SAMMEN I BØN

Disciplene som fulgte Jesus og som levede sammen med ham, opdagede meget snart bønnens centrale plads i Jesu liv og følte samtidig en mangel hos sig selv, så de kom til Jesus og sagde Lær os at bede! Måske kan vi synes, at det var underligt, da de som jøder levede i et bønnens univers og var blevet undervist i det at bede helt fra barndommens dage, men kraften de så komme igennem bønnen hos Jesus havde de måske ikke helt fået med sig. Som kristne har vi også en lang bønstradition og har lært at bede. Ikke destomindre har vi brug for som disciplene at komme og sige Lær os at bede! Vi har behov for at holde den vision for øje, at vi skal være sammen i bøn eller forenede i bøn.

Bønnen styrker fællesskabet, når vi sammen erkender vort behov for Gud og vort ønske om at være i Hans nærhed som et Guds folk, og her erkender vor egen magtesløshed, vort behov for at blive styrket med hans kraft, vort behov for at blive udfordret til tjeneste. Som et bønnens fællesskab kan vi bede:

O, rør med din ild ved mitt hjerte og lær mig gå tjenestens veg. Din kærlighets ild er hvad jeg trænger til. Min Frelser, o, giv den til mig. ( Albert Orsborne )

I et sådant bønnens fællesskab bliver vort syn skærpet, og vi får sat tingene på plads, så det væsentlige indtager det væsentliges plads, og alle de små uvæsentlige ting, som ofte synes store og vigtige falder på plads, så vi ser hvor ubetydelige de er. Vort syn bliver også skærpet, så vi får et glimt af Guds virkelighed, der overgår vor virkelighed, fordi den har evighedsperspektiv. Den er ikke kortsigted som vor, men langsigted helt ind i evigheden.

I den svenske forfatter Sven Delblancs bog Samuels døtre hører vi om den fattige enke Cecilie, som til sin fødselsdag får et par briller fra sine børn. Hun har manglet disse briller; men de bliver både en glæde og en smerte for hende. Hendes syn bliver virkelig forbedret og hendes arbejde dermed lettere, men de betyder også, at hun nu er i stand til at se bitterheden og fattigdommen i sine børns ansigter. Hun lægger mærke til deres håbløshed. Denne oplevelse vender hun til en bøn: Lad ikke verden blive så grusom, at jeg ønsker blindhed som  gave. Det er alt hvad jeg tør bede om, du gode og nådige Gud. Hendes bøn minder om bønnerne fra Salmernes bog, der indeholder et råb om hjælp og en bøn for en mer retfærdig verden. Hun beder ikke om frihed fra det skærpede syn, som ser både glæde og smerte, men at hun aldrig vil nå derhen hvor smerten og grusomheden er hele hendes horisont.

Vores bønsliv kunne sammenlignes med Cecilies briller. Gennem bønnen får vi et klart og skærpet syn så vi ser vor egen virkelighed så vel som den virkelighed der er i verden omkring os. Det skærpede syn gør os i stand til at se både det gode og det onde.

Bønnen er at komme ind i Guds nærhed, hvor vi kan møde ham gennem alle vore forskellige ’sprog’ og gennem vore sanser. Hele vort liv kan være en tilbedelse, et konstant møde med Gud, hvis vi bringer alt der møder os frem for ham, sådan så vi kan sige om os selv: Jeg er en bøn!  Dette illustreres i Salme 1 vers 3: Han er som et træ, der er plantet ved bækken.. Eller Salme 63. 2 – 9:

Gud, du er min Gud,

jeg søger dig,

min sjæl tørster efter dig,

 min krop længes efter dig

 i det tørre, udpinte, vandløse land.

Ja,  jeg vil skue dig i helligdommen

og se din magt og herlighed,

for din troskab er bedre end livet

Mine læber skal lovsynge dig,

Ja, jeg  vil prise dig hele mit liv,

I dit navn vil jeg løfte mine hænder.

Min sjæl mættes som af fede retter,

og min mund lovpriser dig

med jublende læber,

når jeg på mit leje husker dig

og tænker på dig i nattetimerne.

For du er blevet min hjælp

og jeg jubler i dine vingers skygge

Min sjel hænger ved deg,

og din høyre hånd holder mig fast.

Bøn er i sin essens en kærlighedshandling, et udtryk for vor kærlighed til Gud. Det største bud lyder sådan: De skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. (Markus 12.30)  Dette bud viser intensiteten og dybden af den kærlighed, Gud kalder os til at leve i. Det er en kærlighed, der indvolverer hele vor væren støttet af al vor styrke. Gud kalder på vor styrke, fordi han ved den findes og han ønsker at den skal aktiveres i et liv med et fokus rettet mod ham. Som kærlighedshandling er bønnen ikke blot et udtryk for vor kærlighed til Gud, men i forbønnen udtrykker vi vor kærlighed til vor næste. Når vi beder for andre sættes vi osselv til side og giver dem plads i vort liv og i vor bevidsthed. Jesus fortsatte med det andet bud: Du skal elske din næste som deg selv. (12.31) Forbønnen sætter dette bud i fokus. Simone Weil sagde engang: At anerkende andres virkelige eksistens – det er kærlighed.  I forbønnen anerkender vi andre og sætter deres behov i fokus.

Når vi er sammen i forbøn, er det væsentligt at være specifikke, ikke så meget for Guds skyld, for han kender alt, men for vor egen skyld, så vi virkelig identificerer behovene og holder os dem for øje. Det er udmærket at bede for verdens nød, men bønne kan blive så generell at den mister sin betydning for os. Vi skal være målrettede i vor bøn, om det er mulig.

Bønnen er et svar på Guds tiltale til os, som når os gennem hændelser i verden omkring os. Vi tror på forbønnen, vi tror, at der er kraft og magt deri. Vi beder og tror, at vor bøn bliver hørt. Ind imellem oplever vi bønhørelsen klart og overvældende, andre gange synes vi, den lader vente på sig eller vi er så blinde og døve, at vi ikke bemærker den, fordi den ser anderledes ud end vi havde tænkt os. Rolv Wesenlund sagde for nogle år siden i et interview i Krigsropet: Hvordan kan folk undre sig over bønhørelse, når de ved at selv en maskine, en PC kan sende beskeder til hele verden på en gang.

Vi kan være sammen i bøn på mange måder: Når vi samles til bønnemøder, når vi forenes i gudstjenestens bønner, men vi er også sammen i bøn, når vi hver for sig beder og er sammen i et usynligt fællesskab. Når vi for eksempel ved, at vore kammerater over hele jorden, eller i hele territoriet eller i hele korpset forener sig i bøn på bestemte tider eller for bestemte emner er vi sammen i bøn, selv om vi sidder i vore egne hjem alene.

I stilheden kan vi også opleve bønnens usynlige fællesskab, for her går vi bort fra ordene og lader stilheden herske. Det kan være en tomhed, som vi bringer til Gud, så han kan fylde den med sin fylde og med de bønner, ånden beder på vore vegne: Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn  for de hellige efter Guds vilje. ( Romerbrevet 8. 26 – 27)