Værdighed og Værdi

(Metusalemkomplottet)

Artiklen blev skrevet for ti år siden, da jeg selv var i begyndelsen af 60’erne, til en kvindekonference. Vi var ledere i Norge på det tidspunkt, så alle citater er på norsk, da mine kilder var norske. Nu er jeg i begyndelsen af 70’erne, hvor den erhversaktive del af mit liv til dels er slut. Jeg var meget opmærksom på det skifte, der kunne ske mellem at være erhversaktiv og så gå ind i en pensionisttilværelse. Derfor var alt planlagt, og jeg forfulgte en drøm om at forske, så en Ph.D afhanling blev mit pensionaprojekt. Oslo Universitet godtog mit projekt, da de ønskede den nye forskning, jeg præsenterede. Det indebar også en forskeruddannelse. En sådan proces er faktisk fuldtidsbeskæftigelse – det er det i al fald hvis man er i 30’erne. Det var i realiteten at skifte livsbane, selv om jeg fortsat arbejdede noget indenfor Frelsens Hær med undervisning o.lign. Den blev forsvaret ved Oslo Universitet 5. juni 2015. Siden da har jeg publiceret en bog bygget på afhandlingen og skrevet flere artikler til tidsskrifter, der publicerer forskningsresultater. Min egen pensionering er blevet meget anderledes end det jeg beskriver fra mine forældre.

Diskrimination og usynliggørelse?

Vi er samlet kvindekonference og derfor er der fokus på kvinder. Meget af det jeg her siger gælder også mænd, men problemstillingen er i høj grad forstørret hos kvinder.

Jeg har siden jeg var 11 år gammel haft en interesse i, hvad der sker med mennesker, når de går på pension og når de ældes. Det skyldes, at jeg er et ’gammelmandsbarn’ – et udtryk vi bruger på dansk om børn født af ældre forældre. Min far var 54 år, da jeg blev født og min mor 43år.  

Det er ikke helt så usædvanligt i dag som det var dengang. Hvorfor interessen opstod, da jeg var 11, kan ses fra min fars alder. Som officer i Frelsens Hær blev han pensioneret, da han var 65 og jeg 11. Han var ikke så stærk længere, så det var for så vidt på rette tid. Han døde blor 3 år senere. Ikke desto mindre bemærkede jeg en ændring hos begge mine forældre, også hos min mor som blot var 54 år ved pensioneringen. De blev ligesom lidt ’mindre’ både i egne og andres øjne. De var ikke længere ledere for Frelsens Hærs afdelinger, men pensionister. De havde to børn, jeg på 11 og min bror på næsten 13, så vi var en børnefamilie, men det var pensionist identiteten, omverdenen synes at holde fast i. Min far døde som nævnt 68 år gammel, så jeg fulgte ikke hans aldringsproces, kun forløbet af hans svære kræftsygdom. Min mor levede til hun var næsten 85 og jeg selv næsten 42, så hendes forløb fulgte jeg til det sidste. Noget af det jeg observerede var, at selvtilliden blev mindre med årene og en slags skam over det at være gammel. En skam der blev påført udefra og bekræftet indefra. De sidste år var min mor på plejehjem – i dag ville hun aldrig have fået plads. Hun var i stand til at gøre alt selv, men hun blev ind imellem ramt af ’sorte huller’ – et kort øjeblik, hvor alt forsvandt fra hukommelsen. Hun kunne mærke, når det kom og følte det meget pinligt. Der var mange hændelser, og jeg var muligvis ikke den mest populære pårørende, når jeg blandede mig i, hvordan hendes liv formede sig der. Umyndiggørelsen kunne gøre mig meget vred. Et eksempel: min mor kunne ikke forstå, hvor hendes penge blev af. Hun tilskrev det glemsomhed, at hun måske tabte dem – personalet var helt overbeviste om, at dette var tilfældet og ville ikke høre tale om noget andet. Jeg synes efterhånden det blev for meget, og da penge var noget min mor altid har haft meget nøje check på, besluttede jeg at lade det stå en prøve. Jeg tog hen på hjemmet kl. 22 om aftenen og lagde sammen med min mor 100 kr. i et lille aflåst skab i nærheden af hendes seng. Jeg tog nøglen, som blot var en vanlig  møbelnøgle. Jeg var igen på hjemmet ved ottetiden om morgenen og låste skabet op. De 100 kroner manglede. Selv efter dette skulle der megen tale fra min side til at få afdelingssygeplejersken til at tage det alvorligt. Et ældre menneske er åbenbart ikke et troværdigt vidne.

Metusalemkomplottet

Det var de personlige erfaringer fra mine forældre. En lille morsom en fra mig selv for to måneder siden – nu er jeg ved at nå dette afsnit af mit liv her i begyndelsen af 60’erne. Jeg havde et yngre familiemedlem, som ikke altid var lige heldig i sine udsagn. Jeg fortalte om nogle meget kostbare tandlægeregninger, jeg havde på grund af reperationer, og fik til svar: Kan det betale sig? Jeg syntes det var morsomt, men der kommer sikkert en tid, hvor jeg ikke synes, at den slags udsagn er lige morsomme.

Jeg købte for 3 år siden bogen  Metusalemkomplottet ( Frank Schirrmacher – Ganesa forlag, norsk udgave 2005) Den viser til diskriminering og angrebene på selvværd og selvtillid. Den beskriver også den verdens historiske begivenhed, der er ved at ske, allertydeligst i Europa, at den ældre befolkningsandel når 20%. Og at denne andel vokser i årene fremover. Et faktum der i mange medier omtales som om det var en naturkatastrofe. I andre lande som f.eks. Ægypten, Iran, Saudi-Arabien er ungdomsandelen på 20%. Der er meget tankevækkende stof i bogen om denne her revolution, der er igang.

Der udføres et stort antal studier om diskrimimering og fordomme på grundlag af høj alder, såkaldt ’alderisme’: Vrangforestillinger rundt alderdom er like ødeleggende som alle andre former for diskriminering, som erklærer noen mennesker for mindreverdige. Dette er bokstavelig talt dødelig: vi vet i dag at det skader den mentale motstandskraften til eldre mennesker og forkorter livene deres. Ulike typer diskriminering har det til felles at de gjør virkeligheten om til en karikatur. (s.29)

Bogen har et eksempel, der ligner min erfaring med min mor og hendes penge: En 81 år gammel kvinne fant sin 85 år gamle mann død i huset. Kvinnen kontakter politi og ambulanse. Hun fortalte politiet at hun hadde sett en annen kvinne i huset rett før mannens død. Alle politifolkene og myndighetene forkastet forklaringen som innbilning. Rettsmedidsineren ble informert via telefon. Siden det ikke var spor etter kamp, ble dødsattesten utstedt. Dagen etter fikk kvinnen beskjed fra banken om at det hadde vært uvanlige bevegelser på kontoen til hennes avdøde mann. Nå lyttet politiet og beordret en obduksjon av liket. Resultatet var entydig: Mannen var blitt kvalt. Kort tid etter ble den ukjente besøkende arrestert. ( s.31)

Hændelsen viser det problem ældre har med at blive opfattet som troværdige. En 40 årig der havde set en anden i huset ville blive troet, men ikke en 81 årig. Det er menneskers værdighed der står på spil. Deres selvtillid, tryghed og livslyst. Det er en slags psykologisk krigsføring, der ødelægger selvtilliden ved at frarøve dem der bliver ældre troen på sig selv, egne sanser og forstand. Det er en ond cirkel, der forstærker fordommene og holdningerne og fører til mindreværdskomplekser.

 I Tolkiens Ringenes herre møder vi Slangetunge, der får den gamle konge i guldhallen til at tro, at han er svag, dum og gebrækkelig. Gandalf der selv er meget gammel bryder forbandelsen og fordriver den onde: Ikke alt er mørkt! Fatt mot, for bedre hjelp vil dere ikke finne! Dra ut, fryktens tid er over. Den gamle konge kan igen rejse sig og ånde frit. Den gamle mand bliver til en rank, stærk og klog mand, der sætter sit rige frit.

Bogen Metusalemkomplottet påstår: Det drejer seg om en sammensvergelse mot den spesielle formen for menneskelig selvforakt som ligger i de negative holdningene til alderdommen. Samfunnet vårt kan ikke overleve hvis flertallet etter hvert blir sett på som forstyrrende, slitne, glemsomme eller dødens budbringere…….. Hvis vi ikke lykkes med å definere alderdom på nytt og se på den som en av de mest enestående sivilisatoriske prestasjonene menneskene noen gang har opnådd, kommer vi til å havne i en verden som bygger på aktiv dødshjelp………..Hvis vi, framtidens eldre, derimot tenker på vår egen alderdom på en ny måte, kan vi endre samfunnets holdninger til alderdommen. ( s.65)

Det trengs nye kalendere for levetid, sterke selvbilder og en holdningsendring. Aldring betyr forandring, ikke undergang.  (s.67)

Sproget er en væsentlig faktor i alt dette, for sproget er virkelighed og sproget skabet virkelighed. Det sprog der benyttes overfor ældre gøres ofte enklere end overfor andre aldersgrupper, på trods af at alle aktuelle rapporter bekræfter at sproget er en skat som ikke forsvinder med alderen, men som derimod kan vokse. Psykologer rapporterer om at samtaler mellom pleiere og eldre pasienter ikke kan skilles fra samtaler mellom voksne og toåringer. Det dreier seg egentlig ikke om samtaler, men om et ’sekundært babyspråk’ som brukes uavhengig av den eldres mentale tilstand. (s.163)

Usynliggørelse

Et sidste punkt jeg vil tage frem er usynliggørelsen. Kvinder er meget synlige i det offentlige rum en stor del af deres liv, selv sproget understreger dette. En politiker kan være både mand og kvinde, men ofte kan vi tale om kvindelige politikere eller kvindelige demonstranter eller kvindelige alkoholikere. Jeg har aldrig hørt udtrykket mandlige politikere eller demonstranter eller alkoholiker, måske nok mandlige sygeplejersker; men det er ikke ofte kønsbetegnelsen sættes på mænds profession eller adfærd. Når kvinder når en alder over 50 eller 60 begynder usynliggørelsen. Jeg har i snart mange år rejst meget både alene og sammen med min mand eller andre. Når jeg for 30 år siden rejste alene fik jeg hjælp til alt, at lægge kuffert i bagageboksen eller at bære den. Verden var befolket af høflige mænd i alle aldre. Det aftog efterhånden som jeg rundede de 40 år, så måtte jeg blive selvhjulpen og det gik fint. Om jeg i Heathrow slæbte på megen bagage, fik jeg ind imellem hjælp af andre medsøstre. De høflige herrer var forsvundet. Nu er billedet ved at vende, i al fald når jeg befinder mig udenfor Skandinaviens grænser. Nu er de høflige herrer begyndt at vende tilbage – de er ikke helt så unge længere. For 30 år siden var hjælpen et kontaktskabende middel, i midterårene var kontakten ikke så interessandt, nu må jeg se ud som om jeg trænger til lidt hjælp.

Når deltagelse ved møder, arragementer og kulturelle begivenheder bliver beskrevet, bliver det ofte understreget, at der var en del unge eller en del mænd, de andre som ikke nævnes med større entusiasme er dem der oftes er grundstammen – ældre kvinder, så usynliggørelsen findes, også hos os i Frelsens Hær.

Hvis vi følger TV medierne kritisk vil procenten af ældre være begrænset i TV programmerne, og ser vi efter ældre kvinder bliver procenten endnu mindre eller bliver til en promille.

Værdien af ældre kvinder

• 

Indvielsen af et nyt lokale Rustavi Georgien 1998

Temaet for konferencen er dette, men i selve temaet ligger den ’alderisme’ jeg har talt om. Vi ville aldrig bruge en sådan titel, hvis værdien eller værdigheden var en selvfølge. Vi som kvinder kan være med til selv at skabe den. Nogle af de ting jeg har været indenom er vi selv med til at forstærke, fordi vi bruger diskriminerende sprog både om osselv og andre. Vi overtager omgivelsernes fordomme.

Det er muligt at ændre, men det skal gøres bevidst, for det kommer ikke af sig selv. Storm P. har et morsomt udsagn: Man siger, visdommen kommer med alderen, men jeg har nu lagt mærke til, at alderen tit kommer alene.

Vi bliver ikke automatisk vise eller kloge, fordi vi bliver ældre, men vi kan gøre en aktiv bestræbelse på at blive det. Jeg kan godt lide at se Ringenes Herre som set i aldrings lyset. Ringen hvis kraft ødelægger og destruktivt lægger livet øde er et billede på ødelæggelse af selvværd, men ringens kraft blev brudt og tilintetgjort. Vi kan være med til at noget sådant sker.

I interviews med ældre tegner der sig et positivt billede. Mange føler sig yngre end det alderen tilsiger – og de handler derefter.. Mer enn ni af ti eldre mennesker har fremdeles helt klare mål i livet, og bare en tredjedel er for det meste orienteret mot fortiden. En vanlig forestilling om alderdommen er at den er et slags etterord til livet, men eldre mennesker føler det selv som om de leser en svært spennende historie i et livsstilsmagasin. De er midt i livet og har mye foran seg (s.192).

Værdien og værdigheden er til stede, men den skal accepteres af samfundet omkring os, så holninger og handlinger overfor ældre ændres.

Som afslutning et par citater fra en lille bog – Visdom fra et millenium – jeg fik til min 60 års dag:
Ta tid til at være vennlig – det er veien til lykke

Ta tid til å drømme – det fører skipet ditt mot stjernene

Ta tid til å elske og bli elsket – det er et av gudenes privilegier

Ta tid til å se deg rundt – dagen er for kort til å være egoistisk

Ta tid til å le – det er sjelens musik

Lær av fortiden

Du må ikke ved livets slutt

Plutselig oppdage at du ikke har levd.

For mange er de som, når de skal

Forlate denne jorden,

Ser tilbake på gleden

Og skjønheten som ikke ble deres,

Fordi de levde i frykt.

(Foto artiklens top – Frelsesarmeen i Oslo deltager i demonstration mod menneskehandel))