….Det vi har set og hørt

De følgende refleksioner er fra min tale på Norges Kristnes Råds Årsmøde i Trondheim i marts 2011. Da jeg læste dem forleden, tænkte jeg at de måske kunne give anledning til videre refleksion for læserne her (Gudrun Lydholm)

Temaet ’…..det vi har set og hørt’ kommer fra Apostlenes Gerninger 4. 20: ”Men vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt.”  Det var den forklaring Peter og Johannes gav til jødernes rådsherrer, de ældste og de skriftlærde, da de blev ført frem for dem på grund af deres offentlige tale til folket.

Det samme har lydt fra kristne op igennem historien: ’Vi kan ikke lade være at tale om det vi har set og hørt.’ Fra Frelsens Hærs historie i England er der beretningen om Elijah Cadmans omvendelse. Han var skorstensfejer, en meget lille mand. Det skulle man være for at komme ned i de engelske skorstene. En aften kom han ind til et møde i Frelsens Hær og blev frelst. Næste morgen mødte han på sit arbejde, stillede sig op på en stol foran sine arbejdskammerater og sagde: ”I går aftes blev jeg frelst. I morgen skal jeg fortælle jer hvad det betyder.” Han kunne ikke lade være med at tale om det han havde set og hørt på trods af at han ikke helt var klar over, hvad det drejede sig om. Han blev senere en markant leder i Frelsens Hærs første dage.  Til forskellige tider har konsekvenserne af et vidnesbyrd om Kristus været forskellige. Nogen gange har det ført til frelse og omvendelse for andre mennesker, nogen gange til latterliggørelse og andre gange til forfølgelse. I vort samfund og i vor tid er vi egentlig ikke så kendt med sådanne mulige konsekvenser. Det er ikke så ofte, at et vidnesbyrd om, hvad vi har set og hørt, fører til frelse og omvendelse for andre, selv om det sker ind imellem; det er også sjældent at det fører til latterliggørelse og da slet ikke til forfølgelse i vor del af verden. Det bliver vel nærmere mødt med et skuldertræk, et ’nå’ eller distanceret imødekommenhed. 

Det kan der gives mange forklaringer på, årsager som ligger helt uden for vores magt at gøre noget ved; men en grund som vi måske kan gøre noget ved, noget vi i al fald kan tænke over er vel, at det egentlig ikke er så svært at lade være med at tale om det. Der er så meget andet at tale om: på det personlige plan – vind og vejr, nyheder fra ind – og udland, nye film, bøger, mode, politiske skandaler, kirkelige skandaler, tidernes forfald, skatter, prisstigninger osv. osv. På det organisatoriske, på det kirkelige plan – nye bygninger, renovation og modernisering, strategier, økonomi, kulturtilbud osv. Vi har ofte en blufærdighed overfor det at skulle dele noget om vort åndelige liv eller fortælle om vor tro, vi føler det lidt pinligt, det kommer lidt tæt på. I kirkerummet, ja, da går det fint. Der er også den fordel, at alle de andre til stede har set og hørt det samme, og har samme vidnesbyrd, og så behøver man jo ikke at sige så meget, og for øvrigt ligger meget i faste rammer, der bedst forstås af de indforståede. Men………

Vi har et kald fra den Herre og Mester, vi har set og hørt, vi har en forpligtelse som hans efterfølgere til at dele vor tro, til at fortælle hvad det, vi har set og hørt, hvad det betyder for os, og hvad vi kan se det betyder for mennesker omkring os. Vi lever i en tid og i et samfund, hvor der er en søgen efter noget der er større end en selv, efter livsindhold der går dybere end det materielle, en søgen bort fra meningsløshed eller tomhed; en søgen der i al fald ind imellem rammer mennesker, for nogen er der tale om en mere konstant søgen. Den søgen går ikke så ofte hen imod den kristne tro eller de kristne kirker, der er så meget andet eksotisk at finde. Måske er årsagen, at den kristne tro har været her i landet hele tiden og nærmest ses på som en museumsgenstand, noget bevaringsværdigt, der fint kan konserveres og stilles til beskuelse, og at kirkerne og de kristne betragtes på samme måde. Museer er nødvendige at have for at vi kan forstå vores rødder, de hører med til vores kultur, også til et besøg nu og da; men ikke som livets brød, det vi er afhængige af for vor overlevelse, for at få fyldt tomheden i vort liv.

Som kristne må vi hjælpe hinanden til at bryde dette billede, til at levendegøre vores tro og vidnesbyrd til mennesker omkring os. Det er godt og grundlæggende, at vi har en klar og tydelig forkyndelse i vore kirker, men de der er samlet der har jo faktisk hørt det rigtig mange gange før (og de skal naturligvis blive ved med at høre det). Men…..  hvad med alle dem der ikke har hørt det, eller har overhørt det og ikke har fået del i livets brød og det levende vand. Det er til dem vi skal ud, og det kommer vi hovedsageligt i vor hverdags situation, i vort nærmiljø. Det er der de er. På arbejdspladserne, blandt naboer og venner, i familiekredsen, i de lokale foreninger, i shopping centrene, på cafeerne, på byens gader og pladser …og så naturligvis på nettet på de sociale medier, hvor rigtig mange lever deres liv.  Det kommer tæt på, men det er sådan den kristne tro også er blevet forkyndt op igennem historien, ofte med det resultat at mennesker er kommet til tro. 

• 

Hvordan formidler vi så det vi har set og hørt, og hvad er det vi har set og hørt. Vi har hørt nogle ord, der forløser os, gør os hele, giver os et håb, der overskrider dødens grænse og sætter os fri. Vi har hørt at han, der satte os fri, er til stede ibland os; vi har hørt om hans liv, da han som menneske levede som Gud oprindelig havde skabt os til at leve. Han talte, han helbredte, han gav værdighed til de svage og udstødte. Vi har set virkningen af hans tilstedeværelse i menneskers liv i dag. Sammen og hver for sig kan vi blive bedre til at genkende hans tilstedeværelse i verden omkring os i dag, også de uventede steder, der hvor det ikke helt matcher vor opfattelse af, hvordan det skal være. Og det er væsentligt at vi giver udtryk for vor genkendelse af Kristus de steder. Det kunne være i en alternativ ungdomskultur, et sted i kunstens verden, i litteratur, film eller teater, måske på hospitalerne (landets største og nok mest intense bederum) eller i helt almindelige menneskers liv og væren. 

Vi ved at det ikke blot er en smuk beretning, men en levende realitet. Vores formidling af det, vi har set og hørt sker både gennem vore ord, vort liv og vor gerning. Som enkeltpersoner, som kirker kan vore ord, vor forkyndelse blive troværdig gennem vore handlinger. Vi kan tale alt det vi vil om fred, hvis ikke vi forsøger at sætte fredsprocesser i gang, både i det små og i det store, er ordene tomme. På samme måde med beretningen om Jesus Kristus, den forkyndelse bliver troværdig, når den synliggøres. Forkyndelse og diakoni  hænger sammen, for det er to sider af samme sag, både i vort personlige vidnesbyrd og i kirkernes vidnesbyrd.

Jeg fik et ’wake up call’ for 10-12 år siden. Jeg var på en international lederkonference indenfor Frelsens Hær. Vi drøftede Frelsens Hærs situation i forskellige verdensdele, vækst, stilstand og tilbagegang. Vækstområderne var helt tydelig den tredje verden, især Afrika. Det svage led var Europa, på trods af nyåbninger og vækst i det tidligere Østeuropa. Der var samtaler, diskussioner og bøn.  En del af bønnen havde særlig fokus på Mellemøsten, kristendommens vugge. Vi så på landkort og det svindende antal kristne der. Siden da er antallet blevet meget mindre på grund af de systematiske forfølgelser. I mit hoved under bønnen var det Europas kort der tegnede sig og en isnende bevidsthed om, at Europa en dag kunne stå i samme situation. Ikke på grund af ekspansion fra Islam eller andre religioner, men på grund af ligegyldighed og manglende missionsiver fra os kristne. At det er så let at lade være med at tale om det vi har set og hørt, at det er blevet en vane at lade være. Det billede har jeg ikke været i stand til at ryste af mig. Det ligger der som et personligt kald, en nødvendighed for kristne i vor del af verden…..

Vi kommer fra forskellige traditioner, nogen mere forskellige and andre; men vi har samme Herre og Mester. Vi er her, fordi vi har hørt Jesu kald: Følg mig! Og det gør vi på hver vor måde. Vi kan lære af hinanden, af hinandens rigdom, men også af hinandens fattigdom. Vi har alle vor styrke, men vi har også vor svaghed. Vi kan lære af begge dele hos hinanden. Vi skal gøre det for Vor Herres skyld, ham der talte om enhed, vi skal gøre det for vor verdensdels skyld, hvor det kristne lys er ved at brænde ned. Vi skal gøre det for de menneskers skyld, der søger efter indhold i livet, og hvis søgen ofte ender, hvor det ikke er Kristus der har herredømmet. Vi skal gøre det for vor egen skyld, for at vor tro og vort vidnesbyrd kan blive rigere og mere grundfæstet.