’Jeg kan lide min te som min tro: varm, brændende varm.’

 

Teen har i flere århundreder været en livseliksir for englænderne. Det har nok ændret sig lidt til i dag; men indtil for få år siden var den midlet imod alle dårligdomme. Da min mand og jeg arbejdede i London som korpsofficerer for over tredive år siden oplevede vi teens ’velsignede virkning’ i alle situationer. Vores søn, der på det tidspunkt var tolv år, oplevede et fald i skolen og fik en mindre hjernerystelse. Behandlingen hos skolesygeplejersken var en god kop varm te! Vi syntes måske også, at en lægeundersøgelse ville have været på sin plads, men teen kom først. (Lægeundersøgelsen måtte vi selv tage hånd om.)

Med en sådan tro på teens velsignelser og dens uundværlighed er det ikke så underligt, at det netop bliver teen, der sammenlignes med troen. Den er jo til stede hele dagen fra man slår øjnene op om morgenen, til man lukker dem igen om aftenen. Morgenritualet, når man er gæst, er at man får bragt en kop varm te op til gæsteværelset. Det har jeg oplevet mange gange. Mange hjem har et apparat ved sengen i deres soveværelse, der bliver indstillet om aftenen, så der står en kop varm te færdig samtidig med, at alarmen på vækkeuret lyder. Dagen begynder med den brændende varme te – dagen kan begynde med en brændende tro. Teen følger med hele dagen, det samme må troen gøre. Når vi var på hjemmebesøg hos vore soldater i London, selv om det måske kun var et kort besøg indenfor hos dem, var teen uundværlig. Vi nærmest boblede af te, når vi kom hjem.

William Booth brugte dette udtryk, når han fik tilbudt en kop te. Hvis ikke teen var varm, hviskede han til den der serverede teen for ham: ’Jeg kan lide min te, som min tro – varm, brændende varm.’ Hans mange rejser bragte ham til mange dele af verden, der naturligvis havde forskellige skikke, hvad angår mad og drikke. På grund af sit helbred var der mange ting, han ikke tålte, så for at undgå pinlige situationer blev der sendt en menu ud til dem, der skulle være hans værter. Ud fra den menu er det tydeligt, at han var vegetar, og at han ønskede at få te før sine møder.

Den brændende varme tro udtrykt i Frelsens Hærs ceremonier

Den brændende varme tro fulgte ham hele livet, også da han højt oppe i årene fortsatte sin utrættelige rejsevirksomhed for at inspirere sit folk over hele verden på trods af et svigtende helbred. Forventningen om, at hans soldater og officerer skulle have samme varme tro, ses i Hærens ceremonier, ikke blot i soldatererklæringen og i officerens pagt og fuldmagt, hvor det helt naturligt hører hjemme, at man forventer det, men også i de ceremonier, der følger det almindelige liv som barneindvielse, bryllup og begravelse. Troen var som teen uundværlig i alle livets situationer, og den skulle helst være brændende varm. Følgende er uddrag af den første oversættelsen af de tre ceremonier, der udkom i 1893.

I barneindvielsen stod der sådan: ”Om I ønsker, at Herren således skal tage dette barns sjæl og legeme i besiddelse, at det altid skal gøre kun hans vilje, må I være villige til, at det skal tilbringe hele sit liv i frelses-krigen, hvor som helst Gud måtte vælge at sende det, at det skal blive hadet og foragtet for Kristi skyld. I må lade det se et eksempel i eder på, hvad en frelsessoldat bør være, og undervise og opfostre det efter eders bedste evne til at blive en trofast soldat, der giver al den tid, styrke og evner, det er muligt for at hjælpe krigen fremad.

I må holde al berusende drik, tobak, pynt, rigdom, skadelig læsning, verdslige bekendtskaber og al indflydelse, der kunne skade det enten på legeme eller sjæl, så langt I kan borte fra barnet, og I må efter eders bedste evner udfører Guds vilje og eders overordnede officerers ønsker med hensyn til det”

Barnet skulle beskyttes mod det, der kunne ødelægge troen og lede det bort fra Guds vej. Barnet skulle indvies og opdrages til en – brændende varm tro. Her skulle der til gengæld ikke være nogen beskyttelse imod de farer, et liv i efterfølgelse, et liv i den brændende tro kunne føre med sig.

Et uddrag fra ægteskabsceremonien viser, at også ægteskabet skulle være præget af indvielse og en brændende varm tro:

1)” Vi erklærer herved højtidelig, at vi ikke har søgt denne forbindelse alene for vor egen lykkes skyld eller blot for vore egne interesser, om vi end håber, at også disse vil fremmes; men fordi vi tror, at vor forening vil sætte os i stand til bedre at behage og tjene Gud og mere alvorligt og med større fremgang at kæmpe og arbejde i Frelsens Hær.

2) Vi lover herved, at vi ikke vil tilstede, at vor forening på nogen måde formindsker vor hengivenhed til Gud, vor kærlighed til kammeraterne eller vor troskab til Armeen.

3) Enhver af os lover, at vi aldrig vil gøre noget, som sandsynligvis vil hindre den anden i at gøre, give eller lide noget, som det står i vedkommendes magt at gøre, give eller lide for krigen, idet vi tror, at når vi handler således, skal vi bedst kunne fremme Guds ære og sjæles frelse.”[1]

Det fortsætter med syv lignende punkter, før selve ceremonien med troskabsløfterne kommer. Sangen der er foreslået efter bryllupsceremonien hedder ’ Under vor fane’. Det er nok det andet vers, der har gjort den egnet til bryllupssang:

”Vore kammerater her, forenede i krig,

Vil kæmpe og vil sejre ved Jesu kraft så rig.

Guds kraft vil styrke dem, så de kan trænge frem

Fra sejr til sejr og dristigt le ad satan”

Omkvædet begynder med ordene: ”Under vor fane vi marcherer frem til ære”. Ceremonien viser, at der i alle livets stunder forventes et fokus, der bygger på den brændende varme tro. Der er et lille afsluttende afsnit om, at mødet skal fortsætte efter ceremonien med fokus på sjæles frelse, soldaternes helliggørelse eller andet lignende, så det bliver til velsignelse for alle tilstede. Brud eller brudgom skal helst tale senere i mødet, for så bliver folk, til det slutter.

Begravelsesceremonien er den ceremoni, der har fået størst plads i det lille hæfte. Det dækker tolv sider, hvor ægteskabsceremonien har fire sider og barneindvielsen tre. Der er taget hensyn til alle detaljer med det formål at vise, at det er sejrens dag, ikke blot sorgens dag. Alle soldater skal ved begravelsen bære ”et hvidt bånd rundt den venstre arm, tre tommer bredt.” Båndet skal bæres frem til møderne den første søndag efter begravelsen. Marchordenen og vejen fra lokalet til kirkegåden er nøje beskrevet. Begravelsesprocessionen skal helst gå forbi den afdødes arbejdsplads og de steder, hvor den afdøde havde deltaget i friluftsmøder med sit vidnesbyrd. Det skulle jo være en sejrsmarch, et vidnesbyrd om den brændende varme tro. Mødet der er foreslået før selve ceremonien er af længere varighed med det formål, at alle ”bestemmer sig for Gud på stedet”. Ordene ved ceremonien er:

”Da det har behaget den almægtige Gud at forfremme vor kære kammerat fra hans (hendes) plads i … korps i Frelsens Hær til den bolig, der er beredt for ham (hende) i himmelen, overgiver vi nu hans (hendes) legeme til denne grav, jord til jord, aske til aske, støv til støv i det sikre og glade håb at se ham (hende) igen på opstandelsens morgen.”

Der er tale om en forfremmelse til den bolig der er beredt i himlen. Den brændende varme tro rækker ud over livets grænse og ind i evigheden i det ’sikre og glade håb at se ham igen på opstandelsens morgen”

Det er tydeligt, at William Booth ønskede (og forventede) at den brændende varme tro skulle antænde alle i Frelsens Hær og varer fra livets begyndelse til livets afslutning.

”Hvad jeg ville gøre med mit liv, hvis jeg skulle leve det en gang til”

I en nytårshilsen fra 1906[2] funderede William Booth over tanken om hvad han ville gøre, hvis han skulle leve sit liv en gang til. Den viste, hvordan han ønskede, at den brændende tro endnu engang skulle udtrykkes i hans liv og uddybede derved, hvad troens konsekvens betød for ham. Han begyndte sin artikel med en henvisning til en kendt skuespillerinde, der på spørgsmålet om, hvad hun ville gøre, hvis hun kunne leve sit liv igen, svarede, at hun ville begynde med at hænge sig.

Det ville ikke være William Booths linje. På trods af mange sorger, var han ikke skuffet over sit livs forløb, heller ikke vred over de fejltrin der var sket. ”Jeg ville ofre mit liv uden et øjebliks tøven på det forløsende kærligheds alter. Jeg ville lægge mig selv – legeme, sjæl og ånd – ved Jesus Kristi fødder, rede til og villig til helt bogstaveligt at leve, lide, kæmpe og dø for ham.”[3] Han opregner en hel fortegnelse over, hvilket menneske han så ville være med et uddybende afsnit ved hver del.

Det første er ’Jeg ville være en mand med åndelig færdighed. ”Jeg ville lære hvordan jeg bedst kunne bekæmpe Guds og menneskets fjender, bringe dem til underkastelse og forvandle dem til Jesu Kristi gode soldater, forene dem for effektiv handling og lede dem fremad for at bekæmpe fjenden.”[4]

’Jeg ville være en mand, der bringer ofre’. ”Jeg ville acceptere et liv i fattigdom og foragt, i afsavn og hårdt arbejde, som min himmelske fars vej for mig. Jeg ville kæmpe indtil jeg havde opnået den sindstilstand der kunne gøre mig i stand til at udholde prøvelser uden knurren eller klage.”

’Jeg ville være en bønnens mand’. ”O, når jeg ser tilbage på den afstand jeg har rejst gennem verden, mine kammerater, sikke et dyrebart, uvurderligt privilegium bønnen har været for mig! Skulle jeg, medens jeg skriver dette, endnu engang stå ved tærsklen til mit jordiske liv, kort eller langt, ville jeg med det samme begynde at bede. Jeg ville bede i mit kammer, med min familie, i mit hjem, med venner når jeg mødtes med dem, med fremmede, i mødelokaler, ved friluftsmøder alle vegne. I sandhed, jeg ville bede offentligt og privat; ja, alle vegne ville jeg bede, indtil hver tanke var en bøn og selve mit åndedræt var lovprisning.”

 ’Jeg ville være en hellighedens mand’. ”O, hvis jeg var ung igen med udsigten til et langt liv foran mig, ville jeg helt sikkert sige: ’Min Gud, min Gud, lad mig i oprigtighed og i sandhed være en hellig mand, så jeg kan få mennesker til at se hvad Guds rige virkelig er!”

’Jeg ville være en mand fyldt af medfølelse med menneskelig lidelse.’ ”Jeg ville forædle en holdning af sympati overfor menneskelig nød, hvor end og hvornår end jeg måtte finde mænd, kvinder og børn i sorg, uanset om deres ulykke er afstedkommet af deres egen ondskab eller af andres ondskab eller af uheld som de ikke havde ansvaret for. Jeg ville ynkes over deres forhold, og så vidt muligt, arrangere at de fik praktisk assistance.”

’Jeg ville være en troens mand.’ ”Som svar på vor Herres spørgsmål – ’Når menneskesønnen kommer, vil han finde troen på jord?’ – Ja, Herre, om end ikke den er i noget andet hjerte, skal du finde den dyrebare grundsætning regere og herske i mit. For at nå dette ville jeg udvikle en hellig vane med at stole på Gud. Under alle livets forhold ville jeg øve mig i at tro. Under de vanskeligste forhold jeg overhovedet kunne komme i, ville jeg vænne mig til at have en uforfærdet afhængighed af min kære Herres beskyttelse, forsyn og ledelse. Til enhver tid og på ethvert sted ville jeg stræbe efter at tro på, at min Faders arme omsluttede mig, at min Frelsers vinger var over mig og at Åndens lys ledte mig, og at alt ville gå godt og ikke kunne være andet end godt, både for jorden og for himlen.”  

’Jeg ville være en mand der var fyldt af den Hellige Ånd’ ”Når mennesker hørte mit navn skulle de tænke på Gud. Når de så mig, skulle de spørge sig selv: ’Gør jeg min pligt, når det gælder min sjæl?’ Når de vidste at jeg var på vej, skulle de føle at der var endnu en chance for at blive frelst. Jeg ville søge efter at blive fyldt med Ånden og stræbe efter, som de gamle tiders apostle, at ånde lys, håb og kraft ud over menneskers sjæle. Jeg ville i sandhed blive et eksempel på Mesterens profeti at ud fra ham skulle der rinde strømme af levende vand.”

Det var William Booths vision af hvad han skulle gøre, hvis han fik lov til at leve sit liv engang til. Det ligner den ambition han havde for sit liv, og som han forsøgte at leve efter. Det var den slags liv han mente sprang ud af den brændende varme tro.

Videre i artiklen henvender han sig direkte til sine læsere med disse refleksioner og udfordringer[5]: ”Mine kammerater, jeg har giver jer en meget svag og utilstrækkelig ide om, hvordan jeg ville håndtere mit liv, hvis jeg fik det privilegium at leve det en gang til. Ikke desto mindre er det her, og når det gælder den målestok, så vil jeg vie resten af mine dage i min fremskredne alder i de første timer af det nye år, hvis det bliver mig tilladt at se dem. For alle vil være enige i, at den tjeneste og hengivenhed som jeg føler ville være min pligt ved begyndelsen af mit liv i lige så høj grad vil være min pligt ved dets afslutning.

Ung eller gammel dette er min målestok for kærlighed og pligt, og det skal forblive min målestok, indtil jeg ytre mit sidste ord og drager mit sidste åndedræt på jord; og jeg er ikke sikker på at jeg skal finde en højere norm i himlen.”[6]

Den afsluttende opfordring til hans ’kammerater’ er en opfordring, der stadig er aktuel her godt hundrede år senere til alle os ’kammerater’, der i dag får inspiration fra hans liv og hans liv værk, Frelsens Hær. Det handler om konsekvenserne af den brændende varme tro, af et helhjertet engagement og en tillid til, at en sådan tro og et sådant engagement gør en forskel i verden:

”Menneskeheden behøver jer. En stor del af troen omkring jer har det dårligt. Berøvet sin styrke af verdslighed, sanselighed og vantro, nærmer den sig hurtigt en tilstand af respektabel overfladiskhed, og der er en ikke ringe fare for at nogle salvationister slår sig til tåls med Laodikansk middelmådighed.

Skynd jer at komme til undsætning, mine kammerater. Løft jeres hoved. Fæst jeres blik på fremtiden. Kom i højde med jeres muligheder – de største, mest storslåede og fyldt til randen med velsignelse af alt, hvad der er givet mennesket i disse sidste dage.

Væk med enhver frygt. Tramp vaklen og halvhjertethed under jeres fødder. Glem fortidens fejltrin; læg dem bag jer. Lad djævelen få dem.

Og når I har taget jeres beslutning, så er det fremad, fremad og stadig fremad! Rejs flaget for vores herlige felttog – det gule, røde og blå – Frelsens Hærs kongelige blod og ild fane.”[7]

William Booth ønskede sin te som sin tro – varm, brændende varm. Når han i sin allersidste offentlige tale den 9. maj 1912 siger, at han nu er på vej i tørdok, så var det tørdok både for hans brændende tro og for hans elskede kop te.

Teen som symbol for Frelsens Hær

 

Teen blev en mærkevare for den internationale Frelsens Hær. Når Frelsens Hærs folk under de to verdenskrige fulgte de britiske, canadiske, australske eller amerikanske styrker med kantinevognene, så var en ’Army cup of tea’ noget specielt. Det var ikke blot en kop varm te, eller brændende varm te, der fulgte mere med. Når gamle krigsveteraner omtaler denne specielle kop te, var det ikke så meget teen som omsorgen, samtalen, et glimt af håb og en stærk tro, der fulgte med. Det samme gjaldt teen fra kantinevognene den 11. september 2001 og i dagene derefter i New York. Med teen fulgte trøst, forbøn, hjælp til at lede efter savnede eller opmuntring, nærvær og agtelse for de brandfolk, der styrkede sig på teen i det hårde og udmattende arbejde med at lede efter levende og døde.

Teen blev naturligvis også omsat til sang i en af Frelsens Hærs musicals af John Gowans og John Larsson[8] , Take – over Bid. Sangens titel er ’There is nothing like an Army cup of tea’.[9] (Der er ikke noget som en Arme kop te) Sangen gengiver krigens oplevelse og Frelsens Hærs internationalisme.

I mange år frem til den sidste fjerdedel af det tyvende århundrede var der import af te fra Ceylon, som blev solgt som Frelsens Hærs te rundt omkring i verden på Frelsens Hærs handelsafdelinger. Den var med til at finansiere Frelsens Hærs missionsarbejde. Der var en lige linje mellem dette formål og så Williams Booths sammenligning af te og tro.

’Jeg kan lide min te som min tro: varm, brændende varm’.

 

 

[1] Fremhævelsen af ordet ‘ikke’ afspejler ceremonibogen.

[2] Cyril J. Barnes: The founder speaks again. The Camfield Press, St. Albans 1960 s. 162 – 166

[3] Ibid s. 162 Oversættelserne er mine egne, og jeg bringer kun uddrag af afsnittene under hvert hovedpunkt.

[4] Ibid s. 163.

[5] Dette er et uddrag af den sidste del af artiklen

[6] Ibid s. 165

[7] Ibid s. 166

[8] De skrev 10 musicals sammen over en periode på 23 år. Den første af disse var Take-over Bid fra 1968, en musical de blev bedt om at skrive af Frelsens Hærs ledelse til det internationale ungdomsår. John Larsson skrev musikken, og John Gowans skrev teksterne. Begge de to officerer blev generaler for den internationale Frelsens Hær, John Gowans i perioden 1999 – 2002 efterfulgt af John Larsson i perioden 2002 – 2006.

[9] I,ve never been what you might call religious,

All them hymns and prayers have no effect on me.

But when it comes to char, that’s a different tale by far.

Oh, there is nothing like an Army cup of tea.

 

Oh, there’s nothing like and Army cup of tea,

Oh, there’s nothing like an Army cup of tea,

They produce it on the spot, from Hong Kong to Aldershot,

Oh, there’s nothing like an Army cup of tea.

 

When my old man was lost in the Sahara,

He was out there as a soldier boy, you see.

The Red Shield van drove up, went and gave the lad a cup,

Oh, there’s nothing like an Army cup of tea!