I de forrige artikler om Gartnergade har der været fokus på korpsets engagement i distriktet med friluftsmøder i gårde og på pladser, et stort arbejde blandt kvarterets børn og unge, kontakten til kvarterets beboere gennem særlige arrangementer plus naboskab og arbejdsfællesskab. Korpsets liv under besættelsestiden og ungdomsforeningens programmer og fælleskab er også blevet beskrevet.
Den her artikel vil derfor fokusere på ’korpsets indre liv’ det vil sige det liv, der udspillede sig i fællesskabet. Her fejrede man gudstjeneste og var sammen i bøn og tilbedelse, fælles i sang og musik, ikke blot mødernes fællessang, men i sang-og musikgrupper, der deltog i søndagens gudstjenester både i lokalet så vel som ved friluftsmøderne. Man fejrede livets højtider i form af ceremonier som barneindvielse, juniorsoldaterindvielse, soldaterindvielse, senere hen i korpsets historie også bryllup og konfirmation[1] og endelig begravelserne [2]. Man lagde vægt på mærkedage som soldater – og underofficersjubilæer med fester og samlinger. Private mærkedage som runde fødselsdage og sølv-og guldbryllup blev også fejret i korpsets fællesskab. Korpsets fællesskab blev den udvidede familie, for de fleste brugte al deres fritid i korpset både i det interne liv så vel som i engagementet i kvarteret. Derved blev korpset også et arbejdsfællesskab, selv om det foregik i fritiden udenfor det vanlige daglige arbejde.
Korpsets lokale ledere og officerer
Der var lokale ledere, der blev kaldt underofficerer. Her var sergentmajoren den centrale, der støttede officererne i hele mødelivet, og især havde ansvar for alle friluftsmøder, marcher, gårdmøder osv. Korpsets havde en sekretær, der arbejdede tæt sammen med officererne om driften, heriblandt programmer, korrespondance og for eksempel korpshistoriebogen, som Agnes Schrøder som sekretær førte i mange år.[3] Korpsets kasserer havde det overordnede ansvar for korpsets økonomi sammen med officererne og førte korpsets regneskabsbøger.
Sergentmajor Silfverberg
Der var hornmusiklederen, som havde det overordnede ansvar for musiklivet. I dag er ansvaret blot for Hornmusikkorpset. Der var også en vicemusikleder og en kasserer for musikkorpset. Der var leder og viceleder for strengemusikkorpset og de andre musikgrupper.
Den, der især tog sig af nye mennesker, der ønskede at tilslutte sig korpset hed rekrutteringssergent. Vedkommende havde som hovedansvar at bede med mennesker ved bodsbænken, samle korpset til bøn og at undervise nye frem mod soldaterskab, desuden at besøge dem og holde kontakten med dem.
Strengemusikkorpset 1950erne med lederen Grethe Bendtsen
Kvindekredsen, Hjemforbundet, havde sin egen leder, hjemforbundssekretæren, som stod for de faste ugentlige samlinger for kvinder. Der var en del mindre arbejdsgrupper, der planlagde de forskellige aktiviteters program og gennemførelsen af dem, så rigtig mange af soldaterne havde forskellige opgaver. Et eksempel kunne være hjemforbundet, hvor der udover hjemforbundssekretæren var en kasserer, en journalfører og en der stod for kaffebrygningen og hvad der ellers skulle til kaffebordet. I den gruppe lagde man programmet for hjemforbundsmøderne og for årets fester og udflugter i kvindekredsen. Det var ofte hjemforbundet, der blev kaldt på, når korpset holdt fester og ved basarer og lignende.
I ungdomsarbejdet var der en ungdomssergentmajor, der havde det overordnede ansvar for alt ungdomsarbejde, og en kasserer for ungdomsarbejdet, og så kom de mange forskellige kompagniledere for søndagsskolen, en ungdomsmusikleder og måske en vicemusikleder, en leder for ungdomsstrengemusikkorpset og måske en viceleder, dertil spejderledere for pige-og drengespejdere herunder ledere for de forskellige aldersgrupper indenfor spejderne, juniorsoldaterne havde deres egen leder, der underviste børnene og samlede dem til deres egne møder. Korpskadetlederen[4] samlede alle korpskadetterne hver uge til undervisning i bibelen, Frelsens Hærs lære og historie plus lærte de unge at deltage i møder både i det fri så vel som i lokalet.
Soldaternes engagement lå på et højt niveau og mange deltog forskellige steder. Mange af de lokale ledere deltog også i musikgrupperne som hornmusikanter eller strengemusikanter. Musikgrupperne havde ugentlige øvelsesaftener dertil kom andre øvelser for nybegyndere og for videre musikalsk udvikling. Det tager tid og øvelse at lære at spille et instrument enten det drejer sig om horninstrumenter, guitar, kontrabas, trommer eller tamburin. Det kræver også øvelse at træne sin stemme til at synge i kor med flerstemmige sange eller synge soloer, duetter, trioer eller kvartetter. Deltagelse i sang-og musikgrupperne styrkede fællesskabet og engagementet i korpset. Ud over dette støttede man hinanden så de forskellige underofficerer for eksempel kom og havde et program i hjemforbundet eller ungdomsforbundet. Ved de store fester ved juletid og de mange tiltag for at rejse penge til korpset så som basarerne var alle engageret. Alle disse tætte arbejdsfælleskaber betød et stærkt sammenhold og man deltog i hinandens liv – sorger og glæder.
Officererne havde det endelige ansvar og var involveret i alt i korpset. De satte kursen og arbejdede hårdt med økonomi, ledelse og inspiration. Møder og gudstjenester stod de for som ledere og prædikanter og var desuden hyppige gæster hos alle grupper fra hjemforbund til ungdomsforbund. Ofte deltog de også i sang-og musikgrupperne. Det var officeren, der var leder for de forskellige råd, der var. Pastoralrådet (som førhen blev kaldt censurrådet) bestod af officeren og de ledende underofficerer – sergentmajor, kasserer, sekretær, horn-og strengemusikleder, ungdomssergentmajor, hjemforbundssekretær, korpskadetsekretær og rekrutteringssergent. Efterhånden kom korpsrådet til, som udover de centrale underofficerer også havde forskellige soldater som medlemmer. Det blev mere og mere centralt i korpsets liv, da det blev rådet for strategier og planlægning både på programfladen så vel som på økonomien.
Officererne spillede en central rolle, men var oftest kort tid på posten to, tre eller fire år, derfor var det soldaternes og underofficerernes sammenhold og engagement, der bar korpset. Det var også dem, der kendte kvarteret og havde de lokale kontakter.
Beskrivelser af ceremonier fra korpshistoriebogen
Korpsets historiebog er som nævnt en rig kilde til at beskrive korpsets liv, også de skelsættende ceremonier. I historiebogen fra juni måned 1929 kommer denne beskrivelse af en begravelse: ”Onsdag modtog vi budskabet om, at vor kære gamle kammerat Carl Thisted var blevet kaldt hjem. Gamle Thisted havde længe været syg, og vi vidste, at han snart måtte forlade os, men det var så opmuntrende, når vi besøgte ham at høre ham tale om den hvile han ejede i Gud, og den vished han havde om at få lov at komme hjem, der hvor ingen synd og sorg er mere. Vor kammerat blev begravet fra kapellet i De gamles By, hvor han havde haft ophold de sidste år. Mange kammerater var mødt op for at sige gamle Thisted det sidste farvel. Efter at have sunget salmen O, Gud ske lov det hjemad går, talte Hr. Pastor Rasmussen ud fra ordene 1.Johs. 3.14 ”Vi vide, at vi er gåede over fra døden til livet, thi vi elske brødrene..” og betonede hvorledes vor kammerat var overgået fra døden til livet. Han havde faret vidt rundt i verden og levet i synd og elendighed, men Gud havde frelst ham og rejst ham op gennem Frelsens Hær, og han som var en ensom sjæl havde nu fundet gode venner og kammerater i Frelsens Hær. Derefter talte adjudant Georg Møller, og da vi havde sunget salmen Herrens venner ingen sinde mødes skal for sidste gang bar kammerater kisten ud og med Stabsmusikken og den kære Frelsens Hærs fane i spidsen, gik følget til Bispebjerg kirkegård. Ved graven talte adjudant Johannesen om sit kendskab til gamle Thisted. Også brigader Edelbo talte nogle få ord og afsluttede højtideligheden med bøn. Til mindemødet, som på grund af kongressen først kunne finde sted fredag aften, talte flere kammerater varmt og hjerteligt, særlig kaptajn Alma Petersen talte om den hjælp og opmuntring Thisted havde været for hende, Ja, gamle Thisted var en god kammerat, som elskede Gud og Frelsens Hær. Må Herren velsigne hans minde iblandt os, og hjælpe os at være tro til vor sidste stund”.
Traditionen med at både en folkekirkepræst og en officer deltog ved begravelser ser ud til at vare helt frem til 1946, hvorefter kun officeren foretog begravelsen. Det kunne tyde på en voksende bevidsthed om officerens rolle som præst og Frelsens Hær som selvstændigt kirkesamfund. Det var henholdsvis Assistent kirkegård og Bispebjerg kirkegård, der blev benyttet af korpset. Traditionen med både begravelsen og så mindemøde om aftenen fortsatte til op i 1970’erne, hvorefter mindestunden oftest blev en samling omkring et kaffebord direkte efter begravelsen eller bisættelsen.
Bryllup
I 1929 var der 3 bryllupsceremonier i korpset. Den første allerede nytårsdag 1929: ” Nytårsdag 1929 blev to af korpsets soldater forenet under Frelsens Hærs fane. Korpsets strengemusikleder, Margrethe Knudsen, og storetrommeslager, Hugo Silfverberg. Det var en megen sjælden begivenhed i vort korps. En meget stor forsamling var mødt op. Oberst og fru Poul Jensen ledede begivenheden. Efter bønnemødet læste obersten Kol. 3. 12-14. Strengemusikken sang Jeg er en liden pilgrim. Obersten læste vielsesritualet og vore to kammerater blev forenet under fanen og erklæret for rette ægtefolk at være. En speciel sang for anledningen blev sunget….Brudgommen fader, som er korpsets sergentmajor, og brudens moder, fru Knudsen, som er soldat i Holbæk talte derefter. Tropsfører Hertha Silfverberg og ungdomskasserer Jenny Schrøder sang Jert hus skal I bygge, hvorefter korpsets sekretær talte samt en af Frelsens Hærs gode gamle venner, som havde kendt familien Silfverberg gennem mange år. Bruden og brudgommen talte nu om deres glæde ved at tjene Gud, og med afsyngelsen af den gamle salme Kærlighed fra Gud sluttede denne højtidelige aften.”
Det næste bryllup foregik den 10. maj og det var korpsets leder, kaptajn S.M. Rasmussen der blev viet til løjtnant Edith Thomsen. Dette officersbryllup var en stor begivenhed, der resulterede i en tæt besat sal. Denne gang var det brigader og fru Søderstrøm der ledede begivenheden og foretog vielsen. Referatet af denne vielse er noget længere end vielsen nytårsdag, men nogenlunde samme oplæg, dog med lidt flere taler og sange. Der var både strengemusikkorpset og sangkor på programmet. Der er ingen dato for det tredje bryllup, men ud fra de øvrige referater i bogen må det have været først på efteråret. Vielsen gjaldt sergent Erna Nielsen og soldat Balduin Bekker. Referatet er noget kortere end de to tidligere bryllupper, men programmet ser ud til at have været lig de andre to. Oberst Rosbech ledede begivenheden og foretog vielsen.
Bryllupsceremonien for salvationister var/er anderledes end et vanligt bryllup, fordi der er en første del eller oplæg før den almindelige juridisk bindende ceremoni, som udgør en vielse. Den første del lyder sådan: ”Vil I erklære, at I ved indgåelsen af dette ægteskab ikke vil tænke på jeres egen lykke og egne interesser alene, skønt I tror, at de vil fremmes derved?
Vi I love, at I vil styrke hinanden i kærligheden til Gud og tilskynde hinanden til stadig større hengivenhed i tjenesten for Ham i Frelsens Hær? At I sammen vil gøre jeres hjem til en bolig, der bærer præg af Guds tilstedeværelse? At, om en af jer på grund af sygdom eller anden årsag skulle forhindres i at fuldføre sin tjeneste, vil den anden gøre sit bedste for at forblive en tro Jesus Kristi soldat?”
Denne del af bryllupsceremonien gjorde/gør Frelsens Hærs bryllupsceremoni anderledes. Både bruden og brudgommen havde mulighed for at aflægge deres vidnesbyrd og delagtiggøre forsamlingen i deres glæde og deres fælles mål for fremtidig tjeneste.
Barneindvielse
Den første beskrivelse af en barneindvielse komme i august 1931. Det kunne skyldes at korpshistoriebogen først begynder at blive ført i 1925, altså 31 år efter korpsets begyndelse. Der er et tilbageblik på korpsets historie indtil da, men ikke i detaljer. Det drejer sig mere om de overordnede ting, adresser, bygninger, soldater og underofficerer. Der har været barneindvielser i disse år, men hvor mange og hvor ofte er der ikke nedfældet noget om, men det er der så i 1931: ”Søndag den 30. august skete der en begivenhed, som vi ikke havde haft i korpset i mange år, barneindvielse. Oberst og fru Edelbo indviede soldat Balduin Bekker og hustrus lille pige, Lillian Erna Luise Bekker. Den lille blev overgivet til Gud., og medens obersten holdt barnet på sine arme, sang vi ’O du, som os velsigned og tog i favn de små.’ Forældrene talte om glæden ved at give deres barn til Gud. Forsamlingen var meget interesseret og lyttede opmærksomt til oberstens tale. Ved mødets afslutning bøjede 3 sjæle sig for Gud.”
Den næste barneindvielse, der er beskrevet er fra den 29. oktober 1933, hvor landslederen, oberst Mary Booth besøgte korpset. Barneindvielsen foregik i slutningen af mødet. ”Som det sidste, men ikke mindst vigtige led i mødet var, at Obersten indviede Adjudant og fru Rønagers lille pige til Gud og Frelsens Hær. Ingefred Kirsten Trosborg Rønager var en sød lille pige, der opførte sig mønsterværdigt. Da Obersten tog hende i sine arme og fremsagde de højtidelige indvielsesord, pludrede hun endog som om hun ville sige amen! Begge Ingefreds forældre aflagde et hjerteligt vidnesbyrd. I eftermødet var der en meget stærk tilstrømning af søgende sjæle ved bodsbænken.”
Et halvt år senere kom den næste barneindvielse. Det var korpsets officerer, kaptajn og fru Daniel Hansen-Jacobsens lille datter. Barneindvielsens betydning ser ud til at blive understreget ved denne højtidelighed: ”Chefsekretæren oberstløjtnant E. Thykjær talte om det betydningsfulde i en Frelsens Hærs barneindvielse, og under iagttagelse af Frelsens Hærs unikke ritual tog han imod barnet og indviede under bøn til Gud den lille overordentlig søde Edel Hansen- Jacobsen under Frelsesbanneret. Lille Edels forældre talte begge om deres afgjorte bestemmelse at opdrage deres lille pige som et Guds barn og tjenerinde.”
Den sidste barneindvielse jeg vil nævne er fra nytårsdag 1935. Det var Hugo og Margrethe Silfverbergs lille dreng, der blev indviet på deres 6 års bryllupsdag: ”Så kom det højtidelige øjeblik, da Oberstløjtnant E. Thykjær, oplæste indvielsesritualet og medens fanen vejede over den lille Erik Samuel, blev han af sine forældre overgivet til Gud og Frelsens Hær. Mange bønner steg i denne stund op til Gud om hans velsignelse over dette lille barn og hans forældre. Vi sang ’Som dagen er skal styrken og være’, hvorefter lille Eriks moder talte, hun sagde, at det var hendes største ønske, at Gud skulle eje hendes lille dreng, hun ville lære ham at bede til Gud og opdrage ham til at blive en Frelsens soldat.”
Der var jævnligt barneindvielse, der blev nævnt i historiebogen i løbet af årene. Det er tydeligt, at forældrene var centrale, en aktiv beslutning og handling fra deres side om at barnet skulle tilhøre Gud og tjene ham i Frelsens Hær. Dette kommer også frem i den prædikentekst, der blev brugt ved en barneindvielse i august 1938: ” Jeg og mit hus, vi vil tjene Herren” (Josvabogen 24.15). Dertil kom det helt afgørende mål – at opdrage barnet i den kristne tro. Det kommer tydeligt frem i alle beskrivelser af barneindvielser. Faddere hørte/hører ikke med i ceremonien, for korpset sluttede ring om familien og ville medvirke i formidlingen af den kristne tro til den lille nye borger med søndagsskole og andre aktiviteter, der ville styrke barnets kristne tro og liv.
Målet at børnene skulle blive soldater og tjene Gud på den måde kom frem i referatet fra mødet langfredag den. 15 april 1938, hvor to unge bliver ’overflyttet’ fra at være juniorsoldater til soldater. På mødet var der vidnesbyrd fra begges forældre: ”Vi hørte vidnesbyrd fra forældrene, Sergentmajor Andersen, Tingvej og fru kaptajn Nielsen. De talte begge om, hvorledes de havde givet deres børn til Gud, da de var små, og de glædede sig over, at de unge nu frivilligt havde truffet deres valg, og var blevet soldater i Frelsens Hær.”
Soldaterindvielse
Det er meget markant i korpshistoriebogen, at denne ceremonie oftest ikke bliver uddybet nærmere. Der bliver nævnt, at ved det og det møde er der soldaterindvielse af x antal soldater, som regel altid i flertal. Det kan ses i dette referat tilKrigsråbet den 31. oktober 1936: ”Vore møder overværes af store forsamlinger. Hornmusikkorpset, der er blevet fordoblet, giver ligesom strengemusikken og sangkoret værdifulde indlæg i møderne. 18 nye kammerater er den sidste tid blevet budt velkommen og er sammen med den øvrige krigerskare helt med i kampen. 39 sjæle har de sidste uger søgt Gud, flere har meldt sig som rekrutter.” Der er dog undtagelser som for eksempel den 22. maj 1938, hvor major Aage Rønager ledede dagens møder, heriblandt soldaterindvielse: ” Majoren talte derefter og mindedes sin egen soldaterindvielse her i dette lokale. Så blev disse 5 kammerater som skulle indvies kaldt frem. Majoren læste en del af soldatererklæringen, og medens vi sang Jeg følger dig du livets giver blev disse nye soldater indviet under fanen, og kaptajnen nedbad Guds velsignelse over dem.”
Billedet: Unge nye soldater med forældre 1975.
Der er glæde over nye soldater, og indvielsen af dem har været smuk og minderig for hver enkelt, men selve indvielsen og for eksempel navne på de nye soldater kommer ikke frem i referater og beskrivelser. Til gengæld bliver soldaterjubilæer fejret med fester for korpsets soldater. Jeg tolker dette som et tegn på at det at blive soldat naturligvis har stor betydning, men endnu større og væsentligere er det at være og forblive soldat. Ceremonierne kan ikke bære et korps, men kun det levede liv i engagement og tjeneste.
Soldaterjubilæerne ser ud til at have foregået på den måde, at en gruppe soldater ville komme tidligt om morgenen med sang og gratulationer og ville blive budt på kaffe. Om aftenen ville der så være et jubilæumsmøde, også med kaffeservering.
Der var jævnligt møder kun for soldaterne, som i perioder blev afholdt hver måned, som her fra 1939: ”Den 12. januar havde vi det månedlige soldatermøde med servering af kaffe. Kaptajnen talte om hvad der var passeret siden det sidste soldatermøde, omtalte fru Meyers død, alle julefesterne, det åndelige møde hornmusikkorpset havde haft, om disse sjæle som havde bøjet sig for Herren. Så annoncerede kapt. møderne i Tivoli[1] og vækkelsesmøderne her i korpset. Kapt. talte også om Krigsråbssalget, som burde være meget bedre. Flere kammerater talte om forskellige ting vedrørende korpset. Kaptajnen læste til slut fra Bibelen, ’I ere mine medarbejdere’, og lagde hver enkelt dette på sinde, at så snart vi var blevet en Kristen var vi også Guds medarbejdere, vi måtte slutte os sammen og gøre kammeratskabet bedre.”
På soldatermødet en måned senere var der bøn for syge kammerater, samtale om januars begivenheder. Resultatet af emnerne for forrige møde og nye emner til behandling. Sekretæren læste et afsnit af historiebogen og kasseren aflagde regnskab for januar måned. Der var desuden flere indlæg.
Det er tydeligt at soldatermøderne både var opbyggelige samlinger, hvor forventningerne til soldaterne blev understreget, men også et forum for samtale og overvejelser over korpsets situation.
Juniorsoldaterindvielse
Der er hyppige indvielser af juniorsoldater. De kom fra søndagsskolen og var både børn af soldater så vel som beboere i kvarteret. Hjemmet ville altid blive besøgt, hvor ungdomsarbejderen ville forklare, hvad det betød, og forældrenes tilladelse skulle gives.
I korpshistoriebogen bliver antallet af juniorsoldater, der skal indvies nævnt, men ikke meget andet end hvilket møde det fandt sted i. Dog er der en fyldigere beskrivelse den 30. januar 1938. Dagens møder var ledet af oberst og fru Edelbo. Der var fest for juniorsoldaterne om eftermiddagen, også de nye der skulle indvies. 8 nye juniorsoldater blev indviet på aftenmødet, hvor der var mange til stede: ” ”Det var også et højtideligt øjeblik, da disse børn knælede under fanen, medens vi bar dem frem for Gud i bøn, og da obersten lagde sin hånd på hver enkelt barns hoved og sagde nogle alvorlige og opmuntrende ord til hver af dem. Må Gud velsigne disse kære børnesoldater, og hjælpe dem til at vokse op og være tro til de løfter de gav, så de måtte være vidner om Guds magt til at frelse og bevare børnene.”
Det var en meget smuk ceremoni, som nok har betydet meget for børnene og forældrene. Jeg ved ikke om den specielle velsignelse ved at lægge hånden på hvert enkelt barns hoved var vanlig, men den var/er både stærk og smuk. Den her beskrivelse viser, at det var en væsentlig begivenhed i korpset, selv om korpshistoriebogen ellers sjældent beskrev indvielserne. Juniorsoldaterne havde egne samlinger, der udbyggede undervisningen fra søndagsskolen i den kristne tro.
Udnævnelse af underofficerer
Det var væsentligt for korpset at have medarbejdere, der tog specielle ansvar på sig og blev underofficerer. Det blev markeret med en velsignelseshandling, ikke en ceremoni som sådan og den varierede alt efter, hvilken officer der udnævnte dem. Selve ansvarsområdet ville blive understreget så vel som glæden over at korpsets soldater tog ansvar på sig og naturligvis en velsignelsesbøn over den ny underofficer. Historiebogen nævner en sådan markering fra 1937: ”Fredag d. 19/2 blev der indviet 9 underofficerer. Det var velsignet at høre deres vidnesbyrd om, hvorledes de i tro og tillid til Gud tog imod deres ansvar. Må Gud hjælpe, at også denne nye forøgelse af vore underofficerer må blive til gavn og velsignelse for vort korps. 2 sjæle søgte ved mødets slutning hen til Gud.”
En gang imellem var der specielle møder for underofficererne som dette møde i 1935: ”Tirsdag den 29. oktober havde Kaptajnen sammenkaldt til et underofficersmøde, hvor Kaptajnen talte om korpsets anliggende, fremgang og tilbagegang. Kaptajnen sagde, at underofficererne burde være et godt eksempel og gå foran i alle ting, med hensyn til ugeoffer, at tage vare på de unge, tale med sjæle og i det hele taget være gode, trofaste vejledere for soldaterne. Sergentmajoren og sergent Novak talte. Det var et udmærket godt og velsignet møde, vi skulle blot have haft flere af den slags.”
Referatet af mødet viser forventningerne til underofficerernes rolle, forventninger de også selv delte.
Underofficersjubilæerne er også ganske store fejringer som følgende fra 1938 viser: ”Søndag den 16. januar blev tillige en mindedag for nedskriveren af denne bog, korpsets sekretær Agnes Schrøder, som den 21. 1. havde været sekretær i 25 år. Vi var cirka 100 kammerater samlet til en privat fest om eftermiddagen. Oberst og fru Edelbo, som i mange år har haft særlig tilknytning til korpset var indbudt, ligeledes Adjudant Ruth Nielsen, som ledede dagens møder.
Jeg vil gerne her nedskrive min tak og mit personlige vidnesbyrd, men hvorledes skal jeg kunne takke Herren for alle hans velgerninger imod mig. Jeg synes ikke i nogen måde at have fortjent al den rosende omtale jeg fik, men jeg takker derfor og giver Gud æren for hvad han hjalp mig at udrette. Da jeg som en 14 års pige første gang kom til møde i Gartnergades lokale, tænkte jeg ikke, at denne plads skulle blive mig så kær, og at jeg der skulle opleve så mange velsignede stunder, men fra den stund ( juledag 1898) da jeg bøjede mine knæ og bad Gud om nåde og tilgivelse for min synd og indtil denne dag, har hans gode velsignede hånd været over mig, trods fejl og nederlag, har han hjulpet mig og givet mig nåde til at vandre med ham i de mange år. Det er min daglige bøn til Gud at han vil hjælpe mig og bevare mig som sit barn, til han kalder mig hjem til sig ” Frelst af nåde”.
Bønnemøder i forsagelsesugen[6]
Denne uge som lå fra slutningen af oktober til ind i november blev også en uge, hvor der var et stort fokus på bøn og det at samles i bøn, kort sagt en uge med bøn og askese. I Gartnergade samledes soldaterne om morgenen, før de gik på arbejde. Her er hvad historiebogen skriver om forsagelsesugen i 1935: ”Jesus han vil bønnen høre, og han vil bønhøre den”[7]Dette har vi erfaret så ofte, og det tror vi på, derfor blev det bestemt, at vi i ugen d. 27.10 til d. 3.11 skulle have bønnemøde om morgene fra kl. 6 ½ til kl. 7. Der var hver morgen en del kammerater, som mødte op. Vi bad for vore egne sjæle. For forsagelsesugen, for felttoget for vort korps, at Gud ville lægge sin velsignelse til gerningen, så det måtte lykkes og mange dyrt købte sjæle blev vundet for Gud.”
En søgende ved bodsbænken i Gartnergade korps
Det fremgår af bogen, at dette bliver fastholdt de følgende år. Sådanne samlinger var også med til at styrke sammenholdet og at fastholde hinanden i det fælles mål at kunne være ’Guds medarbejdere’ og dele vidnesbyrdet om den kristne tro med andre. Den personlige opbyggelse var væsentlig, men det var det internationale udsyn også, hvilket deres økonomiske gaver var udtryk for. Tidspunktet for morgensamlingen viser klart, at det var et arbejderkorps. Folk skulle nå på arbejde, og da de fleste nok arbejdede i distriktet, kunne de hurtigt nå hen på arbejdspladsen.
Det at samles i bøn var en naturlig del af korpsets liv. Alle øvelser og andre samlinger begyndte og sluttede med bøn, desuden samledes man i bøn før de offentlige søndagsmøder, før friluftsmøder osv. Der var også indimellem aftener, hvor man holdt en halv bønnenat frem til efter midnat som for eksempel den 4. oktober 1947, hvor man begyndte kl. 21. Der ville være forskelligt fokus for bønnen, det kunne være distriktet, eller korpsets børn og unge eller specielle begivenheder.
Det praktiske fællesskab
I artiklerne kommer korpsets engagement i kvarteret til udtryk, deriblandt også de økonomiske tiltag så som basarer og fester for at rejse penge til arbejdet. Der var en masse praktisk arbejde her, som de fleste deltog i. En anden del af det praktiske arbejde var at holde bygningerne i stand. Der var i årenes løb mange renoveringer med ny maling, nye gardiner, nye lamper, nye døre og vinduer, flytning af indgang, renovering af ungdomslokaler som i 1968 hvor korpset havde overtaget bagbygningen, som skulle istandsættes. Den var færdig til 75 års jubilæet i maj måned samme år. Et andet eksempel gælder ønsket om nye stole, her fik man i løbet 1957 samlet 10.000 kr. ind til 210 nye stole. Samtidig kom der ny oliekamin og nye røde løbere på gulvet.
Det er interessant at læse, hvordan korpsets soldater gik op i disse opgaver og planlægningen af dem med liv og sjæl, også når det gjaldt om at skaffe de økonomiske midler til det. Det var en fælles indsats at holde det åndelige hjem i stand.
Da korpsets bygning lå i baggården til Gartnergade 16 havde der i nogen tid været samtaler om at tydeliggøre korpsets eksistens ved at få noget over porten ud mod Gartnergade. I 1932 skete det så: ”Ensajn Ruth Nielsen havde i den sidste tid været meget opsat på at få en lysreklame over porten. Vi fik også tilladelse dertil, men nu skulle vi jo have et bibelord derpå, som kunne vække menneskene til eftertanke. Efter nogen overvejelse blev vi da enige om at sætte disse ord ”Søger Herren medens han findes”. Og nu lyser det klart og smukt. Frelsens Hær – møde i aften kl. 8 –”Søger Herren medens han findes”, og vi tror at også igennem vor lysreklame mange skal komme til vore møder, og derigennem blive draget til Gud. Lysreklamen var tændt første gang den 4. februar 1932”.
På den praktiske front var det små og store opgave, der samlede soldaterne, og hvor alle kunne bidrage på forskellig vis.
Konklusion
Korpset havde et fælles mål, når det gjaldt mission og diakoni, altså det at forkynde evangeliet, være vidner om den kristne tro og engagere sig i samfundet, i kvarteret hvor soldaterne boede og arbejdede, og hvor korpset var beliggende. Soldaterne tilsluttede sig disse mål og brugte al deres fritid for at forfølge dem. Det skabte et meget stærkt fællesskab indenfor korpsets rammer, hvor der opstod et arbejdsfællesskab i praktiske opgaver, et bøns- og gudstjenestefællesskab, et fællesskab i engagement for kvarterets beboere, især børnene og de unge, og ikke mindst samhørighed og glæde i musikgrupperne, hvor man forsøgte at yde sit bedste. De fællesskaber var ikke eksklusive, men prøvede at inkludere alle. Det var meget krævende at være soldat, musikant eller underofficer, men de fleste trivedes ved at have dette ’andet hjem’, hvor også livets højtider og mærkedage blev fejret. Ikke alle forblev i korpset, nogle søgte ind på Frelsens Hærs officersuddannelse, og andre forlod fællesskabet af forskellige personlige årsager. For nogle blev det for krævende og for trangt, for andre var det blot livets hændelser, der førte dem bort fra korpsets fællesskab.
Det tidsrum, jeg har beskrevet , var også en tid, hvor underholdningsindustrien ikke var så gennemgribende, som i dag, så fritidens ’underholdning og afslapning’ var venskaberne i korpset, hvor man sammen havde det sjovt, når man løste opgaverne. Musiklivet gav også meget glæde ved selv at være udøver eller at være tilstede ved musikfester og lytte til sang og musik i gudstjenesterne. Dertil kom alle festerne og fejringerne i korpset.
Den sidste artikel angående Gartnergade vil komme om nogle uger og blive teologiske refleksioner om korpsets forståelse af sig selv som kirkesamfund i en tid og i et distrikt med meget store forandringer og ændret befolkningssammensætning. Dette kunne iagttages i årene frem mod korpsets flytning fra Gartnergade i 1983.
[1] Man fik tilladelse til at foretage vielser med juridisk gyldighed i 1970. Inden da var traditionen, at brudeparret fik det juridiske ordnet på borgmesterkontoret, medens selve bryllupsceremonien som kirkelig handling blev foretaget af en officer og i korpset. I begyndelsen af 1970’erne begyndte man med egentlig konfirmationsundervisning og en konfirmation, der var adskilt fra soldaterindvielsen. Før det kom soldaterindvielsen ind som konfirmation for de unge, der var vokset op i Frelsens Hær. Nogen gange holdt man en konfirmation på formiddagsmødet og så soldaterindvielse om aftenen, men de to ceremonier var tæt tilknyttet også i undervisningen.
[2] For Frelsens Hær ceremonier, se Dahl Jensen ed. Suppe, sæbe, frelse i 125 år, s.255 – 260, 263-266
[3] Hun blev soldat i år 1900, men havde besøgt møderne som helt ung pige fra korpsets begyndelse i 1894. Historiebogen blev indført i 1925, men ved hjælp af kilder og sin hukommelse skrev hun om de første år. Hun førte bogen frem til marts 1948. Hun døde 7. februar 1949. Bogen er en uvurderlig kilde til at få indblik i korpsets liv og virke. Den er håndskrevet med en meget smuk og tydelig håndskrift.
[4] Unge kunne blive korpskadetter fra de var 13 år gamle. Undervisningsmaterialet var delt op i et 3 årigt grundforløb og et 3 årigt videregående forlød, så det var et 6 årigt kursus.
[5] Der blev afholdt et fælles møde i Tivoli hvor alle de københavnske korps deltog. Disse blev fulgt af 4 dages vækkelsesmøder i korpsene, hvor man forsøgte at nå ud til københavnerne med evangeliet i tale, sang og toner.
[6] Forsagelsesugen er noget, der foregår i alle de lande, hvor Frelsens Hær arbejder. Det er et udtryk for international solidaritet, hvor soldaterne lægger så meget til side af deres økonomiske midler, de kan for at det kunne fordeles til de lande, hvor resurserne er små og behovet størst. Navnet kommer af, at man fra Frelsens Hærs begyndelse opfordrede soldaterne til at forsage noget for at have råd til at give. Det kunne være kød /dessert eller noget der ikke var absolut nødvendigt. Man opfordrede soldaterne til at leve meget spartansk i denne uge for at kunne give.
[7] Det er de første ord i et lille omkvæd, der går videre med ordene ”derfor kan vi alt fremføre for vor sjæls den bedste ven”.
Salvationist viewpoints 