SAMMEN I TJENESTE

 

Den militære metafor

Da vore grundlæggere i 1878 enedes om navnet Frelsens Hær, var det ikke blot et navn man begyndte at benytte, men en levende metafor, der gav stødet til en utrolig vækst i antal af korps, officerer og soldater, ja hele nye arbejdsområder. De tog hele den militære metafor til sig og udviklede det, der hørte hjemme i denne metafor så som flag og uniformer, styreformer, sprog, træning til at være i ’krig’, det at krydse grænser og udvide ens ’territorium’ osv. Den metafor både samlede det grundlæggende op i det der var og skabte nye forudsætninger og grundpiller. Det var en forbløffende kreativitet, dette skifte satte i gang.

Det vore grundlæggere meget klart havde for øje og det, der udfordrede dem og kaldte dem til handling, var den ondskab og synd de så i samfundet omkring sig. Deres overbevisning var, at synd og ondskab ødelagde mennesker til krop og sjæl, ja var nedbrydende for hele samfundet. Dette onde måtte modgås og modarbejdes. Deres tro var forankret i Jesus Kristus, i at hans død og opstandelse overvandt ondskabens og syndens magt, og at mennesker kunne frisættes.

De havde en vision om at hele samfundet kunne forandres gennem mennesker, der oplevede frelsen i Jesus Kristus. Den militære metafor passede fuldstændig ind i denne overbevisning og i dette kald til at gå til kamp mod synd og ondskab, at kæmpe for alle dem, der var fanget i dette for at de skulle frisættes. Kærligheden til de ’fortabte’ var en stærk drivkraft, det samme var kærligheden til Gud og glæden og taknemligheden over selv at have oplevet frelsen i Jesus Kristus. De følte et kald til dette arbejde og de var villige til at lade Guds vilje styre deres liv.

Den militære metafor inspirerede også til, at alle skulle mobiliseres, alle skulle i tjeneste det øjeblik de selv var blevet frisat i Kristus. Det svarer vældig godt til Martin Luthers kaldstanke, der er knyttet til tanken om det almindelige præstedømme. Alle troende er kaldet, de har forskellige kald, deres liv og gerning er et kald, der skal udføres til Guds ære. Alle soldater er kaldet til med deres liv at tjene Gud og at være et vidnesbyrd om hans frelsende kraft, de er kaldt til tjeneste og skal mobiliseres i kampen mod ondskab og synd. Kaldet til kamp er meget klar – at følge Kristus ud til mennesker for at søge og frelse de ’fortabte’.

Cathrine Booth talte om, at der ikke kunne være neutrale i denne krig, Guds soldater måtte entydig have deres loyalitet rettet mod ham. William Booth beskrev salvationisterne sådan i bladet Salvationisten  i januar 1879: Vi er et frelsens folk – det er vores specialitet – at blive frelst og blive bevaret frelst og så at få andre frelst, for derefter selv at blive frelst mere og mere .

I dette lille citat har vi fokus både på frelse og hellighed (at blive frelst mere og mere). Det er den identitet, vi har som salvationister og den som er blevet formet også af den militære metafor.

 

Den militære metafors relevans i dag

Frelsesarmeen har i hele sin historie forsøgt at følge med tiden og være relevant for det samfund den virker i. I vor del af verden har vi i vore forsøg på at være moderne eller populære nedtonet eller forsøgt at opløse den militære metafor. Årsagerne kan være mange, en af dem kunne være at vi har et meget snævert syn af, hvad den militære metafor indeholder. Ofte sættes der fokus på vores hierarkiske opbygning og organisation eller på uniformens udformning. Mange har en forestilling om et meget tungt apparat uden fleksibilitet.

Når det gælder det første, så er der i løbet af årene kommet en langt mere ’flad’ struktur med meget konsultation, utallige styrer og råd, hvor mange har ansvar og indflydelse. Det gør ikke nødvendigvis strukturen lettere, men det betyder større medindflydelse. Spørgsmålet om autoritet er vel et af grundspørgsmålene her. I hele vor bevægelse har vi mange forskellige ledere og ledelsesniveauer både for soldater, officerer og civilt ansatte. I vore korps gælder det samme. Noget der kommer til udtryk er forskellen på soldater og officerer – vi er alle sammen i tjeneste, men ved ordinationen og udnævnelsen gives der en autoritet til officererne, der er knyttet til deres åndelige lederskab. Det ligger i deres kald og villighed til at leve i dette kald. Det samme eksisterer i de fleste andre kirker, selv om det ikke alle steder er lige så synlig som hos os. Vi er meget åbne og transparente, hvad det angår. Soldaterne har blå skulderstropper og officererne røde. De røde skulderstropper signalerer, hvor stort et ansvarsområde man har eller hvor mange år man har været i tjenesten. Autoritet er et ’fyord i vor del af verden, men den er altid en del af et lederskab, hvad enten vi bryder os om det eller ej.

Om vi bliver i metaforens verden er det interessant at forestille sig de mange forskellige slags armeer der er, hvor stor en kreativitet, der er tilstede i den. Vi kan forestille os en partisan hær, elite tropper, civilforsvaret osv. osv. i stedet for en stationær tung arme. Det er nødvendigt at vi undersøger og forsøger at finde alle de muligheder, der ligger gemt i det, der er vor ledende metafor. En metafor, der præger både hvem vi er, hvad vi gør og hvordan vi organiserer os.

 Når det gælder uniformen er den medvirkende til at forme vor identitet. Når vi tænker på den tidlige kristne historie kaldte man ugen efter påske for den hvide uge, fordi de store dåbsceremonier ofte fandt sted i påsken. De døbte bar hvide kjortler også lige efter dåben. Vi har vore egne ’kjortler’, vor uniform der signalerer at vi lever i Kristus. Det kan godt være, at vi ikke ser denne signaleffekt selv, men offentligheden anerkender uniformen og viser tillid til den, der bærer den. Vi har færdes meget i de norske lufthavne i forbindelse med alle vore rejser. Vore oplevelser der har bekræftet offentlighedens store tillid til mennesker i Frelsens Hærs uniform. Vi har oplevet, at folk spontant har optaget kollekt til vort arbejde, at andre er kommet til os for at sige hvor trygge de føler sig ved at skulle med samme fly som os som om vi repræsenterede en beskyttelse for dem, eller stewardesser der har givet udtryk for, hvor dejligt det er at vi er med om bord (hvad der så end måtte ligge i det). Det drejer sig jo ikke om os som privatpersoner, men folk føler vi repræsentere noget mere end os selv. Uniformen signalerer, at vi er i nogen andens tjeneste, i Frelsens Hærs tjeneste og bag det i Vor Herres tjeneste.

Et argument imod uniformen kunne være at den skaber en distance til folk, og det er for så vidt rigtigt; men det er netop den distance, der giver mennesker tillid til at kontakte os – for de taler ikke med Paul eller Per eller Brit, men med en salvationist. De kontakter det, vi repræsenterer ikke den private person. Det andet argument er lige netop dette, at der er en privat person og så en uniformeret person, og at vi dermed er to personligheder. En i uniform og en uden. Det må altid adresseres. Det er faktisk spørgsmålet om helliggørelse, der er tale om eller som William Booth udtrykte det blive frelst mere og mere. Det hører med til vor tro, at vor frelse, vor helliggørelse er grundlæggende for hele vort liv. Som kristne er vi aldrig ’ude af tjenesten’.

Kaldet til et disciplineret liv

 Til den militære metafor hører tanken om at udvikle og træne forskellige færdigheder, for os det grundlæggende at udvikle og opøve et disciplineret liv. Det hører med til Frelsens Hærs identitet.

De første kristne oplevede behovet for disciplin, for åndelig disciplin og vi har en rig arv i de store kirkefædre og en lang tradition i kirkehistorien. Vi har en stærk tradition i den del af kirken, nemlig Weslianismen eller metodismen, som vi kommer fra. Et disciplineret liv er ikke det samme som et hellig liv, men det er en hjælp og støtte dertil. Et hellig liv er et liv i efterfølgelse af Kristus – hellighed er Helligåndens værk i os. Det er ikke noget vi selv udvikler, men vort svar på kaldet til hellighed er at være villige til at leve disciplinerede liv, hvor vi prøver at sætte vore egne egoer til side for andres skyld.

En del af Frelsens Hærs identitet er kaldet til hellighed. Det er grundlæggende. Åndelig disciplin vil hjælpe os til at undgå eller lære at modstå fristelser; det vil lede os bort fra nogle samtidig med at der så kommer andre fristelser. Åndelig disciplin er det væsentligste ’våben’, det at leve i en bønnens atmosfære, at sætte tid af til bøn, at læse og blive beriget af Bibelen og hele dens univers, kort og godt at få sin åndelige næring fra Jesus Kristus.

(Billede:  Våg korps, Færøerne. Påskemarschen 2008)