Frelsens Hær i Gartnergade
I kvarteret omkring Gartnergade var der mange gårde, gader og gadehjørner eller pladser, der egnede sig til march og friluftsmøder. Alle disse steder blev flittigt brugt af soldaterne i Gartnergade korps især om søndagen. Der kunne være gårdmøder allerede fra kl. 9 om morgenen og om eftermiddagen, marcher og friluftsmøder tidlig aften, så mulighederne for at ’støde på’ de uniformerede soldater i aktion var talrige. Beboerne i kvarteret kendte ikke blot Frelsens Hær godt fra alle disse aktiviteter, men også fra arrangementer der foregik i korpset i Gartnergade 16, og som mange havde deltaget i. Det var fester, basarer og koncerter, mange aktiviteter for børn, kvindeforening og gudstjenester og møder. Når korpsets soldater var ude i kvarteret søndag morgen og eftermiddag med gårdmøder eller kom marcherende tidlig søndag aften var der mange tilhørere, og en del forventede, at marchen kom forbi lige netop der, hvor de boede, eller at friluftsmødet fandt sted lige i nærheden. Det hørte til søndagens faste indslag. Der blev lyttet bag ruderne til musikken og kigget ud på marchen, måske blev vinduerne åbnet. På samme måde lyttede mange til friluftsmøderne både i gårdene og på pladserne, som for eksempel Blågårds Plads, som ofte var rammen omkring friluftsmødet tidlig søndag aften. Her var der oftest en fast lytterskare blandt dem, der sad med deres flasker på bænkene. Der var også dem, der befandt sig på gaden eller pladsen uden at være fast bænkede, og derfor blev stående og lyttede eller ligefrem deltog ved at synge med på sangene. Ofte fulgte nogle med til møderne i lokalet i Gartnergade fra disse friluftsmøder enten for fællesskabets eller sangenes og musikkens skyld eller for at høre mere om evangeliet, og hvordan det kunne have indflydelse i helt almindelige menneskers liv
Gårdmøder
Besøgene i gårdene i kvarteret forgik forskelligt, ofte var det blot et par stykker, der kom og fortalte om søndagsskolen eller søndagens møder. Der kunne være en, der spillede på concertina eller et enkelt horninstrument, og så en anden, der snakkede med dem der var i gården. Der var det som oftest børn, og de blev inviteret med til søndagsskolen, desuden var der også invitation til dagens møder til dem, der havde åbnet vinduerne for at lytte med. Andre søndage, især det man kaldte kampdage, kunne der være 2-3 grupper, der gik i forskellige gårde og holdt et lille møde med sang, musik, en kort andagt, bøn og invitation til søndagens møder og søndagsskole. Ofte ville grupperne så samles til sidst og holde et friluftsmøde i en større gård efter samme koncept, blot var sang-og musikgruppen større. Disse gårdmøder foregik mellem kl. ni og ti om morgenen, før formiddagens gudstjeneste. Det betød at en del gårde blev besøgt på disse dage. Søndagsskolen var kl. 14 om eftermiddagen, og man tog så ud i gårdene igen for at invitere børnene med. Andre søndage var man blot i gårdene før søndagsskolen. Ofte marcherede man så tilbage til søndagsskolen med en hale af børn efter sig.
Børn havde i de perioder, disse artikler dækker, en stor frihed til at bevæge sig rundt i kvarteret og til at lege i gårdene og på gaden uden opsyn, og desuden var korpset i Gartnergade ikke fremmed grund, hverken for dem eller deres forældre.
Søndagsskolen
Søndagsskolen var populær blandt kvarterets børn. Der var sang og musik af børnenes egne musik grupper som f.eks. hornorkester for drengene og strengemusikkorps for pigerne ( sangkor med akkompagnement af guitarer). Desuden blev man opdelt i klasser efter alder, hvor Bibel undervisningen foregik. Det var som oftest unge voksne, der var klasseledere, men der var også mere modne ledere.
De fleste børn i søndagsskolen boede i gaderne rundt om Gartnergade. Desværre findes de ældre medlemsfortegnelser ikke. De ældste jeg har fundet er fra 1963 og frem, men her er adresserne stadig lokalt forankret i kvarteret omkring Gartnergade. Det er tydeligt, at de fleste børn kom fra de nærmeste gader f.eks. er der tre forskellige opgange i Gartnergade, syv forskellige opgange i Korsgade, fem i Stengade og ellers er det Blågårdsgade, Blågårdsplads, Rantzausgade, Griffenfeltsgade, Vævergade, Murergade, Jægergade, Ewaldsgade, Nørrebrogade osv. osv. Medlemsfortegnelsen, som hed en kompagnirulle var bygget op sådan, at hver klasse i søndagsskolen havde sin egen optegnelse med navnet på lederen for den klasse stående øverst. Sandklassen[1] med Jenny Schrøder[2] som leder var klart den største. Den havde sin egen bog. I 1963 var der 62 børn alene optegnet for sandklassen. Jeg kan se, at der var cirka 30 børn pr. gang. En stor gruppe 3-7 årige at holde styr på, men sandklassen var umådelig populær. I 1964 var der fem klasser ud over sandklassen, her er antallet fra 12 til 16 i hver klassen undtagen bibelklassen – dem fra 14 år og opefter. Her var kun tre, medens samme klasse i 1968 var på 18, og de andre klasse havde 16 – 18 i hver. Det vidner om, at en del børn forblev i søndagsskolen også ind i teenageårene. Det totale antal af børn i kompagnirullen i årene i 1960’erne lå omkring 140-160, med en gennemsnitlig tilstedeværelse på en søndag mellem 50 -70. I 1970’erne tog man initiativ til et nyt tiltag. Man lejede en bus og hentede børn fra kvarteret ved Lundtoftegade. Jenny Schrøder tog ud og samlede børnene til bussen og kørte med dem til Gartnergade. Dette blev sponsoreret af korpsets soldater og venner.
De af korpsets soldater, der havde ansvar i søndagsskolen eller i andre grupper holdt en god kontakt med hjemmene. For eksempel besøgte man hjemmet, hvis barnet havde været borte fra søndagsskolen for at se om barnet var sygt, eller der var andre årsager. Der var et trykt kort med billede af en skolestue, hvor en af pultene var tom med teksten: ’Hvor var du?’ Kortet var en del af besøget eller til at smide ind af postkassen, hvis ikke der var nogen hjemme. Der var også en fødselsdagsforening, som blev sponsoreret af korpsets soldater og venner. Her skrev man fødselsdagskort til hvert enkelt barn og tog ud i hjemmet med kortet og ønskede til lykke. Adgangskort til søndagsskolens juletræsfest blev også overbragt personligt ved besøg til hjemmet, for eksempel står der i historiebogen angående julen 1939, at der kom 150 børn til juletræsfesten og at Jenny Schrøder havde besøgt hvert hjem med adgangskortet til festen.
En anden anledning for kontakt med hjemmene fandt sted på Mors dag, hvor korpset holdt fest med kaffebord søndag eftermiddag for børnenes forældre. Det bliver nævnt i korpsets historiebog for 1935. Hvor mange år denne tradition blev ved, er der ikke kilder til at belyse[3]. Senere måske i 1960’erne eller 1970’erne blev traditionen, at børnene fik en buket blomster med hjem fra søndagsskolen til mødrene. Der var også indimellem arrangementer fredag aften med musikprogram, optræden af børnene fra de forskellige grupper, servering og bortlodning. Disse var meget populære blandt forældre og andre af kvarterets beboere. Et eksempel er programmet fra fredag den 29. maj 1936, hvor søndagsskolebørnene opførte forskellige sketch som ’Når jeg ser i Guds bog’, ’Et lille frø’ og ’Midt i den kolde sne’, drengespejderne opførte ’Ørnenes onde ånd’ og Sandkasseklassen ’Den kommende Frelsens Hær’. Ungdomsforbundet afsluttede med en opførelse kaldt ’Guds røst’. Korpset glædede sig over den gode respons og besluttede at leje KFUKs lokale i St. Kannikestræde til et fredagsarrangement, hvor man kombinerede børnenes opførelser med en koncert, hvor korpsets musikgrupper spillede og sang. Det foregik fredag den 13. november 1936 og programmet så sådan her ud:
”Halleluja” – Hornmusikkorpset
”Blomsterne” – Småbørnsklassen
”Vær glad” – Strengemusikkorpset
”Erfaringer” – Trio for kornetter
”Jesus du min hyrde god” – Sangkoret
”før og nu” – Drengespejderne
”Mægtig at bevare” – Kornetsolo
”Den kommende Frelsens Hær” – Småbørnsklassen
”Livredningsspejderne” – Hornmusikkorpset
”Jesus har taget min byrde” – Strengemusikkorpset
”Din vilje ske” – Hornmusikkorpset
”Dig vil jeg følge” – Mandskoret
”Den kananæiske kvinde” – Ungdomsforbundet
Der havde været en del kritiske røster, der advarede imod at leje så stort et lokale, men korpshistoriebogen skriver: ”Vi var Mange som havde tro for Sagen, og vi blev ikke skuffede. Tilslutningen var langt over Forventning, det store Lokale var fuldt besat af en prægtig Forsamling, som med Interesse fulgte med i Programmets forskellige Numre.”
I 1940 efter besættelsen ændrede disse fredagsaftener karakter for eksempel var der Alsang fredag den 20. september 1940 med lysbilleder fra Danmarks egne og fædrelandssange ind imellem. Lørdag den 2. november 1940 var der Danmarksaften med filmen ”Nu falmer skoven” og filmen fra kongens 70 års fødselsdag. Der blev sunget alsang og politimester Martinsen sang danske sange for forsamlingen. Der var mange folk til stede, nok en del af kvarterets beboere, som før var kommet til de andre arrangementer.
Korpset sørgede for mange festlige og underholdende arrangementer i en tid, hvor der ikke var så mange adspredelser, som for eksempel høstfester med underholdning og basarer over flere dage, julemarkeder, også over flere dage, forårs- og sommerfester, som nævnt i forrige artikel, hvor også områdets andre kirker såvel som arbejderbevægelsens forskellige musikgrupper medvirkede. For børnene var der fastelavsfester fastelavnsmandag om eftermiddagen[4] og desuden udflugt om sommeren, hvor man så marcherede fra Gartnergade til Hovedbanegården for at tage S toget til Klampenborg. Man medbragte varm chokolade i mælkejunger. I 1944 den 27. august gik udflugten til Springforbi. Historiebogen skriver, at der var mange børn og en del af børnenes forældre. Det ser ud til at man også igennem sommerens udflugt gerne ville have god kontakt til hjemmene og forældrene.
I oktober/ november måned var der altid en børneuge, for eksempel i 1937 var det fra den 10. til 17. oktober hver aften kl. 18.30 arrangementer for børn. I 1938 var det fra søndag den 9. til søndag den 16. oktober. Her nævner korpsets historiebog ugens emner: ”De forskellige emner var meget spændende blandt andet ”Hvis jeg var dig”, ”Vi arbejder”, ”Hvem og Hvad skal jeg vælge”, ”Fuld Honnør”, ”Onkel Toms hytte”, ”Vi synger alle med”, ”Syv billeder”. Det kunne være lysbilleder, film og konkurrencer, små skuespil ved korpsets grupper, sang og musik, ugen begyndte og sluttede med søndagsskolen. Det var naturligvis også en måde at få kontakt med kvarterets børn for at kunne præsentere korpsets arrangementer, især søndagsskolen. Disse børneuger kunne også forekomme om foråret som for eksempel i 1939, hvor den blev afholdt fra 12.-19. februar.
I forbindelse med julen var der mange juletræsfester, for eksempel ser programmet for julen 1936 sådan her ud:
2. juledag – offentlig juletræsfest med servering
Søndag den 27. kl. 14 Søndagsskolens juletræsfest, kl. 20 ”Juletoner”
Tirsdag den 29. Soldaternes juletræsfest
Onsdag den 30. Hjemforbundets juletræsfest
Lørdag den 2. januar kl. 14 Juletræsfest for fattige børn. Kl. 20 Offentlig nytårsfest med servering
Mandag den 4. januar Ungdomsforbundets og spejdernes nytårsfest
Året efter så programmet næste magen til ud, dog var der kun offentlig juletræsfest og ikke en offentlig nytårsfest. Der var helller ikke en separat fest for fattige børn. Besættelsestiden ændrede ikke ved julens program. Der var stadig juletræsfester både offentlige og for korpsets grupper. Som noget nyt var der skandinavisk juletræsfest den 3. januar 1941.
Det var et utroligt engagement, soldaterne udviste i arbejdet med søndagsskolen og det øvrige ungdomsarbejde. Det var også herfra nogle børn blev juniorsoldater, spejdere og musikanter. Lederne i de grupper var ofte del af søndagsskolen, så både børn og forældre kendte dem. I korpsets musikgrupper, ungdomshornmusikkorps og ungdomsstrengemusikkorps lærte drengene at spille forskellige horninstrumenter og pigerne lærte at spille på guitar. Der var frem til slutningen af 1970’erne en kønsopdeling i al fald når det gjaldt horninstrumenterne. Der havde hele tiden været drenge, der sang og spillede guitar, men pigerne kom først rigtig i gang i hornorkesteret op igennem 1980’erne. I 1930’erne og 1940’erne var korpsets spejdere drengespejdere, men omkring 1950 kom pigerne med, og så blev korpsets spejdergrupper faktisk alene pigespejdere.
Det begyndte omkring 1950 i Gartnergade med Solstråler, som var de små spejdere fra 6 – 10 år. Et par år senere kom så pigespejderne også i Gartnergade. De var fra 10 år og opefter. På et tidspunkt i løbet af 1970’erne blev Frelsens Hærs spejdere en del af de grønne spejdere. Det gav et større fællesskab og adgang til flere kurser. De var dog stadig en egen spejdertrop, der deltog i de nordiske lejre sammen med Frelsens Hærs spejdere fra Norge, Sverige og Finland. Gartnergades spejdere var meget aktive, også når det gjaldt at besøge Frelsens Hærs institutioner så som Plejehjemmet Aftensol, hvor de hvert år havde Luciaopførelse og om efteråret tog ud til de ældre med blomster og frugt fra søndagens høstfest. De samledes hver mandag aften, var afsted på weekend ture forskellige steder på Sjælland og deltog i internationale lejre.
Korpsets engagement i kvarterets børn og unge var meget stort både når det gjaldt soldaternes engagement og arbejdskraft, såvel som alle de penge de personligt gav til arbejdet. Det var ikke blot børnene, der var aktiviteter for. De børn, der var i musikgrupperne kunne fortsætte i de voksne musikkorps. Det krævede dog et større engagement i korpset i form af medlemskab som soldater. Børnene i musikgrupperne var juniorsoldater og uniformerede. De havde deres egne juniorsoldatermøder med mere undervisning end den de fik i søndagsskolen. Hvis børnene ønskede at blive juniorsoldater blev hjemmet besøgt, for forældrene skulle godkende et sådant skridt. En del af juniorsoldaterne og andre unge kunne fra 13 års alderen blive korpskadetter. Det var et undervisningsprogram på i alt 6 år. Grundkursus på tre år og så videregående på 3 år. De mødtes en gang om ugen og skrev opgaver, desuden var de aktive i korpsets aktiviteter såsom søndagsskolen og musikgrupperne såvel som møder og gudstjenester. De fleste af korpskadetterne blev soldater. Der var imidlertid også et ungdomsforbund, der var uforpligtende hvad angik medlemskab af korpset. Her kunne de unge være med fra 14 år og opefter. Der var ugentlige samlinger, hvor mellem 20 og 40 unge samledes om forskellige emner altid med andagt som del af programmet. I hele sommerhalvåret var de ude i parker eller ved skov og strand. Den aktivitet vil jeg komme tilbage til i en senere artikel, hvor det er muligt at se nærmere på det enestående materiale i form af en journalbog fra 1943 og ti år frem. Især en af journalførerne fortæller levende om alle aktiviteterne.
Marcher og marchruter
En fast institution i korpset og kvarteret var marchen søndag aften kl. 18.30, hvor hornmusikkorpset spillede og en del soldater deltog. I 1960’erne kom der også tamburiner med. Det var korpsets unge piger, der håndterede tamburinerne flot og elegant. Forrest kom Frelsens Hærs flag som oftest flankeret af korpsets leder og korpsets sergentmajor, som i mange år var Carl Bay Olsen. Han havde en fast skik, som bestod i at han gjorde honnør som et tegn på respekt, når marchen passerede Sankt Josef Hospital i Griffenfeldsgade. Der var ofte sygeplejersker og andre ved vinduerne, når marchen kom forbi.
Skt. Joseph hospital
Marchen fulgte en nogenlunde fast rute, der ind imellem kunne ændres lidt, men ikke væsentligt. Man marcherede fra Gartnergade ud på Rantzausgade, herefter op ad Griffenfeldsgade op til Nørrebrogade og hen ad den til Blågårdsgade. Her stoppede man så på Blågårds Plads og holdt et friluftsmøde. Herfra marcherede man så videre ned til Korsgade og hen til Gartnergade. Nogen gange fortsatte man i stedet ned til Åboulevarden og ad den hen til Gartnergade. Mange af kvarterets beboere satte pris på dette og stod ved vinduerne og ventede på marchen, så de lige fik nogle af musikkorpsets toner med. Når man mødte nogle af kvarterets beboere, udtrykte de påskønnelse for denne søndagstradition, som de nogen gange havde følt som en speciel hilsen til dem, især hvis de var i en vanskelig situation i deres liv.
Friluftsmøder
Det var ikke blot om søndagen, at kvarterets beboere mødte korpsets soldater ved gårdmøder og friluftsmødet tidlig søndag aften, men disse var i sommerhalvåret også i løbet af ugen. Korpshistoriebogen skriver fra 1937: ”Der har i sommerens løb været afholdt mange Gaard-og Friluftsmøder. Lørdag aften afholdtes Friluftsmødet i Husum. Meget er blevet gjort for at ære Guds Navn og bringe Frelsesbudskabet til så mange som muligt, ogsaa Marcherne Søndag Aften har bidraget til at mange nye Folk er kommet til vore Møder. I 1941 nævner Korpshistoriebogen også sommerens friluftsmøder: ”Mange gode Friluftsmøder har der været afholdt igennem Sommeren paa forskellige Pladser og Gaarde.” Besættelsestiden synes ikke at have betydet en indskrænkning af friluftsmøder og gårdmøder, men søndagens march må have været fraværende, i al fald er det tydeligt efter befrielsen i 1945, at glæden er stor over igen at kunne marchere i kvarteret før aftenmødet om søndagen.
En anden ændring besættelsen betød var besøgene til Sverige. Korpset havde både i 1938 og 1939 udflugt til Sverige. Friluftsmøderne var så væsentlige for korpset, at man også havde friluftsmøder ved sommerens udflugter. Udflugten var at besøge det lokale korps og se byen, men der var også indbygget march, friluftsmøde og offentligt møde. Udflugten den 4. september 1938 blev beskrevet i korpshistoriebogen: ”Søndag den 4. September havde Korpset en god og vellykket Udflugt til Lund. Vi var cirka 75 Kammerater og Venner som med godt Humør tog med Baaden fra Havnegade kl. 8 om Morgenen. Vejret var godt. Musikken spillede medens vi sejlede til Malmø. Vi kørte med Toget til Lund og efter et lille Møde i det hyggelige Lokale spiste vi med god Appetit vor medbragte Mad. Alt var gjort saa godt for os, der blev serveret Kaffe som vi kunde købe. Derefter besaa vi Staden og den berømte Domkirke. Kl.7 havde vi et stort Friluftsmøde paa Torvet, som blev overværet af cirka 1000 Mennesker. Efter en fin March samledes vi i Lokalet til det sidste Møde, der var aldeles fuldt af en prægtig Forsamling, som interesseret lyttede til vore Sange og vidnesbyrd, det blev sent før vi kom hjem, men vi havde haft en god og velsignet Dag.” Året efter søndag den 13. august tog korpset turen til Hven og Landskrona med friluftsmøder begge steder plus en musikgudstjeneste i Landskrona om aftenen. Indimellem blev der leget og badet ”og på anden Maade gjort god Nytte af Opholdet i det frie.” Vejret var også dette år godt og der var cirka 75 afsted.
I 1940 var der så udflugt til Frederikssund i stedet for at tage over sundet. Programmet var det samme med base idet lokale korps, hvor mad og kaffe blev indtaget. Der var tid til at svømme og gå ture, men om eftermiddagen var der stort friluftsmøde på torvet, en march til lokalet og et aftenmøde der. Der er ikke beskrevet nogle udflugter i 1941, men i 1942 går udflugten til Lyngby. I resten af besættelsestiden er der ikke nævnt nogle udflugter, men til gengæld bliver sommerens mange friluftsmøder nævnt.
Friluftsmøderne var en central del af korpsets program, næsten en del af korpsets identitet helt fra begyndelsen af. Da lokalet skulle renoveres i 1933 og man ikke kunne benyttet det fra den 6. til den 30. juni. Så blev der i stedet for holdt friluftsmøder både tirsdag, torsdag, fredag og lørdag, 2 møder hver aften i kvarterets gårde og på pladserne. Det var vel at mærke efter soldaternes almindelige arbejdsdag. Folk i kvarteret så meget til korpset i det offentlige rum helt frem til, at det måtte flytte bort fra kvarteret i 1983. Det skete på grund af kvarterets modernisering og mange nedrivninger blandt andet Frelsens Hærs lokale, der lå i baggården. Desuden var der blevet en ændret befolkningssammensætning. Rigtig mange af kvarterets traditionelle beboere var flyttet ud til forstæderne. De sidste år var marcherne og friluftsmøderne mindre velkomne af kvarterets nye beboere, især de unge BZ’ere, som havde besat ejendomme i kvarteret. Der blev brugt kasteskyts som æg og tomater, ind imellem også skruer mod soldaterne, når de kom marcherende, og der var ingen basis for dialog. Møderne i lokalet var stadig godt besøgte og søndagsskolen samlede en del børn, men korpset var ikke længere en naturlig del af kvarteret.
Restaurationsbesøg
I alle årene, hvor korpset hørte hjemme i kvarteret var ugentlige besøg på de lokale værtshuse en fast bestanddel af arbejdet. Det var som regel samme ugeaften, hvor to-tre af korpsets soldater/officerer tog rundt på disse med Frelsens Hærs blad Krigsråbet. Man solgte ikke blot bladet, som regel sang man også med akkompagnement af guitar og måske harmonika. Ofte var det de samme soldater, der gik uge efter uge. Nogen gange påtog en gruppe af korpsets unge sig denne opgave for en periode. Restaurationsbesøgene var et andet stærkt bindeled til distriktet, da de gav en tæt kontakt med værtshusets gæster. Det betød, at det var naturligt at snakke om livets op-og nedture, hverdagens problemer eller en speciel livskrise. Der var tillid til frelserfolkene, som kom der. Det var ikke blot gæsterne, der havde brug for et lyttende øre, måske en bøn, men også servitricen eller andre ansatte. Det var en meningsfuld tjeneste, som gruppen af soldater og officerer udførte. Det kunne let blive sene aftener, før alle værtshuse var besøgt, men det lagde ikke hindringer i vejen for engagementet i denne del af arbejdet.
Specielle tiltag for at få kontakt med kvarterets beboere
Jeg har tidligere i artiklen nævnt de specielle kampdage, hvor korpset markerede sig særligt med mange gårdmøder, friluftsmøder og marcher. Kampdagen i september måned 1951 giver et godt eksempel på dette:
Kl. 8.00 Bønnemøde
Kl. 8.50 March
Kl. 9.00 To gårdmøder
Kl. 9.20 Samlet gårdmøde
Kl. 9.40 March
Kl. 9.50 Te servering
Kl. 10.00 Helliggørelsesmøde
Kl. 13.00 Ungdomsarbejdets agitationsmarch
Kl. 13.30 Søndagsskole
Kl. 15.45 March (60 kammerater)
Kl. 16.00 Friluftsmøde (Hans Tavsens Plads)
Kl. 17.00 March tilbage til lokalet
Kl. 17.30 Te servering
Kl. 18.30 March (80 kammerater)
Kl. 19.00 Friluftsmøde
Kl. 19.15 March
Kl. 19.15 Bønnemøde
KL. 19.30 Frelsesmøde (cirka 275 til stede)
Det var et meget stort engagement, korpsets soldater udviste. Mandag morgen var de parate til ugens arbejde på deres arbejdsplads. Der var ikke megen hviledag over en sådan søndag, men der var fællesskab og sammenhold omkring en opgave de brændte for – at formidle evangeliet til folk i distriktet heriblandt deres naboer og arbejdskammerater.
I januar 1952 er der en lille refleksion i korpshistoriebogen, der afspejlede både bekymring over verdenssituationen såvel som motivation for de ekstra tiltag, der blev taget for at få kontakt med kvarterets beboere[5] :
”Dette år har fået felttogsmottoet ’Midnatsraabet’. Man finder, at Tidens Tegn mere og mere faar Karakter af, at det bærer mod de sidste Tider. Ængstelse og Utryghed præger vor Tid, trods det snart er 7 Aar siden den sidste Verdenskrig standsede, er der dog hverken Fred i Europa eller andre Steder paa Kloden. Videnskaben tumler med Problemer saa store som aldrig før – mange frygter, at det vil lykkes Videnskaben at løse kræfter, der vil skabe Kædereaktioner, der vil faa Verdens Undergang til Følge. To store politiske Ideologier staar skarpt overfor hinanden, og kan ved en eller anden uvillet eller villet Handling faa Krigen til at blusse op som aldrig før. Kirkerne og Kristenheden kæmper mod Slaghed og Overfladigskhed i Menighederslivet, og man betændker Jesu Ord: ”Mon jeg vil finde Troen, naar jeg kommer igen?”
Hvorvidt disse refleksioner afspejlede den almindelige holdning eller samtale blandt soldaterne i korpset, er naturligvis uvist, men den satte nok ord på bekymring og tanker, en del må have gjort sig. I al fald udviste korpsets program stor motivation til at gøre en ekstra indsats, når det gjaldt om at komme ud i kvarteret med evangeliet.
I februar måned fra den 5. -10. holdt man ’Commando Raid’ i København. Der var korps forskellige steder i byen, på Østerbro var Helgesensgade korps, i en anden del af Nørrebro omkring Nørrebros Runddel var Thorsgade korps, Templet lå på Frederiksberg Alle, men var dybt involveret på Vesterbro, Valby korps lå på Valby Langgade og Kristianshavn havde sit eget korps i Wildersgade. Gartnergade og Templets korps blev samlingssteder for aftenmøderne. Gartnergade korps arbejdede sammen med korpsene i Helgesensgade og Thorsgade. Aftenmøder i Gartnergade samlede omkring 250 mennesker på hverdagene og mellem 325 og 350 om søndagen. Der var march med hornmusikkorpset hver aften før mødet af forskellige ruter. Lørdag aften var der musikfest (koncert), herefter march med hornmusikkorps kl. 22, og man sluttede med et ungdomsmøde kl. 23 ”Ungdom kalder ungdom”, søndag havde kampdag med program, der lignede eksemplet fra september 1951. Tirsdag aften var der et møde kl. 23.15 i Toftegaards Bio lige da forestillingen sluttede, og det samme søndag kl. 23 i Roxy Bio. Hver aften besøgte en gruppe forskellige værtshuse og restaurationer med eksotiske navne som ’Giraffen’, ’Den røde Pimpernel’, ’Florida’, ’München Kroen’, ’Heidelberg’, ’Golddigger’, ’Barcelona’, ’Zigøjnerkælderen’ osv. osv. 19 forskellige. Onsdag, torsdag og fredag besøgte en lille gruppe forskellige virksomheder i frokostpausen, i alt 5 virksomheder. Der er lavet en fin statistik over aktiviteterne i Gartnergade gruppen: 9 møder i lokalet med i alt 1940 tilstede, 3 møder for børn med 255 tilstede, 9 marcher med i alt 438 deltagere. Der var også sat tal på de to biografmøder – 750 tilstede, og desuden hvad der må have været et skøn over tilstedeværelsen på restaurationerne og virksomhederne. Her er tallene henholdsvis 2085 og 1335. Lignende ’Commando Raids’ blev afholdt de følgende år, den sidste der er nævnt i historiebogen er fra 12.-15. marts 1959.
Konklusion
Denne artikel viser eksempler på korpsets involvering som ’gårdenes og gadernes kirke’ i kvarteret rundt om Gartnergade over en lang årrække med eksempler fra 1930’erne, 40’erne, 50’erne, 60’erne og videre frem. Det kan lade sig gøre, fordi aktiviteterne ikke ændrede sig væsentligt i alle disse år. Kvarterets oprindelige beboere begyndte at flytte ud til forstæderne i løbet af 1970’erne, og det samme gjorde mange af korpsets soldater, men de holdt fast ved deres tilhørsforhold til Gartnergade, kørte derind enten med bil eller offentlig transport flere gange om ugen med søndagen som fast holdepunkt. Der blev ved med at komme børn til søndagsskolen, spejdertroppen og musikgrupperne fra kvarteret, ligesom der kom kvinder til kvindekredsen (hjemforbundet), og man samlede stadig mange til korpsets fester og basarer og pæne forsamlinger til søndags gudstjenester. Friluftsmøder og marcher foregik stadig om søndagen, men ikke mange på ugedage. Gårdmødernes tid begyndte at rinde ud, i al fald kl. ni en søndag morgen. Man fortsatte med at besøge kvarterets værtshuse en gang om ugen med Krigsråbet og lidt sang til guitar eller harmonika. Det var jo ikke alle i kvarteret der flyttede bort, ligesom en del soldater fortsat boede i området. De helt store ændringer kom i forbindelse med nedrivninger og nybyggeri, hvor befolkningsændringen blev markant.
I 1979 kom der besked fra kommunen om, at en sanering af Gartnergade ville begynde. Baghuset, der rummede korpsets lokaler skulle rives ned. Korpset protesterede til kommunen, men protesten blev afvist. Man ønskede at blive på Nørrebro, så jagten satte ind på mulige byggegrunde eller bygninger der kunne indrettes til formålet. Man undersøgte om der kunne bygges på grunden bag ved Frelsens Hærs plejehjem ’Aftensol’ i Lundtoftegade, kirkesalen på Sct. Josefs hospital og bygninger der, en gammel fabrik ved Svanemosegårdsvej, Falck stationen på hjørnet af Hillerødsgade og Lundtoftegade, en tom grund ved Nørrebro Station, jernhandelen i Rantzausgade, Tyrolerkroen i Sjællandsgade, nøgleforretning og møbelforretning i Blågårdsgade, fabrikslokaler på Dorteavej, forladt ejendom på Tomsgårdsvej, men en del af disse bygninger skulle også rives ned, så intet af dette lykkedes. Korpset måtte opgive at blive på Nørrebro.
Til sidst faldt valget på Valby, hvor Frelsens Hær havde en korpsbygning, der kunne rives ned og sammen med en tilkøbt grund kunne danne ramme om et korpscenter. Kommunen udsatte nedrivningen til 1. april 1983, og den 23. april blev de nye bygninger på Valby Langgade indviet, og korpset flyttede derud for at involvere sig i det nye distrikt. Alle soldaterne og musikgrupperne fulgte med til Valby, de fleste boede alligevel ikke på Nørrebro længere. Folk var desuden blevet vant til at pendle, og dette gjaldt både børn og voksne.
Nu foregik alle marcher og friluftsmøder i det nye distrikt, og søndagsskolen samlede mange børn fra Valby. Det sammen skete med en juniorklub fredag aften, der hurtigt fik 100 medlemmer. Jenny Schrøder fortsatte med søndagsskolens sandklassen i Valby, hvor den hurtig blev populær. Nogle forældre pendlede med børnene for at de kunne være der. Det var børnebørn og oldebørn til hendes første søndagsskolebørn, der nu kom. I de fem/seks år hun endnu formåede at undervise, holdt hun 70 års jubilæum som leder for sandklassen. Korpset oprettede en fritidsklub med plads til 40 børn i samarbejde med Københavns kommune, og man startede Åbent Hus i dagtimerne for udsatte grupper. Korpset blev hurtigt en del af det nye distrikt og blev det nye distrikts ’lavtærskel kirke’ eller ’gadekirke’ og en naturlig del af gadebilledet.
I forrige afsnit om ’Commando Raids’ nævner jeg forskellige andre Københavner korps. De involverede sig i deres lokalområde på lignende måde som Gartnergade korps og har hver deres egen historie, men det er Gartnergade, der har bevaret et enestående historisk materiale i korpshistoriebogen og en journal for ungdomsforbundet plus et ganske omfattende billedmateriale. Disse artikler bygger på alt dette. Gartnergade korps er også interessant på grund af de enorme ændringer der skete i distriktet, når det gælder befolkningssammensætningen og korpsets evne til at tage udfordringerne op, også da det skulle tilpasse sig og blive del af et nyt distrikt. De følgende artikler vil fortsætte med at undersøge Gartnergade korps fra forskellige vinkler.
[1] I sandklassen samledes børnene omkring en stor sandkasse, hvor Bibelens fortællinger blev synliggjort med panoramabaggrund, træer, dyr og mennesker.
[2] Jenny Schrøder var kasserer for ungdomskorpset og havde de yngste børn i søndagsskolen. Hun begyndte dette arbejde med de mindste børn, da hun selv var 14 år gammel og fortsatte søndag efter søndag til hun var over 80 år gammel. Hun underviste i 70 år den ene generation efter den anden af børn fra treårs alderen til skolealderen. Det var sjældent populært blandt børnene at skulle forlade sandklassen for at rykke op til en anden undervisningsform. Det var ganske usædvanligt at en person udviste et sådant engagement over et helt livsforløb. Hun blev hædret med ”Certifikat for enestående tjeneste” under kongressens familiefestival i 1980. Hun fik udover certifikatet overrakt en rose af en repræsentant for hvert årti fra Hulda Nielsen år 1919 til Anders Bendtsen år 1980.
[3] Korpsets historiebog skrevet af korpsets sekretær, Agnes Schrøder, er detaljeret og rigtig mange arrangementer bliver nævnt, men hun valgte nogle arrangementer ud, som hun beskrev grundigere et år eller en sæson og så blot nævnte, at de havde været der i de følgende år. Den detaljerede korpshistoriebog ophørte i begyndelsen af 1948. Hun døde året efter i februar 1949. Korpshistoriebogen fortsatte, men mere sporadisk og med korte meddelelser om helt særlige bgivenheder.
[4] Korpshistoriebogen den 8. februar 1937
[5] Det er ikke klart, hvem der opdaterede historiebogen og skrev i den, måske var det korpsets leder. Det kunne se ud som om korpsets ledere efter Agnes Schrøders død overtog arbejdet med historiebogen. Det er samme skrift fra 1950 til 1952, og det falder sammen med Seniormajor I.C. Sandbøls tid som leder i korpset.
Billede øverst: Kadetskolen på besøg i Gartnergade korps – friluftsmødet ledes af Kadet Børge Munk
Salvationist viewpoints 