Det er interessant at sidde og skrive om Gartnergade korps under besættelsen netop i disse tider, hvor verden er blevet ramt af en Corona pandemi, der forvandler den almindelige hverdag mere og mere som dagene går, og som smitten spreder sig. Man oplever hvor hurtigt og hvor omfattende tingene ændrer sig, så rutiner man var vant til og tog for givet pludselig må ophøre, og andre rutiner sættes i stedet.
Følgerne af besættelsen i korpsets liv
Besættelsen af Danmark for 80 år siden kom også overraskende for den største del af befolkningen og ændrede hele landets situation. Den satte restriktioner og fremkaldte nye rutiner og vaner, men det er vanskeligt ud fra Gartnergade korps historiebog helt at sætte sig ind i, hvor meget besættelsen påvirkede korpsets liv og involvering i distriktet. Den er kun implicit til stede Der er ind imellem henvisninger til mørklægning, luftangrebsvarsel, spærretid med mere, men det overordnede indtryk fra journalerne er, at livet gik videre med fokus på møderne og andre aktiviteter, men under hensyntagen til de ydre omstændigheder. Der har været en formodning eller rygte om, at BOPA (modstandsbevægelsen med rødder i det kommunistiske parti) gemte våben i et loftsrum, gemt bagved slumarbejdets juleindsamlingsbøsser. Det ville jo have vist korpsets dybe rødder i kvarteret, men der er ikke nogen sikker viden om det. Korpslederen, Jens Andersen måtte gå under jorden i december 1944, men der er delte meninger om årsagen til det. Der var noget uenighed med en mand i området og nogle trusler fra ham, hvori der indgik et skydevåben, men om det havde forbindelse til besættelsesmagten eller deres håndlangere er usikkert og står i al fald ikke i nogle journaler. Det ville det jo heller aldrig gøre, for de blev skrevet fra uge til uge. Jeg har set korrespondancen med Hovedkvarteret, hvor også truslens karakter fremgår. Alligevel mente man, at det måske var unødvendigt, at han så pludseligt forlod korpset, men igen ville en sådan situation ikke blive lagt rigtig frem. Det ville være alt for farligt. Om han var involveret i modstandsbevægelsen er også umuligt at vide, for det ville hverken korpset eller Hovedkvarteret have vidst. Det ville heller aldrig fremgå af optegnelser eller brevveksling, der kunne være tilgængelige. Det eneste der står tilbage er, at han i al hast måtte forlade korpset og opholde sig andre steder, og at hans familie også måtte væk.
Ud fra programmerne fremgår det, at det nationale og nordiske kom i fokus i modsætning til den større verden. I dagene op til besættelsen fra den 3. til den 6. april blev der afholdt basar, som stod i de fire nordiske landes tegn. Onsdag var det dansk aften, torsdag svensk aften med det svenske sangkor ’Svea’, fredag norsk aften og lørdag finsk aften. Salen var dekoreret med de forskellige landes flag. Den næste optegnelse kommer allerede den 10. april, hvor der står, at det centrale helliggørelsesmøde blev ledet af kommandør fru Agnes Povlsen, der selv var Nørrebro-pige, og at lokalet var aldeles fuldt på trods af mørklægningen, der var blevet påbudt dagen før. Der er ingen andre kommentarer om, hvad der var sket. I maj måned kom der så en lille kommentar om situationen: ”På grund af den vanskelige brændselssituation, og med de høje priser, har det været vanskeligt denne vinter at kunne afholde så mange møder, ligesom de forskellige øvelser er blevet en del indskrænket. På grund af mørklægningen er møderne begyndt kl. 19.30.”
Man var også lidt nervøse for, hvordan småbørnsdagen, onsdag den 21. august, hvor man solgte småbørnsmærket, ville forme sig: ”Der var så mange grunde til at folk skulle spare. Der havde heller ikke meldt sig så mange sælgere som sidste år, og da selve dagen oprandt med regn og køligt vejr, så det ikke godt ud, dog der kom flere nye sælgere til opad dagen, og disse som havde begyndt fra den tidlige morgen gjorde deres sager så godt, hvilket bevirkede, at dagen fik et heldigt forløb, så resultatet blev mere end sidste år. For dette takker vi Herren.”
Korpset skrev en lille rapport til Krigsråbet i juni måned:
Det fremgår helt klart ud fra korpsets historiebog, at antallet af mennesker, der kom til møderne steg under besættelsen, og at mange søgte frem til bodsbænken/alteret for bøn og forbøn. Nogle genoptog deres tjeneste i korpset. Midt i de alvorlige tider gjorde folk sig flere overvejelser om liv og død, om hvor hurtigt alt kunne ændre sig og søgte derfor mening i det alt sammen i et kristent fællesskab. Søndagsskolen voksede også, så der må samtidigt have været et ønske om, at børnene kunne få en god ballast med sig, hvad angik kristen tro og fællesskab. Korpset lagde mange kræfter og resurser i arbejdet blandt børn og unge.
”Til trods for den vanskelige tid med indskrænkning af møder og lignende, har vi dog erfaret, at Gud er med os og velsigner vor gerning. Vi har haft mange herlige møder, hvor vi har set flere sjæle bøje sig for Herren. Søndag den 2. juni blev fire rekrutter indviet til soldater. Begge lokaler var ved denne lejlighed – trods det dejlige vejr – aldeles fyldt, og mange måtte stå op. Vi følte, at Gud var nær og talte til hjerterne. Under bønnemødet havde vi den store glæde at bede med elleve sjæle, deriblandt nogle af vore kære kammerater, som var kommet lidt på afstand, men som nu på ny overgav sig til Gud. Flere har meldt sig som rekrutter og deltager ivrigt i de ugentlige møder for nyfrelste. Vi glædes ligeledes over at søndagsskolearbejdet viser stor fremgang. Mange nye børn er indrulleret. For alt takker vi Herren. Vi vil trofast fortsætte kampen ved vore officerers side.”
Alsang og fester
I forrige artikel skrev jeg om, hvordan de uformelle møder fredag aften ændrede karakter under besættelsen for eksempel var der Alsang fredag den 20. september 1940 med lysbilleder fra Danmarks egne og fædrelandssange ind imellem. ”Lørdag den 2. november 1940 var der Danmarksaften med filmen ”Nu falmer skoven” og filmen fra kongens 70 års fødselsdag. Der blev sunget Alsang og politimester Martinsen sang danske sange for forsamlingen. Der var mange folk til stede, nok en del af kvarterets beboere, som før var kommet til de andre arrangementer.” Historiebogen omtaler Alsang såvel som Algang under hele besættelsestiden. Det viser, at korpset hurtigt opfangede det, der rørte sig i tiden, og fokuserede på Alsang, på Danmark som fædreland og på kongehuset som det samlende midtpunkt.
Her i 75 året for befrielsen var der oprindelig arrangeret flere Alsangssamlinger fra sidst i marts til hen i maj måned rundt omkring i København og måske også i andre byer. Nu på grund af Corona pandemien bliver de aflyst eller i al fald de tidligste som så meget andet, men i stedet har man fastholdt begrebet gennem fjernsynet, hvor der er Alsang hver morgen på DR1, og forskellige steder i nogle kvarterer eller gader, hvor aktive beboere arrangerer Alsang i gaden, og folk så synger ud fra vinduer eller altaner. Begrebet er altså genopstået i en ny form. Under besættelsen var det væsentlige, at mange mennesker var sammen om at synge og igennem sangen opleve styrke og fællesskab. Fællesskabet er nu med afstand men stadig til stede.
Under hele besættelsen fortsatte korpset med fester og basarer med kaffe og konditori, men kun en enkelt gang var der kommentarer om erstatningskaffen som for eksempel til soldatermødet tirsdag den 13. august 1940: ”Det var første gang vi oplevede dette at få sodavand med småkager i stedet for kaffe.” men allerede den 27. august til et medarbejdermøde, var der en anden kommentar: ”Trods rationering fik vi dog serveret en dejlig kop kaffe”. I ungdomsforbundets journal var der en lille kommentar om kaffen, den er fra juni 1943: ”Efter et hyggeligt samvær med surogaten”. Der var aldrig noget om de andre ingredienser til lagkager, pandekager, smørrebrød osv. Der var rationering, men ingen kommentarer om hvad der var i kagerne af erstatningsvarer eller hvordan smørrebrødet blev pyntet. Der blev også serveret pølser, rundstykker og sodavand. Det var vel blevet en del af hverdagslivet, så det var unødvendig at kommentere disse ting. Det var blot manglen på brændsel og prisen derpå , der blev nævnt nogle gange.
Man var før besættelsen begyndt at afholde Søstrenes aften og Brødrenes aften i februar og marts måned, hvor henholdsvis korpsets damer og korpsets mænd havde ansvaret. Det var for at rejse penge til brændselsudgifterne, der steg og blev en meget tyngende post på korpsets budget. Her er beskrivelsen af en sådan aften: ”Den 15.2. (1941) var det søstrenes aften. Der var mange folk, og der var mange gode ting at få. Varme pølser, æbleskiver, 300 stk. lækkert smørrebrød, øl, sodavand, kaffe, desserter m.m. Aftenens indtægt blev 222 kroner”. Året efter i 1942 kom den på et andet tidspunkt: ”Lørdag den 6. juni var det ”Søstrenes aften”. Der var god tilslutning til denne fest. I aftenens løb blev der serveret varme pølser med knækbrød til, pandekager med syltetøj og flødeskum og mange forskellige desserter. Aftenens indtægt var 150 kroner.” Her er det nye, at knækbrødet er blevet pølsebrød og at smørrebrødet ikke er der.
Ændringerne i efteråret 1943
Fra begyndelsen af krigen blev møderne rykket frem til kl. 19.30, men der kom større ændringer i efteråret 1943. Ungdomsmødet mandag den 30. august, der den aften var et besøg på Berlingske Tidende måtte aflyses på grund af undtagelsestilstanden, hvor man skulle være hjemme kl. 21. Der er en kommentar i ungdomsforbundets journal: ”Militær undtagelsestilstand i Danmark, ja, det lyder uhyggeligt, men det er desværre sandt. Regeringen gik – tyskerne overtog alt i Danmark og grundet på sabotage og uroligheder havde de tyske myndigheder bestemt at færdsel på gaden efter kl. 22 var forbudt. Det greb ind i mangt og meget, men vi i Frelsens Hær giver ikke så let op, og vi arrangerede derfor ungdomsmøderne til kl. 18.30”. Den 20. september var politiets højttalervogne på gaderne ud på eftermiddagen for at meddele, at man skulle være hjemme kl. 20. Den 31. oktober afholdtes det vanlige aftenmøde kl. 16 om eftermiddagen på grund af undtagelsestilstand. Den 26. november måtte mødet være mellem kl. 18 og kl. 19, men alligevel var der en stor forsamling. Der var stor spænding om, hvorvidt spærretiden blev ophævet til julen. For alle eventualiteters skyld havde korpslederen, Jens Andersen, ladet to programmet trykke, et til spærretid og et uden. I sidste øjeblik blev spærretiden udsat til kl. 23 under julen.
Følgende kommentar kom i januar 1944: ”Nu er det gamle år svundet ind i evigheden og et nyt er begyndt. Mange af os har givet Gud løfter om at tjene ham bedre end i året der svandt. Der var en del vanskeligheder på grund af spærretiden, som i flere måneder var en stor hindring for vort arbejde, vor korpsudflugt som var planlagt til den 29. august måtte af visse grunde aflyses, ligeledes måtte flere andre planer opgives, men trods alt kom vi forbavsende godt over det alt sammen, og nu har vi begyndt det nye år i tro til Gud.”
Lidt senere kommenteres spærretiden, der er tilbage og som betød at møderne skulle begynde kl. 18.
Korpset havde sit 50 års jubilæum den 5. maj 1944, som blev fejret over flere dage blandt andet med en middag for ældre og ensomme: ”Der var til denne dag udgået indbydelse til cirka 100 af vore venner, særlig gamle og ensomme, til en festmiddag i anledning af jubilæet. Vore venner mødte med stor forventning, og de blev ikke skuffede. Alene dette, at komme ind i det strålende lokale og se de ualmindelig smukt pyntede borde med blomster og et flag ved hver kuvert, hvorpå der stod ”Frelsens Hær d. 3. maj 1894-1944” samt de mange levende lys og pragtfulde blomster på alle bordene var et smukt syn og stemte straks til fest. Efter bøn og indledning blev maden serveret, flæskesteg og dampende hed rødkål, sovs og kartofler så meget som enhver på nogen måde ville have. Derefter dejlig rabarbergrød, og til sidst kaffe med masser af dejlig brød til. Under festen var der underholdning af strenge- og hornmusikken, samt oplæsning af brigader S. Vestergaard. Det hele lykkedes så godt og alle var begejstrede og fulde af lovtaler og tak for den dejlige aften”.
Det var åbenbart muligt at få forsyninger til en sådan fest, men det må have kostet meget arbejde fra korpsets side. Udover dette var der flere jubilæumsmøder og soldaterfest, og historiebogen lyser af stor glæde og også lidt stolthed over denne fejring.
Der var ingen kommentarer i maj 1945 angående befrielsen, som jo må have betyder rigtig meget også for korpsets aktiviteter, men i august bliver der udtrykt glæde over freden og det at både marcher og friluftsmøder igen er mulige.
Ungdomsforbundet og dets samlinger under besættelsen
Ungdomsforbundet fik sin egen journal, da man på et møde den 8. februar 1943 besluttede at føre journal fra hvert møde og samling man havde. Niels Søndergaard, der var meget aktiv i ungdomsarbejdet påtog sig opgaven og havde den frem til 18. oktober 43, hvor den så blev overtaget af en anden. Der var omkring 40 medlemmer, der mødtes mandag aften. Der blev lagt programmer for et kvartal ad gangen. Udover at mødes mandag aften holdt man et jubelmøde hver søndag eftermiddag kl. 15.30 ud over søndagens øvrige møder og gudstjenester, som de fleste unge også deltog i. Jubelmøderne blev påbegyndt i september 1942, og der er mange rapporter fra disse møder i journalen. Møderne havde adskillige fællessange og kor på programmet, dertil solosang eller duet og rigtig mange vidnesbyrd plus prædiken og bøn. Der var mellem 50 og 70 mennesker til stede, nogle gange lidt flere.
Her kommer nogle eksempler, der viser indholdet af deres samlinger såvel som krigen og besættelsens indflydelse på samlingerne. Der er luftalarmerne og reaktionerne på dem plus en indikation af at de unge gjorde tjeneste på forskellig vis under disse. Programmerne viser også, at man har gjort forberedelser for, at fester og sammenkomster skulle være gode. Det kan for eksempel ses med fastelavnsfesten og overraskelsen der.
Den 8. februar 43 var der H.C. Andersen aften. Der blev luftalarm: ”men alle tog det roligt, nogle gik som havde pligt på hospitalet eller andet steds. Vi der blev tilbage blev underholdt på forskellig vis med sang og musik, indtil afvarslingen lød, og alle skyndte sig på vej hjem, men vi var ikke kommet ret langt, før sirenen lød igen, og for nogles vedkommende blev klokken halv to, inden de kom hjem, men Gud holdt også denne gang sin beskyttende hånd over os alle. Amen.”
Den 22. februar var der fastelavnsfest med smukt pyntede borde og en havde taget sin grammofon og højttaleranlæg med. Der var kaffe med fastelavnsboller, overraskelsen var ’at slå katten af tønden’, hvor præmien var en æske chokolade. Der var oplæsning af morsomme historier, forskellige lege, og så en ekstra overraskelse – lagkage og sodavand. Man holdt fanemarch med mange kor og sluttede aftenen med at sidde i en stor ring på gulvet.
Den 7. marts var det ungdommens kampdag, og den som alle andre kampdage blev grundig beskrevet i journalen. Den begyndte med bønnemøde kl. 8, hvor 22 var mødt frem. Det opvarmede lokale blev nævnt med en tak til løjtnanten, der havde været oppe kl. 4 for at tænde op. Kl. 9 var der gårdmøder og der var 18, som delte sig i tre grupper og holdt møder for til slut at mødes i Skyttegården, hvor alle 18 holdt et samlet møde. De marcherede tilbage til lokalet, hvor der kl. 10.30 var Helliggørelsesmøde leder af ungdomsunderofficererne og de unge. I middagspausen tog de fleste hjem og spiste og andre på Frelsens Hærs pensionat. Kl. 13 var der så agitation for søndagsskolen, hvor man delte sig i to grupper, der hver havde en trompetist med. Søndagsskolen var kl. 14, og her blev 25 nye børn indskrevet. Der var 7, der var fast ansvarlige for søndagsskolen. Kl. 15.30 de unges jubelmøde, hvor der var 78 til stede. Kl. 17.30 var der børnemøde, som afsluttede ungdommens uge, hvor der havde været møder hver aften. Kl. 19.30 var der Frelsesmøde med 150 til stede. Der er et godt fotografi af alle de unge der var til stede den dag.
Den 22. marts var der brevaften i ungdomsforbundet. Man havde skrevet til forskellige korps i landet og spurgt, om de ville fortælle lidt om ungdomsforbundet i deres korps. Der kom 6 breve til den aften fra Roskilde, Næstved, Randers, Helsingør, fra kadetter i Silkeborg og fra Adjudant Herta Silfverberg. Brevene blev læst op og derefter solgt på auktion. Ifølge journalen opnåede de meget gode priser. Den følgende mandag var der kontingentfest, hvor der blev serveret kaffe til medbragt brød. Oplæsning af journalen var fast punkt på alle ungdomsmøderne. Der var kommet flere breve, et fra Horsens, et kort fra Norge fra kommandør Myklebust, der havde været landsleder i Danmark og et brev fra Sverige fra oberst Sundin, der også havde været i Danmark. De breve blev læst op og solgt på vanlig måde. Ikke alle nåede hjem efter mødet, fordi der kom luftalarm, der lød to gange. Hver gang søgte de unge tilbage til lokalet, men de fleste var nået hjem, da den tredje luftalarm lød.
Fra den 10. maj og fremefter mødtes man i det fri. Denne aften gik turen til Hellerup, man tog S toget fra Hovedbanegården, for man havde så dårlige cykeldæk plus der var en del, der ingen cykler havde. Der kom 34, så ungdomsforbundet fyldte næsten en hel togvogn. Man tog en lang vandretur til vandet og derefter til skoven, hvor medbragt sodavand og brød kom frem. Der var forskellige lege så som ’To mand frem for en enke’ og ’Tre mand høj’. Ungdomsforbundet fra Helgesensgade på Østerbro var også derude, så alle var sammen om den afsluttende andagt. Hjemturen i toget foregik med sang. Store Bededag tog de på udflugt til Springforbi og mødtes kl. 8.30 på Hovedbanegården ”med sodavand og madpakke” under armen. Dagen begyndte med andagt, derefter frokost og forskellige lege, håndbold osv. der var vandretur gennem skoven og ned til stranden og tilbage igen til et traktørsted, hvor der på forhånd var bestilt eftermiddagskaffe med kage, så der var dækkede borde parat, da de kom. Før hjemturen fandt man en anden plads, hvor der igen var lege og boldspil.
En anden mandagsdestination var Fælledparken, hvor man gik hen til fods. Den 21.juni var turen ’udi det blå’, og alle skulle have penge med til sporvognen. Det var linje 16 fra Nørrebrogade til Bispebjerg, hvorfra de fortsatte til fods til KFUM parken. Aftenen gik med lege og boldspil. Ellers var destinationerne Søborg Mose, Søndermarken og desuden Frederiksberg Have foran slottet, hvor de spillede langbold plus yndlingslegene ’To mand frem for en enke’ og ’Tre mand høj’.
Der er længere beskrivelser af en udflugt søndag den 1. august 43 til Lyngby Sø, hvor det at de skulle sejle i robåde blev betegnet som usædvanligt. Her mødtes de i Gartnergade kl. 9, tog med linje 3 til Trianglen, derefter linje 15 til Emdrupvej. Det var planen at de skulle gå videre herfra, men nogen opdagede, at de for 15 øre mere kunne komme med bus et stykke ud af Lyngbyvejen, så traveturen blev lidt kortere. De havde på forhånd reserveret 3 både og de sejlede ud på søen med sang og musik, for korpslederen Jens Andersen havde concertina med og to andre havde mandoliner. De lagde til ved en lille ø midt på søen og efter et stop der sejlede de videre til Bagsvær. Hjemturen foregik på samme måde som udturen, og de havde sørget for at alle kunne være hjemme i Gartnergade for at deltage i aftenmødet kl. 19.30. Dagen efter den 2. august var det deres vanlige samlingsaften og her gik turen til Helgoland på Amager, en badetur, ”for der var tropisk varme i Danmark”. Her foregik transporten med linje 15 til endestationen, hvorefter man gik resten af vejen. Den sidste udendørsaften i 1943 gik til Damhusparken. Efter boldspil og leg gik gruppen til en kaffebar i Rødovre, hvor de havde fået stillet et lokale til rådighed. Her købte de kaffe eller sodavand.
Den følgende mandag var ungdomsmødet aflyst og i stedet blev der holdt svendegilde for en af de unge, Arni Magnussen og fødselsdag for tvillingerne Inge og Else Schou. Det viser, at vennegruppen og dem man delte sit social liv med var medlemmerne i ungdomsforbundet.
Journalen fra ungdomsforbundet giver et levende indtryk af de unges sammenkomster og deres iderigdom og engagement for at arrangere gode programmer, man kunne samles om, f.eks. var der Bornholmeraften den 20. september 1943 og overraskelsen var, at der var smurt 50 stk. smørrebrød med røget sild. Ugen efter var der Danmarksaften med lysbilleder, hvoraf det sidste viste et gravmonument over danske soldater, der faldt den 9. april 1940 og journalen nævner: ”Alle rejste sig i dyb andægtighed, en stund hvor vi alle mindedes fædrelandet.” Krigen kastede sine skygger og
fremkaldte alvor og respekt for dem, der havde givet deres liv. Den 3. juli 44 under strejken manglede der en del af de unge på grund af spærretid og udgangsforbud. Den aften blev ledet af Jens Andersen, korpslederen der senere gik under jorden. Journalen skriver om hans indledning: ”Vanskeligheder er til for at overvindes. Det blev sagt med henblik på de farefulde tider vi lever i, og i særdeleshed i disse dage, hvor strejken står på. Må Gud lede os igennem lidelser og farer”. Aftenen sluttede med ordene fra Filipperbrevet 1.21: ”Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding”.
Når det gjaldt sommerferie under krigen giver journalen et lille indblik gennem ungdomsmødet den 18. september 44, hvor programmet var sommerferieminder. Korpslederen Jens Andersen fortalte om sin ferie i Aalborg og kapsejllads der, en anden om ferie i Silkeborg og om at hjælpe korpset med at sælge ’Småbørnsblomster’ ellers gik den ferie med skydning og ridning. Søndergaard fortalte om sin ferie til Hobro med forandringer, færgen gik ’tvivlsomt’ ved ankomsten til Hobro, der var luftalarm, vejret var strålende, for det regnede hver dag. Fra andre unge var det ferieminder på Fyn og Bornholm. Man kom altså rundt i landet på sin ferie, nogen af de unge havde ganske givet rødder i de forskellige byer og var i København på grund af arbejde eller studier. Min søster (som var 20 år ældre end jeg) Aase Arskog var i København af samme årsag og blev for øvrigt ofte nævnt i forbindelse med at synge soloer eller duet og nogen gange med tale på Jubelmøderne.
Der er heller ikke i journalen fra ungdomsforbundet noget om befrielsen og fejringen af den, men jeg kan se at der intet møde har været mellem 30. april og 14. maj 45. Året efter i 1946 begynder programmerne at ændre sig blandt andet tog man på en weekend tur den 13./14. juni til Karlslunde Strand, hvor man mødtes lørdag på Valby station for at køre med rutebilen kl. 17.42. Der skulle en del bagage med, både telte, soveposer m.m. I journalen er det beskrevet: ”Men hvordan med alt bagagen? Jo, det var ordnet nemt. Søndergaard havde i sit firma lånt en gammel bil, der skulle forestille en lastbil. På denne blev alt kørt lige til teltpladsen, og det var ikke lidt bagage der. Bilen, en 2 ½ tons vogn, var fyldt. Det var ikke meget mere der kunne være på ladet. Og da den sidste var kommet i rutebilen startede Søndergaard og kørte med Blod-og Ild flaget blafrende fra forskærmen ud til stedet. Og det var et vidunderligt sted. En åben plads i en fyrreskov. På de tre sider var der træer og den fjerde var der udsigt over vandet (Køge bugt). Da vi kom derud gik vi fire mandfolk straks i gang med at rejse teltene. Vi havde fire telte i det hele til at sove i. Og vi rejste et stort provianttelt af presseninger, som Søndergaard også havde lånt i sit firma……………………Da teltene var rejst, og vi havde fået en lille smule orden over det hele, blandt andet fået lavet bål, gik vi i vandet. Oh, hvilken vidunderlig strand. Vi morede os herligt i det friske, dejlige vand, men det var ved at blive sent, og sulten var også ved at melde sig, så vi gik op og gik i gang med vort medbragte smørrebrød. Nogle var så heldige at have æg og flæsk med, som de fik tilberedt over bålet…………Men nu havde nogle hjælpsomme hænder fået lejrbålet il at blusse op ved hjælp af lidt petroleum og 1 sæk generatorbrænde, og vi samledes omkring det blafrende bål. Vi havde taget ungdomssangbogen med og sang nu vore glade sange ud i den stille sommeraften medens bålet brændte ned lidt efter lidt.” Den følgende dag var med strålende sol, bålet blev tændt og morgenmaden bestod af havregrød tilberedt over bålet. Der blev badet og senere spist middagsmad, bøf og kartofler, også tilberedt over bålet efterfulgt af rabarbergrød. Weekendturen blev en stor og god oplevelse for de unge.
Journalen begynder efterhånden at blive ført mere ujævnt, så der er pauser på et år eller to indtil den helt ophører i 1956. Fokus for de unge flytter sig bort fra det nationale og lukker op til den store verden blandt andet iværksætter man en engelsk klub for dem, der er interesserede, så de kan træne deres engelske sprog. Verden begyndte at åbne sig ikke blot gennem programlægningen af ungdomsforeningens sammenkomster og møder, men for hele korpset. Det kan ses på de forskellige rejser, som hornmusikkorpset så vel som strengemusikkorpset foretog til Norge, Sverige og England, hvor man besøgte Frelsens Hærs afdelinger og holdt koncerter og deltog i møder og gudstjenester.
Konklusion
Disse glimt fra besættelsestiden viser korpsets vedholdenhed og udholdenhed under en usædvanlig og prøvende tid, når det drejede sig om at fastholde sin mission om at være til stede i distriktet med evangeliet og med praktisk hjælp, så vel som støtte på anden vis, når tilværelsen blev vanskelig. Man fortsatte også med at skabe glæde og fest for store og små.
Jeg nævnte i begyndelsen af artiklen vores oplevelser i øjeblikket af ’undtagelsestilstanden’ under Corona pandemien og dertil usikkerheden om hvor længe nedlukningen af samfundet kommer til at vare. Gennem denne situation kan vi i nogen grad relatere til de store omvæltninger besættelsen udgjorde. Det fremgår så tydeligt af Korpshistoriebogen såvel som af Ungdomsforbundets journal, at man i den usædvanlige situation forsøgte at normalisere tilværelsen så meget det var muligt, og at man fastholdt fester og fejringer, så de blev forberedt og afholdt. De var væsentlige, og man holdt sig ikke tilbage fra det meget ekstra arbejde, de må have medført i en mangelsituation. I stedet fremkaldte de iderigdom i de ingredienser man skulle bruge til det spiselige og til programmernes indhold. I vores usædvanlige situation, hvor fester og samlinger bliver aflyst finder vi så på digitale alternativer eller fællesskab på afstand, så der bliver en slags normaltilstand i det unormale. Fester og fejringer er altid væsentlige, så iderigdommen kommer sikkert frem, også for os nu hvor påsken nærmer sig.
Vi kan ikke få direkte inspiration fra Gartnergade korps under besættelsen, men vi kan blive inspireret af deres vilje til og anstrengelser for at hverdagens rytme, selv når den var anderledes skulle bevares, og at den rytme også skulle brydes gennem fester og fejringer.
Salvationist viewpoints 