Refleksioner over Frelsens Hærs kirkeforståelse som den blev udtrykt i Gartnergade korps

Igennem artiklerne om Gartnergade korps på Nørrebro er forskellige aspekter af korpset liv og engagement beskrevet, den sidste artikel så på korpset som kirkesamfund og det liv der udspillede sig i fællesskabet. Den her artikel vil se på hvilken slags kirkeforståelse, ekklesiologi, der kommer til udtryk gennem korpsets liv og engagement. 

Frelsens Hærs struktur

Som en del af den internationale Frelsens Hær lå alle rammer og strukturer fast. De var blevet udviklet inden bevægelsen slog rødder i Danmark som et hierarkisk opbygget kirkesamfund med en klar og synlig struktur og beslutningsvej. Et korps bestod først og fremmest af den faste gruppe, som var der igennem alle årene, soldaterne (medlemmerne) og blandt dem underofficerer (lokale ledere), der alle var frivillige med dagligt arbejde i lokalsamfundet, men som brugte deres fritid i korpset. Så var der officererne (præster), der var ledere for korpset og som udstak retningslinjerne for korpsets liv og arbejde. De var lønnede som fuldtidsbeskæftigede.  Korpsofficererne havde divisionschefen(kunne sammenlignes med en provst) som direkte overordnet. Han/hun havde det overordnede ansvar for et større område, som i tilfældet for Gartnergade var København og Sjælland. Der var en landsledelse med den territoriale leder som ansvarlig for alle afdelinger og institutioner i hele landet. Landslederen var også den der ordinerede ny officerer og kunne ses som en biskop. Chefsekretæren var en del af landsledelsen og havde hovedsageligt ansvaret for personale og administration. Det sociale arbejde, der kom til udtryk på forskellige institutioner som børnehjem, herberge, daginstitutioner og lignende var direkte under Hovedkvarteret, hvor der var socialsekretærer (socialchefer), der tog sig af dette område.

Frelsens Hærs overordnede mål

Der var også en klar forståelse af det overordnede mål, som alle delte. Målet var at forkynde frelse og omvendelse for alle. I mødesale (kirkerum) stod det tydeligt på væggen, hvad opgaven var – Danmark for Kristus, Nørrebro for Kristus, Odense for Kristus osv. alt efter hvor i landet korpset var beliggende. Frelsens Hær var en missionsbevægelse, der dannede korpsafdelinger med samme overordnede målsætning. Det tredelte slogan – suppe, sæbe, frelse, giver en indikation af frelsens og omvendelsens omfang. Frelsen er ikke blot sjælens frelse eller et åndeligt aspekt alene, frelse er for hele mennesket, sjæl og legeme, fordi mennesket er en helhed. Frelse er at blive genoprettet i sin værdighed som menneske og blive inkluderet i fællesskabet eller samfundet – det er sæben. Frelse er også at blive genoprettet til et liv, hvor det nødvendige til livets opretholdelse er tilstede så som mad, tøj, et sted at bo og mulighed for at bidrage til fællesskabet i form af arbejde og engagement – det er suppen.  Frelse er at blive genoprettet til et liv med Gud, hvor synd og skam bliver udslettet igennem Jesus Kristus og hans forsoning. Frelsen og retfærdiggørelsen sker igennem tro på Jesus Kristus som Guds søn og frelser. Som mennesker, der har oplevet genoprettelse og frelse, er kaldet for Frelsens Hærs soldater at udtrykke dette nye liv gennem vidnesbyrd (martyria), fællesskab (koinonia) og tjeneste (diakonia). 

• 

De forskellige korps vil have disse tre grundlæggende elementer. Det er ikke altid, de er tilstede i lige høj grad. Det kan være, at fællesskabselementet er stærkere end det at være i mission, eller at de sociale tiltag overskygger gudstjenestelivet og undervisningen om discipelskab, eller at det interne fællesskab næsten bliver nok i sig selv og ikke har det vågne og skarpe blik for samfundets sociale udfordringer. Uanset realiteterne er antydningen af alle tre til stede, og udfordringen til at tage alle tre alvorligt vil ligge over korpsets liv og tjeneste.

Gartnergade korps og dets bestræbelse for at være et synligt og tydeligt udtryk for Frelsens Hærs ekklesiologi

Frelsens Hærs overordnede mål kom tydeligt til udtryk i korpsets liv igennem gudstjenester, levende fællesskaber og et stort engagement i området og dets beboere. Korpset viste i konkrete handlinger hvad suppe, sæbe og frelse betød. I referatet for 25 års jubilæet citerer korpshistoriebogen det kor, der blev sunget igen og igen igennem hele korpsets liv på Nørrebro. Det blev især brugt ved bønnen før friluftsmøder og marcher, men også ved andre anledninger: ”Må hver en tone, der skal lyde, et budskab blive fra vor Gud. Og fra hver en gade, stræde byde til lammets bryllup, lammets brud.”

I den største del af sit virke i Gartnergade og distriktet heromkring var der en stor identifikation mellem korpsets soldater og distriktets beboere. Det var et arbejderkvarter, og korpset var et arbejderkorps. Man kendte hinanden som arbejdskammerater og naboer. Selv om Frelsens Hær var anderledes end de andre kirker i området med sine uniformer, marcher og friluftsmøder, blev den også en kendt og værdsat del af distriktet. Identifikationen med distriktet og de problemer, der var, gjorde den brede forståelse af frelse mulig, så den blev fastholdt og opretholdt. 

• 

I de første årtier, hvor underholdning var mere sparsom i dagligdagen, udfyldte korpset en rolle her med musik på gaden og åbne døre for sang, musik, basarer og forskellige fællesskaber. For mange af kvarterets kvinder var hjemforbundet et af ugens åndehuller, hvor de kunne mødes med andre kvinder i et godt fællesskab, hvor man både delte personlige erfaringer og småsnak over kaffebordet plus lyttede og engagerede sig i relevante emner. Det åndelige aspekt var også til stede i fælles sang, bøn og refleksioner over ord fra bibelen. Det blev et mikrokosmos af vidnesbyrd, fællesskab og tjeneste. I praktiske opgaver i korpset stillede hjemforbundets medlemmer altid op og tog fat.

• 

Det omfattende arbejde blandt børn, gav distriktets børn mange oplevelser og udviklingsmuligheder, som ikke var afhængig af forældrenes indkomst, tid eller engagement. En del lærte at spille et instrument, synge og optræde med små skuespil. I grupperne fik de frimodighed til at stå frem f.eks. blot for at læse op fra bibelen eller synge og spille foran andre. I spejdergrupperne var der friluftsliv og fællesskab om praktiske opgaver. Børnene kom ud på ture udenfor kvarteret gennem udflugter, stævner, lejre eller besøg med deres musikgrupper. I de specielle uger, hvor der var møder for børn hver aften for at nå ud til endnu flere børn, var der spændende film og konkurrencer. Dertil kom festerne ved juletid og fastelavn, plus hilsner til deres fødselsdage. Der var voksne, der interesserede sig for hvert enkelt barn, fulgte deres liv, havde kontakt med deres hjem og prøvede at give dem en god grundvold, også omkring den kristen tro. Den centrale identitet som kirkesamfund blev givet videre til børnene og de unge gennem de voksne lederes arbejde og engagement – de viste vidnesbyrdets, fællesskabets og tjenestens betydning. Som juniorsoldater blev børnene ikke blot oplært i  den kristne tro, men blev også præget af, at man kunne fortælle om sin tro, og hvad den betød. De hørte, hvordan de voksne fortalte om deres tro igennem vidnesbyrd og bøn. I teenageårene kom de med til friluftsmøder og gårdmøder og deltog på forskellig vis. Fællesskab blev dannet på kryds og tværs børnene og de unge imellem, men de var også en del af korpsets større fællesskab og følte sig inkluderede der. De blev desuden præget af det naturlige i, at yde en tjeneste på forskellig vis ved at hjælpe de voksne, når der lå praktiske opgave lige for i korpset.

Arven blev givet videre, så korpset fortsat var præget af vidnesbyrdet, fællesskabet og tjenesten.

 Gudstjenestelivet

Omdrejningspunktet for korpset var gudstjenestelivet, de mange møder, hvor man samledes i tilbedelse af Gud. Man lyttede til Bibelens ord gennem prædiken og delte det gennem vidnesbyrdet, en stor del af tilbedelsen foregik gennem sang og musik såvel som gennem bøn og refleksion. Gudstjenestelivet var omdrejningspunktet for korpsets fællesskab, her blev det styrket, fornyet og fastholdt. Fællesskabet var ikke blot et interessefællesskab, men et fællesskab med sin grund i Jesus Kristus og troen på ham. Det var også her det overordnede mål – at nå ud til alle mennesker i distriktet med evangeliet – konstant blev fastholdt. 

• 

Alle gudstjenester blev kaldt møder, og søndagen var central. Om formiddagen var der helliggørelsesmøde, som især rettede sig til soldaterne og alle med tilknytning til korpset. Det var deres åndelige liv, forståelse og vækst, der var i fokus. En væsentlig del af Frelsens Hærs lære er troen på et helliggjort liv, at man ved Helligåndens kraft og af Guds nåde kan leve et liv i overensstemmelse med Guds vilje for ens liv og den tro man har og giver udtryk for. Om aftenen samledes man om et frelsesmøde, hvor forkyndelsen om omvendelse og frelsen i Jesus Kristus var i centrum. Før mødet var der march og friluftsmøde i kvarteret, hvor man inviterede alle til at deltage. Om formiddagen var der gårdmøder i de forskellige gårde med invitation til dagens møder, også med invitation til børnene om at komme til søndagsskolen, som i mange år var om eftermiddagen, men senere blev afholdt om formiddagen enten før eller efter helliggørelsesmødet. I perioder var der også møde søndag eftermiddag – et jubelmøde med mange vidnesbyrd og megen sang – det var ofte korpsets unge, der stod for disse jubelmøder.

Det var søndagens gudstjenester, men desuden var der også forskellige møder i løbet af ugen for specifikke grupper, der deltog i ungdomsmøder, juniorsoldatermøder, korpskadetmøder, hjemforbundsmøder med videre. Desuden var der et ugentligt helliggørelsesmøde for alle salvationister i København fra de forskellige korps. Det foregik som regel onsdag aften i Templets korps på Frederiksberg, men i perioden fra 1902 til 1948 blev de afholdt i Gartnergade. Det var et væsentligt møde, som følgende er udtryk for. Den 10. april 1940, dagen efter at Danmark var blevet besat af de tyske tropper blev det centrale helliggørelsesmøde afholdt og ledet af Kommandør fru Agnes Poulsen. Til trods for de nye forhold og mørklægningen var lokalet helt fyldt med mennesker. 

Indimellem var der i korpset specielle møder med fokus på omvendelse og frelse, hvor man inviterede bredt ud i kvarteret gennem virksomhedsbesøg (andagt i frokostpauser på arbejdspladser), gennem de ugentlige besøg på kvarterets værtshuse, hvor man solgte Krigsråbet og ofte sang nogle sange efter gæsternes ønske, eller gennem ekstra friluftsmøder. 

Udover at man samledes i bøn i forbindelse med de møder, der blev afholdt, var der fra tid til anden en halv bønnenat, hvor man samledes først på aftenen og frem til midnat i bøn eller tidlige morgener før arbejdstid.

Bodsbænkens centrale rolle

• 

Hvor nadverfejringen i de fleste kirker er i fokus for gudstjenesten, var det bodsbænken, der i korpsets møder var helt central. Bodsbænken var to hvidmalede bænke placeret oppe foran platformen på hver sin side af talerstolen. Der  var et rødt tæppe på forhøjningen, hvor bænkene stod. Der var tekst på fremspringet foran talerstolen, hvor der stod ”Gud er kærlighed” og over bænkene på hver side var der en tekst. På den ene side stod der: ”Min nåde er dig nok” og til den anden side: ”Der er frelse for enhver”. Alle tre tekster understregede det centrale i den kristne tro og i frelsens omfang. Gud, der i sig selv er kærlighed og ikke blot har kærlighed til os alle, frelsen der gives os af nåde og som omfatter alle mennesker uden undtagelse. Forhøjningen med de to bodsbænke havde nogle hvide stolper på hvert hjørne og mellem dem var der røde snore^[1] opsat, så området på den måde var udskilt fra lokalet. Det signalerede, at det her var et specielt sted, et helligt sted. Nina Lauridsen^[2], som kom med i korpset som helt ung teenager, fortæller om de følelser, det vakte hos hende, når bønnemødet efter prædikenen begyndte, og hvor korpsets sergentmajor, Bay Olsen, gik ned og fjernede snorene, så der var fri adgang. Hendes reaktion var:  ”Nu sker det”.  Måske det hellige øjeblik, der indfandt sig, næsten noget magisk. Det var i al fald for hende en forventning om, at noget helt specielt skulle ske. Invitationen til at komme frem og knæle ved bodsbænken var altid en del af mødet og kom efter prædikenen. Denne bøns-og refleksionstid kunne være af kortere eller længere varighed. Specielt ved frelsesmødet om aftenen var tiden for bøn ofte lang fra ti, femten minutter til halve og hele timer. Hele lokalet var fyldt med bøn, nogle rejste sig og bad højt, andre gik frem og knælede, medens andre igen bad stille for dem, der var gået frem, for sig selv eller hvem forbønnen ellers måtte omfatte. Man sang forskellige bønnekor med tekster som for eksempel: ”Den, der beder skal få, den der søger skal finde, og for den, der banker på skal døren lukkes op”, eller ”Den skal bevares i fuldkommen fred, som stoler helt på Gud”, eller ”Jesus lær mig bede, Jesus lær mig tro, Jesus lær mig elske, elske så som du”. Der var en rigdom af kor, der blev brugt ved det afsluttende bønnemøde. Alle disse kor og antallet af dem afspejlede hvor væsentlig denne bøns-og refleksionstid var. Bodsbænken var i centrum og mange benyttede den. Det var sædvane, at nogle knælede ned og bad sammen med dem, der søgte frem. Det ville ofte være en af officererne eller underofficererne, men også nogen af soldaterne. Det kunne også være to, der gik op til bodsbænken for at bede sammen. Bodsbænken blev desuden et samtalested, nogen gange en skriftestol om det, der tyngede og var vanskeligt, og som man ønskede at bringe frem for Gud i bøn. Det kunne være en meget stor overvindelse at rejse sig fra sin plads og gå frem til bodsbænken i fuld offentlighed og knæle ned. For mennesker der måske for første gang var til stede, og som måske aldrig havde bedt en bøn før, var det en fremmed situation, men det at nogen altid knælede ned sammen med dem, blev en styrke og hjælp. Der var nogen der bad for dem og sammen med dem. Det var også muligt at bede alene.

Bodsbænken, der i sin engelske form bliver kaldt mercy seat – nådesstolen, blev i oversættelsen til dansk til bodsbænken. Det afspejler den bodsgang, det at søge op til bodsbænken også var, og måske stærkest i begyndelsen af Frelsens Hærs virke. Da Michael Neiiendam i 1939 beskrev Frelsens Hærs som kirkesamfund^[3] så han bodsbænken som et udtryk for, at Frelsens Hær praktiserede skriftemålets sakramente. Det er absolut et aspekt af bodsbænkens brug, men ikke det eneste eller det, der i salvationisters bevidsthed står stærkest.  Nådesstol er det navn, der omfatter hele brugen af den, for der er en tro på, at dette sted er et synligt udtryk for, at Guds nåde er til stede for alle og her bliver formidlet direkte gennem bønnen. Mennesker oplevede/oplever Guds nåde og nærvær, og at Gud ved Helligånden tager bolig i den søgende. Det ses og opleves som et sted at søge næring hos Kristus og opleve hans tilstedeværelse netop der i det øjeblik. På den måde kan brugen af bodsbænken ses som en altergang. Det er en åndelig oplevelse, men også en meget konkret oplevelse. Det er et konkret sted, som man rent fysisk bevæger sig hen til og knæler ved. Det er tydeligt med bodsbænken som beskrevet i lokalet i Gartnergade med skriftsteder, en forhøjning med hvide bænke og med snore om, som blev fjernet, når man nåede til bøns-og refleksionstiden i gudstjenesten. Det understregede hele denne oplevelse af Guds nærvær næsten som noget magisk, sådan som Nina udtrykte det : ” Nu sker det!”.

Soldaterindvielsen

• 

Hvor bønnen ved bodsbænken kan ses som Frelsens Hær nadvergang, kan soldaterindvielsen ses som Frelsens Hærs dåb  – en troendes dåb. Før selve indvielsen tager den kommende soldat sin uniform på for første gang. Dette skift i klædedragt viser, at soldaten skifter fra blot at være en privat person til at være en person i Guds tjeneste. Frelsens Hærs flag, der symboliserer den treenige Gud vil veje over soldaten, medens han/hun offentlig bekender sin tro på Gud, sin frelse i Jesus Kristus og aflægger de løfter, der hører til soldaterskabet. Derefter knæler soldaten og en velsignelsesbøn, der indeholder en bøn om styrke i tjenesten og velsignelse over det nye liv bliver bedt. Som afslutning udleverer officeren soldaterpagten, der ofte underskrives efter løftet foran forsamlingen. Nogen gange bliver den underskrevet på forhånd. Den bekræfter den nye status som en Jesus Kristi soldat i Frelsens Hær. Det er en dåb ind i Kristi legeme og en fremhævelse af det sakramentale liv, et liv i tjeneste, der er meget konkret og jordnær. Et liv hvor diakonien er væsentlig i en tjeneste for andre mennesker.

Selve soldaterpagtens ordlyd er følgende:

”Jeg har modtaget Jesus Kristus som min Frelser og Herre, og da jeg ønsker at opfylde mit medlemskab af hans kirke på jord som soldat i Frelsens Hær, vil jeg nu ved Guds nåde indgå en hellig pagt. 

Jeg tror på og vil leve efter Guds ords sandhed, som er udtrykt i Frelsens Hærs 11 læresætninger.

(Læresætningerne oplæses)

Jeg vil være modtagelig for Helligåndens arbejde og ledelse i mit liv og vokse i nåde gennem tilbedelse, bøn, bibellæsning og tjeneste.

Jeg vil lade Guds rigets værdier og ikke verdens værdier være mit livs målestok.

Jeg vil værne om den kristne integritet på alle områder af mit liv, idet jeg ikke vil tillade noget i tanke, ord eller handling, som er uværdigt, urent, usandt, vanhelligt, uærligt eller umoralsk.

Jeg vil lægge de kristne idealer til grund for mit forhold til andre mennesker, min familie, mine naboer, kolleger, salvationistkammerter og samfundet i almindelighed.

Jeg vil værne om ægteskabet og familielivets ukrænkelighed.

Jeg vil være en trofast forvalter af min tid og mine evner, penge og ejendele, mit legeme, mit sind og min ånd, idet jeg ved, at jeg er ansvarlig overfor Gud.

Jeg vil afstå fra akoholiske drikke, tobak, narkotika (der ikke er lægeordineret), hasardspil, pornografi, okkultisme og alt andet, som kan slavebinde sjæl og legeme.

Jeg vil være tro imod Guds hensigt med at oprette Frelsens Hær, idet jeg vil forkynde det glade budskab om Jesus Kristus, bestræbe mig på at vinde andre for ham og i hans navn drage omsorg for de nødlidende og dårligt stillede.

Jeg vil, så langt jeg formår, deltage aktivt i korpsets liv og arbejde, give så mange af mine midler, som jeg magter, for at støtte dets virksomhed og det verdensomspændende arbejde i Frelsens Hær.

Jeg vil være trofast imod Frelsens Hæs principper og metoder, loyal mod dens ledere og vise salvationistånd, hvad enten Hæren er populær eller forfulgt.

Jeg tager alle de tilstedeværende til vidne på, at jeg indgår denne pagt og underskriver denne soldatererklæring frivilligt, idet jeg er overbevidst om, at Kristus – som døde for at frelse mig og nu lever – forventer, at jeg indvier mit liv til hans tjeneste for hele verdens frelse. Jeg erklærer derfor, at jeg ved Guds hjælp er fast besluttet på at være en tro soldat i Frelsens Hær. ”^[4]

Det er en omfattende pagt, der underskrives, men det er en nådig Gud, der modtager alle de gode hensigter og løfter. Når almindelige, skrøbelige mennesker tør underskrive denne pagt, er forudsætningen en fast tro på Guds tilgivelse og nåde, når man fejler, og en tro på Helligåndens nærvær og kraft, der giver styrke til at leve det kristne liv.

• 

I langt den største del af verdens kirker står sakramenterne som konstituerende for det at være kirke. Nadveren som indstiftet af Jesus under påskemåltidet, som det er beskrevet i Mattæus, Markus og Lukas evangelierne, er helt essentiel for at være kirke. For salvationister er Johannes evangeliets beskrivelsen af påskemåltidet et stærkt kald og til nogen grad konstituerende for at være en Frelsens Hærs kirke. Hos Johannes er der ikke nogen indstiftelsesord med hensyn til nadveren, men derimod indtager fodvaskningen denne plads. I kapitel 13. 12 – 17 står der: ” Da han havde vasket deres fødder og tager sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har giver jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: en tjener er ikke større end sin herre, og en udsending ikke større end den, der har sent ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.” ^[5]

Ændringer blandt korpsets soldater og i befolkningssammensætningen i distriktet

Beskrivelsen af korpsets gudstjenesteliv og involvering i samfundet dækkede en stor del af den periode hvor Gartnergade korps var beliggende i Gartnergade på Nørrebro. I 1983 flyttede korpset bort fra området og byggede nye bygninger i Valby. Baggrunden var de store renoveringer på Nørrebro, hvor korpsets bygninger skulle jævnes med jorden i lighed med mange andre bygninger i området. Der blev udvist stor  opfindsomhed og store anstrengelser for at finde egnede lokaler eller byggegrunde på Nørrebro. Det lykkedes ikke, og beslutningen om at flytte til Valby blev truffet. Her havde Frelsens Hær en bygning, man kunne rive ned og med købet af en tilstødende grund var der plads til en god stor bygning, der kunne rumme mange aktiviteter.

Inden kommunen kom med sine planer for området, der betød nedrivning af lokalet, var der sket mange ændringer i befolkningssammensætningen. En stor del af kvarterets beboere var flyttet ud til forstæderne i nyopførte beboelsesområder, hvor der var lys, luft og plads. Det samme var tilfældet med en stor del af korpsets soldater, så korpset mere og mere blev et pendlerkorps, hvor man tog ind til korpset og deltog i gudstjenesterne og de andre aktiviteter, selv om nogle soldater forblev på Nørrebro. Man forsøgte stadig at nå ud til kvarterets beboere med evangeliet i form af friluftsmøder, marcher, gårdmøder osv., men man var ikke længere naboer og arbejdskammerater med kvarterets beboere. Det personlige kendskab og identifikation med kvarteret forsvandt lidt efter lidt. 

Efterhånden blev en del af de nye beboere unge, hvoraf nogle var studerende, andre med boligbehov og andre igen utilpassede unge, der havde vanskeligt ved at finde fodfæste i livet. BZ bevægelsen blev stærk, og mange huse blev besat i årene før selve nedrivningen. Det lykkedes ikke for korpset at få kontakt med denne nye gruppe, kulturkløften var for stor. De unge følte uniformerne og det mere militaristiske udtryk for meget provokerende, så marcher og friluftsmøder var ikke længere en godtaget kommunikationsform, men blev til konflikt. Musikanterne og de andre soldater fik ofte tomater, æg og skruer smidt ned over sig under marchen. Friluftsmøderne blev ind imellem afbrudt af råb og uro. 

Spørgsmålet om, hvordan man skulle kommunikere i denne nye situation, var konstant  oppe til overvejelse i korpset. Man fosøgte sig med forskellige tiltag i ungdomsarbejdet som  beatgrupper, ungdomsaftener med mere moderne musik og indhold, og man fik kontakt med nogle unge, men ikke i stort omfang. Spejderarbejdet fortsatte med en ganske stor gruppe piger i forskellige aldre, de kom ikke kun fra kvarteret, men også fra andre områder, hvor en del pendlede ind til korpset. Hjemforbundet samlede stadig en stor gruppe kvinder fra kvarteret, nu flere i den ældre gruppe end tidligere. Kulturen passede stadig fint ind i den aldersgruppe. Det var også flest i den ældre aldersgruppe, der var forblevet i kvarteret. Når det gjaldt arbejdet blandt børn, forsøgte man med busdrift til Lundtoftegade og kvarteret deromkring for at fragte børn til søndagsskolen. Det var et nybygget kvarter med mange børnefamilier. Det lykkedes i nogle få år, men så ændrede dette kvarter sig også, idet mange indvandrefamilier med ikke vestlig baggrund flyttede ind. For dem var en kristen søndagsskole i Frelsens Hær ikke lige sagen.  Søndagsgudstjenesterne samlede fortsat ganske gode forsamlinger, idet en del mødebesøgende ud over soldaterne gerne tog ind til Gartnergade, hvis de ikke længere boede i området.

Korpset blev mere og mere et fremmedelement i området. Den traditionelle måde at være korps/kirke på passede ikke ind i den nye situation. Den var en del af  korpsets DNA og var dybt lejret i hver enkelt soldat, så det syntes meget svært at finde nye måder at være korps på, der måske kunne have passet ind i den nye situation.  Kløften blev meget dyb. Selvom en del af de nybyggede boliger, der skød op i området i årene omkring flytningstidspunktet, blev lejet af tidligere beboere i området, var der ikke længere den tætte kommunikation mellem beboere og korpset. I årene efter fraflytningen flyttede flere og flere indvandrere med ikke vestlig baggrund ind, og de soldater, der følte tabet af kvarteret i forbindelse med fraflytningen, fandt efterhånden kvarteret så fremmed, at beslutningen om fraflytningen også for dem gav mening. Korpset havde ikke kræfter  og overskud til helt at skifte spor og engagere sig i indvandrearbejde. Fællesskabselementet blev det stærkeste i de år, selv om mission/vidnesbyrdet og diakonien fortsat var noget man forsøgte at inkludere.

Mod nye horisonter

• 

Flytningen til Valby betød til gengæld et stort engagement i dette distrikt og med en tæt dialog med kvarterets beboere. Det nye korps kom til at summe af liv alle ugens dage og aftener med et endnu større program end korpset havde i Gartnergade. Det gjorde sig især gældende på diakoniområdet med ’Åbent Hus’ fire af ugens dage, telefontjeneste, fritidsklub med mere. Soldaterne var engageret som frivillige medarbejdere i Åbent Hus og telefontjenesten.  Her i Valby passede hele kirkeforståelsen ind og man kunne udtrykke sig gennem vidnesbyrdet, fællesskabet og tjenesten, så det gav mening for korpsets selv så vel som for beboerne i området.

---

^[1] Snorene blev opsat den 28. 8. 1931 ifølge korpshistoriebogen. Det var altså ikke en del af lokalet før dette tidspunkt. Ved senere renoveringer i 1960’erne og 70’erne blev bodsbænkområdet helt ændret, hvor både teksterne og snorene forsvandt. 

^[2] Nina blev soldat i Gartnergade og engagerede sig i korpsets børnearbejdet. Hun tog efter endt sygeplejeuddannelse på officersskolen. Hendes mand Jørn Lauridsen var ungdomsleder i Gartnergade, han tog også til officersskolen. De blev gift og sammen har de gjort tjeneste rundt om i  Danmark, også i ledelsen som chefsekretær, på Det internationale Hovedkvarter i London og sidst som landsledere i Tyskland.

^[3] Neiiendam, Michael, Frikirker og sekter Vol.3, 188. København: G.E.C. Gad, 1939 

^[4] Se Lydholm, Gudrun: ”Et trossamfund”, Dahl, Suppe, sæbe, frelse i 125 år”. S. 247-274

^[5] Se Lydholm, Gudrun, Lutheran Salvationists, s. 208-210. Eugene, Oregon: WIPF&STOCK 2017