Da Danmark blev besat af Nazityskland den 9. april 1940 var det naturligvis chok, vantro og en stor usikkerhedsfølelse for fremtiden, der greb befolkningen og dermed også Frelsens Hærs soldater og officerer.
Min mor, major Katrine Nielsen, var stationeret i Skagen som korpsleder og igennem årene har hun gentagne gange fortalt om lyden af flyene tidligt om morgenen, om flyvebladene med et ubehjælpsomt dansk sprog. Når hun fortalte, var det tydeligt, at oplevelsen stadig var levende i hendes erindring som noget rystende og skelsættende. En anden officer, oberstløjtnant H.C. Frederiksen fortæller i sine erindringer om oplevelsen: ”Tiden i Nørresundby var præget af megen alvor. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på os, da de mange fly kom om morgenen kl. 5 den 9. april og besatte Aalborg flyveplads, som ligger i Nørresundby. Inden aften den 9. april nåede tyske motoriserede soldater Limfjorden.” (Aalborg lufthavn var strategisk vigtig for den tyske besættelsesmagt i forhold til Norge og Nordatlanten).
Reaktionen i befolkningen var naturligt nok at fortsætte dagligdagen på bedste vis med de restriktioner, der kom. Frelsens Hær kunne forholdsvis uhindret videreføre sit arbejde med fokus på møderne og andre aktiviteter med hensyntagen til mørklægningsgardiner allerede fra 10. april og så i løbet af krigsårene varslinger om luftangreb, spærretid, undtagelsestilstand i perioder, dertil kom så vareknaphed, rationering af forskellige varer og nye erstatningsvarer som for eksempel kaffesurrogat. Brændselssituationen var vanskelig allerede i vinteren 1940 med stigende priser og begrænset tilgang til brændslet. Det var dyrt og svært at opvarme lokalerne tilstrækkeligt. Det var også tilfældet i de private hjem, så forventningerne om varmegraderne i lokalet var ikke så høje.
Inddragelse af Frelsens Hærs lokaler
Forholdene skærpedes i løbet af besættelsen. Flere af Frelsens Hærs lokaler blev inddraget af tyskerne og brugt til forskellige formål som for eksempel indkvartering af værnemagtens soldater, forlystelsesetablissement eller som i Kolding til hestestald. H.C. Frederiksen fortæller fra Nørresundby: ”Tyskerne tog lokalet, fyldte det med halm på gulvet, så soldaterne kunne hvile på det, anbragte luftværnsskyts ved fordøren, en lyskaster ved bagdøren, og der var luftangreb flere nætter……….Der var fare for, at vi ville få indkvartering igen og igen. Vi slap med 2 gange, idet byens kæmner gav mig et godt råd: ”Vis dem den lille sal” og det virkede, så de grønne sagde :”So klein” ja, det var den lille sal.” H.C. Frederiksen fortæller videre om forflytning til Thisted, hvor han sammen med sin kone, Valborg, ankom den 8. september 1943 i perioden efter, at den danske regering var gået af og der var undtagelsestilstand med spærretid fra kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen: ”Tyskerne havde taget den store sal og indrettet den til postkontor, soveværelse, dagligstue, køkken på platformen, sorteringsbokse i selve salen……Der var møder i den lille sal om aftenen. En overgang havde politiet rådighed over den lille sal om natten, så rejsende der ankom i spærretiden, kunne parkere her i nattetimerne.” Lokalerne rundt omkring blev brugt på forskellig vis enten som langvarige lejemål eller mere kortsigtet som Nørresundby.
Her er en oversigt over de lokaler der blev inddraget og eksempler på lejeforholdene: Hjørring fra 1. februar 1943 til 30. september 1944. Der blev betalt 100 kr. for store sal og 175 kr. for hele huset månedligt. Løgstør i 1943 og 44 med en månedlig leje på 125kr. Nibe fra 1. november 1943 til 30. juni 44 med 50 kr. månedlig. Ribe fra 24. februar 1943 til efter krigen i 1945 med et halvt års pause i 1944 med en månedlig leje for lokalet på 240 kr. og 41 kr. for lejligheden. Skive fra 1.januar 1943 frem til 30. november 1944 med en pause i 1943 med en månedlig leje på 175 kr. Struer fra 15. februar til 15. september 1943 med en månedlig leje på 100 kr. I Kolding, hvor lokalet blev brugt til hestestald, var det en lang periode fra 1. december 1942 frem til 30. januar 1945 med en månedlig leje på 400 kr. Ud fra et lille regnskabsnotat kan jeg se, at månedslejen begyndte med 420 kr., og at lejemålet blev opsagt i begyndelsen af februar 43, men genoptaget halvanden måned senere med en nedsat leje på 400 kr.
Værnemagten inddrog lokalerne, men betalte leje for dem, selv om opgørelsen jeg har fra Kolding mest har forfalden leje på listen, om den senere blev betalt ved jeg ikke. Ind imellem blev officersboligen i huset, hvor lokalet var taget, også inddraget, som vi kan se fra lejeforholdende i Ribe. De steder, hvor man ikke længere havde lokalet, kunne man ikke afholde møder som vanligt, men samledes til stuemøder hos soldaterne eller i officersboligen. Fra rapporten fra Thisted kan vi se, at den lille sal blev brugt til møder. Det har sikkert også været tilfældet nogle af de andre steder. Der var også nogle korps, der var heldige at få husly hos baptisterne eller metodisterne, hvor møderne så kunne afholdes.
En hverdag med den tyske besættelsesmagt i huset
Min far, major Gestur J. Arskog, var stationeret i Frederikshavn ved krigsudbruddet og så i Skive fra juni 1941 som leder af korpset der. Her tog værnemagten senere lokalet, men han boede fortsat med sine tre store børn i officersboligen oven over lokalet, så der var kontrol med hans færden. Maria, hans kone døde i begyndelsen af krigen, og i 1943 blev han forlovet med min mor. Der var ikke telefon i officersboligen, så en telefonsamtale forgik på posthuset. En af hans beretninger var, at han fik at vide at der var en samtale til ham fra min mor, som på det her tidspunkt var korpsleder i Frederikshavn, så han skyndte sig ned af trappen for at nå derhen hurtigst muligt. De tyske soldater i huset opfattede det som mistænkelig adfærd, så han blev tilbageholdt og udspurgt om sin færden, og hvilket ærinde der havde en sådan hast. Han blev sluppet fri igen, men han blev mere forsigtig frem over. Han var desuden nervøs for, om hans islandske herkomst og statsborgerskab kunne vække mistanke, da Island på det her tidspunkt havde underskrevet en forsvarsaftale med USA (Engelske styrker blev landsat på Island den 10. maj 1940 for at forhindre en eventuel tysk besættelse. I juli 1941 overtog USA ansvaret som del af en amerikansk-islandsk forsvarsaftale).
Fra min fars gemmer var der også hans legitimationskort. Det var for sikkerhedsområdet i Jylland. Han var som nævnt korpsleder i Skive og kortet er udstedt den 27. juni 1941. Legitimationskort blev indført af den tyske besættelsesmagt i maj 1941og var i første omgang kun påkrævet i det militære vigtige område i Jylland, det vil sige hele Jylland med undtagelse af den østlige del fra grænsen op til Vejle Fjord. Fra april 1944 krævedes der legitimation for at krydse Lillebæltsbroen og endelig fra 1. august 44 skulle alle danskere kunne vise legitimationskort.
Muligheden for fri bevægelighed og aktiviteter
De danske officerer kunne altså frit bevæge sig ud i distriktet udenfor den by, de boede i for at besøge folk, samle penge ind til korpsets arbejde eller sælge Krigsråbet med eller uden legitimationskort, alt efter hvor de gjorde tjeneste. Officererne var meget aktive i det offentlige rum gennem besøgene i distriktet og i byen på trods af besættelsen. H.C. Frederiksen fortæller også om undtagelser fra reglerne som for eksempel: ”Det var en mørk tid med mørklægning – til trods for disse strenge bestemmelser måtte vi tænde alle lysene på vort store juletræ på Storetorv. Det var årets overraskelse i byen Thisted. Vi skulle have vagt ved træet, som skulle slukke lysene ved flyvervarsel. Det gav julestemningen et vældigt løft.”
De korps, der beholdt deres lokaler, kunne fortsætte med alle aktiviteter så som søndagsskole, børnemøder, ungdomsforbund, hjemforbund, gudstjenester og festaftener. I de fleste perioder af krigen var det muligt at holde mindre friluftsmøder og gårdmøder. Marcher ser ud til at være aflyste. Mødetidspunkterne måtte ændres flere gange under krigen, og nogen gange blev møderne aflyst, hvis der blev udgangsforbud tidligere på dagen. Alt dette beskrives levende i Gartnergade korps’ historiebog og i journalen fra ungdomsforbundet i korpset. Artiklen Gartnergade korps under krig og besættelse – der kan findes på salvationistfaith.com – beskriver korpsets aktiviteter under besættelsen og kan stå som et eksempel på, hvordan de fleste korps kunne fortsætte deres engagement i krigsårene.
Forskellige holdninger til besættelsesmagten
Holdningen iblandt landets soldater og officerer til værnemagtens soldater gik fra stille accept af deres tilstedeværelse til mere åbenlys vrede og modstand. Det kan illustreres ved to forskellige beretninger om tyske soldater, der kom for at være med til møde i Frelsens Hær. Den første beretning er fra Hjørring korps, hvor en tysk soldat kom ind og satte sig beskedent på en bænk. I løbet af mødet, da ordet blev givet frit, rejste han sig og delte sit vidnesbyrd om Gud, der havde frelst og bevaret ham, også under krigen. Korpset accepterede hans tilstedeværelse. Et andet eksempel er fra min mor, som under krigen var stationeret i Skagen, Frederikshavn med Hjørring og Brønderslev og Struer med Lemvig. Jeg kan ikke huske hvilket af korpsene, det drejede sig om, men igen var det en tysk soldat, der kom ind for at være med til mødet. Der opstod stor uro i lokalet blandt mødebesøgende og soldater med en undertrykt vrede. Hun så sig nødsaget til at gå ned til soldaten og forklare ham situationen og bede ham om at gå. Han forstod det og forlod lokalet, men min mor følte sig vældig splittet, hun forstod reaktionen, men følte også at den unge tyske soldat skulle kunne deltage i en gudstjeneste. (Hun havde haft det meste af sin skolegang på tysk, da familien boede i det område, der var under tysk herredømme fra 1864 til genforeningen i 1920, så hun kunne forklare sig på forståeligt tysk til soldaten).
Der er ikke mange kilder angående direkte modstand fra salvationisters side. Der ligger ikke materiale til at belyse dette i arkiverne, men korpslederen i Gartnergade, kaptajn Jens Andersen måtte pludseligt gå under jorden i december 1944. Der ligge breve fra Hovedkvarteret, hvor man mente at det var uoverlagt og at situationen måske ikke var så alvorlig, men aktiv modstand ville jo under ingen omstændigheder blive rapporteret til Hovedkvarteret. Bekræftet modstand har vi fra min svigerfar, major Viggo Lydholm, der var divisionschef under besættelsen. Det betød, at han kunne rejse frit med tog rundt om til byerne på Sjælland. Det var besværlige rejser, der ofte blev afbrudt af sabotage mod toglinjerne fra modstandsbevægelsen og mange nætter på kolde stationer. Hans aktive modstand bestod i, at han var kurer for modstandsbevægelsens illegale blad, som han kunne fragte rundt, da han havde rejsetilladelse. Det var farligt og ville blive straffet på linje med anden modstand, hvis det blev opdaget. Gestapo kom en gang til officersboligen i Næstved, hvor børnene blev sendt ind i soveværelset, men han klarede frisag. Det hårde liv som divisionschef og med den ekstra årvågenhed på grund af sin rolle som kurer, ødelagde hans helbred, så han døde i maj måned 1947, 43 år gammel. I hans gemmer var der frihedskæmperarmbind og noget ammunition. Han levede ikke længe nok til at fortælle om krigsårene.
Flygtninge i Danmark henimod krigens afslutning og de første efterkrigsår
I de sidste tre måneder af krigen kom der 250.000 flygtninge over grænsen til Danmark. De blev interneret i lejre rundt omkring i Danmark, hvor forholdene var usle og mange tusinder døde. Den tyske værnemagt beslaglagde allerede i 1943 Frelsens Hærs lejrsted, Baggersmindelejren, som efter befrielsen indgik i det storkøbenhavnske flygtningesystem. Den kom til at huse 230 flygtninge fra Østprøjsen. Lejren kom først tilbage til Frelsens Hær i 1947. Helt fra krigens begyndelse var det umuligt at afholde lejre på Baggermindelejren på grund af dens beliggenhed tæt på den nærliggende militære flyveplads. Flygtningesituationen i landet betød også, at Frelsens Hær med tøjdonationer fra USA og Australien engagerede sig i tøjuddeling til flygtningelejrene. Der var også nogle korps, der arrangerede børnemøder i lejrene for flygtningebørnene.
Major Anni Nissen, der var slumofficer, blev bedt om at ledsage tyske børn til Sverige, for hun var sønderjyde og kunne tysk. Børnene trængte til et godt ophold med flere kalorier end det de kunne få i et udbombet Tyskland. Anni Nissen fortalte, at det opstod et problem, da de kom ombord på Storebæltsfærgen og børnene så smørrebrødet. De måtte helst ikke overspise og blive syge, for deres maver var ikke vant til så kraftig en kost.
I forhold til mange andre europæiske lande kom Danmark forholdsvist uskadt igennem krigen, og det samme gjorde Frelsens Hær. Der opstod en voksende modstandsbevægelse i befolkningen i krigens sidste par år med sabotage til følge. Besættelsesmagten indførte dødsstraf og mennesker blev henrettet, men der var ikke salvationister ibland disse.
Befrielse efter fem års besættelse
Befrielsesbudskabet den 4. maj om aftenen udløste jubel i befolkningen. Her kommer en skildring, min mor har skrevet fra Bjerringbro, hvor mine forældre var netop den dag (de var blevet gift i maj måned 1944 og var sammen i ledelsen af Viborg korps): ”Gestur og jeg havde besluttet om muligt at tage til Bjerringbro og samle ind, det var den 3. maj 1945. Vi kom til at vente på Viborg banegård næsten hele dagen, før der endelig kørte et tog. Vi kom til Bjerringbro kl. ca. 17 og samlede så ind til det blev halvmørkt ca. kl. 21, boede så på hotel, og den 4. maj arbejdede vi så hele dagen for at nå hele byen. Rygterne svirrede, der var spænding. Ca. kl. 20 havde vi kun et par småveje tilbage, hvor vi hjalp hinanden og skulle mødes efter ca. ½ time eller 1 time. Et sted jeg var inde, blev der sagt – ’Bliv her og hør radio ekstraudsendelse – tyskerne har vist kapituleret’. Og rigtigt ca. kl. 21 lød det, oh hvilket budskab – hvilke følelser. Da jeg var blevet opholdt, så jeg pludselig Gestur ventende på mig udenfor. Og da vi gik en tur i byen – aldrig skal jeg glemme det mange kom og omfavnede os og sådan gjorde folk den aften, det var helt overvældende. Vi skulle et sted hen og hente en pakke tøj – vi fik kaffe og en god stund – den knugende følelse der havde hvilet over os ofte ubevidst var forbi – en ufattelig glæde. Nå vi boede så igen på hotellet og næste dag var det så spændende at komme hjem. Når Gestur spurgte på stationen, når der gik tog, sagde de, ’vi kan ikke køre for bare glæde’ – folk spøgte med situationen som den var. Men hvilken fest, festklædte børn igennem Bjerringbro by, selvsagt ingen skolegang – de fleste arbejdspladser lukkede – fridag så vidt muligt. Nå kl.12 middag ventedes der så, at der kom til at gå tog. Vi var en del i toget, blev så kaldt ind – ’kom alle passagerer ind på stationsforstanderens kontor og hør kong Christian i radioen’. Der var vist ikke et øje tørt. Nå efter kongens og statsministerens tale gik vi så igen ind i toget, og der blev afgang, og vi nåede Viborg uden at noget skete os. Der var fest overalt og Dannebrog vejede for første gang i 5 år. ” ( Kommentar – ’samle ind’ var betegnelsen for at bede om bidrag til Frelsens Hærs arbejde, man besøgte alle husstande i en by. Folk var vant til at Frelsens Hær kom og langt de fleste gav et bidrag).
Medens resten af Danmark fejrede befrielsen fra om aftenen den 4. maj blev Bornholm bombet i de følgende dage, fordi den tyske kommandant ikke ville overgive sig til den russiske hær, men kun til den engelske. Både Rønne og Nexø blev bombet, og i Nexø ramte bombardementet blandt andet Frelsens Hærs bygning. Der blev vist solidaritet fra det øvrige land, da alvoren gik op for folk. Alle korps i Danmark samlede kollekt ind til Bornholm. Der var et stort opbygningsarbejde for Frelsens Hær i landet, da korpsene fik deres lokaler tilbage – de var ikke i god stand.
Kilder:
Bent Dahl Jensen ed., Suppe, sæbe, frelse i 125 år s. 70, 148 -149, København: Frelsens Hærs Hovedkvarter 2012
Ketty I. Røper, Historien om en Hær, s. 101-103, København: Berlingske Forlag 1961
Frelsens Hærs arkiv, København
Lydholm arkiv (privat arkiv)
Tema billede: Ribe korps 1942 før besættelsesmagten tog korpsbygningen
Salvationist viewpoints 