Kommandørløjtnant fru Agnes Povlsen var fra 1890 til 1943 pioner, leder, inspirerende taler, sjælesørger, skribent og debattør i Danmark, Sverige, Finland, Rusland, Norge, Holland og Storbritannien.

 Hun døde[1]som hun havde levet optaget med at forkynde Guds ord og lede mennesker til ham. Hun havde  afholdt en vækkelseskampagne et par uger i Jylland og fik hjerteproblemer. Det skete i Hjørring, det sidste korps hun havde haft ledelsen af næsten 50 år tidligere, før sit giftermål i 1894 med Jens A. H. Povlsen, der var den første CS (næstkommanderende) i Danmark. Brylluppet blev ledet af Konsul Emma Booth-Tucker. De var usædvanlige begge to, dygtige, velartikulerede, sprogkyndige og de fødte ledere. Han blev tidligt William Booths faste tolk i de nordiske lande på grund af sine sprogevner. Han talte 7 sprog og ifølge egne ord kunne han både tale og tie stille på disse sprog. De var ledere internationalt i 23 år sammen og i Danmark af to omgange. 6 et halvt år i alt. Efter sin mands død var Agnes Povlsen derudover leder for Kvinders Sociale arbejde i 2 et halvt år år i Sverige og 2 et halvt år i Storbritannien. Begge disse poster var væsentlige lederposter. I Sverige efterfulgte hun den kendte oberstløjtnant Elisabeth Liljegren, ’Slummens Överste’  og i Storbritannien afløste hun kommandør Catherine Bramwell Booth. I sin pensionering rejste hun utrætteligt og holdt mødekampagner i Danmark, Sverige, Norge, Holland sågar kongresleder i Tjekkoslovakiet. Hun talte hovedsagelig i Armeens sammenhænge, men var også ofte en kærkommen taler i andre kirker og samfund. Generalen bad hende om at repræsentere Armeen ved Folkeforbundet i Geneve i 1935, det skete i to forskellige samlinger, i maj måned og i december. Den ene omhandlede hvad vi i dag kalder trafficking, hvid slavehandel og den anden drejede sig om flygtninge og nødhjælp.

Agnes Povlsen

Agnes Povlsen var en Københavnerpige, der som sekstenårig hørte rygterne i København om, at svenskerne for anden gang havde ’stormet’ hovedstaden dog ikke med krudt og kugler, men med en rødtrøjet krigertrop med flyvende faner gennem den mærkelige bevægelse, Frelsens Hær, der var ankommet fra Malmø.

Efter nogen tid vovede Agnes mor og en anden dame at tage Agnes og hendes veninde med til et Hallelujamøde en søndag eftermiddag. Pigerne var fascinerede af alt det nye og fortsatte med at komme til møderne. Det var særlig Frelsens Hærs helliggørelseslære, der greb Agnes. Hun ransagede skrifterne og blev overbevist om denne lære. På Frelsens Hærs tredje årsfest den 8. maj 1890 kom den oplevelse, der blev afgørende for Agnes og hendes veninde Christianes[2]fremtid og som resulterede i at de blev optaget som rekrutter . Allerede den 3. juni 1890 vandrede Agnes fra sit hjem på Nørrebro til Zinnsgade på Østerbro, hvor en lejlighed tjente som både kadetskole og hovedkvarter. Uddannelsen var kortvarig og allerede i løbet af efteråret blev hun sendt ud på et korps. Det blev begyndelsen til godt 53 års tjeneste.

J.A.H. Povlsen mødte også Frelsens Hær i den første tid, da han som ung universitetsstuderende (Filosofi) begyndte at overvære møderne og blev grebet af Armeens ånd og budskab. Han afbrød sine studier kun et halvt år inden sin kandidateksamen og begyndte kadetskolen 2. September 1889. Uddannelsen varede blot nogle få uger, og så var han ude på et korps.

Få måneder efter deres bryllup i juni 1894 fik de ordre til Indien, han som CS for Lucy Booth, William og Catherines yngste datter. De nåede dog kun til London, hvor ordren var ændret så han kom til at assistere kommandør Booth-Tucker, og hun fik til opgave at gennemlæse og ’censurere’ de oversøiske Krigsråb – det siger lidt om hendes sprogkundskaber. Desuden skulle hun være sekretær ved et London korps. Herefter gik turen til Sverige, hvor han blev assisterende CS og hun fik ansvaret som ’sekretær for børnenes krig’. En stilling hun havde i tre år, hvor hun udviklede det hurtigt voksende børne-og ungdomsarbejde.

Finland

I marts måned 1898 fik de ordre til Finland, han i første omgang som CS for pioneren for arbejdet i landet Hedvig von Hartman. Det varede blot 3 en halv måned, så var von Hartman på vej til Schweitz som territorial leder, og Povlsens havde hele ansvaret. Der kom ikke nogen ny CS, så det blev på alle måder en fælles opgave.

Finland var et Storhertugdømme direkte under den russiske zar. Det var en helt speciel situation med noget selvstyre f.eks. havde Finland sit eget senat, og den lutherske kirke var forblevet landets officielle religion. Det var dog den ortodokse russiske zar, der var kirkens overhoved. Der var en form for officiel religionsfrihed, men den var meget restriktiv og dækkede ikke udenlandske bevægelser. Der var imidlertid en stærk evangelisk bevægelse med en social bevidsthed indenfor det finske aristokrati, og det var den dør Frelsens Hær kom ind ad. Lederne var medlemmer af den finske kirke, men havde stor frihed, også på grund af deres sociale baggrund i aristokratiet. Omkring det tidspunkt, hvor Povlsens ankom, begyndte de russiske myndigheder imidlertid at stramme grebet og iværksætte en stærk russificeringspolitik, der både greb ind overfor senatet såvel som militæret. Censuren skærpedes, blade måtte indstilles, forenings -og forsamlingsfriheden indskrænkedes. Mange udlændinge blev udvist af landet, deriblandt svenske officerer fra Frelsens Hær. Povlsens måtte træde varsomt og han stod f.eks. ikke som udgiver af  Krigsråbet, det var fortsat Hedvig von Hartman og senere en anden finsk officer. Ved at holde en lav profil officielt lykkedes det Povlsens at være i lederskab i Finland i fem år. Deres sprogkyndighed kom dem til gode, de var begge flydende i svensk, det dominerende sprog i administration og i overklasse, men de lærte også begge finsk, folkets sprog, så de kunne klare sig uden tolke allerede efter et par år i landet.

Agnes Povlsens arbejdsindsats blev af stor betydning i Finland. Hun var stedfortræder for sin mand hver gang han blev bedt om at rejse sammen med William Booth som tolk til forskellige kongresser og andre arrangementer i udlandet. Hun fik ansvaret for officeersuddannelsen i de første halvandet år, og da hun gav dette videre til en finsk officer, kunne hun endelig vende sin opmærksomhed til opbyggelsen af børne-og ungdomsarbejdet, som hun havde erfaring med fra Sverige. Når hun ledte møder i korpsene, havde hun altid børnemøder, også friluftsmøder for børn på programmet, og hun forsøgte at finde soldater, der kunne påtage sig arbejdet blandt børn og unge. Hun opmuntrede og skrev til officererne om dette arbejde. Der havde hele tiden været søndagsskole, men hun introducerede børnemøder, syforeninger for børn, tamburin-og strengemusikkorps, ungdomslegion for unge mellem 14 og 18 år og korpskadetter[3].  Hun fik også udgivet en ungdomssangbog. Arbejdet blev organiseret og udviklet for de sidste par år at blive givet videre til en anden officer, så hun kunne hellige sig det sociale arbejde og dets videre udvikling.

De skrev begge nyhedsbreve i Krigsropet, og når han var i udlandet med Generalen redigerede hun også hans åbne breve til bladet. Han kaldte hende for sin CS.  Hun havde sin faste spalte i bladet, ’På fältfot’ og skrev desuden ind imellem artikler til forsiden af bladet. Det var bibelrefleksioner som f.eks. forsiden til bladet den 31. juli 1898 ’Hagar i ökenen’. Det var forskelligt, hvordan hun blev tituleret, her var det brigader fru Povlsen, andre steder som  forsiden fra 16. august 1899 ’För sjuka sjâlars läkedom’ er det fru brigader Povlsen. Den faste spalte indeholdt for det meste blot hendes initialer A.H.P. Spalten indeholdt beskrivelser af rejserne og møderne rundt omkring i landet. Povlsens rejste oftest hver for sig for at kunne besøge så mange korps som muligt i landet. I en af sine spalter fortæller Agnes Povlsen, at hun efter besøg i Sordavala, Viborg og Vilmarstrand mødte sin mand i Kouvola, han kom fra Koupio og St Michel og dermed ”hade det ovanliga nöjet at göra en nästan två timmars resa i hans sälskap til Lahtius”[4]. I et andet indlæg skrev hun, at de rejste sammen til Lahtis, så hver for sig, Agnes til Viborg, Joensu, Pilhärata hvor hun solgte Krigsråb i toget og på båden for at få samtaler og blive til nytte for nogle sjæle. ”Det fanns godt om tilfällen”. Rejserne var ofte udmattende i al slags vejr. Agnes beskriver en bådrejse fra Björneborg til Kaskö sammen med sin tolk:

”Vi for op imod himlen og ned i Dybet, svingende og dinglende, men var så heldige at få en bænk til vor rådighed….Klokken halv seks om morgenen nåede vi lykkeligt frem til den ønskede havn. Noget af det første vi fortog os efter ankomsten, var en spadseretur til den nærliggende skov for at hente brænde. Det var første gang, jeg var med på en sådan ekspedition. I triumf drog vi hjem med vort bytte, kaptajnen i spidsen med et lille halv vissent fyrretræ på skulderen, tolken med et mindre ditto på slæb, den lille løjtnant og jeg med forklæde og kurve fulde af pindebrænde.”[5]

Udover artikler og rejser holdt de begge kontakt med officererne via en personlig brevveksling.

På trods af de vanskelige politiske forhold var det en meget stærkere hær Povlsens efterlod, da de forlod Finland efter fem år for at rejse tilbage til Sverige. Officerstallet var steget fra 115 til 160, der var kommet et tusind nye soldater og rekrutter, antallet af musikanter og underofficerer var blevet fordoblet og 12 nye korps var åbnet. Det sociale arbejde var blevet udvidet og videreudviklet med flere nye tiltag som redningshjem, arbejdsbureau, en stor udvidelse af slumvirksomheden, der også blev en arbejdsgren for sig[6]. De centrale helligørelsesmøder[7]i Helsingfors startede i 1902 og forblev et samlende midtpunkt i over hundrede år.[8]

Finlandstiden illustrerer hendes engagement, pionerånd og deltagelse  i lederskabet såvel som hendes jævnbyrdighed med sin ægtefælle. De fik i disse år lagt et mønster for deres fælles tjeneste, som også var uafhængig af familieforpligtelse, da de ikke fik nogle børn før end 16 år ind i deres ægteskab. Dette mønster fortsatte så vidt det var muligt efter at deres to døtre var født. Agnes Povlsen blev helt fra begyndelsen givet selvstændige ansvarsområder hvor hun igennem årene udviklede sit lederskab.

Ægteparret Povlsens videre færd

 Fra Finland gik turen tilbage til Sverige hvor han blev CS og hun genoptog sit tidligere arbejdsfelt som ansvarlig for børne-og ungdomsarbejdet, derudover fik hun fra 1905 ansvaret for den nystartede stabssangbrigade.[9]Fra Sverige var de tilbage i Storbritannien som ledere for  den østlige provins. Den opgave varede blot ni måneder, så kom ordren som TC til Danmark. Her blev Stabssangbrigaden Agnes ansvar sammen med barmhjertighedsforbundet. I de to et halvt år i Danmark blev de forældre efter 16 års års ægteskab, da deres datter, Agnes Dorotea, blev født i 1910.  Den 9. maj 1910 var der farvelmøde i Templet i København for Povlsens med deres spæde datter. Det var en hemmelighed hvor de skulle han, ret usædvanligt for et farvelmøde. Hemmeligheden blev dog åbenbaret nogen tid senere, da det kom frem at de befandt sig i Sankt Peterborg i Rusland. De skulle forsøge, at få Frelsens Hær plantet i det russiske rige. William Booth havde ved sit besøg i 1909 fået indtryk af, at det kunne lade sig gøre. De kunne ikke bære uniform, for de var der ikke med officiel tilladelse fra myndighederne. De kom til at være der 18 måneder, en tid hvor deres anden datter, Manja Cecilie blev født i oktober 1911. Ligesom i Finland var der evangeliske strømninger hos dele af aristokratiet. Disse kendte Armeens arbejde fra udlandet. Her kommer en skildring fra Agnes Povlsen[10]:

”We were invited to conduct Salvation Army Meetings in several ’halls’ they had fixed up. A Princess G., who used to play the harmonium for us, we called our Bandmaster; others, who helped us to deal with seekers, were nominated ’Penitent Form Sergents’. They seemed mightily pleased with their titles. We could never appear in public as The Army, but the people seemed taken with The Army’s spirit and message, and came in crowds: poor and ignorant men and women, unable to read or write; young, fiery students, desparing of their country; thoughtful, refined people – but oh! So sad; and pale, thin children from the damp, dingy cellars of the city slums. Their faces would light up and their bodies rock too and fro as they joined in the Russian translation of such choruses as ’Let the blessed sunshine in’ or ’No, never alone’. When, by and by, as we were able to converse a little with them in their own language, how delighted they were.

Visitation, often from door to door among the working classes and in the slums, gave us some insight into the awful conditions under which the people lived.”[11]

Da de i april 1912 forlod St. Petersborg efter at myndighederne gennem den britiske ambassade havde givet William Booth besked om, at man ikke kunne give tilladelse til Armeens arbejde i Rusland, havde de lagt en grobund for Armeen. Chancen viste sig godt og vel et år senere, hvor Armeen via Finland fandt en åbning for en tilstedeværelse i Rusland. [12]

Efter det russiske eventyr kom ordren som TC til Norge, en post de bestred i godt og vel 7 år (6. maj 1912 – 2. september 1919). Selvom Agnes Povlsen ved ankomsten var småbarnsmor for to døtre var hendes lederprofil helt klar. Det åbne brev der var sendt til Krigsropet fra Sankt Petersborg var underskrevet af begge, ikke som samlet underskrift, men begge hver for sig.  Det samme var tilfældet ved deres farvelbrev syv år senere. Begge talte i velkomstmødet, og rapporten herfra lyder: ”Hendes hjertelige avslutningsord henvendt til hjerter uten fred med Gud, var gripende i sin virkning” [13]Der var en stor vækst i arbejdet både når det gjaldt antallet af korps, soldater og officerer såvel som søndagsskolebørn, børneforbundsmedlemmer, juniorsoldater og korpskadetter. Omtrent 50 officerer blev udsendt til missionsmarken. Det sociale arbejde var også i vækst. Det var interessant at se at Krigsropsoplaget steg fra 19.000 pr. uge til 35.000 , og oplaget på Den unge soldatsteg fra 7000  til 17.500 pr. uge.  Krigsropet[14]offentliggjorde den flotte statistik ved deres afrejse fra Norge. Ottilie Tonning, den kendte chef for socialarbejdet, holdt farveltale for dem og sagde: ”Oberst Jens Povlsen som den bramfrie, stille og kloke mand og fru obersten som den, der ved sin tale kunde begejstre og ildne. De har gjensidig utfyldt hinanden….tak for eders noble færd iblandt os. Vi skal altid mindes eder med kjærlighet og agtelse!”[15]For øvrigt var det Agnes Povlsen der prædikede ved det store farvelmøde, hun sang også duet med sin yngste datter, Manja[16].

Fra Norge gik færden videre til Danmark som ledere i en fire års periode frem til februar 1923 Hun fortsatte med at sætte sit præg på ledelsen gennem rejser, skrift og tale. Der var ikke en fast ugentlig spalte fra hendes hånd, men dog så meget at hun havde et fast navn til sine indlæg ”Krig og Fred”. Det var beretninger og refleksioner fra rejserne rundt i landet.

Det sidste land ægteparret tjente sammen som ledere var Holland. Her havde hun fokus på at få hjemforbundet, Frelsens Hærs kvindekreds udbredt i hele territoriet. Kommandørløjtnant Jens A, H. Povlsen døde her på sin 57 års fødselsdag den 6. juni 1925 af en nyresygdom. Begravelsen fandt sted i København, men der var en stor procession på flere tusinde mennesker i Amsterdam, da båren blev ført til banegården. Agnes Povlsen talte ved sin mands båre om hans liv og om afslutningen på hans dødsleje, derimod holdt hun på mindemødet om aftenen ikke mindetale , men prædikede om det der var centralt for deres liv og virke, frelsen i troen på Jesus Kristus. 34 fandt frem til bodsbænken den aften. Det norske Krigsropbragte reportage i to blade både fra processionen i Amsterdam og begravelsen i København[17]. Her er det værd at nævne mindeordene fra Generalen, Bramwell Booth, fordi det også understregede hendes indsats:

”Nyttiggjørelsen af dette talent som blev brugt så lojalt og samvittighetsfullt for Gud og Armeen, skaffet ham og hans begavede ektefelle ikke alene et vidt anledningenes felt…”[18]

I Krigsropets mindeord stod der:

”I sin omvekslende karriére og de mange skiftende arbeidsforhold har kommandøren hatt en fortrinlig støtte og hjelper i sin hustru, der likesom kommandøren selv er en fuldblods salvasjonist med en betydelig arbeidsevne.”[19]

Her sluttede deres fælles tjeneste og hendes rolle som del af det lederteam, de havde udgjort i 31 år. Hun blev en tid i Holland, men vendte så hjem til København hvor hun i en periode havde ro til at hellige sig de to døtre på 15 og næsten 14 år og selv bearbejde sorgen og tabet.

Nye horisonter

 I 1927 kom opbruddet fra København igen. Endnu engang var det en opgave i Sverige, denne gang som leder af Kvinders Sociale arbejde, en betydelig post der omfattede slumarbejdet og mange institutioner for børn, kvinder og ældre borgere. Den personlige situation var anderledes, da hun var alene med to teenagepiger, men det blev der rådet bod på, for adjudant Anna Olsen fulgte med og blev en del af hjemmet så vel som af arbejdet. Da jeg mangler kilder fra Sverige, er der meget lidt der kan fortælles fra disse år, kun at det blev begyndelsen på hendes tjeneste alene.

Opbruddet fra Sverige kom i 1930 og denne gang var det posten som leder af Kvinders Sociale arbejde i Storbritannien og Irland. Det var et stort og omfattende arbejdsfelt. Bladet The Delivererbragte stor reportage fra hendes velkomstmøde såvel som fra hendes farvelmøde. Begge møder blev ledet af Stabschefen. Da hun fik opgaven her have hun været officer i 40 år. I tiden som leder skrev hun selv nogle artikler i bladet også. Hun deltog med debatindlæg i The Staff Reviewom hvorvidt mandlige og kvindelige officerers ligeværdighed blev opretholdt[20]. Andrew Eason tager hendes argumenter med i sin bog om ligestilling i den tidlige Frelsens Hær.[21]Her fremlægger han hvordan den dominerende holdning til kvinder i det victorianske England smittede af på Armeen f.eks det at se kvinder som den svage part, der havde behov for beskyttelse, og at lederskab ville veje tungere på dem, og derfor var de ikke egnede til at bære tunge lederpositioner. Agnes Povlsen nævnte den ofte gældende holdning, at enlige kvindelige officers helbred ikke levede op til lederskabets pres og ansvar i forbindelse med Armeens ledende stillinger. Den kunne hun ikke skrive under på, hun fastholdt, at dårligt helbred ikke karakteriserede kvinder mere end mænd eller gjorde kvinder mere uegnede end mænd til lederposter. Det var spændende at hun gik ind i diskussionen. Det viser at det var en sag, hun beskæftigede sig med og gerne ville være med til at ændre holdninger til. I Skandinavien var holdningen ikke helt så bastant, selv om lignende holdninger også fandtes der, men hun havde en lang personlig erfaring at trække på, og havde desuden haft mange kvindelige ledere indenfor sit ansvarsområde.

Fra farvelreportagen fremhævedes hendes oprigtige engagement i de mennesker hun havde med at gøre, både beboere på de institutioner, hun besøgte såvel som alle hendes mange medarbejdere. Hun var lyttende og forstående. Hendes fængende taler og prædikener blev også nævnt og hun blev kaldt den fødte leder. Hendes CS , oberstløjtnant Dibden, nævnte følgende i sin tale: ”By her public work, as well, the Commissioner has taught us all the most valuable lesson, the dignity, charm, and strength of simplicity.”[22]Generalens (Edward J. Higgins) hilsen til hende lød: ”Loyal, hardworking, always genial. Just and gentlemanly co-worker.”[23]

Sin sidste artikel i The Delivere afsluttede hun med disse sætninger, der viste hendes fokus:

”For this and much more, I praise God and take courage. The God Whose I am and Whom I serve shall have the best of me in glad and willing service for the rest of my days” Og så tilføjede hun disse strofer:

”Beyond the best there is a better,

A sweeter joy than hitherto,

A higher hight, a clearer light,

A wider place will open out to view. ”[24]

Adjudant Anna Olsen var fulgt med til London og arbejdede sammen med Agnes Povlsen og var en del af hjemmet, hvor de to næsten voksne døtre også var med i London. De arbejdede begge på Det internationale Hovedkvarter, Agnes på ejendomsafdelingen og Manja på den oversøiske afdeling.[25]

Agnes Povlsen vendte hjem til Danmark som pensioneret officer, men det blev på ingen måde en pensionist tilværelse. Hun rejste utrætteligt og holdt mødeserier både i ind-og udland, både indenfor Frelsens Hærs rammer såvel som udenfor. Det har været interessant at se, hvor stor en begivenhed det var, når hun besøgte et korps. Gartnergade korps i København har nogle helt enestående, håndskrevne historiebøger, skrevet af samme person fra år 1900 til 1946. Her kan man blandt andet følge referater fra Agnes Povlsens besøg. Der er en del af dem, men hvert besøg har en aura af noget specielt, der tiltrak store forsamlinger. En af korpsets tidligere underofficerer, som var dreng under krigen, hvor hans far var korpsets leder, fortæller om, hvor galant hans ellers ikke så galante far optrådte overfor hende. Han selv beskrev det indtryk hun gjorde på ham som dreng med ordene: ”Der var noget majestætisk over hende!”

League of Nations – Folkeforbundet

Den internationale Frelsens Hær ønskede at blive repræsenteret i Folkeforbundet i ’Comittee in Traffic in Women and Children.’ Der var medlemmer af Folkeforbundet, der  havde foreslået dette. Armeen blev inviteret til at sende en repræsentant til mødet – den 14. session – fra den 2. – 10 maj 1935 i Geneve. Stabschefen, og kommandør Mapp bad Agnes Povlsen om at repræsentere Armeen i Geneve. På grund af Agnes Povlsens adresseskifte i København kom forespørgslen meget sent, men hun nåede at få rejsen organiseret i løbet af en dag og tog afsted med færger og tog til Geneve. Hun ankom om aftenen den 1. maj, hvor en stor stabel dokumenter såvel fra Armeen som fra komiteen ventede på hende. Konferensen startede allerede næste morgen, hvor hun fandt ud af at hun skulle tale følgende dags formiddag. Her viste hendes professionalisme sig i at håndtere en uventet situation, da det var umuligt for hende at nå igennem alle dokumenterne fra Armeen, selv om hun arbejdede det meste af natten. Hendes indlæg drejede sig om Armeens internationale arbejde med forebyggelse og rehabilitering af prostituerede. Hun sikrede sig at have rigeligt med statistik fra de forskellige lande til at underbygge sit indlæg. Det blev modtaget godt, og åbnede vejen for rigtig meget ’korridorsnak’ om Armeens arbejde såvel som invitationer til private samlinger om aftenen. Der var stor påskønnelse af, at Armeen var repræsenteret. En af tolkene, Mr. Parodi gav udtryk for sin glæde over indlægget med ordene: ”It is not only what you say, it is the impression you make, and you don’t talk too much”[26]Det går i tråd med de udsagn, der var kommet fra forskellige i løbet af hendes arbejdsliv.

Allerede tre dage senere skulle hun tale igen, denne gang i forbindelse med de russiske flygtninge kvinder, der var tvunget ind i prostitution i det fjerne Østen. Hun havde læst rapporterne angående dette fra Armeens ledere i de lande, det omhandlede, og deres ønsker om redningshjem, men hun havde også læst IHKs afslag til dette på grund af manglende økonomiske resurser. Hun byggede sit indlæg på rapporterne fra territorierne og sine egne erfaringer med russiske kvinder i sin tid i Sankt Petersborg. Den sag blev en hjertesag for hende. Det ses tydeligt i hendes efterfølgende breve til Stabschefen såvel som til Generalen.  I sit følgebrev til rapporten til Stabschefen argumenterede hun for, at et redningshjem burde åbnes i Harbin i Manchuriet for de russiske flygtninge kvinder. Hvis det skete, ville mange af dem aldrig blive prostituerede. Fra rapporterne kunne hun se, at selv små piger ned til 8 års alderen blev solgt til prostitution. I brevet til General Evangeline Booth uddybede hun den viden, hun havde fået på området under konferencen og appellerede til hende om at Armeen skulle gå ind i sagen med ordene: ”and see if the Army could not again, as so often before. laugh at impossibilities and cry it shall be done!” . Om hendes appeller hjalp, ved jeg ikke, men hun gjorde hvad hun kunne.

Det var kolossalt hvad hun nåede i dagene i Geneve. Hun fik skrevet en lang rapport til Stabschefen og breve til forskellige ledere, talte ved gudstjenester og møder i Geneve og Bern efter konferencen og fik takket de forskellige fra territoriet, der havde hjulpet hende med praktiske ting. Hun skrev artikler angående konferencen til The Delivererog det danske Krigsråbog muligvis andre tidsskrifter. Dertil sendte hun breve hjem med mere personlige oplevelser til Anna Olsen og Manja. Manja fik sit brev på engelsk med forskelligt fra konferencen, som Agnes mente måtte interessere hende. Hendes arbejdskapacitet syntes ikke at være blevet formindsket med årene.

Det er interessant at se hendes nøjagtige regnskab for sin rejse til Geneve og opholdet der. Alt var med fra nyt pas til frimærker og telegram til IHK. Først håndskrevet undervejs, for så at komme på officielt papir. Der var orden i alt hun foretog sig.

Konferencen i maj måned blev ikke den eneste. Allerede i november måned blev hun bedt om at deltage  i endnu en konference i forbindelse med Folkeforbundet. Her drejede det sig om ’The International Union of Relief’  Denne gang sendte IHK allerede i oktober materiale til hende i form af rapporter angående det sociale arbejde for kvinder og mænd fra forskellige steder i verden plus hvad IHK havde udgivet af rapporter på området.  Desuden sørgede IHK for, at materiale fra komiteen blev sendt til hende. Alt dette for at sikre at hun havde tid og materiale til at forberede sig til konferencen. Der blev også sikret bedre hjælp fra hovedkvarteret i Schweiz blandt andet sekretærhjælp til korrespondance og et samarbejde mellem Danmark og Schweiz for rejsearrangementet. Det var alt det, hun selv havde måttet klare i sidste øjeblik ved konferencen i maj måned.

Da den foregående konference havde taget 9 dage forberedte Agnes Povlsen sig på en flere dages konference, men den varede blot en dag, mandag de 2. december. Også på denne konference talte hun, denne gang om Armeens arbejde i forbindelse med naturkatastrofer og lignende. I sin rapport til Stabschefen beskrev hun levende dagens indlæg og de mennesker, der var til stede, mest regeringsrepræsentanter og så nogle fra store nødhjælpsorganisationer. Hun nævnte, at der blot var tre kvinder til stede inklusive hende selv. I sit levende sprog beskrev hun også samtalerne under det lette uformelle afslutningsmåltid, hvor der kom mange rosende ord om Armeens arbejde  blandt andet fra en ung indisk læge og den kinesisk ambassadør. Hendes beskrivelse af sekretæren for Det internationale Røde Kors begejstring for hendes indlæg var meget sjov. Hans engelske ordforråd var begrænset, så han stod blot foran hende med et strålende ansigt og sagde perfekt, perfekt!

Hun havde aftalt at lede et forenet møde i Geneve fredag aften og søndagens møder i Lausanne. Da konferencen blev så kortvarig påtog hun sig også at lede møder på Slumstationen og på redningshjemmet i Geneve. Alle steder med adskillige der søgte Gud ved bodsbænken.

Med denne konference sluttede Agnes Povlsens involvering i forbindelse med Folkeforbundet, og så vidt jeg kan se gælder det også Armeens tilstedeværelse.

Agnes Povlsens internationale forbindelser og korrespondance

På Frelsens Hærs arkiv i København såvel som på Heritage Center i London har det været muligt at få kopier af den korrespondance, der ligger, mellem Agnes Povlsen og forskellige internationale ledere både da hun var i aktiv tjeneste, såvel som i tidens som pensioneret.

Det er tydeligt, at hendes forbindelse til Booth familien bærer præg af langvarigt fællesskab og kendskab. Hun har været i forskellige lederpositioner i så mange år, at vejene har krydsedes mange gange i forskellige situationer. Hendes breve er ligefremme og uden omsvøb. Da krisen med General Bramwell Booths helbred og afsættelse står på i 1928/29[27]er der brevveksling mellem Agnes Povlsen og Bramwell Booth, hans datter kommandør Catherine Booth såvel som hans kone Florence Booth[28]. Jeg har kun svaret fra Agnes Povlsen til Catherine Booth og ikke det oprindelige brev, men Catherine Booth har udover sit eget brev vedsendt et brev fra Generalen, hvor der også er en en håndskrevet hilsen. Det brev må have været rimelig uformelt, da der også er hilsen til døtrene. Agnes Povlsen svarede den 16. februar  1929 på et brev fra den 8. februar, hvor Bramwell Booth understregede at han kun ønskede at fremme Armeens bedste, og at hun skulle tro, at det var tilfældet. Hendes svar viste, at hun var vant til en åben dialog, og det bærer brevet præg af. På kommentaren om , at det var ønsket om Armeens bedste der lå ham på sinde, skrev hun:

”But that I am to believe of your attack on the Deed Poll Supplement of 1904? Is that not an attack on our constitution? Is that not a betryal of the trust handed over to you by our Founder? I ask it respectfully.

I was present when the Founder signed that Document. I still see before me his noble face and hear his earnest voice as he impressed upon us the value to the Army of this Deed Poll Supplement. I still see him lifting the pen and put his name to the Document.

I refuse to believe, that either he or you were insincere; that either he or you considered that Deed Poll Supplement to be ’only a scrap of paper’, which could be destoyed any day, when it might prove inconvenient to a future General. But if it was sacred to you then, it should be sacred to you now.” [29]

Videre skrev hun om det ansvar overfor fremtiden ’all we officers of long service’ føler, og fortsatte sit brev med, at han var deres udvalgte leder, deres Josva, som havde ledt dem med sin store personlighed. Han ville stadig have en plads i deres hjerter og kom med denne bøn til ham:

””Oh, General, my beloved General, do not sell your birthright for a mess of pottage. Disarm yourself of all carnal weapons. Act as if you had no advisers, but God, your own noble impulses and enlightened conscience and return to your place in our hearts.”

Florence Booth skrev til Agnes Povlsen efterfølgende og bebrejdede hende tonen i brevet, at det var upassende og forbløffende. Jeg har ikke det brev, men kun Agnes Povlsens svar fra 27. marts 29. Her forklarede hun, at det ikke var første gang hun udtrykker sin mening og følelser til Bramwell Booth både på skrift og i tale, og han altid havde forstået hende. Resten af det to sider lange brev var en videre diskussion angående Deed Poll Supplement.

Der er noget korrespondance mellem Evangeline Booth i 1929 og igen i 1931, men det er mere formelle organisationsanliggender.

Der var som nævnt en rimelig tæt forbindelse til Booth familien. Den kom dels igennem Jens Poulsens opgave som tolk for William Booth i de nordiske lande i en årrække, dels gennem den oprindelige beslutningen om, at Povlsens skulle sammen med Lucy Booth til Indien[30], senere kan jeg se fra Agnes Poulsens korrespondance i 1935 i forbindelse med hendes engagement i Folkeforbundet et officielt, men meget åbent og direkte brev til Evangeline Booth , som var General. Korrespondancen i 1929 underbygger dette.

Alle Boothdøtrene, gifte som ugifte fik selvstændige lederroller, måske smittede forbindelsen til Booth familien af på Agnes Povlsen.. Hun fik sine selvstændige opgaver som gift officer. selv om hendes opgaver ikke var så centrale som deres stillinger og rang[31]

Det var ikke blot Boothfamilien, men også andre internationale ledere Agnes Povlsen havde en levende korrespondance med.  I hendes pensionering er især et brev fra kommandør Rich, der var Britisk Kommandør (TC), interessant, fordi det har en meget fri, personlig og uofficiel tone. Det var dateret 29. februar 1936, medens Oberst Mary Booth var TC i Danmark. Hun var datter af Bramwell Booth og noget kontroversiel, desuden førte hun Frelsens Hær ud i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Hans brev omhandlede de rygter han havde hørt fra Danmark om, at nogle i Staben arbejdede for og havde bedt om, at hun kunne blive fjernet eller forflyttet. Han følte, det var et meget ekstremt skridt at tage og spurgte om det kunne være sandt. Der stod privat og uofficielt øverst i brevet på trods af at det var skrevet på officielt papir. Han skrev sin privatadresse , så hun kunne svare ham privat. Han spurgte også om hun mon snart kom til England, for de (hans kone og ham selv) ville være glade for at se hende. Brevet nåede først til Agnes Povlsen en uge senere, for hun holdt mødekampagne i Holland, og det var blevet eftersendt til Hovedkvarteret der. Hendes svar var håndskrevet og på fire tætskrevne sider, hvor hun skrev, at situationen ikke var som den burde være. Selv om hun aldrig opmuntrede nogen til at snakke konfidentielt med hende om vanskelighederne, kunne hun ikke undgå både at se, høre og føle, at Mary Booth blev mere og mere upopulær blandt Armeens egne folk såvel som folk udenfor Armeen. Personligt havde hun været bedrøvet over at se, hvorledes Mary Booth undlod at bruge de rige muligheder, der var ved de store forsamlinger, for at sige noget væsentligt med substans, men blot gav dem noget snik/snak. Hun bad oftest andre om at holde bibeltalen i sine møder. ”I do not know if she considers her best too good for the stupid Danes – they know she considers them stupid – or whether she has no better to give”. Imidlertid var Agnes Povlsen forundret, hvis et sådant forsøg på at få hende fjernet skulle være i gang. Hun mente at danskerne var tålmodige nok til at vente på en naturlig forflytning. Brevet videre handlede om andre sager. Et lille efterskrift viste lidt af hendes private situation og hvad hun nok ønskede sig mest af alt: ”If only my own dear children were fully for God and with me in the work my joy would be full. They are loving daughters though, and we have not seen the end yet.” Begge pigerne havde været indviet til soldat og aktive, men på det her tidspunkt var det ikke tilfældet. Det blev det heller ikke senere.

Brevvekslingen illustrerede tilliden til Agnes Povlsens dømmekraft og indsigt, vel også en forventning om at få direkte svar fra hende og ikke blot omsvøb og floskler. I brevet overvejede hun også i lyset af den uro, der var, om hun burde have hjulpet eller vejledt Mary Booth noget mere i stedet for at holde sig på afstand. Men Mary Booth havde ikke gjort det let at hjælpe hende, og desuden havde Agnes Povlsen haft så mange invitationer fra udlandet om mødekampagner, at hun havde været mere ude end hjemme.[32]Mødekampagnen Agnes Povlsen holdt i Holland, og hvor korrespondancen udfoldede sig, blev afbrudt efter fire ugers møder med besøg til nye korps hver dag, fordi hun blev kaldt til London af Generalen. Hvad der drejede sig om, ved jeg ikke, men det viser en efterspørgsel efter hende både som mødeleder, taler og rådgiver.

Den sidste brevveksling jeg vil omtale er fra marts 1943 mellem kommandør Karl Larsson og Agnes Povlsen[33]. Det var under krigen, hvor han fra det neutrale Sverige holdt kontakt med Armeen i kontinental Europa. Hans brev omhandlede situationen i Finland, som var uholdbar, fordi den afløser man havde fundet for landslederen, som var død, ikke helt kunne leve op til forventningerne. Han fortalte om, at man havde ønsket og prøvet at få oberst Helmi Boije, men at hun havde takket nej på grund af dårligt helbred. I brevet spurgte han om Agnes Povlsen kunne komme til Finland og besøge korps over hele landet i nogle uger, da han selv kun havde mulighed for besøg til Helsingfors. Situationen var meget vanskelig ude i landet, og hendes besøg ville styrke og opmuntre de finske salvationister. Hendes svar var, at det ville hun gerne, for hendes helbred var så meget bedre nu, men at det måtte vente et par måneder, fordi hun havde så mange engagementer både i Armeen og udenfor, og desuden håbede hun, at hendes datter, Agnes, der boede i Stockholm, ville få indrejse tilladelse i Danmark og opholdstilladelse i en måned for at besøge sin mor. Det fik datteren imidlertid ikke, så Agnes Povlsen søgte om udrejsetilladelse og opholdstilladelse i Finland. Det fik hun afslag på, så besøget kom aldrig i stand, men brevvekslingen viser igen den åbenhjertighed, der var overfor hende og også tillid til, at hun kunne gøre en forskel, hvor hun kom hen. Den her korrespondance var blot 8 måneder før hendes død.

Konklusion

Agnes Povlsen døde den 1. december 1943 som nævnt indledningsvist i Hjørring på en mødekampagne. Generalen sendte telegram ud angående hendes død den 4. december efter at have fået budskabet via Stockholm dagen forinden. Det var midt under krigen, så kommunikationen mellem London og det besatte Danmark var ikke så let. Begravelsen fandt sted i Templets korps i København den 5. december. Den fandt sted kl elleve, men allerede kl. ni begyndte folk at komme og fylde salen. Der var repræsentanter fra alle kirker og trossamfund, foruden Armeens egne folk. Det lykkedes datteren fra Stockholm at få indrejse tilladelse, så hun kunne være der. Processionen til kirkegården var meget stor og viste, at hendes store indflydelse i landet og hvor afholdt hun var. Søndag aften blev der afholdt mindemøder ved alle korps, da det var umuligt at rumme de mange der ønskede at være til stede i Templet eller et andet korps. I historiebøgerne fra Gartnergade korps er minde møder der beskrevet, og at lokalet var stuvende fuldt.

Jeg mener ud fra de data jeg har samlet, at Agnes Povlsen var den mest markante kvindelige leder, Frelsens Hær i Danmark har fostret igennem sin historie. Hun må have haft en umådelig arbejdsevne udover hendes helt åbenlyse lederevner. Hun favnede bredt og gik ind i de opgaver, hun fik pålagt med stort engagement, viste iderigdom og iværksætterevner på alle fronter. Der var ikke nogen opgaver hun veg tilbage for, om det så var at samle brænde ved korpset i Finland efter en lang nats rejse eller hurtigt at arrangere rejse gennem Europa til Geneve og nå frem til konferencen i Folkeforbundet. Her brugte hun natten efter den lange rejse til at forberede sig på den tale hun ikke på forhånd vidste, hun skulle holde. Det var hendes evner som prædikant og taler såvel som hendes personlige karisma, der kommer tydeligst frem i alle kommentarer. I et privat brev til en god ven i Danmark skrev hun fra Sverige i 1928: ”Sommetider længes jeg efter at komme hjem til Danmark og på mine gamle dage finde tid til noget af det litterære arbejde og andet, mit travle liv aldrig har tilladt mig at tage mig til.”  Det blev ikke til så meget af dette, bortset fra serien i Krigsråbetunder navnet ”Krigerfærd”,[34]der var ungdomserindringer, og som hun havde planlagt skulle efterfølges af to serier mere. Det nåede hun ikke. Hendes liv var fyldt af møderejser og andre engagementer. Det var også midt i dette, hun afsluttede sit liv og tjeneste.

Kildemateriale

Det kildemateriale jeg har haft til rådighed er ulige fordelt på de forskellige lande. F.eks. har jeg ikke kunnet få fat i væsentligt materiale fra Sverige på trods af, at ægteparret sammen var der af to omgange i alt 6 år, og Agnes Poulsen havde ledelsen af Kvinders sociale arbejde i to et halvt år efter Jens Povlsens død. Til gengæld er der righoldigt materiale fra Finland, en del fra Norge og Danmark og noget fra Rusland og Storbritannien. Materialet viser, hvordan de to ægtefæller arbejdede og engagerede sig, også i artikler og breve, og Agnes Povlsens engagement og indflydelse i årene efter sin ægtefælles død. Kildematerialet består af Krigsråbsartikler, korrespondance imellem Agnes Povlsen og andre internationale ledere, heriblandt Generalen og Stabschefen, artikler fra internationale Arme blade og historiebøger.

Tak til oberstløjtnant Arja Laukkanen i Finland for arbejdet med at finde materiale fra Krigsropet,tak til kommandør Sven Nilsson for at lede efter svensk materiale og tak til oberstløjtnant John Bjartveit for at samle henvisninger til norsk materiale og kopier fra Krigsropet(det norske materiale fik jeg for nogle år siden). Tak til Heritage Center i London for at søge efter muligt materiale og for at scanne det de fandt. Tak til Arkivet i København for at stille materiale til rådighed og give mulighed for at tage kopier.

 Litteratur:

Aitken, Tom,  Blood and Fire, Tsar and Commissar, The Salvation Army in Russia, 1907-1923

Eugene, Oregon: WIPF&STOCK 2007

Eason, Andrew Mark, Women in God’s Army. Canada: Wilfrid Laurier University Press, 2003

Kjäll, Thorsten, Korsets Färger Bära. Stockholm: FA-Press Förlag, 1972

Könönen, Elsa, En Armé på marsch. Helsingfors: Söderström &Co Aktiebolag, 1964

Larsson, Karl, Tio år i Ryssland. Stockholm: Frälsningsarméns Högkvarter, 1948

Larsson, John, 1929 A crisis that shaped The Salvation Army’s future. London: Salvation Books, 2009

Norum, Charles, Med kjærlighetens våpen.Oslo: Salvata Kristelig Forlag, 1987

Povlsen, Agnes, Krigerfærd.København: Frelsens Hærs Forlag, 1944

Tandberg, H.A.,femti års korstog for Gud og Norge.Oslo: Frelsesarmeens Forlag, 1937

[1]Den 1. december 1943

[2]Christane Nandrup, den senere fru oberst Julius Nielsen

[3]En korps kadet var et ungt menneske fra 13 år og opefter, der fulgte et studieprogram med bibelstudier, Frelsens Hærs lære, arbejde og kendetegn, og desuden aktivt deltog  i mødevirksomhed og praktiske opgaver som at sælge bladet Krigsropet

[4]Krigsropetnr. 9 1899

[5]Agnes Povlsen, Krigerfærds. 100

[6]Könönen,En Armé på marschs. 160-186

[7]Gudstjenester med fokus på Frelsens Hærs hellighedslære

[8]Min mand og jeg var ledere i Finland fra 1999 til 2005 og havde den glæde at kunne fejre 100 året for de centrale helliggørelsesmøder. De blev opretholdt både under vinterkrigen og fortsættelseskrigen på trods af bombardementer.

[9]Jeg kan se på mødeprogrammer og referater, at Agnes Povlsen ofte var solist, desuden kan jeg fra materiale fra Heritage Center i London se at hun fik nogle kor udgivet på musikdepartementet . Det var teksterne hun havde skrevet og fundet musik til dem fra andre kilder.

[10]The Officers’ Reviews. 140

[11]Agnes Povlsen nævner også de store piger på 12-13 år der er involveret i prostitution. En indsigt der gav hende mulighed for at tale og deltage i diskussionerne 25 år senere i Folkeforbundet, i konferencen angående trafficking, hvor netop de russiske kvinders skæbne i det fjerne østen var i fokus.

[12]Karl Larsson, Tio år i Ryssland

[13]Krigsropetnr. 21 1912 s. 6

[14]Ibid. Nr. 35 1919 s. 8

[15]KrigsropetNr. 37 1919 s, 6

[16]Manja blev kendt under navnet Manja Mourier som skuespiller og visesanger både nationalt og internationalt.

[17]Krigsropet nr. 25 s. 4-5, nr. 26 s. 4 1925

[18]Ibid. Nr. 25 s. 4

[19]Ibid. Nr. 25 s. 5

[20]Agnes Povlsen:”Are equal Standards for Men and Women Officers maintained”, The Staff Review10,4 (’October 1930: 350). Desværre kan jeg ikke få fat i artiklen, da dette nummer af Staff Review ikke findes på Heritage Center i London.

[21]Eason, Andrew Mark, Women in God’s Armys. 143

[22]The Deliverer October 1932 s. 113

[23]Ibid

[24]The Delivereroktober 1932 s. 115

[25]Jeg ved ikke hvorvidt Agnes og Manja var der hele perioden, men deres tilstedeværelse og arbejde blev nævnt i et brev fra undersekretæren Ida Russell til Brigader Wickberg i Stockholm den 7. december 1943 som svar på Wickbergs telegram til IHK angående Agnes Povlsens død. Det var under krigen sådan, at forbindelsen til London gik via det neutrale Sverige. ”You will probably remember that Manya was with us in the Overseas for a while and her sister was with the International Secretary in the Property Department.”

[26]Rapport til Stabschefen af 13. maj 35 s. 2

[27]John Larsson, 1929, A crisis that shaped The Salvation Army’s future.

[28]Det var Catherine Booth, Agnes Povlsen afløste som chef for Kvinders Sociale arbejde i Storbritannien, og som derefter igen fik opgaven efter Agnes Povlsen.

[29]Brevet er på arkivet i København

[30]Årsagen til at dette ikke blev til virkelighed var hendes giftermål med Emmanuel Hellberg, så de to sammen rejste til Indien. Jens Poulsen overtog hans job på IHK, som undersekretær for Booth-Tucker.

[31]Jeg har ikke adgang til materiale, der kan underbygge dette, så det er blot en løs teori.

[32]Hvad der end måtte have været af uro og mistillid blev Mary Booth først flyttet i 1938

[33]Denne korrespondance findes på Heritage Center i London

[34]Krigerfærd blev udgivet efter hendes død som bog med et efterskrift af Brigader Søren Vestergaard, der omhandlede hendes tjeneste efter hun indgik ægteskab og frem til hendes død