 

Samuel Stenners (måske1803-1867) sang I Himlen er en gylden stad understreges den himmelske strand, uden at der i øvrigt er tale om noget vand eller flod. Her er der tale om jordens lave dal som beskrivelse af det jordiske liv, men ikke desto mindre er der en himmelsk strand, hvor engle synger velkomstsang. Den er med i sangbogen fra 1898 og videre frem:

Et noget anderledes billede, som uden at være fremherskende, kommer i en del sange og er om himlen som en gylden stad med gader af guld og ædelstene. Det billede stammer også fra Johannes Åbenbaring. Denne gyldne stad bliver bolig og hjem Jeg har et hjem, o, så strålende hist. I en del sange kommer også forestillingen om sol og sommer eller godt klima som for eksempel dette vers fra en sang, der står i 1907 sangbogen (forfatter ukendt):

Sangen er ikke i andre af sangbøgerne, men sproget er jo helt aktuelt. Sangen af Horatius Bonar, jeg nævnte i indledningen af artiklen, handler også om lys, sommer og evig blomstring. Den var i sangbøgerne frem til og med 1948, og fortsatte i ungdomssangbøgerne, hvor den også oprindelig var:

I denne sang var der som nævnt i indledningen til artiklen fokus på gensyn med de kære. Det emne er fremherskende i mange sange. En sang, hvor dette er dominerende, og som er meget brugt ved begravelser i Danmark i forskellige kirker, er J. Schjørrings^[11] sang Herrens venner ingensinde mødes skal for sidste gang, Sangen var med i sangbogen fra 1921 og videre frem i alle sangbøger:

William Andreas Wexels^[12] sang Tænk når engang den tåge er forsvundet har både gensynet med de kære og desuden et nyt aspekt, dette at hver jordisk gåde bliver løst. Det findes i andre sange også, men klarest i denne. Den var med i 1948 og 1969 udgaverne af sangbogen, men ikke i 2000 udgaven. Måske har den ikke været brugt så meget i Danmark, for lyrikken og indholdet virker mere nutidigt på trods af dens alder end en del af de andre sange:

De sidste to sange, jeg vil se på, ligner hinanden, og den ene har nok inspireret den anden. Der er en tidsforskel på cirka 60 år imellem dem. I disse sange er temaet ikke så meget den enkelte, men mængden af mennesker fra alle folkeslag og stammer, der mødes i himlen. Den første De kommer fra øst og vest af  Amanda Sandbergh^[13] og er med i 1969 udgaven og i den fra 2000:

Det er mødet med Jesus og hans nærhed, der er centralt, og at noget nyt er blevet skabt. Her kan vi tænke på  Johannes Åbenbaring 21. 5 Se, jeg gør alting nyt! Alle de steder og situationer, menneskene kommer fra beskrives. De, der gik forud, nævnes også som et velkomstkor.

John Gowans^[14] De skal komme fra øst, de skal komme fra vest tager også udgangspunkt i det globale. Mennesker kommer fra øst og vest for at tage plads i Guds rige. Det væsentligste her er, hvad der kræves for at kunne tage plads i Guds rige. Det er den hvide bryllupsdragt, som de genløste, hvis navne er i Guds livsbog, bærer. Race, social stand betyder intet.

John Gowans og Johan Larsson skrev sammen musicalen ”Blood of the Lamb”, hvor indholdet i denne sang bliver synliggjort. Vachel Lindsays digt: “General William Booth enters into Heaven”  blev grundformen og inspirationen til musicalen. Digtet beskriver William Booth i spidsen for et stort optog på vej ind i himlen. Optoget består af mennesker fra ”øst og vest”, mange kom fra livets skyggeside – ludere, spedalske, drankere, fanger, fattige, osv. det var en ”lusegnavet helgenflok, uvasket, snavsetgrå, en stinkende pjaltehær med dødens stempel på”, som Booth, ved Guds hjælp, omdannede til en Frelsens Hær. I musicalen følger man optoget ind i himlen, hvor det forvandles til en skare i hvide klæder ’foran lammets trone’. Den beskriver virkelige begivenheder fra Frelsens Hærs historie. Den begynder lige efter William Booths død ved fortovskanten uden for Frelsens Hærs hovedkvarter i London, hvor vi møder Bertie, Charlie og Maggie. Det viser sig, at vi ikke er samlet til et begravelsesoptog, men står ved himlens fortovskant – klar til at gå ind ad ”Perleporten”. Charlie og Maggie stiller op tidligt om morgenen for at få en plads i begravelsesoptoget. Her møder de nattevagten Bertie og andre besynderlige deltagere i optoget. Sangen, de synger, var en af William Booths yndlingssange, og den er det gennemgående tema i digtet og i musicalen^[15]:

Digtet blev udgivet i Magazine of Verse januar 1913. Det blev skrevet i anledning af William Booths død, der fandt sted den 20. august 1912. Vachel Lindsay ( 1879-1931) var amerikansk digter, der forsøgte at genoplive digtning som en mundtlig kunstform for almindelige mennesker. Det passer fint med digtet om William Booth, som vi oftest har hørt deklareret mundtligt.

På You Tube kan man høre forskellige udgaver af digtet i musik og sang, såvel som kun mundtlig deklaration som for eksempel ”Music by Charles Ives” – tune ’Blood of the Lamb’. Spoken version også med samme overskrift, og endelig med SA Bands men med musik af William Himes. Her er daværende kommandør John Gowans fortælleren.

Det er ret markant, at de fleste af de sange om evighedshåbet, vi stadig har i vore sangbøger, er skrevet af forfattere født i 1800 tallet og som også havde størstedelen af deres liv i det århundrede. Johan Appelberg havde halvdelen af sit liv i 1800 tallet og halvdelen i 1900 tallet. Amanda Sandbergh havde sin opvækst og tidlige voksenår i 1800 tallet resten af livet i 1900 tallet. Vaqchel Lindsay hørte også hjemme i den periode, hvor vore evighedssange er skrevet. John Gowans er en undtagelse fra dette billede, da han havde hele sit liv i 1900 tallet med de sidste år i 2000 tallet. 

Inspirationen til at skrive om evighedshåber og give liv til vore forestillinger om det kommer altså hovedsageligt fra 1800 tallet og lidt fra 1900 tallet. Tankerne og spekulationen angående død og evighed må have været langt stærkere dengang, end de er i dag. Vi trækker på den arv og de forestillinger uden egentlig at tilføje noget nyt. Det kan ikke være så presserende for mennesker i dag at skabe og give ord til tanker angående døden og evigheden, at noget nyt bliver skrevet. Det kan også være, at de gamle sange stadig giver mening i dag, og at vort evighedshåb kan udtrykkes i sangene. Det er nok også vanskeligere i dag, hvor vi har et andet verdenssyn at forestille sig noget konkret sted eller konkrete billeder, når det gælder evigheden og derfor mere udfordrende at skabe et meningsfuldt billedsprog. Gowans gør det ved i musicalen at tage digtet som udgangspunkt og udfylde en allerede eksisterende ramme med historiske beretninger, og Larsson sætter nutidens musik til. Når det gælder deres sang, De skal komme fra øst, de skal komme fra vest, understreger de bredden af Guds rige i alle folkeslag, alle social klasser og udtrykker dermed også Frelsens Hærs menneskesyn og hele  virksomhed. Selv om der er ikke så mange konkrete billeder af himlen, er der et meget stærkt billede, som vi så selv kan udfylde. Linjen fra det andet vers: og på Faderens ord: Vær velkommen til fest!” ^[16]Her er først en dress-code ”Den hvide bryllupsdragt”. Her kan vi så hver især danne billederne af en fest – komme til noget, der er forberedt for alle der har taget imod indbydelsen, festklædte mennesker i den hvide bryllupsdragt, smuk udsmykning eller opdækning, fællesskab, musik, sang, dans, latter og glæde osv. osv. Vi ved hver især hvad vi synes en fest skal indeholde. 

Personligt taler Gowans sang til mig med de mange forskellige mennesker, det globale og naturligvis festen, men jeg finder også Johan Appelbergs sang Hører aldrig du et ekko af de frelste skares sang? Har den aldrig i dit hjerte givet genklang nogen gang? meget inspirerende, især forestillingen om forbindelse mellem jord og himmel tiltaler mig.

Mange af de sange, der er nævnt i dette afsnit, bliver sunget i forbindelse med Frelsens Hærs begravelser og bisættelser, men de kommer lige så ofte på programmet i vore møder og gudstjenester. Glæden og håbet, de bringer, passer ofte ind i mødernes forkyndelse.

Frelsens Hærs begravelsesceremoni

Ritualet har ligget fast i det meste af Frelsens Hærs historie i al fald siden Catherine Booths begravelse i 1890. Der er nationale forskelle fra land til land alt efter landets skik, men selve ritualet er sammenligneligt.

I den danske ceremonibog lyder det sådan ved påbegyndelsen af begravelseshøjtideligheden

På begge sider af kisten står en fanevagt med henholdsvis Frelsens Hærs flag og det nationale flag med hvidt flor. Frelsens Hærs lokale eller kapellet på eller ved kirkegården er pyntet med blomster og lys og eventuelt hvidt flor. Der bruges kun hvide armbind, og ikke sorte af fanevagter og eventuelt familie. Det er for at understrege håbet og glæden over, at den kammerat, der begraves/bisættes går fra livet her til evigt liv hos Gud. Det er hverken afslutningen eller intetheden, der venter, men Gud  

Kisten bæres ud under sidste sang ledsaget af fanebærerne og familien.

Ceremonien i forbindelse med jordpåkastelsen foregår ved graven ved en begravelse, medens den foregår i lokalet eller kapellet ved en bisættelse.

Denne ceremoni begynder som regel med en salme/sang, hvorefter jordpåkastelsen foretages:

Det har behaget den almægtige Gud at kalde (navn) hjem til den bolig, som er beredt til ham/hende i hvilens land.

Vi overgiver nu hans/hendes legeme til graven i det sikre og glade håb at se ham/hende igen på opstandelsens morgen, idet vi mindes Jesu ord, når han siger:

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve om han end dør”

De centrale ord for ritualet kommer i forbindelse med jordpåkastelsen, hvor hvert udsagn følges af jord, der kastes på kisten: 

• af jord er du kommet
• til jord skal du blive 
• men af jorden skal du igen opstå!

Fanerne sænkes tre gange mod kisten, hvorefter følger Fadervor  og velsignelsen.

Som det kan ses af ceremonien, bruger man ’forfremmet til herligheden’ ved begyndelsen af højtideligheden, medens det ved jordpåkastelsen er ordene om, at Gud kalder hjem til den bolig, der er beredt.

Frelsens Hærs begravelser og bisættelser er præget af håb og en sikker forvisning om opstandelsen og evigt liv hos Gud – i det sikre og glade håb. Det kommer også tydeligt frem i den sidste del af ceremonien – men af jorden skal du igen opstå!  Det er specielt at kunne udtale disse ord i troen på, at det ligger i Gud den almægtiges hænder. Han skaber og nyskaber og oprejser til nyt liv. 

Når det gælder talen,  har det i O&R  altid været understreget, at der skal være en klar forkyndelse om det kristne håb gennem Jesus Kristus, samtidig med at afdødes liv æres. Det er centralt og har været det helt siden Frelsens Hærs begyndelse. 

Førhen var der i Danmark tradition for et mindemøde om aftenen i korpset, medens mindestunden nu for det meste kommer i forbindelse med et kaffebord efter begravelsen. Det kan nogle gange indeholde mange sange og mange taler om afdødes liv og vidnesbyrd. Disse traditioner er dog forskellige fra land til land.

Frelsens Hærs tro angående det evige liv ud fra læresætning 11

Den sidste af de elleve læresætninger fokuserer på evigheden, og kapitlet om det hedder Den opstandne Herres rige. Kapitlet indledes med læresætning 11: Vi tror på sjælens udødelighed, legemets opstandelse, den almindelige dom ved verdens ende, de retfærdiges evige salighed og de uretfærdiges evige straf.

Kapitlet i Fortælling om frelse indledes med at slå fast, at det kristne håb er knyttet til troen på Jesu Kristi opstandelse. Den tro fastslår, at døden ikke har det sidste ord, det har Gud.  Det håb er også, at som Gud oprejste Jesus fra de døde, sådan vil han også oprejse os til evigt liv. Det evige liv er et liv i Guds nærvær, hvor han vil blive alt i alle. 

Håbet om himlen er ikke det samme som at fornægte dødens virkelighed. Den er vort grundvilkår som mennesker, men døden skiller os ikke fra Gud. Når vi taler om sjælens udødelighed, betyder det, at den udødelighed er Guds handling, ikke noget i os selv som naturligt vil overleve døden. Når vi taler om udødelighed, betyder det, at vi som hele mennesker har fået livet af Gud, og at han oprejser hele vort jeg fra døden. Det er Gud, der fører os ind i evigheden.

Vi taler om legemets opstandelse. I det bibelske perspektiv er legeme hele personen, ikke forskellige dele, men en helhed. Vi tror, at opstandelsen er troen på en genskabelse af hele personligheden, et opstandelseslegeme som hører hjemme i Guds nærhed. Gud skabte os og vil genskabe os af kærlighed til nyt liv hos ham.

Paulus udtrykker det på denne måde i 1. Korintherbrev 15. 51-57:

Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:

Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Guds ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

Vi skal alle stå til regnskab for vore liv og forvaltningen af det, for de valg, vi har gjort og for vore handlinger og holdninger overfor vore medmennesker. Det er Gud alene, der er dommeren, den Gud, der af kærlighed til alle mennesker sendte sin søn, for at vi skulle frelses. Vi kan hvile i forvisningen om Guds nåde, kærlighed og retfærdighed. Gud skabte mennesket, Gud frelste mennesket gennem Jesus, og han genskaber og oprejser mennesker til evigt liv hos ham. Han alene dømmer levende og døde. 

Det er på den tro og på det, vi læser i bibelen, at alle vore forestillinger om evigheden bygger og tager form. 

Konklusion

De spørgsmål, der blev stillet i begyndelsen af artiklen, tror jeg er blevet besvaret, men jeg vil alligevel trække nogle hovedpunkter frem som konklusion. Det kan være svært med de sprogbilleder og det verdensbillede, vi har i vor tid, at udtrykke vor tro på opstandelsen og det evige liv. Vi gør det nok ikke helt så dogmatisk som det, der er i vore læresætninger, men tolker det ind i vor virkelighed. Begravelsesritualet tror jeg for de fleste giver et håb, måske også forvisning om, at alt ikke er slut. Det er ikke intetheden, der venter, men Gud. Ordene sammen med de salmer og sange, der bliver sunget giver en trøst i tabet og et håb at leve videre på.

Forskellige forestillinger og sproglige udtryk kommer til orde ved mindesamlinger, hvor de efterladte taler om afdøde. Det første, der som regel kommer frem, er, at den kære nu har fået fred, og det er ikke blot fred fra sygdom og smerte, men en varig fred hos Gud. Ofte bliver der også talt om et gensyn engang, som noget meget centralt i mindeordene, noget  der fylder rigtig meget. Ind imellem fremkommer tanken  eller håbet om et nærvær fra den afdøde eller en slags bevidsthed, hvor den, der er gået bort, kan følge de kæres liv her.  Her kommer sangen Hører aldrig du et ekko af den frelste skares sang? ind som noget, der understøtter tanken eller håbet om en forbindelse mellem livet her og livet hisset. Troen på eller håbet om gensyn med de kære er et aspekt flere af vore sange giver udtryk for, især Herrens venner ingen sinde mødes skal for sidste gang. Det er i det hele taget ofte, at udtryk fra de gamle sange bruges for at sætte ord på det håb, der er til stede hos efterladte. 

John Gowans sangtekst, som er den  nyeste af sangene om evighedshåbet, vi har i sangbogen, koncentrerer sig mere om det åbne og inklusive i adgangen til Guds rige, end hvad Guds evige rige består i. Det er den omfattende frelse for alle, der tror, der er grundlaget for alt, og så troen på, at Guds evige rige er der og byder os velkommen. Alle i den hvide bryllupsdragt bydes velkommen, men der er ikke forestillinger om selve ’bryllupssalen’. Sangen er elsket og brugt måske mere end de sange med konkrete forestillinger om himlen. 

Dog tyr mange til  de gamle sangtekster med billeder og forestillinger om skønhed, godt klima, gensyn og et brus af sang og toner, endog instrumenter så som harper og basuner, når de især ved mindemøder prøver at konkretisere deres evighedshåb. Selv om sangene er gamle og fra en svunden tid og tankesæt, ser de ud til forsat at sætte ord på alt det, vi ikke rigtig kan udtrykke med det verdensbillede, der er i vor dagligdag. Når jeg hører ungdomsgrupperne synge: Når vi samles i himlen eller Himlen er et underfuldt sted – fyldt med nåde og fred. Der skal vi bo i evighed. Himlen er et underfuldt sted, bliver jeg bekræftet i, at troen på evigt liv hos Gud fortsat ligger som grundlag for alle generationer af salvationister.

De forskellige udtryk, vi bruger, gør det klart, at tro på liv efter døden er til stede. Ikke mange bruger  ord som  ’sjælens udødelighed og legemets opstandelse’ fra læresætninger, men det ligger implicit bagom de tanker, der kommer til udtryk.

Det er interessant at se, hvordan en sang af Kim Larsen^[17] Om lidt fra 1995 bliver brugt ved begravelser i Danmark og i forbindelse med dødsfald. Den går ind i og bruger det uudsigeliges ’sprog’, og giver nok genklang hos mange. Derfor er den elsket og bliver brugt. Jeg tror ikke, den har været brugt ved en salvtionistbegravelse, men jeg er sikker på, den er kendt også hos os og brugt i private sammenhænge. Den er egentlig skrevet til ’Cirkus Himmelblå’ for at beskrive stilheden og tomheden efter en forestilling, men den er blevet en eksistentiel sang for mange. Teksten er meget enkel:

Der er en åbning indtil noget mere i teksten, når den bliver brugt ved begravelser, en åbning til et muligt gensyn.

Vi har tradition for at være mere eksplicitte og direkte, også fordi vi har en lang tradition at trække på, som giver os et sprog for det religiøse, for vor tro. Vi søger også at fastholde ’det sikre og faste håb’ om opstandelse og evigt liv hos Gud.

Ind imellem har vi brug for et mere tidssvarende sprog til at blande ind i de meget smukke sprogbilleder, vi har som vores arv. Her kommer Benny Andersen^[18], hvis tekster er blev sunget af Poul Dissing. Et digt jeg ofte vender tilbage til, også i mødesammenhæng som for eksempel Alle Helgens søndag, er digtet ”Noget at leve op til”. Her er et lille uddrag:

Et sådant digt er ikke kun til at blive i godt humør af, men også til en refleksion over den helhed sangen Hører aldrig du et ekko indikerer.

Hele dette projekt begyndte med spørgsmålet angående udtrykket ’forfremmet til herligheden’, og hvor det kom fra. Ud fra det er artiklen kommet langt omkring i en fastholdelse af troen på, at ’vi forfremmes til herligheden.

Litteraturliste:

Andersen, Benny, Samlede digte 1960-1996. Borgens Forlag, København, 1998

Avery, John, Companion to the Song book. Salvation Army Supplies, LTD., London, 1961

Bramwell-Both, Catherine, Catherine Booth. Rich&Cowan, London, 1933

Fortælling om Frelse, Frelsens Hærs Hovedkvarter, København, 2003

Frelsens Hærs Sangbog 1898, 1907, 1921, 1948, 1969, 2000. Frelsens Hærs Hovedkvarter, København

Frelsens Hærs Ceremonibog, Frelsens Hærs Hovedkvarter, København 1997

Green, Roger, Catherine Booth. Baker Books, Grand Rapids, 1996

Krigsråbet 1888,1889, 1890, 1912, 1927, 1976, 1979

Merrit, John G., A to Z of The Salvation Army. The Scarecrow Press, Plymouth UK, 2009

Watson, Bernhard, Soldier Saint. Hodder and Stoughton, London, 1970

---

^[1] Horatius Bonar 1808-1889, skotsk kirkemand og digter

^[2] Eliza Hewitt, 1851-1920, arbejdede i den presbyterianske kirke i Philadelphia med søndagsskoleundervisning (hun havde på et tidspunkt en klasse med 200 børn)

^[3] Green, Catherine Booth s. 292-93, 

^[4] Avery, Companion to the Song book, s. 254, NTB nr. 801 for melodien og for sangen i den  nye engelske sangbog er det nr. 547

^[5] Merritt, A to Z of the Salvation Army, s.458

^[6] Watson, Soldier Saint, s.70-72

^[7] Bramwell-Booth, Catherine Booth, s. 447-452

^[8] Ukendt amerikansk sangforfatter og komponist

^[9] Richard Slater (1854-1939), ’the father of Salvation Army music’, engelsk frelsesofficer, oberstløjtnant, den første leder og skaber af Frelsens Hærs musikdepartement i London og den, der havde afgørende indflydelse på den retning og betydning, musikken fik i Frelsens Hær. Han skrev 851 sange

^[10] Johan Appelberg ( 1872-1937) var svensk frelsesofficer, brigader, der som korpsofficer gjorde tjeneste i Sverige og Finland. Han var redaktør for Den Unge soldat, oversatte mange sange fra engelsk og skrev et antal sange. Sangen her er fra 1896.

^[11] Jens Schjørring (1825-1900), dansk sognepræst (Folkekirken) og salmedigter 

^[12] William Andreas Wexel (1797-1866) norsk præst og salmedigter

^[13] Amanda Sandbergh (1873-1961) var svensk frelsesofficer og sangforfatter. Hun deltog i den internationale kongres i London i 1914 og inspirationen fra kongressen fik hende til at skrive sangen, hvis melodi er skrevet af Evangeline Booth (1865-1950), der blev Frelsens Hærs general i årene 1934-39 

^[14] John Gowans (1934-2012) skrev sangen som del af musicalen Lammets blod hvor John Larsson (1938-2022) skrev musikken. De skrev i alt 10 musicals sammen. Begge blev valgt til general i Frelsens Hær. John Gowans i årene 1999-2002 og John Larsson i 2002-2006.

^[15] Uddrag fra programmet til musicalen, der på dansk kom til at hedde Perleporten.

^[16] Her må lige understreges, at festen kun forekommer i dan danske oversættelse. Den oprindelige engelske verselinje lyder: To be met by their Father and welcomed and blessed. Festen er altså en dansk variant.

^[17] Kim Larsen (1945-2018) dansk sanger og sangskriver med gruppen Gasolin er vist kendt i det meste af norden.

^[18] Dansk digter 1929-2018